Basisindkomst eller borgerløn

Ifølge Götz Werner er vi i vores tænkning om samfundets indretning og økonomi ude af trit med virkeligheden. Vi formår ikke at løse aktuelle problemer som fx arbejdsløshed – fordi det er »skinproblemer«. Vi tænker forkert om virkeligheden og kan derfor heller ikke skabe holdbare løsninger. »Fx er vores samfundsmæssige husholdning finansieret gennem indkomstskat. Så er det klart at alle politiske kunstgreb handler om at bevare og skabe flest mulige arbejdspladser. I det lys er arbejdsløshed et påtrængende problem. Man forsøger at kurere patienten uden at beskæftige sig med årsagerne til sygdommen.« (...)

Vores sociale elendighed skyldes ifølge Götz Werner, at vi prøver at løse skinproblemer med fortidens metoder. »Det er erhvervslivets opgave at forsyne mennesker med varer og tjenester. Den regulerende instans af denne aktivitet er samfundet. Samfundet er ansvarligt for at alle borgere har en minimumsindkomst. Det gælder i den nuværende situation, hvor arbejdsdelingen er total. For mindre end 100 år siden var 40% af befolkningen stadig selvforsørgende på landet. Vi tænker som dengang. Det er en del af problemet.«

Alle skal være garanteret en aldersbestemt grundindkomst. Aldersbestemt fordi ens behov igennem de forskellige livsaldre varierer. De negative konsekvenser omkring arbejdsløshedsproblematikken vil forsvinde i og med, at den enkelte opnår økonomisk uafhængighed. Pensionen vil være sikret for alle. Finansieringen af ordningen vil hovedsageligt ske via omlægning af de allerede eksisterende overførselsindkomster. Aktuelle beregninger ud fra tyske forhold viser, at de samlede sociale overførselsindkomster plus halvdelen af de administrative omkostninger i dette system giver 830 euro om måneden pr. person (beregningerne findes i Bankspiegel 1/2006). Forslaget indebærer ligeledes omlægning af skattesystemet fra indkomstskat til forbrugsskat. Alle andre skatter bortfalder.

Pengevirke nr. 2/2006, s. 6-7

Blandt politikere fra midten ud mod højrefløjen synes der at være enighed om, at det vil fremme befolkningens arbejdsiver, såfremt »skatten på den sidst tjente krone« reduceres mærkbart.

Når man som jeg har både familie, venner og bekendte, som betaler topskat, kan man godt undre sig over, hvorfra man har dette mantra, idet jeg ikke har mødt nogen i den indkomstgruppe, der har givet udtryk for, at de gerne ville »give den en skalle mere«, hvis deres marginalskat blev nedsat.

Naturligvis vil de gerne betale mindre i skat, men marginalskatten er ikke den afgørende faktor for omfanget af deres arbejdsindsats, ja som en enquete, der nyligt blev offentliggjort viser, påtager en stor del af befolkningen sig ekstraarbejde endog uden at få noget for det.

Skal man få flere ind på arbejdsmarkedet, tror jeg, at man bør se på skatten af den først tjente krone, idet det for mange af dem, der er på offentlig forsørgelse gælder, at deres rådighedsbeløb vil blive mindre, såfremt de påtager sig et arbejde, i og med at en række sociale ydelser nedtrappes eller helt bortfalder.

En løsning på dette misforhold ville være at erstatte en stor del af de nuværende overførselsindkomster med en ubetinget basisydelse til alle borgere eller for at bruge det forkætrede ord, indføre borgerløn.

Lad os for nemheds skyld antage at vil gav alle over 18 år et årligt beløb på kr. 75.000 og indførte en flad skattesats på 50% af alle indkomster herudover. Så kan nedenstående tabel illustrere skattetilsvar og rådighedsbeløb.

Som det fremgår, vil en flad skattesats med et stort bundfradrag resultere i en progressiv beskatning. Samtidig vil alle få noget ud af at skaffe sig en indtægt, hvilket kunne være det incitament, der skal til for at inddrage flere på arbejdsmarkedet.

Borgerlønnen tænkes at træde i stedet for folke- og førtidspension, efterløn, statens andel af A-dagpenge, kontanthjælp og uddannelsesstøtte. Ordningen kunne administreres af skattevæsenet med væsentlige administrative besparelser og ville løse en række af de problemer, der nuværende system er behæftet med.