Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Frihedsfeminisme vs. forbudsfeminisme

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Idéhistorikeren Paw Hedegaard Amdisen har venligt gjort mig opmærksom på et ikke særlig venligt indlæg i debatten af Lone Nørgaard, som bl.a. skriver følgende paradoksale »argument« imod muslimske kvinders tørklæde: »Tørklædet er islamismens flag. Også i Danmark. Derfor er tørklædet ikke 'uskyldige skikke' - det er en dybt naiv indgangsvinkel. Ingen, som ikke selv har skoen eller tørklædet på, kan vel for alvor forestille sig det pres, som kvinderne udsættes for fra mændenes, ikke mindst imamernes, side.« (Berlingske Tidende, 12.4.2006).

Udover den totalitære trang til at bestemme på alle muslimske kvinders vegne, at tørklædet er »islamismens flag«, dementerer Nørgaard sig selv ved at harcellere ensidigt mod tørklædets »undertrykkelse«, mens hun samtidig rask væk fastslår, at ingen, som ikke selv har tørklædet på, »kan vel for alvor forestille sig det pres« som kvinderne udsættes for. Dermed har Nørgaard naturligvis diskvalificeret sig selv i forhold til en relevant mening om sagen, for hun har ikke tørklæde på, og derfor kan hun ifølge sig selv ikke vide noget som helst om noget påstået »pres«, som alle kvinder med tørklæde hævdes at leve under!

Lone Nørgaard er desværre blandt de mest aktive »feminister« - eller forbudsfeminister, for at låne et rammende udtryk af Paw Hedegaard Amdisen - som tegner en stadig mere intolerant opfattelse af kvindeligheden, der i mine øjne minder om den gamle »tarzan-myte« i white-man-burden-versionen: Den »oplyste« og »frigjorte« forbudsfeminist ved, at hver evig eneste muslim med tørklæde er undertrykt, uanset hvad muslimen selv måtte have at sige om den sag, ligesom hun ved, at hver evig eneste prostituerede er undertrykt, uanset hvad den prostituerede selv måtte have at sige om den sag, ligesom hun ved, at hver evig eneste mor, som passer sine børn i stedet for at sende dem i daginstitution, er undertrykt, uanset hvad moderen selv måtte have at sige om den sag ...

Ifølge forbudsfeministen kan man ikke frivilligt vælge noget, som forbudsfeministen aldrig selv frivilligt ville vælge. Hun ved, at der f.eks. aldrig nogen sinde kunne eksistere en kvinde, som frivilligt ville bære slør, medmindre hun er så undertrykt og indoktrineret, at hun i ren hypnose bilder sig ind at have valgt det selv. Vibeke Manniche, Helle Merete Brix, Lone Nørgaard, Jette Plesner Dali og Karen Jespersen er den slags forbudsfeminister, som er ved at kidnappe kvindebevægelsen.

Derfor er der brug for mange flere kvinder - mange flere mennesker - der vender sig imod undertrykkelse af enhver slags på den enkelte kvindes og mands egne præmisser og altså er lige så kategoriske modstandere af tvangsprostitution, som af at tvinge frie kvinder ud af selvvalgt prostitution, og lige så kategorisk modstander af tørklæde-tvang over for muslimske kvinder som af tvang til ikke at gå med tørklæde - osv.

Kan man dét? Kan man kæmpe for en kvindes ret til selv at vælge tildækning og slør, og for en anden kvindes ret til at prostituere sig? Selvfølgelig kan man det. Men hvordan skal vi skelne mellem den tvungne og den frie?

Først og fremmest må vi nu engang vænne os til at tage en voksen, myndig kvindes ord om sit eget frie valg for gode varer. Det kan godt være, at vi aldrig selv kunne drømme om at blive kassedame, prostitueret, bankdirektør, hjemmegående, lesbisk eller muslim, men derfor kan det også godt være, at andre frit vælger både det ene og det andet.

Hvad nu hvis det bare er indoktrinering eller indbildning? Hånden på hjertet kan vi nok som hovedregel kende forskel - og hvor vi ikke kan, gælder dét argument naturligvis begge veje - hvor megen »indbildning« mon Lone Nørgaard lider under? Eller Vibeke Manniche - er hun noget stort sandhedsvidne? Hun, som kalder et muslimsk hovedtørklæde for »uhygiejnisk«?

Jeg spørger bare.

I mine øjne er der brug for en humanistisk frihedsfeminisme, som kæmper for frihed til forskellighed - også den forskellighed, som man ikke selv deler - og som tilbageerobrer kvindebevægelsens dagsorden fra forbudsfeministerne.

(NOTE: Og tilgiv mig denne helt firkantede dualisme. Naturligvis tror jeg ikke på, at kvinder eller mennesker i øvrigt kan opdeles i to skarpt adskilte anskuelser på noget område - in casu: forbudsfeminister/frihedsfeminister - men for anskuelighedens skyld er det fristende og informativt her at bruge denne retoriske firkantethed mod repræsentanter for synspunkter, der som Manniche & Co. sædvanligvis selv sværger til sådanne simplificerede dualismer ...)

Rune Engelbreth Larsen
20. april, 2006