WILLIAM BLAKE:
Love seeketh not itself to please,
Nor for itself hath any care,
But for another gives its ease,
And builds a Heaven in Hell's despair.

Udover at være et sjældent roligt, men velfortalt og særdeles spændende drama er The Good Shepherd en fascinerende fortolkning af kontra-spionagens fødsel og CIA's verden . Læs mere: The Good Shepherd ...

Kristne fundamentalisters køreplan for den kristne messias' genkomst er sammenfaldende med ortodokse jøders køreplan for den jødiske messias' ankomst. Indtil et vist punkt. Dette er ganske enkelt baggrunden for den indflydelsesrige alliance mellem ortodokse jøder og fundamentalistiske kristne i USA. Læs mere ...

Kirkekamp: Rummelighed og fanatisme

Af Rune Engelbreth Larsen

Den 80-årige forfatter og Georg Brandes-ekspert, fuldblodsateisten Jørgen Knudsen retter et skarpt angreb på alskens tro og blander sig derved i en ulmende kirkekamp.

Hans ræsonnement minder lidt om den fundamentalistiske ateismes ahistoriske generaliseringer, som man møder endnu mere udfoldet på den religionsfjendske del af venstrefløjen - en overfladisk afvisning af årtusinders religioner som blot og bar naivisme eller indoktrinering på baggrund af en letkøbt (om end stedvist overordentlig faktuel) henvisning til ubarmhjertige religionskrige, fanatisk intolerance og teologiske slagmåls ofte helt absurde flueknepperi med blodige konsekvenser.

Det er imidlertid ikke meget mere seriøst at dæmonisere religion(shistorien) som sådan, fordi kirkehistorien repræsenterer mange af dennes vrangsider, end det er at afvise troen, fordi religion i årtusinder har hvilet på en overnaturlig renligionsfænomenologi, der ikke er i overensstemmelse med moderne verdensanskuelser med blot få menneskealdre på bagen - dertil er religonsfænomenet alt for komplekst. Men det er altid relevant at påpege voldsomme selvmodsigelser og udtalt hykleri, hvor som helst det finder sted - og her vidner historien unægtelig om, hvor dårlige kort (ikke kun) kirken har på hånden.

Også af den grund står ikke alene fanatismen for skud, men også den »rummelige« folkekirkekristendom, som Jørgen Knudsen i en manifestlignende kronik kalder »ugudelig fejhed«:

Selv om vi måske ikke ligefrem tror sådan rigtigt på Gud, finder vi det imidlertid klogt at holde ham som reserve. Har vi selv tabt troens glød, kan vi i hvert fald fastholde dens genskær hos børnene. Hvorfor dog ødelægge julestemningen ved at tale højt om, hvad alle ved, at Gud, Helligånden og det lille Jesusbarn er i familie med Thor, Odin, Balder og Julemanden? Eller Zeus, Jahve eller Allah. Alle disse guder! Mens de, der tror alvorligt på en af dem, afviser alle andre muligheder, så er den folkekirkekristne respektfuldt forstående over for alle inderligt troende (bare de ikke er fanatiske!).

Enhver kan blive salig i sin tro, og kan vi nu ikke have det godt med hinanden? Ved at gå med - hvem vil støde unødvendigt ved at blive hjemme? - til dåb, konfirmation, kirkebryllup og begravelse stiller kirkeskattebetaleren sin imødekommenhed til skue og lader Gallup bekræfte sig i, at det er helt i orden: Fortæller Gallup måske ikke, at denne overenskomst om at foregive, at kejseren har klæder på, har et flertal af befolkningen bag sig? Hårdt trængt af den anonyme udspørger fortæller et flertal, at de da for så vidt tror på Gud.

Men hvad med resten af det mytologiske apparat? Når den religiøse oplevelse udbygges med et sådant, hvad adskiller den så fra tvangstanker, vrangforestillinger eller almindelig sindssyge? At den deles af et betryggende antal landsmænd.

Vist kan folkekirkemedlemmet blive lidt flovt, når han/hun lejlighedsvis overværer et enkelt af disse bizarre søndagsskuespil og da forsigtigt synger med på de ærværdige sange med deres sære påstande! Men pyt, når det ikke sker for tit, kan man vel leve med det, for en nutidsdansker er den bog under alle omstændigheder umulig læsning med dens tale om gudsfrygt, om Jesus, hvis blod renser os for al synd, om lyset, der intet har til fælles med mørket, om utugt, forkrænkelighed og kødets opstandelse: et sprog og en tankegang fra en kulturkreds, der er fremmed og fjern både i tid og sted.

Hvorfor lægger vi ikke denne tro bag os, som vi har gjort det med heksekunsten, astrologien og guldmageriet? Fordi den har sat sig så imødekommende i det brede rum mellem vantro og fanatisme. Med tanke på de daglige beretninger om en islamisk fanatisme, der bringer vore egne religionskrige i erindring, kan man naturligvis spørge, om ikke denne folkekirkekristne bekvemmelighed er det mindre onde? En opfangning eller afbødning af et potentielt livsfarligt underkastelsesbehov? Svaret er nej. Vejen fra tro til vantro går gennem abstinenser, som er en nødvendig del af kuren, og rummelighed er intet værn mod fanatisme. Den ugudelige fejhed, der kaldes folkekirkekristendom, og som breder sig i Danmarks Radio lige fra dagens begyndelse og til dens ende, er en art forebyggende afbødning af den oprigtige vantro, men er en uholdbar konstruktion, truet af det sorteste højre: Den danske folkekirkekristne er stærkt fascineret af gospelsyngende sorte, af muslimer, der hengivent kaster sig på bedetæppet, af munke og nonner og fromme buddhister. Samtidig fører kirkelig konservatisme/fundamentalisme sig frem med fornyet selvsikkerhed, hvornår får vi den første abortlægemorder i Danmark? Selveste præsident Bush er erklæret talsmand for aggressiv kristendom: »This is my handbook!«, sagde han for åben skærm og løftede med sit selvtilfredse smil Bibelen over sit hoved.

Var folkekirken et brugbart svar på en fundamentalistisk bølge, en vaccine mod et nyt præstestyre, meldte jeg mig ind på stedet. Men den er overtalelse til holdningsløshed, og derved bereder den jorden for fanatikere. Søren Krarup har medvind. Unge lyshårede danske står frem og fortæller, hvorfor de er blevet muslimer. Også andre trosretninger har lugtet kristenblod og er i den grad i offensiven, at det officielle Danmark er ved at være bekymret og bevilger stadig mere sendetid til vammel folkekirkesalvelse.

Lad mig slutte denne bredside med en anbefaling af at læse 5. Mosebog, fra det 4. kapitel (formaning til at holde loven), og fortsæt med Paulus' brev til romerne (om synden). Døm så selv, om denne rethaveriske og blodtørstige uforsonlighed kan være basis for en fredelig fremtid i en globaliseret verden.

Politiken, 29.7.2006
(uddrag)

Der er en glød af Kierkegaards kristne kirkekritik i denne udfordring til folkekirken, om end Knudsens afsæt naturligvis er ateistisk.

Og en sådan tirade kræver et svar fra ansvarlige folkekirkekristne - ikke mindst fra de medlemmer af folkekirken, som på andre områder måske ikke står Jørgen Knudsens standpunkter så fjernt. Ikke fordi nogen strengt taget behøver stå til ansvar for deres tro over for andre, men fordi Jørgen Knudsen rammer lige ned i dét kristne paradoks, som netop repræsentanter for den rummelige kirke udstiller på godt og ondt: En ofte særdeles sympatisk og yderst humanistisk inspireret kristendom, der ligger såre fjernt fra Krarups evangelium - men som til gengæld også umiddelbart ligger lige så langt fra den nytestamentlige kristendom som Tidehvervs national-egoisme.

Dertil kommer faren for, at rummeligheden på grund af sin rummelighed vanskeligt kan blive et lidenskabeligt modspil til Krarup inden for samme kirke.

I det mindste ved første øjekast - for der er vigtige undtagelser fra reglen.

Hvor Thorkild Grosbølls ateistiske kristendom var udtryk for en kort og dilettantisk kirkelig komedie, som han end ikke havde rygrad til at stå ved - og som hverken kristne eller ateister vel for alvor kan bruge til ret meget andet end tandløs underholdning - repræsenterer andre sognepræster et endog særdeles skarpt alternativ. Det gælder ikke mindst Leif Bork Hansen, der ikke er bange for at gøre lidenskabeligt op med Den Augsburgske Bekendelse, som flere kristne i den senere tid ligefrem har krævet ændret eller strøget.

Og til Jesper Langballe & Co.s store forargelse er Leif Bork Hansen udmærket bevidst om, at han derved også peger befriende bort fra ikke blot enkelte formuleringer, men fra betydningsfulde dele af hele den intolerante lutheranske arv, som folkekirken (også) hviler på. Leif Bork Hansen, der i samvittighedsspørgsmål gerne går op imod loven, f.eks. når det gælder om at beskytte og skjule afviste asylansøgere, er således både på kant med den herskende politiske udvikling såvel som det folkekirkelige bekendelsesgrundlag. I en anden tidsalder ville han have været en potentiel reformator med en både lidenskabelig og kompromisløs religionsforståelse på hiin enkeltes side, der skønt et individualistisk, kierkegaardsk udgangspunkt imidlertid endnu synes at være i sin vorden - og hvis rækkevidde og teologiske sammenhænge muligvis de kommende års udvikling vil røbe for en bredere offentlighed, hvem ved.

En række af de mest medmenneskelige røster i de senere år har sigende nok været folkekirkepræster som bl.a. Leif Bork Hansen, biskop Kjeld Holm og Præsteinitiativet, hvis omsiggribende protester mod Dansk Folkeparti i december 2005 skabte en voksende bevægelse blandt præster, der bl.a. spredte sig til forfattere og læger. Trods en karikaturkrise, som Dansk Folkeparti & Co. med Jyllands-Postens, B.T.s og Ekstra Bladets store opbakning har skamredet for at intensivere anti-islamiske tendenser yderligere, har en kirkelig modoffensiv i dag bidt sig fast som et tiltrængt og mere og mere veldefineret angreb på Søren Krarups Tidehvervsbevægelse, hvis tiårige dominans i den vigtigste af kirkekampens interne slagsmål endelig er blevet taget alvorligt og udfordret.

Men også dette efterlader fortsat nogle ubesvarede spørgsmål, som Jørgen Knudsen nådesløst påpeger.

Hvor selektivt kan en radikalt humanistisk teologi f.eks. tillade sig at negligere (eller ligefrem distancere sig fra) dele af bekendelsesgrundlaget, herunder de mest intolerante skriftsteder i såvel det Gamle som det Nye Testamente - og fortsat kalde sig kristendom?

Skal en ny kristendom løsrive sig helt fra ikke blot ethvert bogstavfundamentalistisk skriftssyn, men fra enhver forpligtelse på Bibelens ord? Hvor lidt eller meget skal der egentlig til, for at være en del af folkekirken med sin samvittighed i orden - for at kalde sig kristen?

Det er teologiske overvejelser, som ikke længere kan reserveres intern menighedsrådssnak, teologiske seminarer eller akademiske disputter, men vel nok trænger til en åben debat i offentligheden. Ikke mindst hvis den interne kirkekamp mod Tidehvervsbevægelsen skal rodfæstes og intensiveres i bredere kirkekredse.

I Jørgen Knudsens optik synes imidlertid kun en kamp mod kirken og kristendommen i enhver afskygning at være svaret på religiøs intolerance i almindelighed og Tidehvervs fanatisme i særdeleshed.

Kirkehistorien er da også en belastende arv for enhver, der vil forene et humanistisk og et kristent perspektiv, og Det Gamle eller Det Nye Testamente er hverken samlet eller hver for sig humanistiske skrifter.

Omvendt kan intet humanistisk indstillet menneske undgå at bemærke, at en række folkekirkepræster afgjort har sat ord og gerning ind på f.eks. at forsvare nødstedte flygtninge og tage kampen op mod Krarup & Co. med en både dybfølt og lidenskabelig overbevisning - mens mange andre ukirkelige kredse i bedste fald glimrer ved at holde deres kæft, snorksove eller nøjes med at fravælge Dansk Folkeparti på stemmesedlen.

Sammenlignet med den lunkne indsats, som eksempelvis mange venstrefløjspolitikere har lagt for dagen i kampen mod anti-islamisk propaganda (hvis de da ikke ligefrem af ideologisk overbevisning er blevet opslugt af samme anti-islamiske propaganda), er ikke mindst Leif Bork Hansen og Kjeld Holm samvittighedsfulde giganter. Her er ingen rysten på hånden og ingen frygt for at forsvare de trængte »fremmede« med hud og hår - også dem, som repræsenterer en konkurrerende religion - her er vingefang og hjerte.

Betænk så den populistiske kynisme og intolerance, som kommer til udtryk hos Kåre Bluitgen, Morten Homann, Anne Grete Holmsgaard, Karen Jespersen, Henrik Sass Larsen og så videre og så videre ...

Hvad kan vi så lære af dét? Vi kan lære, at socialistiske og socialdemokratiske »ideologer« kan være lige så forstenede fundamentalister i ateismens og sekulariseringens navn - som f.eks. Tidehvervs intolerante teologer er det i den lutheranske ortodoksis navn.

Rune Engelbreth Larsen
30. juli, 2006