Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Johannes Sløk lades ikke i ro

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Et menneske lades ikke i ro Den danske identitet er rugbrød, kogte kartofler og opbagt sovs. (Johannes Sløk)

Denne bemærkning har Sløk måttet høre en del for, og den er fortsat i højrenationale debattørers og bloggeres sorte bog, som de tager frem, når de skal forsikre sig om deres modstandskamp mod den slemme kulturradikale elite (som Sløk godt nok aldrig har tilhørt).

Johannes Sløk er i mine øjne en af de vigtigste, danske tænkere i det 20. århundrede, og jeg tror, at denne position vil blive mere »kanonisk« med tiden. Derfor er det ikke noget repræsentativt eller rimeligt Sløk-citat at indlede med, men med den aktuelle, danske tidsånd in mente, kunne jeg ikke dy mig.

Om ikke andet er citatet ikke helt urepræsentativt for Sløks bramfri udmeldinger i indvandrer- og EU-debatten i 1980erne og 1990erne (han var stor tilhænger af begge dele). Her er f.eks. et uddrag af et indlæg, hvor han uddyber sin egen indstilling til dansk kulturs særpræg - eller mangel på samme:

I videregående kulturel forstand har vi vor rod i det antikke Hellas, i dens digtning, kunst, tænkning. Hvis man vil tillade en yderst forenkling, kan man vove den påstand, at vi er uhjælpeligt afhængige af to mænd, der overraskende nok aldrig selv har skrevet et ord, af Jesus og Sokrates. Hvis man tænker dem bort, ville europæisk kultur have set meget anderledes ud.

Resultatet af den lange historiske udvikling er da, at der eksisterer en europæisk kultur, men at den foreligger i et stort antal varianter; der er forskelle mellem dem, men de har samme basale struktur, og de kan derfor på en frugtbar måde vekselvirke indbyrdes. DANSK kultur er en sådan variant. Den har som alle varianter sit særpræg, men hvad består det egentlig i? Jeg har en gang udtalt til en avis, at dansk kultur er rugbrød og opbagt sovs. Det har jeg haft megen ulejlighed af; seriøse mennesker har erklæret, at det var overfladisk vrøvl og udtryk for en arrogant holdning. Såmænd!

(...)

Men det er naturligvis overfladisk, så hvad består det danske særpræg mere autentisk i? Mit bud er, at det består i middelmådighed og skræk for at handle afgørende. Således er årets danske vittighed »Olfert Fischer« i golfkrigen, et krigsskib, der for Guds skyld ikke måtte gå i krig, ligesom Janteloven er dansk kulturs egentlige grundlov. Nogle vil pege på Grundtvig og højskolen. Grundtvig, som i »Langt højere bjerge ...« udnævnte dansk middelmådighed til et ideal, og hvis højskole i dag nærmest er til underholdning for arbejdsløse og andre ørkesløse personer.

Vi lever, som vi med fornøjelse synger: »på det jævne, på det jævne«, og det bekommer os åbentbart godt. Dansk kultur er en lidt ynkelig udgave af europæisk kultur, og hvis tilslutningen til en union kunne bevirke, at det særpræg gik tabt, ville det være en gevinst for dansk kultur.

Weekendavisen, 28.5.1991

Som med alle betydningsfulde tænkere er der med Sløk meget at være rygende uenig i, uanset hvem man er. Personligt betragter jeg ham som en stor relativist med et formidabelt vingefang, som det altid er udbytterigt at blive belært af og vride sig fri af.

Nu har tre idéhistorikere bidraget til den alt for begrænsede litteratur om dansk idéhistories Faderfigur som redaktører af antologien Et menneske lades ikke i ro - facetter af Johannes Sløks forfatterskab, der for nylig er udkommet på Aarhus Universitetsforlag - og mange tak for dét!

Bogen er redigeret af Paw Hedegaard Amdisen, Lars Gorzelak Pedersen og Morten Riis.

Det er lige så urimeligt kun at citere fra ét af bogens essays som alene at citere Sløk for ovenstående, derfor vil jeg i stedet afslutte med et citat fra det interview med Sløk fra december 1994, som bogen genoptrykker fra institutbladet Tingen i sig selv, som jeg selv havde den fornøjelse at være med til at stifte i sin tid (men som vist nok ikke eksisterer længere). Her sammenfatter Sløk i mine øjne én af forfatterskabets helt centrale pointer:

Der er mange af disse teorier, nu har vi set strukturalisme og dekonstruktivisme og semiotik, der forsøger at afskaffe mennesket, men det lykkes dem ikke at gøre det, for mennesket kommer alligevel ind i systemet på en eller anden måde, netop som individet, som det midtpunkt, der ikke er. Jeg har brugt det udtryk, at det er ligesom en cirkel. Centrum er ikke, det har ingen udstrækning, men i en vis forstand er det alligevel, for det er det, uden om hvilket cirklen strækker sig, som cirkel. Altså, centrum har ingen udstrækning, det er ikke en del af cirklen, men det er synspunktet for cirklen, og det er altså det, der er individet. Man kan ikke spørge, hvad tingen er i sig selv, for der er den ingenting, den er kun noget i et perspektiv, i menneskets perspektiv.

Rune Engelbreth Larsen
21. februar, 2006