Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Georg Brandes som model for litterære portrætter

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Få samfundskritikere har som Georg Morris Cohen Brandes skabt et åndeligt opbrud, delt vandene og efterladt sig spor i den danske kulturkamp, historisk og aktuelt.

Han var 16 år, da han fuld af tordnende selvbevidsthed skrev om sig selv:

         Og Zeus! naar Lynet knitrer i din Haand,
         da griber jeg det som mit bedste Værge.
         Mod denne Slægt, der blev en Slægt af Dværge,
         jeg slynger det som Straffens vrede Aand.


Som 24-årig blev han afbildet i det første litterære portræt i trebinds-romanen Ivar Lykkes Historie af Fr. Paludan Müller, hvoraf første bind udkom i 1866, og i december 1870 skrev Norges store forfatter, Henrik Ibsen til den da 28-årige Brandes: »Hvad det gælder er Menneskeaandens Revoltering, og der skal De være en af dem, som gaar i Spidsen.«

Georg Morris Cohen Brandes - af Hansen Jacobsen, 1902 I januar 1871 svarede Brandes sin »Broder« med et digt, der bekræftede, at »ja, vi til Oprør vil kalde«, og hvori han svulstigt bedyrede:

         Broder! jeg fandt dig. Hvad gør det mig vel,
         at du en Høvidsmand er uden Lige,
         mens jeg blev skabt til som Væbner at krige
         sammen vi høre med hele vor Sjæl.
         Ja, vi til Oprør vil Aanderne kalde!
         Dristigt at rive
         ud dem af Døsen,
         beaande, belive
         være vort Løsen.
         Er det end mørkt, det skal lyse for Alle.
         Broder! Engang ville Taagerne falde.


Det var ikke som digter, Brandes satte sig sine dybeste spor, men han satte alligevel også sine spor blandt danske digtere. Da han i februar 1883 vendte hjem til Danmark fra Berlin, blev han mødt som »chef« for »ungdommens lette dragoner« med en hyldestsang af Sophus Schandorph.

         Gid du maa mane de Aandskæmper frem
         - de, som alene vort Land kan forsvare!
         Velkommen Aandshøvding! Velkommen hjem
         mellem den ventende Skare.


I 1892 skrev Holger Drachmann et digt om »De gamle Guder«, som sædelighedspoliti, dommere, præster og læger forgæves perser kraften ud af - for de vågner op igen:

         Sædelighedspoliti,
             Dommer, Præst og Læger:
         Se dog at faa Helge hængt -
             Ham hos Øhlenschlæger!

         Har I ham, og Holberg med,
             Faaet sat i Blokken,
         Samt en Aarestrup lever't
             Ud til Gabestokken;

         Har I Brandes' Bøger brændt,
             Samt en lille Vise
         Af Svend Trøst - saa kan vi os
             Lykkelige prise!


Ved Brandes' død i 1927 vender Thøger Larsen atter den ild-metafor, som er tilbagevendende i Brandes' selvforståelse, og skriver:

         Hans Levnedsløb iblandt os er til Ende,
         en Aand af Ild, et Støv i Ild at brænde.
         Hans Minde glider tyst i Sagn tilbage,
         hans Aand vil lyse frem i fjerne Dage.
             Hans Mund er tavs,
         men Ordet, som stak Ild i alle Sjæle,
         er om hans Navn et varigt Eftermæle.


Den Brandes, som Ibsen ønskede blandt spidskæmperne for »Menneskeaandens Revoltering«, og som i Schardorphs sang var vor »Aandshøvding«, har i meget videre udstrækning været genstand for litterære portrætter i fiktionen, lige fra Brandes' egen levetid og helt frem til i dag.

Georg Morris Cohen Brandes - skitse af P.S. Krøyer Brandes anslog selv i 1910, at han havde været »model til nogle personer i nogle og tyve danske romaner«, mens Elias Bredsdorff i en artikel i Scandinavian Studies fra 1973 havde fundet 19. Danmarks største Brandes-kender, Jørgen Knudsen har imidlertid udgivet en lille bog om fænomenet, der omhandler over det dobbelte antal: 48 Brandes-portrætter (Georg Brandes Selskabet, 2007).

Knudsen medtager romaner, skuespil og noveller fra og med første bind af Paludan-Müllers Ivar Lykkes Historie (1866) til og med Vivian Nielsens skuespil, Brandes (2006) og kommer f.eks. ind på Ibsen, Drachmann, Pontoppidan, Bang, Rode, Munk og mange flere i en kort karakteristik og eksemplificering af tendenserne i den Brandes-skildring, fiktionen er så rig på.

Næppe andre danske personligheder har stået model til skønlitterære personer i samme omfang som Brandes, der er blevet karakteriseret som alt fra sin tids »Messias« til »Dr. Satan« - fra den inspirerende professor til den skrupelløse kvinde- og folkeforfører.

At Brandes' fascinations- og forargelseskraft heller ikke er aftaget med tiden, fremgår af de tre sidste stationer på Knudsens tur gennem fiktionens Brandes-portrætter, henholdsvis af forfatterne Michael Larsen og Jette Kaarsbøl og af dramatikeren Vivian Nielsen.

Vivian Nielsens skuespil kritiseres for at være uredeligt i sin ensidige fremstilling af Brandes' forhold til kvinder, hvorimod Knudsen finder Kaarsbøls roman, Den lukkede bog (2004) »intelligent, ofte morsom, ofte bevægende«.

Det er dog ikke mindst Michael Larsens Den store tid - Aftenlandet (2004), der får læst og påtalt:

Romanen »tegner et portræt af Nathan Adler som svindler, en lille gnom med et bævrende guttaperkasprog og en bog - Emigrantlitteraturen - der er 'et stort svindelnummer der var lykkedes'. Bogen kaldes også en unuanceret sammenblanding af romantik og kristendom. Denne latterlige jøde vil træde i Guds sted, han 'har ufrivilligt afsløret sit moralske havari og opblæste personlighed'. Ingen af disse grove anklager fremføres imidlertid af forfatteren selv, de lægges i munden på hovedpersonen, Lars, som ikke desto mindre omtales som fritænker, upolitisk og vantro. Disse meget negative omtaler afbalanceres ikke af noget forsvar.«

Knudsen, der finder romanen »meget ubehagelig« og direkte »perfid«, fremhæver det afslørende, banale forfatter-trick, som Michael Larsen betjener sig af, når han f.eks. skriver, at Adler »hvislede« eller »snerrede« for at skære Brandes' suspekte karakter ud i pap.

Nej, kulturkampen døde ikke, da Brandes blev lagt i graven - den udkæmpes også i fiktionens karakteristik af manden selv.

Henrik Pontoppidan I Knudsens vurdering kommer intet Brandes-portræt i nærheden af Henrik Pontoppidans berømte skildring i skikkelse af Dr. Nathan fra Lykke-Per (1898-1904): »På disse få sider springer han lyslevende frem, bryder igennem fiktionens skin, hvor romanens øvrige figurer hører hjemme, først helt konkret skildret som selskabsmennesket, med et stænk af forfængelig opmærksomhed på omgivelsernes reaktion, i øvrigt opslugt, nærværende, igangsættende. (...) dertil kommer, at han på et helt tredje plan er omdrejningspunkt i romanen, den store udfordring for Danmarks tykblodede degne og lyssky bakketrolde, som hans begejstring river med, når han søger at kalde dem til dåd og sønderhugge det seje drømmespind, det lodne, forhærdede puppehylster, hvori nationens ånd havde indkapslet sig.«

I Pontoppidans Lykke-Per hedder det f.eks. om Brandes og hans virke i Dr. Nathans skikkelse:

»Han havde været for utaalmodig til at udruge nogen selvstændig Verdensanskuelse, for livsoptaget og levelysten til en saadan sejg, dagsky, edderkoppeagtig Udspinden af eget Personlighedsindhold, hvorunder ogsaa ringere Begavelser kan slumpe til at gøre mere og mindre mageløse Opdagelser. Med sin rastløse Higen kunde han snarere lignes ved en gylden Arbejdsbi, der i Sol og Storm afsøgte alle Aandens Blomstermarker og trofast vendte hjem til Kuben med Brodden skjult af Honning. Ligesom med hundrede Øjne overfoer han alle Landes og alle Tiders Literaturer, slog med uglippeligt Instinkt ned paa alt, hvad der kunde tjene som Ansporingsmiddel derhjemme, og fremstillede med den sindrigste Kunst et Kraftuddrag deraf, en snart bitter, snart sødt krydret Livsvækker for den danske Ungdom. Hele Tidsafsnits Aandshistorie forstod han at oprulle paa nogle faa Sider, saa den fik et Dramas Flugt og Liv. Endog de dunkleste filosofiske Løngange kunde han belyse med et Par virkningsfulde Tankelyn, saa selv de dummeste fik en Slags Fornemmelse af, hvad der taltes om.«

Pontoppidan var ikke en del af Brandes' entourage. I et digt i anledning af Brandes' 70-års fødselsdag (1912) skrev han f.eks.:

         Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
         som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
         forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

         Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
         Et Luftsyn den var - nu sank den i Jorden.
         Men ingen har sørget, og ingen vil klage.


Umiddelbart efter Brandes' død fortalte Pontoppidan til Carl Henrik Clemmensen (den senere B.T.-redaktør og modstandsmand, der blev myrdet under krigen), at der var ikke »jordbund« for Brandes i herhjemme - han var for fremmed for det danske.

Men han nærmede sig Brandes, jo ældre han blev, fortalte Pontoppidan også ved samme lejlighed: »I dette gamle Digt har jeg ikke fældet nogen Dom over Georg Brandes selv, men om Resultatet af hans Værk, og den Dom staar jeg selvfølgelig ved endnu. I øvrigt maa jeg sige, at medens de fleste synes at have vokset sig fra Brandes med Aarene, har jeg snarere vokset mig til ham, efterhaanden som jeg er blevet ældre. Det er en forkert Opfattelse, at jeg en Gang skal have staaet i St. Georgs Hærfølge: det gjorde jeg netop ikke i mine yngre Dage, men sandt at sige har jeg nu paa mine Dage ligesom lært at forstaa og vurdere ham bedre.« (Dagens Nyheder, 21.2.1927).

... Senere sagde Pontoppidan ifølge H.P Rode: »Vi savner en sådan mand i dag.«

Tidens to danske kæmper omtalte respektfuldt hinanden som venner, og som samfundskritikere var den ene næppe mindre skarp end den anden, om end de som regel var på behørig og høflig afstand af nærkontakt. De mødtes dog immervæk ca. 30 gange livet igennem, og korrespondancen mellem dem fylder små 200 breve.

I en karakteristik af Pontoppidans betydning for Brandes, skriver Niels Kofoed bl.a.: »Den altid udadvendte, selskabelige og snakkende Brandes, der følte sig stadig mere isoleret og forfulgt i det danske samfund, rakte hånden ud efter den menneskesky grubler og dømmesyge præstesøn Henrik Pontoppidan. Et umage par, et sammenfald af modsætninger.«
(Pontoppidan Selskabet).

Men det er en anden historie - Jørgen Knudsens lille bog om fiktionens Brandes-portrætter giver er glimrende overblik over en dimension af Brandes' store, men brogede virkningshistorie, der næppe bliver afsluttet foreløbig. Bogen er med sine 60 sider en både underholdende og informativ note til Knudsens tre tusind sider store otte-binds storværk om Brandes og hans tid (1985-2004).

Rune Engelbreth Larsen
25. maj, 2007


APROPOS:

> Citater af Georg Brandes
> Boganbefaling: Den kulturradikale udfordring