Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Er alt 'lige godt'?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Et gammelkendt kneb over varianten »angreb er det bedste forsvar«, består i at tillægge sin opponent en fiktiv eller groft fortegnet version af de holdninger, som vedkommende repræsenterer, for dernæst at sætte fiktionen til vægs - det er jo lettere at ramme en amputeret udgave af sin modstander end the real thing.

Det kommer f.eks. til udtryk i kritikken af Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar, når socialminister Eva Kjer Hansen i dag opdeler fronterne i sagen i henholdsvis »kulturradikale« og »kulturbærere« (hvor regeringen naturligvis tænkes placeret i sidste kategori).

Kulturradikal er et af yndlingsskældsordene, stærkt fulgt op af kulturrelativist, fordi ingen åbenbart føler sig forpligtet på at definere, hvad man mener, når man slynger det ud på må og få. Således skriver Eva Kjer Hansen ganske karakteristisk:

De pågældende grøfter har været der hele tiden: Grøften mellem - på den ene side - de slappe kulturradikale, der mener at alle værdier er lige gode. Og på den anden side 'kulturbærerne', der ved, at nogle værdier er bedre end andre.

Politiken, 19.6.2006

Strengt taget er udsagnet nærmest pinligt gennemskueligt i dets elementære stereotypi: På den ene side har vi standpunkt 1 - det er ikke alene det slappe standpunkt, men de slappes standpunkt: De kulturradikale, som vel at mærke mener noget. På den anden side har vi dem, der tilslutter sig standpunkt 2: Kulturbærerne, som ikke nøjes med at mene noget, men derimod ved noget.

Så er banen kridtet op, ikke sandt?

Det, der imidlertid, var min pointe her, er ikke først og fremmest, at hun tvedeler fronten i banale fjendebilleder à la »gode« og »onde« (eller stærke og slappe), men at hun karakteriserer de slappe kulturradikale som nogen, der mener, at »alle værdier er lige gode«.

Hvor tit har vi ikke hørt dette påstået om dem, der kritiserer regeringens stramme udlændingepolitik? Jeg har dog endnu til gode at møde dette synspunkt i debatten - jeg har ganske simpelt aldrig nogen sinde læst eller hørt nogen debattør i Danmark påstå, at alle værdier er lige gode. Det er reelt en ikke-position i debatten - den eksisterer simpelt hen ikke - og hvis den gør, er den så skjult, at det gør det samme. Det ville da også være helt absurd, hvis nogen skulle mene, at f.eks. ufrihed er lige så godt som frihed, eller at intolerance er lige så godt som tolerance osv.

Det er ikke udtryk for kulturradikalisme, og det er heller ikke udtryk for kulturrelativisme. I det mindste ikke i nogen forståelse af disse begreber, som nogen sinde har spillet en bare perifer rolle i debatten.

Derfor er det selvfølgelig også så dejlig let at skyde med spredehagl og påstå eller underforstå, at det er et synspunkt, som indtages, f.eks. af Seidenfaden og undertegnede i vores bog om karikaturkrisen.

Det gør det imidlertid ikke mindre misvisende.

Relativisme er da heller ikke en holdning eller en ideologi, men en teori, ligesom f.eks. det modsatte af relativisme - absolutisme - heller ikke er en ideologi. Ellers bliver begreberne meningsløse.

Relativisme er en teori, ifølge hvilken sandheden er kontekstafhængig - dvs. at sandhed ikke blot svæver i luften og kan vurderes uafhængigt af den sammenhæng, hvori den optræder.

Kulturrelativisme orienterer sig naturligvis specifikt omkring kulturer, og en kultur er i sagens natur en ganske vidt forgrenet og mangesidig kontekst, som man ikke uden videre kan kalde mere eller mindre »sand« end en anden kultur (kontekst), fordi konteksten er betydningsfuld for at forstå, hvori sandheden om et specifikt sagsforhold består.

Et kulturrelativistisk synspunkt består således i den opfattelse, at der ikke gives absolutte vurderinger af (eller grundlag for) hele kulturer, som man meningsfuldt kan hævde er mere eller mindre sande, end tilfældet er for andre kulturer.

Kulturrelativisme er med andre ord en teori, ifølge hvilken udsagn af typen »kristendommen er sandere end buddhismen«, eller »Vestens værdier er rigtige, og Østens er forkerte«, f.eks. må karakteriseres som rationelt meningsløse domme - for på hvilket konkret og objektivt forhold skulle sådanne påstande kunne baseres?

Men det betyder ikke, at alle værdier er »lige gode« eller (yndlings-myten) »lige gyldige« (ligegyldige). Det betyder bare, at når vi sammenligner værdier, er det tro og ikke viden (i objektiv forstand), som får os til at udnævne nogle værdier som absolut sande til forskel fra andre.

Men næppe nogen (bortset fra eventuelle solipsister) vil af den grund mene, at alle værdier er lige gode eller lige sande - personligt finder jeg ganske afgjort ikke, at f.eks. racistiske værdier er lige så gode som humanistiske værdier, hvis nogen skulle være i tvivl.

At tilskrive undertegnede den holdning, at alt er lige godt, er altså ikke blot faktuelt forkert, det er både absurd i sig selv - og det er bevidst misvisende at hævde eksistensen af en sådan position i debatten, som man kan profilere sig selv i kontrast til.

Om det er manglende evne eller vilje til at forholde sig til en konkret kulturkritisk indstilling til elementer i vor egen samfundsindretning og den herskende politiske praksis, som får Eva Kjer Hansen og mange andre med hende til at karakterisere kritik som et udtryk for, at alt er lige gyldigt, skal jeg ikke kunne sige. Men det er såre bekvemt, hvor man ikke behøver argumentere mod samfundskritikere, men bare kan skyde dem i skoene, at kritikken baserer sig på noget, der mest af alt ligner ukonkrete intellektuelle stiløvelser for kritikkens egen skyld, fordi alt jo bare er hip som hap.

Går den, så går den - og måske glemmer læserne så i mellemtiden, hvori samfundskritikken helt konkret består, for den kan jo i alle tilfælde ikke være seriøst ment, hvis kritikkens grundlag er, at alt er ét fedt.

For arveprins Knud: Alt er ikke lige gyldigt og ikke ligegyldigt - heller ikke i sagen om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. Det er faktisk derfor, at vi har skrevet en ganske omfangsrig bog om sagen og dens utallige forgreninger.

Rune Engelbreth Larsen
19. juni, 2006


LÆS OGSÅ:
SVAR PÅ KRITIK: VALDEMARSDAG, DANNEBROG OG KARIKATURKRISEN
SVAR PÅ KRITIK: »HUMANISME AF VÆRSTE SKUFFE«
SVAR PÅ KRITIK: REAKTIONER OG DEBAT MED ANMELDERNE