Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

TV-serien Lost - en ø mellem himlen og helvede

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

...

Civilisationens sammenbrud som følge af globale katastrofer (atomkrig, meteornedslag, klima-kollaps, aliens, epidemier, zombier osv.) er lige så skræmmende scenarier, som de er formidable rammer for et litterært eller filmisk set-up. Med ét hug afklædes tilværelsen sin fernis; masker og forskønnende sminke skræller af i tykke lag, og mennesket barberes ned til sine allermest essentielle behov. På godt og ondt intensiveres reaktioner og relationer til det yderste - med held et stimulerende, filosofisk udgangspunkt for en både spændende og dybsindig fortælling.

Derfor er der ofte interessante dimensioner i film, der helt eller delvist fungerer på sådanne præmisser, f.eks. George A. Romeros Night of the Living Dead (1968), Claude Faraldos Themroc (1973), Tobe Hoopers Lifeforce (1985), M. Night Shyamalans Signs (2002), Roland Emmerichs The Day After Tomorrow (2003) og Steven Spielbergs War of the Worlds (2005).

... Fortællinger om mennesker, der er strandet (på en øde ø, i rummet, osv.), er ofte beslægtet hermed, fordi konsekvenserne for den enkelte er et lignende tilværelses-kollaps. Derfor er der tilsvarende temaer i film som Hitchcocks Lifeboat (1944), Tarkovsky Solaris (1972), Ridley Scotts Alien (1979), Wolfgang Petersens Enemy Mine (1985) og Robert Zemeckis' Cast Away (2000).

Civilisationens beskyttende normer og konventioner opretholdes ikke længere af love og regler, og moralen desintegrerer (muligvis) - hvad dukker op »nedenunder«? Hvilke uberegnelige dæmoner og engle lurer i det menneskelige sind, når stikket til computeren, det elektriske lys og TV'et er trukket ud, og den nøgne natur kryber nærmere? Altfortærende »egoisme«, ædle »vilde«, tøjlesløst begær, blodigt overlevelsesinstinkt, suicidal resignation?

... Som et andet eksperimentarium kan en historie inden for sådanne rammer afsøge dunkle hjørner af menneskets psyke og sociologiske problemstillinger eller tage livtag med the overall picture - men uanset konklusionen, og hvor enig eller uenig man end måtte være, kan forløbet være overordentlig interessant i hænderne på en dygtig manuskriptforfatter og instruktør.

En kombination af Robinson Crusoe-temaer, civilisations-forfald og den store, mystiske Ø som levende kulisse, der nærmest fungerer som en selvstændig aktør, gennemtrænger første sæson af J.J. Abrams', Damon Lindelofs og Jeffrey Liebers TV-serie, Lost.

Øen er gud og djævel, natur og kultur, skæbne og vilje i denne bemærkelsesværdige fortælling om en gruppe overlevende fra et dramatisk flystyrt, der må sande, at der ikke er udsigt til nogen redning foreløbig, og som gradvist bliver skræmt og mystificeret af den hemmelighedsfulde ø.

... Under disse forhold lykkes det seriens skabere og manuskriptforfattere at udforske en række meget forskellige karakterer, men også at anskueliggøre det komplekse samspil af had og kærlighed på kryds og tværs af de famlende bestræbelser på at få gruppen til at fungere som en helhed og enhed. En kultur en miniature med Naturen som med- og modspiller - og med ukendte kræfter, der nådesløst kværner gennem skoven og kræver sine blodofre.

Den blanding af nysgerrighed og basalt overlevelsesinstinkt, der driver de mest dynamiske i gruppen til at aftvinge øen sine hemmeligheder, viser sig at være et tveægget sværd, og udforskningen resulterer i et bogstaveligt og psykologisk gravearbejde, der løbende udstiller nagende fortidsminder og chokerende undergangstrusler.

DHARMA Er det hele blot et tilfældigt udslag af en frygtelig flyulykke, eller er de måske alle sammen endt her for a reason? Et skæbnebestemt sammentræf af livstråde, der krydser hinanden for at ende på en ø, hvis spilleregler opfindes eller påtvinges dag for dag, uge for uge - eller et grotesk, men nøje planlagt psykologisk puslespil?

Et eksperiment sat iscene af en institution eller organisation ved navn Dharma, som man ikke kan blive »stemt hjem« fra af sine medspillere, men hvor man skånselsløst risikerer døden, hver gang spredte puslespilsbrikker kommer for dagens lys? Svarene lader vente på sig, mens en kæde af effektfulde cliff-hangers sammenbinder afsnit efter afsnit.

... En af de store styrker i seriens første sæson kan imidlertid gå hen og blive en lige så stor svaghed i anden. Spændingen har hængt på den uforudsigelighed, hvormed de psykologiske profiler såvel som mystikkens dramatiske kulisser har tvunget gruppen ud i ekstreme situationer - men der er grænser for, hvor længe mystikken både kan forblive uopklaret, troværdig og dragende.

Fortællingens effektivitet og dynamik står og falder i sidste ende også med, hvorvidt fortælleren formår at opbygge et tilstrækkelig konsistent univers. En fortælling kan være nok så urealistisk og absurd inden for sine egne rammer og stadig væk opretholde en høj grad af indre troværdighed - hvis den vel at mærke forbliver inden for sine egne rammer. Men skønt fiktionen sjældent behøver eksplicitere sådanne rammer, kan den ikke være dem foruden, for læseren eller beskueren har uundgåeligt en instinktiv idé om, at de er der - og skal være der.

... Der er få grænser for, hvor opfindsomme og fantasifulde en histories præmisser kan være, så længe historien netop honorerer sine præmisser (hvad enten det sker eksplicit eller implicit). Mystik for »mystikkens skyld« kollapser lige så let som en frygtindgydende og nervepirrende, ukendt trussel falder til jorden, hvis den ikke er tilstrækkelig overbevisende, når den som følge af historiens logik må blive åbenbar.

Efter første sæson blafrer talrige spørgsmål i vinden, og tågen har medvirket til at intensivere intrigerne og endevendt problemstillinger og personkonflikter (såvel som -løsninger) på medrivende vis. Men når tågen letter, og når »svarene« begynder at manifestere sig - og måske hyller nye spørgsmål ind i nye mysterier - skal det vise sig, om Lost også kan overleve sin anden sæson med samme styrke. Som antydet er det næppe en serie, man uden videre kan »droppe ind i«, uden at have fulgt med i de forudgående afsnit.

... Takket være en lang række flash backs kommer vi vidt omkring den menneskelige tilværelse før og efter faldet (i mere end én forstand). De er jo bogstavelig talt faldet ned fra himlen og landet på denne mystiske ø, der på overfladen næsten er så eksotisk og fortryllende som Edens have, men også rummer overraskelser, som nærmere gør den til et helvede. Her mødes alle verdener så at sige, stumper af himlen er ramlet ned i form af fly, skibe lider skibbrud (sågar midt på øen), og under jorden lurer flere skæbnesvangre hemmeligheder.

Himmel og helved i ét. Måske er det tilfældigt, men det er ikke upassende, at det første afsnit begynder ligesom Den Guddommelige Komedie, hvor en panikslagen Dante har forvildet sig dybt ind i en mørk skov, inden han påbegynder sin helvedsfærd (der siden også skal føre ham til paradis). Tilsvarende møder vi hovedpersonen Jack Shephard (Matthew Fox), som fuldkommen desorienteret vågner skrækslagen op i junglen, før han får kæmpet sig ud til stranden og møder et inferno af smadrede flydele, chokerede overlevende, ild og røg.

... Indtil videre hører Lost til blandt de mest tænksomme og perspektivrige TV-serier, som har formået at fastholde en elementær spænding og samtidig fordybe sig i relevante spørgsmål, der spænder fra »bløde« diskussioner om opdragelse, (køns)roller og parforhold over mere krævende fremstillinger af emner som terrorisme, tortur og diskrimination til tunge eksistentielle temaer af psykologisk og filosofisk karakter.

Udover et tankevækkende plot og medrivende karakter-profiler udmærker den første sæson sig ved at erodere fordomsfulde selvfølgeligheder og portrættere mennesker af vidt forskellig afstamning og støbning, hvis tilsyneladende inkompatible præferencer supplerer og kompletterer hinanden.

De nødstedte kommer fra en lang række lande og afspejler mennesket i sin kulturelle og individuelle forskellighed i det 21. århundredes globaliserede kontekst. Det er måske billedet af mennesket på kanten af en gammel og ny tid, der stadig slæber gamle misforståelser, skepsis og en slagskygge af overleveret og overdreven mistro med i sin kulturhistoriske bagage, men som også peger fremad. For samtidig rummer og begrunder fortællingen håbet om, at vores forskellighed er den afgørende styrke, der kan blomstre under vanskelige vilkår, mens vi trægt, men vedholdende skaber nye forståelsesstrukturer og bygger kulturbærende relationer til en ny tid.

Rune Engelbreth Larsen
17. januar, 2006