Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Religionshad, islam-kritik og Tariq Ali

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Egon Clausen, den nu afgåede redaktør af flere P1-programmer (bl.a. »Læst og Påtalt« og »Dagens Spids«) tog i en tankevækkende kronik i Jyllands-Posten i går fat i den politiske religionskritik, som i dag fortrinsvis lyder fra borgerlig side imod islam, og som tidligere især lød fra kulturradikale og socialistiske kredse imod kristendommen.

Han påpeger, at noget af det, der karakteriserede de kulturradikale i deres storhedstid, var en »afgrundsdyb foragt for religion som livstydning«, hvor det religiøse blev betragtet som »en slags ondartet sygdom«. Clausen skriver bl.a.:

Omkostningen for deres afvisning blev imidlertid en slags mental afstumpethed og en total uvidenhed om hvad det vil sige at tro. De gamle kulturradikale fattede ganske enkelt ikke hvad det kunne betyde for andre mennesker, at noget var helligt og dermed urørligt. Blasfemi var for dem et ord uden indhold.

På grund af denne religiøse blindhed, kunne de være intolerante uden at vide det og krænke andre mennesker uden at ane, at de gjorde det. Denne indstilling til det religiøse kan passende kaldes for Brandes-positionen eftersom den var inspireret af brødrene Brandes.

Clausens aktuelle pointe er imidlertid, at denne blanke afvisning af religion har holdt »flyttedag« og nu især trives på højrefløjen. Her har man brug for den (også blandt Tidehvervs-folkene Krarup og Langballe, der - vil jeg ikke undlade at indskyde - ellers skyr Georg Brandes som det store dyr i åbenbaringen), fordi den er et behændigt værktøj i en snæver vending.

For et års tid siden udkom for eksempel en bog med titlen Derfor er jeg ikke muslim. Bogen er skrevet af en englænder, der kalder sig Ibn Warraq, og som åbenlyst og helt uden forbehold indtager Brandes-Positionen.

Ibn Warraq angriber godt nok islam, men han lægger ikke skjul på, at han ikke fatter hvad religion i det hele taget skal gøre godt for, ja, han gør udtrykkeligt opmærksom på, at han hader enhver form for religion. For ham er religiøsitet en slags ondartet sygdom, der skal bekæmpes.

Hans bog blev ikke desto mindre hyldet af hele den borgerlige presse for at være både væsentlig og modig. I Berlingske Tidende roste Bent Blüdnikow bogen og kaldte den en undergrundklassiker. I Weekendavisen blev Ibn Warraq af en benovet Helle Merete Brix udnævnt til prototypen på en ægte europæisk intellektuel.

I Jyllands-Posten var David Gress ved at gå bagover af begejstring. Han kaldte bogen spændende og uvurderlig. Den forhenværende domprovst, Poul E. Andersen, der har tordnet mod de kulturradikale i flere menneskealdre, roste Ibn Warraq for hans bog, og selveste Søren Krarup tog bogen med som speciel udvalgt lekture til sommerferien.

Man kan undre sig over den lethed hvormed disse borgerlige skribenter tog Brandes-positionen til sig, men den senere udvikling har vist, at der ikke var tale om en akut fejltagelse, for siden da er det gået rask derudad med en rasende kritik af det religiøse menneske.

Det er sket under dække af kritik af islam, men ved at lade kritikken omfatte alle muslimer, har man bekvemt overset, at islam har mange ansigter.

Det samme har kristendommen, ja, enhver stor religiøs retning. Ved at lade som om det hele er et fedt, rammer man ikke blot fundamentalisterne, men hele det religiøse verdensbillede, disse fanatikere har taget som gidsel for deres sag, og ikke nok med det; man rammer også de mennesker, der har holdt fast i deres fædres tro og som ikke har ønsket eller formået at tilpasse sig modernitetens vilkår.

Det er naturligvis fuldt ud legitimt at levere en almen religionskritik, eller at kritisere islam eller kristendommen som specifikke religioner, men dels bliver det hyklerisk, når højrefløjen anvender en almen religionskritisk tilgang til at lægge islam for had, mens man holder hånden over kristendommen, dels er det altid problematisk at tale om islam eller kristendom (eller de fleste andre religioner) som sådan uden helt klart at specificere, hvad det er for en kristendom (eksempelvis), der er på tale.

En sondring, man ofte - jeg selv inklusive - udelader i kampens hede.

Tendensen til at gøre religion i sig selv til noget mistænkeligt og naivt, er imidlertid ikke flyttet helt »hjemmefra«, men findes fortsat på venstrefløjen blandt de mere ideologiske frontkæmpere.

Det gælder f.eks. en af de store navne blandt moderne socialister, forfatteren Tariq Ali, der i The Clash of Fundamentalisms (2002) leverer en analyse af »Crusades, Jihads and Modernity«, som bl.a. kritiserer fundamentalistiske træk både i den amerikanske og den islamiske position i det globale konfliktscenario.

...

Berømt, morsom forside på Tariq Alis 'The Clash of Fundamentalisms'

Hele hans udgangspunkt er reduktionistisk og blottet for selv en minimal tiltro til den religiøses selvforståelse:

»Judaism, Christianity and Islam all began as versions of what we would today call political movements. The politics and culture of the period necessitated the creation of credible belief-systems to resist imperial oppression, to unite a disparate people or both. If we look at early Islam in this light, its history poses few mysteries. Its Prophet appears as a visionary political leader, its triumphs as a vindication of his action programme.«

Snip snap snude, så er dét forklaret, så vi allesammen kan forstå det, ikke sandt?!

Verdensreligioner som jødedom, kristendom og islam er sådan-set-bare-politiske-bevægelser, som imidlertid i deres kontekst måtte-ty-til-trossystemer for at forene et folkeslag ...

Sagen er, at religiøsitet har været 99 procent af menneskehedens udgangspunkt i 99 procent af verdenshistorien - men rationalet bag og oprindelsen til tre af de seneste årtusinders verdensreligioner skal altså ifølge Tariq Ali blot forklares og forstås i lyset af noget så historisk »nyt« som moderne politiske bevægelser?

Hvad skal vi med titusindvis og atter titusindvis af religiøse kildeskrifter, myter, templer, helligsteder osv. osv. verden over, hele verdenshistorien igennem, og hvad skal vi med religionshistorikere til at undersøge det - det er jo bare lige at kigge på Socialdemokratiet eller Venstre, og så véd vi, hvad dét er for fænomener, og så kan vi selvsagt uden videre forklare rationale og motivation?

Nej, hvor lidt eller meget man end bryder sig om religion og religiøsitet, er det fænomener, som må aftvinge betydelig større seriøsitet og reflektion end en omgang banal lommefilosofi af Tariq Alis skuffe (hans øvrige skriveriers kvaliteter ufortalte).

Og hvor lidt eller meget vi bryder os om den og den specifikke religion, er det ikke gjort med de vilde generaliseringer og letkøbte politiseringer, som vi ser i dagens debat, hvor nuanceforladtheden primært rammer muslimer.

Egon Clausens kronik i gårsdagens Jyllands-Posten er informativ og vigtig, fordi den flytter fokus fra selv samme nuanceforladthed og graver spadestikket dybere ved at opfordre den almene religionskritik til i det mindste at besinde sig på, om emnet, der er genstand for kritik, overhovedet er tilstrækkeligt nuanceret, endsige forstået.

Udsigterne til, at (eller om) debatten følger op på disse principielle overvejelser og fører til en tværpolitisk selvransagelse i forhold til diskussionen om religiøst betingede problemstillinger, er dog næppe lyse i det eksisterende politiske klima.

Rune Engelbreth Larsen
5. januar, 2006