Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Demokratiske Muslimer

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Der ligger en slet skjult polarisering af danske muslimer i at reducere dem til to lejre - Islamisk Trossamfund & Co. i den ene lejr og Naser Khader & Co. i den anden. Derfor er også navnet »Demokratiske Muslimer« problematisk, fordi det insinuerer, at muslimer uden for foreningen er udemokratiske, hvilket er noget sludder.

Bedre bliver det ikke af, at erhvervstopfolk som Asger Aamund og FCKs direktør, Flemming Østergaard kolporterer denne myte, som også Naser Khader selv bidrager til.

I dag udtaler Khader til Politiken, at hans netværk optager kontakter til andre organisationer i flere lande, også i den islamiske verden: »Ja faktisk også i Syrien, for der findes også demokratiske muslimer i de islamiske lande, og her kan vi være en øjenåbner. Mange troede, de var helt alene med deres holdning, men nu er det synligt, at man godt kan være muslim og demokrat samtidig.«

Det er jo notorisk vrøvl og ganske forbløffende, hvis dette kan komme bag på nogen? I flere islamiske lande er der demokratiske valg, bestemt ikke efter danske standarder, men det ville være helt forkert at tro, at hele den islamiske verden uden videre er at sammenligne med Saddam Husseins gamle Irak.

Derudover er der naturligvis langt flere demokratisk indstillede muslimer, som kæmper en hård oppositionskamp inden og uden for diverse parlamenter, ligesom menneskerettighedsforkæmpere findes i alle lande, også hvor de brutalt undertrykkes.

Kigger vi på Danmark er det påfaldende vanskeligt overhovedet at opstøve nævneværdige demokrati-modstandere i det islamiske miljø. Der er afgjort moske-miljøer og grupperinger som kategorisk modsætter sig demokratiet, hvoraf Hizb-ut-Tahrir er det kendteste eksempel (og som af samme grund får uhyre stor opmærksomhed) - Abu Laban har for år tilbage været modstander, men den tid er helt forbi (formoder jeg, at han mener, når han siger, at han mener det ...?).

Bare inden for de seneste fem år er der også sket et skred i flere yderligtgående grupper, der tidligere var modstandere, men nu er neutrale, og af de ca. 20.000, som ugentligt eller jævnligt frekventerer moskeerne, er det kun et lille mindretal, som er modstandere af demokratiet. Faktisk afholdes der politiske paneldebatter med invitationer til alle partier i flere moskeer - bl.a. i Islamisk Trossamfund på Dortheavej i København.

Endelig har vi jo i hvert fald i et par tiår haft et voksende antal muslimer i kommunalbestyrelser rundt omkring, og antallet af muslimske kandidater til folketings-, kommunal-, amts-, regionsråds- og integrationsrådvalg løber efterhånden op i tusinder. Khader er ingen enlig svale - det er anti-demokraterne, som er undtagelsen i den muslimske befolkningsgruppe i Danmark.

Derfor giver det også i vid udstrækning politisk slagside, når Naser Khaders netværk med kolossal medieopmærksomhed og toneangivende ervhvervsfolk som fundraisere bliver iscenesat som »demokraterne«. Ikke alene har de stjålet navnet »Demokratiske Muslimer« fra en eksisterende forening (siden 1995), der forgæves har protesteret uden presseopmærksomhed, men en lang række af de medlemmer, som mødte op til det stiftende møde i begyndelsen af februar, var ateister eller svorne islam-kritikere. Det er selvsagt helt i orden - men gør mildest talt navnet Demokratiske Muslimer noget desorienterende.

Khaders netværk blev Foghs redning og alibi midt i sit livs krise ved at holde et møde med statsministeren, hvor man totalt undlod relevant (offentlig) kritik og i stedet lod sig bruge som photo opportunity foran de internationale medier. Eller som forfatter og journalist Kjeld Koplev skrev i et debatindlæg:

Baggrunden for mødet var jo, at statsministeren mere end nogensinde havde brug for et offentligt og pressedækket møde med muslimer, der var ham venligsindet. Et møde, som han kunne sende rundt som referat til hele verden. Og en sammenkomst, der gerne skulle resultere i fotos af ham selv og de smilende, venlige og meget forstående muslimer. Se selv, jeg har ikke ondt i sinde, skulle statsministerens mødereferat vise verden. Og se selv, muslimerne i Danmark er slet ikke vrede på mig mere, skulle billederne af en storsmilende regeringsleder og de fremmødte Demokratiske Muslimer illustrere. I hvert fald kom det til at fremstå sådan i pressen. Alt i alt kom Demokratiske Muslimer dermed til at gå statsministerens ærinde. Og gjorde det uden selv at få det mindste ud af mødet. (Politiken, 20.2.2006).

Endelig er det jo heller ikke sandt, at muslimerne hidtil har været falsk »repræsenteret« af diverse imamer - pressen vælger selv, hvem den vil stikke en mikrofon i snuden på, og at den gør det oftere i tilfældet Abu Laban end den lokale grønthandler med tyrkisk baggrund, kan vel ikke undre.

Derfor grænser det til det groft manipulatoriske, når Khader udtaler: »Hidtil har nogle få muslimer sat sig på dagsordenen. I stedet for at ringe til Abu Laban, får journalisterne en lang række kilder at vælge imellem.« (Politiken, 3.3.2006).

Sandheden er, at hidtil har medierne i vid udstrækning valgt Khader på bekostning af mange andre, så at netop en folketingspolitiker med flere bestsellere bag sig og talrige tv-optrædender og præsentations-interviews osv. osv. føler, at hans synspunkter er underrepræsenteret i medierne, er ganske utroligt.

En søgning på den elektroniske database, InfoMedia, der rummer så godt som samtlige trykte mediers artikler i Danmark fra de senere år, viser i øvrigt, at Naser Khader i årene 2000-2005 optræder i 4.132 artikler, mens f.eks. Abu Laban er nævnt i 1.098 artikler.

Når alt dét er sagt, skal det også siges, at Khader afgjort repræsenterer en gruppe sekulariserede indvandrere i Danmark, og at han har en platform, som kan bruges til en relevant og vigtig kritik af de mest horrible generaliseringer og ringeagtsytringer over for indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed - og som selvfølgelig også har en skarp dagsorden vendt mod forbenede islamister.

Hidtil har han desværre kun stået last og brast med statsministeren og sågar indtaget en holdning til Foghs berygtede afvisning af mødet med de 11 muslimske ambassadører i oktober 2005, som har været helt parallel med Dansk Folkeparti: Statsministeren skulle have taget mødet, men kun for at give ambassadørerne en opsang.

Derved har han medvirket til at fordreje sagen og fastholde en helt forkert opfattelse af ambassadørernes brev og ærinde (læs Anders Fogh Rasmussens 'tamil-sag'.

Til gengæld er der så faktisk i dag nyt fra Khader:

For første gang i fem måneders intensiv krise tager han bladet fra munden og undsiger statsministeren, der har travlt med at opdele Danmark i »får« og »bukke« og kortslutte debatten i stadig mere stædige bortforklaringer og forkrampede udfald mod enhver, som bruger ytringsfriheden til regeringskritik.

Når Anders Fogh Rasmussen i et interview i Berlingske Tidende påstår, at store dele af erhvervslivet, forfattere og mediefolk er principløse over for ytringsfriheden, afvises han af en meget simpel, men præcis betragtning af Khader i dagens Politiken: »Der er - bortset fra nogle få islamister - overhovedet ingen i Danmark, som sætter spørgsmålstegn ved ytringsfrihed. Men Fogh deler det op, så dem, der er med ham, er for ytringsfriheden. Og dem, der er imod ham, er også imod ytringsfriheden. Det er jo lodret forkert.«

Khader betoner, at Foghs udmeldinger for alvor kunne have slået det billede itu, som statsministeren forsøger at give af sig selv og sin regering over for den arabiske verden: »Denne sag har lært os, at vi ikke kan holde den danske debat inden for vores egne fire vægge, men denne gang har vi været heldige. Jeg føler med i de toneangivende arabiske medier, og her har det ikke været nævnt. Vi har været heldige med, at man tilsyneladende betragter det alene som et indenrigspolitisk opgør, for udtalelserne kunne godt have sat brand i de arabiske lande.«

Det kan vi så synes om, hvad vi vil - men Khader har fat i skævvridningen af denne Muhammed-debat, hvor man straks skydes i skoene, at man ikke er tilhænger af ytringsfriheden, fordi man kritiserer Jyllands-Postens årelange dæmoniserende islamofobi (hvoraf tegningerne hører til i den lette ende).

Derfor er jeg også meget enig med forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens indlæg i Berlingske Tidende i går:

Er jeg et får eller en buk? Jeg har altid opfattet mig selv som en buk, men nu kom jeg pludselig i tvivl. Indtil min bibelstærke hustru oplyste mig om, at fårene er »de gode« og frelste, mens bukkene er de slemme. Så var jeg rolig igen, for når fårene i den aktuelle sammenhæng skal skilles fra bukkene, er der ingen tvivl om, at jeg er en buk. Og det har jeg det fint med – selv om jeg har vanskeligt ved at se visdommen i den slags binære udskillelsesløb.

Hvis nu det virkelig handler om ytringsfrihed, så sætter det jo fingeren på et ømt punkt: Hvis ytringsfriheden ikke rækker til, at man kan sætte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå ytringsfriheden anvendes, så er den ikke meget værd.

Derfor er det vigtigt at fastholde, at sagen om Muhammed-karikaturerne ikke handler om Jyllands-Postens ytringsfrihed. Det er en fordrejning, opfundet af avisen selv, da den følte sig i en klemme. (...)

Spørgsmålet er alene, hvor man skal trække grænserne for anvendelse af ytringsfriheden. Her har Jyllands-Posten klart demonstreret, at der findes grænser. Det skete for eksempel, da ledelsen afviste at bringe karikaturer af Holocaust. Det var efter min mening en helt korrekt beslutning. Men den viste, at der altså er grænser – og diskussionen burde derfor bringes tilbage til at handle om, hvorvidt disse grænser blev overtrådt med offentliggørelsen af Muhammed-karikaturerne.

(Berlingske Tidende, 2.3.2006).

Rune Engelbreth Larsen
3. marts, 2006