Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Folkekirkens bibelfundamentalister

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Jens-André P. Herbeners seneste bog I dag udkommer Jens-André P. Herbeners bog, Teologi og magt på C.A. Reitzel (276 sider, 248,- kr.). Der er tale om en debatbog om den autoriserede bibeloversættelse, som undertitlen lyder, og her udfoldes ikke kun den historiske baggrund for Bibelens tilblivelse, men også den danske oversættelsestraditions historie helt frem til den seneste autoriserede bibeloversættelse fra 1992.

Kort fortalt er omdrejningspunktet en uhyre skarp og overordentlig grundig dokumentation af det seneste oversættelsesarbejde med Det Gamle Testamente, hvor Bibelselskabet valgte at lade folkekirkens fundamentalistiske fløj få så afgørende indflydelse på den endelige ordlyd, at hævdvundne og videnskabelige principper igen og igen blev underordnet dogmatiske særinteresser.

Intet andet historisk kildeskrift har vel inden for det seneste århundrede været ude for en lignende »revision« - man forestille sig f.eks. Otto Steen Dues højt roste oversættelser af Homers Iliade, Vergils Aenide eller Ovids Forvandlinger blive underlagt en lignende proces, hvor en uvedkommende Revisionskomité overtrumfer oversætterens arbejde, fordi det i sin videnskabelige akkuratesse i hundredvis af tilfælde var uforeneligt med en fundamentalistisk dogmatik? Der ville lyde et akademisk ramaskrig.

Ikke desto mindre er det nøjagtigt dét, der er hændt under oversættelsesarbejdet med den autoriserede bibeloversættelse fra 1992. Konservative kræfter satte tommelskruerne på Bibelselskabet og fik derfor tiltusket sig dogmatiske rettelser, der intet som helst belæg er for i kildeteksterne - og oversætterne fandt sig i det.

Hvem sagde selvcensur?!

Her er det vel at mærke et af kulturarvens grundskrifter, som den almindelige læser får serveret som »Bibelen« uden anelse om, at teksten ud fra enhver nøgtern vurdering er manipuleret i hundredvis af tilfælde.

I forlagets pressemeddelelse hedder det bl.a.:

Under stor festivitas og mediebevågenhed udgav Det Danske Bibelselskab i 1992 en ny, autoriseret oversættelse af Folkekirkens fundament Bibelen. Den blev hurtigt en bragende succes og blev kåret til »Årets bog 1992«. Siden 1996 har Danmarks nationalbibel imidlertid været genstand for skarp kritik. I aviser, tidsskrifter og fagbøger er den igen og igen blevet kritiseret for at have tilpasset Det Gamle Testamente til kristen dogmatik.

I 'Teologi og Magt' samler Jens-André P. Herbener sagens mange tråde. Han afdækker den store indflydelse, som den konservative og fundamentalistiske fløj af kirken har haft på 1992-oversættelsen, og belyser de markante magtinteresser, der ligger bag. Han dokumenterer en række områder i oversættelsen, hvor kildeteksten er blevet tilpasset kirkelig tradition og dogmatik, og sætter spørgsmålstegn ved lovligheden af den udbredte anvendelse af en kirkebibel i det sekulære, danske undervisningssystem.

C.A. Reitzel, 29.9.2006

Udover at belyse karakteren og omfanget af den dogmatiske »revision« af de gammeltestamentlige kildetekster fremlægger Herbener den fagvidenskabelige indsigt i de bibelske tekster, som ikke blot af almindelige religionshistoriske årsager er uforenelig med bibelfundamentalisernes bibelsyn, men som af strengt filologiske grunde må føre til en adskillelse af Det Gamle og Det Nye Testamente, så forståelsen af sidstnævnte forbliver tilknyttet det jødiske tekstkorpus, det historisk er opstået som.

Hvad betyder det for den kristne, at kristendommens historiske Bog knækker over? Det kommer naturligvis an på, hvilken type kristen, der er tale om - og som bekendt har kristendommen jo hele kirkehistorien igennem været udsat for voldsomme omvæltninger, sommetider som følge af nye videnskabelige indsigter.

Men det stiller unægtelig bibelfundamentalister såvel som ortodokse lutheranere i en helt uholdbar position, når f.eks. Tidehvervs Jesper Langballe hævder: »GT [Det Gamle Testamente] er en helt og holdent kristelig bog, som jødedommen har misbrugt og sagligt set ingen ret har til.« (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999).

At dette er et skoleeksempel på kirkehistorisk vrøvl, ved enhver nøgtern teolog og religionshistoriker naturligvis udmærket. Som Herbener også bemærker, kommer dette helt utvetydigt til udtryk blandt fremtrædende forskere herhjemme, f.eks.:

Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.

Eduard Nielsen, 1988

Kristen prædiken er Kristus-prædiken; og man kan ikke tale om Kristus på baggrund af det Gamle Testamente, for eksegesen - eller religionsvidenskaben, det gør ingen forskel - viser, at det Gamle Testamente ikke taler om Kristus. Hvad man ikke kan tale om, derom må man tie.

Hans Jørgen Lundager Jensen, 1996

Alligevel er det altså fortsat en vidt udbredt antagelse blandt bibelfundamentalister og Tidehvervskristne, at Det Gamle Testamente er en bog, der indeholder Kristusprofetier.

I Herbeners bog afdækkes hele baggrunden for, hvorledes en sådan ahistorisk opfattelse reinforceres den dag i dag i kraft af den autoriserede bibeloversættelse, og implikationerne heraf udredes og tilbagevises i minutiøs detalje.

Derved skriver bogen sig også indirekte ind i et opbrud i den danske folkekirke, hvor der i disse år sker en mere målrettet udfordring af Tidehvervs effektive politisk/teologiske dagsorden, som er beslægtet med det mere historiske opgør med den traditionelle kirkelige højrefløj. En traditionel højrefløj, som også trives i bedste velgående i dagens Danmark og f.eks. består af Indre Mission, Luthersk Missionsforening, Evangelisk Luthersk Missionsforening, Sudanmissionen, Blå Kors, Ordet og Israel, Kristeligt Forbund for Studerende, Indenlandsk Sømandsmission, Landsforeningen til Oprettelse af Kristne Friskoler, Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, Bibellæserringen, Faderhuset m.fl.

Selv om Tidehverv ikke i alle forhold deler samme kristendomssyn som de nævnte grupperinger (Tidehverv opstod f.eks. i et opgør med Indre Mission), er de bl.a. enige om en anakronistisk bibelforståelse og et menneskesyn, der udefra set vanskeligt kan karakteriseres som andet end luthersk ortodokst (og som er af allermest politisk art i Tidehverv via den centrale indflydelse i Dansk Folkeparti).

Store dele af både Tidehvervs antijudaistiske bibelsyn og den traditionelle kirkelige højrefløjs bibelkonservatisme afhænger i høj grad af den anakronistiske antagelse, at Det Gamle Testamente (som rettelig bør hedde den hebraiske bibel) i modstrid med al historicitet slet ikke skulle være en jødisk tekstantologi, men at det tværtimod skulle fremgå af selve teksten, at der er tale om adskillige bogstavelige profetier om Kristus og kristendommen.

Den gennemdokumenterede pointe i Herbeners bog er, at selv om ingen naturligvis hverken kan eller skal forhindres i at tro på dette i og for sig temmelig opsigtsvækkende metafysiske postulat (at Kristus optræder i tekster århundreder før kristendommen), kan ingen dog med skyggen af faglig saglighed i behold hævde, at der er det mindste reelle spor af denne kristologiske kobling i de gammeltestamentlige skrifter.

Hvis man er i tvivl om, hvilken skelsættende betydning dette har for kristen fundamentalisme, bør man studere kirkehistorien (og de moderne kristen-fundamentalistiske retninger) lidt nøjere.

Som jeg også har været inde på i indlægget Kirkekamp: Rummelighed og fanatisme, er der en del, som tyder på, at den kirkelige højrefløj udfordres med tiltagende styrke, ikke blot i kulturkampen, men også i kirkekampen.

Over for Tidehverv & Co. står en fløj (eller i det mindste konturerne af en mere og mere markant bevægelse), for hvem næstekærlighedsbudskabet og den enkeltes samvittighed på kierkegaardsk vis synes at være det centrale i direkte kontrast til den nationalistiske islamofobi og halvtotalitære asylopfattelse i Tidehverv (der undsiger sig næstekærligheden ved til tider at operere med en fiktiv figur, fjernesten - som åbenbart legitimerer inhuman behandling af flygtninge og foragt over for muslimer).

En sådan mere humanistisk orienteret kristen bevægelse invalideres naturligvis ikke af fagvidenskabelig kritik af den autoriserede bibeloversættelse, i den udstrækning denne bevægelse er mere helligskrifts- og dogmeuafhængig (og f.eks. har løsrevet sig 100 procent fra kirkehistorisk bibelfundamentalisme og dens latente antijudaisme).

Og en sådan kristendomsbevægelse tegner sig rent faktisk i en række initiativer fra de senere år, hvor kristne med betydeligt større overbevisning og lidenskab end politiske partier og bevægelser går klart imod tidsåndens fremmedhad i dette land. Ikke mindst sognepræst Leif Bork Hansen har personificeret denne kierkegaardske position, som det f.eks. kommer til udtryk i et radiointerview, hvor han uden tøven afviser ikke bare Jesper Langballes, men også Martin Luthers intolerance:

For mig er det afgørende ikke, om folkekirken består eller ej, men at der er et evangelium, der siger, at den, der forkaster den fremmede, den værgeløse, han forkaster selveste Guds søn. Var der én ting, Luther ikke havde forståelse for, var det mindretallene, dem, der var forskellige fra ham selv. Han ville gerne selv tale om sin samvittighed. Men når det gjaldt nogle, der ikke var enige med ham, så fordømte han dem, og det kan vi simpelthen ikke leve med. (...)

Jeg vil sige, at måske er tiden i dag inde til, at nu må der virkelig siges fra. Luther sagde fra. Vi andre må nu sige fra over for Luther. (...)

Det er det forfærdelige, at man tror, at man kan skille kristendom og politik ad. Selv i politik er vi forpligtet over for hinanden. Det er egentlig utroligt, at Kierkegaard dér så, at den nye kamp i Danmark ikke ville bestå i dogmerne, hvor vi ikke kommer længere end til at diskutere dogmerne som en slags himmelsk matematik. Men om, hvad der rent fordringsmæssigt, eksistentielt, ligger i kristendommen.

Kristendommen taler om en fordring, der går på tværs af alle de skel, vi kender til, at uanset hvem, jeg står over for, så er jeg forpligtet. (...)

Man må huske, at hovedpersonen i kristendommen tilgav dem, der torturerede ham. Han forsonede sig med dem, der udryddede ham. Så vigtig er forsoning. Alt andet er betydningsløst.

Leif Bork Hansen i P1 Morgen, 15.6.2006

Hvad har dette at gøre med en bog om den kirkelige højrefløjs dogmatiske fingeraftryk på bibeloversættelsen? I mine øjne er det to (lige offensive) udtryk fra hver sit vidt forskellige udgangspunkt, der imidlertid peger i retning af et fælles kulturopgør med den intolerante dogmatik og ensrettende massebevægelse, der var ved at være kirkehistorisk passé, men som i de senere år atter ligger som en kvælende dyne over Danmark.

Rune Engelbreth Larsen
29. september, 2006