Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nyt forår

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Nyt Foraar

Et nyt forår har foldet sine grønne kulisser ud over landet, og under skovens trækroner er netop dette tidspunkt af året et jomfrueligt sansebombardement af nærmest fosforescerende blade.

Her følger nogle indtryk fra forårets første tur i skoven, bevæbnet med gode følgesvende i form af Thøger Larsens Limfjords Sange (1925) og Sophus Claussens Pilefløjter (1899) ...

Med Thøger Larsen ud over engen:

Henad Skraaninger hvisker bly
Anemonernes lyse Sky:
det er Gry, der er født os en Vaar paany.

Vinteren spændte en jærnhaard Ring
om os, nu er den ingenting,
alt er paa Spring mod Sommer rundt omkring.

Solen spiller nu op til Dans,
fryd dig, Verden, fra Vid og Sans,
Glans i Øjet, om Haaret en Blomsterkrans.

Solen kalder i hver en Glug,
Dagen vaagner i Morgendugg,
ler i Kildernes Kluk og i Vindens Vugg.

Lad os ud over Engen gaa

Hvem skriver i dag til naturens pris med en sådan finhed? Her fanger Thøger Larsen et glimt af en forårsnat i måneskin:

Det smiler med Skær af Stjerners Brand,
det flyver som Fnug af Løvetand,
er flygtigt og dybt som Smil og Suk,
en Maaneskinsdraabe i Kløverdugg.

Majsang

Det smiler med skær af stjerners brand ... Ord, der i al deres sarte enkelhed fortrænger kulturens byrde, og for en stund kan man overgive sig fuldt og helt til noget så skrækkeligt sentimentalt som måneskin, skyer og blomster. Jeg ved ikke meget om naturens praktiske værdi eller udryddede dyrearter, skovdød, ørkenens udbredelse og så videre, for mig har naturen først og fremmest æstetisk værdi - men det er også rigelig grund i sig selv til at værne om den med næb og klør.

I skoven holdes pressens og politikernes støj og snak i skak. Farvel til aviserne, hvis trykpresse naturligvis er placeret i Helvede og ejes af Fanden - med Sophus Claussens ord:

Han ejer en Presse,
hvor talløse Axer løb rundt:
den trykker et Dagblad,
som udgaar hvert tredje Sekund.

(...)

Han viste mig Bladet
og priste Principet som sundt
og loved mig Guld for at skrive
Forskellig Slags Ondt.

Men da jeg rejste
mig brat og betalte,
da lød der et Helvedes Hyl;
fordi jeg sagde,
at jeg var indbragt
for tidlig paa dette Asyl.

Hvad jeg drømte om Natten paa Bjærget

Ud af helvedespressen og ind under træerne, »de sande Adelsmænd«, som digteren kalder dem i en sonet:

Jeg elsker det, som gror og gror igen
og spørger næppe Vind og Vejr om Lov:
Græsmarken og den stormopfyldte Skov!
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.

Med Løv i Hatten og med barket Lænd
de hilser lige fint paa fin og grov,
de holder deres Skygge ej for Rov
og taler aldrig ondt om den og den.

Ved deres Side kan du hvile ud
og nyde frit den Lyst, de altid giver,
saa godt de evner, med den samme Iver.

De kan den Kunst at gro og gro igen.
Hos dem er selv den bange Tyv en Gud.
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.

Træerne

Selv om jeg har oplevet forår til andre årstider end kalender-foråret, er de dage, hvor bøgen springer ud, en ubeskrivelig transformation af naturens klædedragt, som man næsten må misunde naturfolks tætte forhold til.

Jeg er dog både for afhængig af min familie og af pen og papir og bøger og biblioteker og computere til telt-ferier i ødemarken og den slags, men heldigvis har jeg ikke forfærdelig langt til skov og å og marker og gravhøje og hav, de få gange tiden tillader det. Ikke kun ved disse sjældne lejligheder er jeg vist en slags uforbederlig NaturRomantiker, der må betages af digterens »Foraarsrim« (også selv om jeg ikke ryger):

Nej, sid ved en vissen Græstørv
med smaabitte Myrer og Krybere
om Vaaren — naar alt bliver dybere.

Her kan du aande, begære.
(Aa dette Foraars-Begær!
»min eneste Grund til at være«).

Her kan du tænde din Pibe
og følge i Skyggen paa Jorden
Tobaksrøgens hvirvlende Stribe —

og svare dem, der søger
Fremtidens Tro, de Vises Sten:
at Bøge er bedre end Bøger,

at Kunst ej maler den Skygge,
som hist en Pige kan slænge
paa Bondens solhvide Længe.

Den sorte Ramme af Skove
er Helligdomme, hvis Blaanen
i Skumringen venter paa Maanen.

Saa tag mod dit Liv og dets Maal
begærlig som Vandringsmanden,
der griber den vinfyldte Skaal.

Foraarsrim

Flere digtere må i skoven, flere forfattere, kunstnere, tænkere - flere mennesker. Det er et nyt forår.

En lille Draabe Blod, en Lille Draabe Blæk,
       det første grønne Blad
kan skænke dig en brud ved Vaarens spæde Hæk,
       kan vinde dig en Stad.

Sæt nu dit Blækhus frem, hav dit Papir beredt,
       Poet, og tag din Pen!
Hvem ved, hvad der kan ske? man har saa meget set;
       det kunde ske igen...

Nyt Foraar

Rune Engelbreth Larsen
12. maj, 2006