|
BLOG
|
OM
|
REGISTER
|
FORFATTERSKAB
|
FILM-ANBEFALINGER
|
BOGANMELDELSER
|
FOTOS
|
LINKS
|
SØGNING
|
![]() |
![]() |
|
DAVID HUME: »Ingen fremskridt i denne verden er rene og ublandede.« |
|
Kan man lave krigsfilm, som ikke »holder med« nogen i traditionel forstand, men som skildrer krigens menneskelige tragedier, tvivlen, savnene og brutaliteten, glimtene af håb og forsoning, og samtidig fastholder et både spændende og nærgående drama? Det har Clint Eastwood i det mindste formået med Letters from Iwo Jima ... |
|
Vergils poetiske kærligheds-credo Omnia vincit Amor går igen kulturhistorien igennem: »Kærligheden besejrer alt.« Amor er både kærligheden som begreb og navnet på en gud, der også kaldes Cupido (og i græsk mytologi hedder Eros). Han er søn af kærlighedsgudinden Venus og krigsguden Mars og fremstilles undertiden som en lille bevinget dreng, der er bevæbnet med bue, pil og fakkel. Med disse våben skaber han den største fryd - og de frygteligste forviklinger. Læs mere ... |
Dansk Folkepartis Martin Henriksen er en visionær politiker, til hvis glorværdige præstationer hører et forslag om, at danske skolebørn skal lære kongerækken (jf. Kristeligt Dagblad, 10.3.2006). Han har dog ikke ladet det blive ved de vidtskuende, fædrelandskærlige ideer, men er også en handlingens mand, som det fremgår af en rørende historie fra B.T.:
Martin Henriksen fra DF står virkelig vagt om kirken og flaget. Forleden kom han forbi Dragør kirke længe efter mørkets frembrud og opdagede, at kirken havde glemt at tage flaget ned. Resolut tog han flaget ned og afleverede det dagen efter til sognepræsten, der takkede for hjælpen og kvitterede med en flaske vin. (B.T., 8.5.2006).
Det er denne Guds gave til dansk politik, som for et par dage siden kom i mediernes vridemaskine efter en pressemeddelelse fra Humanisme.dk, der gjorde opmærksom på Henriksens seneste ugebreve, hvor han bl.a. giver udtryk for sin »fryd« over tortur. »Billedsprog«, lød Henriksens bortforklaring - sikkert belært af Louise Freverts berygtede bortforklaring af racistiske hjemmesideartikler som blot og bar »retorik« (det var før, hun 'kom i tanke om', at hun slet ikke havde skrevet dem, ja, end ikke kendte til artiklernes eksistens på sin egen hjemmeside).
Dansk Folkeparti har imidlertid lært af Frevert-sagen og var lynhurtige til at tage resolut afstand, og inden døgnet var omme, var hele Henriksens hjemmeside komplet forsvundet. Et effektivt eksempel på Dansk Folkepartis damage control, hvormed arnestedet for en af partiets mest udtalte antimuslimer er bortskaffet.
Nu er Henriken som bekendt ikke den skarpeste kniv i partiets propagandaskuffe, og derfor er selvcensuren i dette tilfælde et billigt offer for Dansk Folkeparti, som endnu ikke tør røre ved de store hajer i folketingsgruppen og Europaparlamentet, der ikke mindst omfatter Mogens Camre, Søren Krarup og Jesper Langballe, men naturligvis i høj grad også inkluderer Pia Kjærsgaard selv.
Men efter Frevert synes Henriksen altså nu også neutraliseret - i hvert fald er der ingen tvivl om, at begge foreløbig har fået mundkurv på af partiledelsen. For dokumentationens skyld findes en lang række af Henriksens udfald fortsat samlet her.
I hans ugebrev fra uge 17 2006 kan man f.eks. læse, at det er en »forbandelse« at være født ind i islam, og at Henriksen er ivrig tilhænger af en krig mod Iran, tilsyneladende med atomvåben: »Nu om dage er Iran ved at opruste med militært isenkram, atomvåben og en retorik så uhyggelig, at Hitler ville klappe i sine hænder. Hvis jeg var George W. Bush, ville jeg trykke på knappen. Tryk på knappen hr. Bush.«
I et interview i dagens Berlingske Tidende forsøger Bjarne Steensbeck forgæves at få Henriksen til at uddybe, hvad han mener med at »trykke på knappen«, men får ikke meget andet ud af ham, end at hans hjemmeside muligvis er skrottet for evigt:
|
Henriksen: »Hele hjemmesiden er trukket tilbage, og jeg overvejer, om jeg fremover vil have en hjemmeside. Lige nu og her er der ingen.«
|
Antimuslimsk propaganda af Martin Henriksen, en lang række af hans partifæller og flere øvrige politikere og kommentatorer findes samlet i den dokumentariske oversigt over indvandrerfjendsk polemik og propaganda.
Rune Engelbreth Larsen
24. maj, 2006