Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Danmark kvindeliggjort: Havfruen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

...

Elisabeth Jerichau-Baumann: En Havfrue, 1873. Ny Carlsberg Glyptoteket

Danmark billedliggjort og kvindeliggjort på én gang er et gennemgående træk i dansk kulturhistorie, begyndende i 1700-tallet, men især fra 1800-tallet til første halvdel af 1900-tallet - digtere og billedkunstnere afbilder slet og ret landet og/eller naturen som kvinde (gudinde, dronning, skjoldmø, moder, søster, elskerinde, veninde, havfrue).

Tidligere har vi strejfet havfruens betydning som særlig ikon for Danmark i indlægget »Danmark, havet og havfruen« - men kød og blod får hun nu først for alvor af billedkunstneren Elisabeth Jerichau-Baumann, der var født i Polen og uddannet i Tyskland, men blev gift med den danske billedhugger J.A. Jerichau og flyttede til Danmark i 1849.

Jerichau-Baumann malede flere billeder af havfruen, men udover ovenstående findes - så vidt jeg ved - kun yderligere ét i Danmark (Fyens Kunstmuseum: »Havfrue«, 1863).

Havfrue-billedet spiller naturligvis på det kvindeligt irrationelle og driftsbetonede, og om kvindens forbindelse med havet som metafor for dybets seksuelle kræfter skriver Johannes V. Jensen her så sanseligt, at tankerne let henledes på Jerichau-Baumanns havfrue-malerier:

Af Vandet kom du, Fristerinde.
Som Bølgen hæver sig dit Bryst.
Og Flod og Ebbe fra en Kyst
du bærer i dit Blod, O Kvinde!

Som Nilens lunkne Lotus-Dynd
dit Haar er hyllet i en Luft
af Gær og Grøde - Livets Brønd
og Bundløshed: Aakandens Duft!

(...)

Et Underværk af Vækst og Form,
og Farve, Sødme - Skønheds Norm!
Et Taarn af Liflighed og Tugt!
Alskabningens Rod og Blomst og Frugt!

Johannes V. Jensen: Uddrag af »Kvinden«
Bragt i Berlingske Tidende, 21.4.1924

I »Danmarkssangen« af samme forfatter har (ur)kvinden forladt havet, men er til gengæld smeltet metaforisk sammen med det danske landskab:

Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedens bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst!

Johannes V. Jensen: Uddrag af »Danmarkssangen«, 1925

Pudsigt kan man finde Jerichau-Baumanns havfrue-billeder karakteriseret som aseksuelle udtryk for tidens bornerte kvindebillede (f.eks. har hun jo ikke menneskelig underkrop, hvilket faktisk er et atypisk havfrue-træk, selv om det har vundet hævd i mange visuelle afbildninger).

Alligevel må jeg dog tilstå, at det forekommer mig vanskeligt ligefrem at se en »aseksuel udstråling« i maleriet af havfruen, som f.eks. Peter Nørgaard Larsen skriver i kataloget til Jerichau-Baumann-udstillingen på Øregaard Museum i 1997 - og ikke mindre vanskeligt at se det som et eksplicit udtryk for, at viktorianismens »snævre moralkodeks« lå kunstnerinden »i blodet«, som Jette Kjærboe skriver i en analyse af samme maleri (Cras nr. 35, 1983).

Jerichau-Baumann har i givet fald ubevidst ladet sanseligheden trænge sig uanmassende, men dog umiskendeligt gennem tidsåndens reservationer med denne blidt sensuelle havfrue.

H.C. Andersen var også særdeles tilfreds med Jerichau-Baumanns fremstilling - og om ét af hendes havfrue-malerier skrev han dette lille hyldestdigt:

Du raader over Farvernes Pragt!
Du Sjæl har i Havfruens Øjne lagt:
Et Blink fra Dig selv, fra Aandens Magt!
Min Tak her i fattige Ord er sagt.

Men som hun ligger dér i havoverfladen og hviler i sig selv, minder Jerichau-Baumanns havfrue vel heller ikke ubetinget om sin sørgmodige søster i eventyret »Den lille Havfrue«, selv om det er H.C. Andersens indflydelse, der har inspireret kunstneren.

Snarere synes hun at inkarnere et kvinde-natur-billede à la Johannes V. Jensens ovenstående digte - og bringer visse mindelser om Jeppe Aakjær, der netop billedliggjorde Danmarks skabelse som en havfrue, der rejser sig af havet:

   Jeg saa dig opstige
   af Vandenes Rige
Med Siv om din Midje og Tang i dit Haar;
   du langsomt dig løfted,
   mens Hvalerne snøfted
omkring dine Holme i tusinde Aar.
Kun Havørnen spiled sin skjællede Klo,
hvor Smæltevandsbækken langs Isbræen lo.

Jeppe Aakjær: Fra »Hejmdals Vandringer«, 1924

Igen er vi blevet mindet om, at det er alt andet end tilfældigt, at Danmark fremmeste ikon er en havfrue - Danmark er en havfrue.

Rune Engelbreth Larsen
1. februar, 2008