Frihed og retfærdighed - ny bog af Rune Engelbreth Larsen

Humanisme af værste skuffe

Af Rune Engelbreth Larsen

OM KARIKATURKRISEN AF SEIDENFADEN OG ENGELBRETH > SVAR PÅ KRITIK

Raseriet mod Tøger Seidenfadens og undertegnedes bog, Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar, har bølget aviserne igennem siden udgivelsen den 15. juni, som det også er fremgået af mit tidligere indlæg om reaktionerne: Valdemarsdag, Dannebrog og Karikaturkrisen.

Vi er naturligvis også blevet oversvømmet med hate-mail af den velkendte slags (tilmeldinger af emailadresser til obskure mailinglister, beskyldninger om landsforræderi osv.). Det intellektuelle niveau er ærefrygtindgydende:

Hvis I mener at vi alle har et medansvar for den såkaldte krise, så er det da glædeligt. Jeg er da totalt ligeglad om vi er venner med jeres bagmænd i Iran, Pakistan og Saudiarabien. Tværtimod var det på høje tid at de fik ren besked. I ville gøre Danmark en tjeneste hvis I bestilte en enkeltbillet ned til jeres venner. Det lykkedes jo desværre ikke for jer at få solgt os til Sovjetunionen og hvem I nu ellers har arbejdet for. Men der dukker jo altid en eller anden ny fanatisk ideologi op, som I kan udøve femtekolonne-virksomhed for.

Samme sværvægtsargumentation gør sig gældende på flere højreekstremistiske hjemmesider, f.eks.:

Skabs-islamisterne, den jødiske (!!!) Tøger Seidenfaden fra Politiken og sort-magikeren Rune Engelbrecht [sic!]fra minoritetspartiet og Faklen, har slået sig sammen om det mest utrolige stykke makværk i mands/kvindes minde.

Anna Lyttiger (pseudonym): http://annalyttiger.blogspot.com

Så er det jo godt, at andre kritikere kan læne sig op af højreintellektuelle kapaciteter som Hans Hauge, der i sin anmeldelse i Jyllands-Posten måtte opgive at finde ét eneste substantielt kritikpunkt og derfor opfandt og fordrejede bogens konklusioner - fiktionen var selvfølgelig lettere at angribe.

I dagens udgave af Ekstra Bladet behøver Lars Hørby derfor ikke ulejlige sig med selv at læse bogen, men kan trække på Hauge og 'konkludere', at bogen er »intellektuelt svindel«. Man fristes til at ty til en omskrivning af den gamle frase: 'Hvem har brug for venner med sådanne fjender?' ...

I Berlingske Tidende er det regeringens nr. 2 (eller er det nr. 3?), beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der i et åbent brev til Seidenfaden blankt afviser vores undersøgelse af sagen:

Det er for mig helt fint, at Politiken kaster alle redaktionelle kræfter ind for at finde noget på regeringen i Muhammed-sagen. Desværre for Politiken mislykkes det.

Nu kommer så anden angrebsbølge forklædt som objektive undersøgelser foretaget af Tøger Seidenfaden selv i alliance med idéhistorikeren Rune Engelbreth – i sandhed et spøjst og langtfra uvildigt makkerpar. Lykkeligvis bekræfter undersøgelserne det, Tøger Seidenfaden hele tiden har ment: at den danske regering og statsministeren i særdeleshed er skurken i Muhammed-krisen. (...)

Hvad er egentlig ytringsfriheden værd, hvis den ikke skal forsvares, når nogen har brugt denne ret? Ytringsfrihed er da ikke bare noget abstrakt, vi kan sidde og hygge os med i smug og godte os over den, hvis det ikke betyder noget i praksis.

For mig er sagen politisk og handler om ytringsfrihed. For dig er sagen politisk og handler om at mistænkeliggøre regeringen. Så er der vist ikke mere i det.

Kendsgerningen er, at sagens udgangspunkt og eskalering nok er iscenesat som et spørgsmål om ytringsfrihed, men aldrig har præsenteret noget overbevisende argument for, at ytringsfriheden i Danmark er truet af islam eller muslimer. Der er næppe noget andet sted i verden, hvor anti-islamisk propaganda og nedsættende generaliseringer om islam og muslimer har så frie tøjler og er så bredt accepteret en del af den politiske retorik, som tilfældet er i Danmark. Der kan ikke udkomme en islam-kritisk bog, uden den bliver båret på hænder og fødder i pressen, især i Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og B.T., og selv den mest utilslørede anti-islamiske propaganda som f.eks. Ayaan Hirsi Alis Submission kan lanceres som »kunst«.

At hævde, at Jyllands-Postens tilsigtede og helt eksplicitte »hån, spot og latterliggørelse« over for en trængt minoritetsgrupper skulle være udtryk for at slå et slag for ytringsfriheden, er ikke blot absurd, men decideret at vende ytringsfriheden på hovedet. Med akkurat samme ret kan man hævde, at hadefulde tegninger af jøder i 1920ernes Tyskland er et udtryk for »ytringsfrihed«, eller at børnepornografi er »ytringsfrihed«.

Hov - dét kan slet ikke sammenlignes med Muhammed-karikaturerne, vel? Selvfølgelig kan det dét - det er naturligvis ikke det samme, men i en principiel diskussion om ytringsfrihed kan stærkt hånende og stødende udsagn naturligvis godt sammenlignes, og hvis man vil medgive, at ikke ethvert udsagn eller enhver udtryksform er et slag for ytringsfriheden, blot fordi der altså er noget, som ytres, så må man også medgive, at der er grænser for, hvornår det er relevant og rimeligt at hævde, at protester mod et udsagn eller en udtryksform kan reduceres til et angreb på ytringsfriheden.

Men et af paradokserne i denne sag er jo, at hvor ytringsfriheden ikke var det mindste truet i Danmark før Muhammed-karikaturerne, var ytringsfriheden rigtig nok under et vist pres udefra, da al Qaeda m.fl. begyndte at true Danmark og udlove dusører på tegnernes hoveder - og hvordan reagerede regeringen og Jyllands-Posten da?

Jo, i den eneste periode, hvor der var et vist ydre pres på ytringsfriheden, da var netop regeringen og Jyllands-Posten parat til at rokke deres positioner en lillebitte smule i diverse nødtvungne og pænt tvetydige »beklagelser«.

Har sagen så ført til mindre ytringsfrihed i dag? Det vil Bertel Haarder hævde, for som han sagde i en debat i DR2s Deadline den 14. juni, havde man ikke set lignende tegninger af Muhammed i danske medier efter Jyllands-Postens. Nej - men det havde man heller ikke før. Og hvad er det så, Haarder savner?

Er det den »hån, spot og latterliggørelse«, som Jyllands-Postens stunt var udtryk for? Vi har i øvrigt heller ikke set lignende tegninger af Moses, Jesus eller Buddha siden avisens Muhammed-karikaturer - betyder det, at ytringsfriheden er indskrænket?

Men hvis endelig regeringen og Jyllands-Posten er stærkt optaget af ytringsfriheden, skal de naturligvis forsvare den helt indiskutabelt, når som helst den går magthaverne imod. Enhver kan tilsvine en trængt minoritetsgruppe - det er sørme stort. Men hverken avisen eller regeringen havde imidlertid problemer med lukningen af hjemmesider, der problematiserede EUs terrorliste - det kom slet ikke på tale fra statsministerens side, at ytringsfriheden her blev indskrænket.

Informations weekendredaktør, Rune Lykkeberg, har måske udtrykt dette forhold enklest og mest præcist: »Ytringsfriheden skal forsvares til enhver tid. Men statsministerens forsvar for ytringsfriheden bliver først overbevisende og ikke undergravende, når han forsvarer talens kritiske magt og ikke magtens dominerende tale.« (Information, 28.2.2006).

Så vidt substansen om ytringsfriheden i Claus Hjorts kritik i dagens Berlingske. Et emne, som vi naturligvis kommer ind på talrige gange i bogen i langt større detalje end disse få betragtninger - og som desuden er emnet for bogens længste kapitel.

Og bemærk så beskæftigelsesministerens konklusion i hans åbne brev til Seidenfaden: »For dig er sagen politisk og handler om at mistænkeliggøre regeringen. Så er der vist ikke mere i det.«

Så er der vist ikke mere i det?

Vel, vi har læst og undersøgt adskillige tusind avisartikler og alt offentligt tiltængeligt diplomatiske materiale i sagsforløbet fra september 2005 til begyndelsen af maj 2006 - vi kommer grundigt omkring det danske debatklima i almindelighed, udenlandsk kritik af Danmark i 2001-2005, forhistorien for offentliggørelsen af tegningerne, Kåre Bluitgens rolle, de danske muslimers fraktioner og reaktioner, Demokratiske Muslimer, Islamisk Trossamfund, delegationernes rejse til Mellemøsten og deres påstande, Udenrigsministeriets påstande over for den islamiske verden, regeringens instruktioner til det danske diplomati, danske ambassaders tilbagemeldinger til regeringen, Jyllands-Postens dobbeltstandarder over for muslimer og kristne, de mange forsoningsinitiativer, kritikken fra danske ex-ambassadører og ex-udenrigsministre, erhvervslivets rolle, interne magtkampe i Iran, Saudi-Arabien og Egypten, de egyptiske mediers misinformationer om sagen i Danmark, de vestlige regeringers stillingtagen til både karikaturerne og ortodokse muslimers amokløb, Dansk Folkepartis positioner under hele forløbet, Villy Søvndals konvendinger, Helle Thorning-Schmidts populisme, konstruktionen af et udeblevet ambassadør-møde, de danske mediers forskellige vinkler og perspektiver, de konkrete og historiske forhold omkring FNs racismekonvention og den danske racismeparagraf, Tidehvervs diabolisering af menneskerettighederne, den mystiske og morsomme forveksling af ambassadør-henvendelserne i Statsministeriet, Salman Rushdies position, statsministerens »får og bukke«, OSCEs henvendelser, FNs kritik, OICs kritik, ISESCOs kritik, Den Arabiske Ligas kritik, USAs manøvrering under krisen, de danske imamers rejse til Bahrain-konferencen i marts, Ahmed Akkaris udtalelser og rolle, Abu Labans udtalelser og rolle, Naser Khaders udtalelser og rolle, standpunkterne og diskussionerne i Sverige og Norge, handelsboykotten og det overraskende fokus-skift fra Egypten til Saudi-Arabien, tegningernes spredning i internationale medier, statsministerens optræden i arabiske medier, overgreb mod ytrings- og pressefriheden, dødstrusler og voldelige angreb, Jyllands-Postens stempling af politiske modstandere, det danske ramaskrig mod Kofi Annan, grundlovsbruddet over for Det Udenrigspolitiske Nævn, europæiske staters vidt forskellige forhold til blasfemi, præmisserne for rigsadvokatens afvisning af at rejse sag mod Jyllands-Posten, Muhammeds sakralitet, selvcensur kontra hensynsfuldhed, statsministerens vildledning af offentligheden og mørklægning af sagen - og meget, meget, meget mere - for slet ikke at nævne de utallige kilder og appendixets centrale nøgledokumenter.

Men for Claus Hjort handler bogen om at »mistænkeliggøre regeringen« - så er der vist ikke mere i dét ...

I dag skriver Seidenfaden en respons på kritikken i sin søndagsklumme under overskriften »Humanisme af værste skuffe«, hvor han kommer rundt om de principielle indvendinger, som er blevet rejst:

Der faldt- helt naturligt og forudsigeligt - lidt knubbede ord af her og der, da den bog om karikaturkrisen, som jeg har skrevet sammen med Rune Engelbreth Larsen, udkom tidligere på ugen. »Han skal være glad for, at jeg ikke er hans arbejdsgiver« (Jens Rohde, V), »Topmålet af uforskammethed« (Carsten Juste, Jyllands-Posten), og den mere elegante: »Jeg har ellers altid haft respekt for Tøger« (Peter Skaarup, DF). Virkelig? Altid? Hvornår?

Min personlige favorit stammer dog fra en mail, jeg modtog allerede før udgivelsesdagen fra en vred læser: »Humanisme af værste skuffe«, stod der.

Så kan det næsten ikke blive værre.

Hvis manser bort fra automatanmelderne i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende (som meget skal være tilgivet, fordi avisen laver så god journalistik for tiden i 'Angående Muhammed'-serien), så koncentrerer den mere saglige del af kritikken sig om to forhold: Hvad er proportionerne i at grave i det danske forløb, når sagen kulminerede i en global storm, hvor mennesker blev dræbt, ambassader nedbrændt og dødstrusler udslynget i en krænket religions navn? Og for det andet: Er bogen ikke belastet af en indenrigspolitisk dagsorden, der blot går ud på at genere regeringen og statsministeren mest muligt?

Lad mig om det første citere fra bogens konklusion: »Følelserne, vreden og hadet i dele af den islamiske verden har naturligvis mange andre, langt mere betydningsfulde og komplekse rødder end indenrigspolitiske forhold i Danmark, og hverken danskerne eller den danske regering kan gøres ansvarlig for disse vidtrækkende problemer og spændinger« (side 318).

At den islamiske verden er fuld af vrede og undertrykkelse og rummer et stort antal religiøse fanatikere, er imidlertid ikke nyt. Det er der skrevet rigtig mange bøger og uendelig mange avisartikler om - både gode og dårlige. At netop Danmark blev ramt af denne vrede, er derimod nyt. Som danskere forekom det os oplagt, at det fortjente en nærmere analyse. Der kan skrives andre gode bøger om, hvad den globale storm betød i de islamiske lande, hvor ytringsfriheden mange steder er en by i Rusland, og hvor religiøs fanatisme er et kæmpe problem. Det er bare ikke sådan en bog, vi har skrevet.

Vores påstand er, at det er det danske ikke-diplomati både hjemme og ude, der udgør den helt afgørende årsag til, at den lokale konflikt mellem religiøse muslimer og Jyllands-Posten blev til en global storm. At vores frikendelse af imamerne overrasker mange, i betragtning af at en Abu Laban selv ved flere lejligheder naragtigt har pralet med sin hovedrolle, kan ikke undre. Men kendsgerningen er ikke desto mindre, at alle de hovedaktører i Mellemøsten, de besøgte, kendte tegningerne og havde lagt deres kurs, før delegationerne ankom. At delegationernes møderække ikke udløste nogen eksplosion. Og at deres gennemslag i egyptiske medier alene var en refleks af det egyptiske diplomati, der reagerede på det danske ikke-diplomati. Disse teser så vi gerne imødegået med facts og argumenter.

Og så er der 'vores indenrigspolitiske dagsorden'. Lad os lige komme på det rene med, hvordan den kan være et problem: »Denne bog er kritisk over for kødindustrien. Den er imidlertid usaglig , fordi det skyldes, at bogen og dens forfattere er kritiske over for kødindustrien«. Som kritik betragtet er det ikke meget bevendt.

Kritikken giver kun mening, hvis pointen er, at forfatterne drives af en uvilje mod regeringen, der intet har med dens adfærd i karikaturkrisen at gøre, og som er uden sammenhæng med den alliance med Dansk Folkeparti, som vi ser som hovedforklaringen på Danmarks katastrofale diplomati i krisen. Og videre, at vores egentlige dagsorden er at få væltet Anders Fogh Rasmussen og erstattet ham med Helle Thorning-Schmidt.

Sådan hænger det bare ikke sammen. Vi beskriver i bogen Helle Thornings kurs som slingrende og i flere faser endnu mindre gennemtænkt end statsministerens. Det er bogens hovedpointe, at kun et brud med Dansk Folkepartis islamofobiske linje kan redde os danskere ud af den misere, som karikaturkrisen er det hidtil mest dramatiske udtryk for. Men det kunne ikke bare en SR-, men også en VKR- eller sågar en VKS-regering jo gøre. At reducere vores undersøgelse af baggrund og ansvar til blokpolitik eller oppositionspropaganda er ikke bare at ignorere bogens indhold. Det er fuldstændig at overse, hvad der på godt og ondt driver os som forfattere i denne sag.

Rune Engelbreth Larsen
18. juni, 2006

LÆS OGSÅ:
SVAR PÅ KRITIK: VALDEMARSDAG, DANNEBROG OG KARIKATURKRISEN
SVAR PÅ KRITIK: ER ALT »LIGE GODT«?
SVAR PÅ KRITIK: REAKTIONER OG DEBAT MED ANMELDERNE