Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Rune Engelbreth Larsen politianmeldt

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

På baggrund af min klumme, »Lykønskning og krigserklæring til Dansk Folkeparti« (Politiken, 24.9.2005) er jeg blevet politianmeldt for opfordring til vold.

Bag anmeldelsen står Geoffrey Cain (skribent i Dansk Folkepartis medlemsblad og mangeårigt medlem af Den Danske Forening) og Kim Eskildsen (kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Venstre).

Den pågældende klumme afsluttes med disse ord: »Kære dansker, dette er ikke et oplæg til debat, men en krigserklæring. Det er en krigserklæring mod den kulturracistiske tidsånd, der har besat den Danske Forening, der har besat Dansk Folkeparti, der har besat Danmark. Og derfor er det en invitation til Dig om at trække sværdet og pennen og gøre det til de næste ti års vigtigste, afgørende, højeste og måske eneste prioritet at bekæmpe tidsånden, der har besat Dansk Folkeparti, som har besat Danmark. Det er meget muligt, at det for længst er for sent - men så er det i hvert fald ikke for tidligt. Af med fløjlshandskerne.«

Skal dette læses som en opfordring til vold? Naturligvis ikke, men det mener Cain og Eskildsen - over halvanden måned senere.

Umiddelbart efter klummen reagerede Dansk Folkepartis tidligere pressechef og nuværende folketingsmedlem, Søren Espersen tvært i en personlig henvendelse til undertegnede, men var sarkastisk i sin offentliggjorte respons i et læserbrev:

»Rune Engelbreth Larsen, den tidligere formand for Minoritetspartiet - som ved fintællingen viste sig at være så meget minoritet, at tilslutningen ved valget nærmest var ikke-eksisterende - har erklæret krig mod Dansk Folkeparti (Pol. 24.9.). Han opfordrer til, at man trækker 'sværdet og pennen' og går til kamp mod os - og slutter sit rørstrømske indlæg af med sætningen: 'Af med fløjlshandskerne!' Min henvendelse her er egentlig bare nysgerrighed, Rune. Hvad havde du tænkt dig, der skal ske med os? Vil du ved fuldmåne lave voodoo på et af mine gamle studenterfotos? Vil du snige dig ind og lægge rottegift i min havregrød? Eller er din vulgære tanke måske bare, at vi skal have nogle bank af dine brøleabe-venner i De Autonome? Nu er det her jo ved at udvikle sig til en skæg gætteleg. Så kunne jeg måske få en ledetråd, Rune?« (Politiken, 28.9.).

Jeg skrev i en replik:

»Søren Espersen i Pol. 28.9. mener, at min klumme fra (24.9.) er 'vulgær', fordi jeg kalder advarslen mod Dansk Folkeparti for en 'krigserklæring', og han kræver svar på, om jeg vil bekæmpe partiet med 'rottegift'? Næh, Søren - jeg er ikke som jer. Jeg vil ikke påstå, at I tror at komme i paradis ved at slå 'ni andre for panden', eller at I bare 'venter på at blive nok til at slå os ihjel', som hhv. Ole Hyltoft (18.9.) og Mogens Camre (17.9.01) er hysteriske nok til at hævde om muslimerne (18.9.). Jeg vil end ikke kalde Dansk Folkeparti for en 'pest', sådan som Langballe (31.5.02) stempler intentionerne blandt alle landets muslimer. Men jeg vil kalde jer det, I er: Fascister.« (Politiken, 2.10.).

Skulle nogen overhovedet kunne få den misopfattelse, at der skulle ligge voldelige hensigter bag mit indlæg, er det lige så indlysende på Søren Espersens sarkasme som den følgende debat, at dette selvsagt ikke er tilfældet.

Det ved Cain og Eskildsen naturligvis godt. Det ved de også ud fra en almindelig gennemlæsning af min »Lykønskning og krigserklæring«. Og de kan derudover næppe heller være ubekendte med, at klummen også er blevet debatteret i Jyllands-Posten, hvor jeg i et debatindlæg ligeledes ekspliciterer det indlysende: »Anledningen var Dansk Folkepartis overståede landsmøde og 10 års ubrudt fremgang. Derfor besluttede jeg at slå i bordet og lade dem smage en smule af (en godt nok meget mildere udgave af) deres egen medicin ...« (Jyllands-Posten, 6.10.).

Politianmeldelsen er absurd, og det er selvfølgelig tankevækkende, at den kommer netop nu - over halvanden måned efter klummens offentliggørelse, og mere end en måned efter debatten i kølvandet herpå. Til gengæld offentliggøres den i forbindelse med udgivelsen af min bog, Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil, der ikke blot dokumenterer Freverts løgne, men også påpeger, at en stor del af den retorik, som Peter Skaarup & Co. havde travlt med at lægge afstand til udadtil, er vidt udbredt blandt Dansk Folkepartis frontfigurer.

Er politianmeldelsen absurd i sig selv, balancerer Cains og Eskildsens motivation nærmest mellem det fantastiske og det underholdende. Politiken refererer i dag (15.11.):

»Geoffrey Cain fra Dansk Folkeparti har anmeldt Minoritetspartiets medstifter Rune Engelbreth Larsen til politiet. Partiformanden [jeg er ikke partiformand, men medlem af hovedbestyrelsen; REL] har i læserbreve og indlæg på sin hjemmeside været så træt af Dansk Folkepartis fremgang i dansk politik, at han erklærede krig mod partiet og opfordrede danskerne til at smide fløjlshandskerne for at bekæmpe Dansk Folkeparti med 'sværdet og pennen'. Det er at opfordre til fysisk vold mod Dansk Folkeparti, mener Geoffrey Cain. Anmeldelsen støttes af Kim Eskildsen, der er kandidat til Borgerrepræsentationen for Venstre. De to politikere sammenligner truslen med urolighederne i Frankrig og er bekymrede for, om udtalelserne kan være en katalysator for raceuroligheder herhjemme.«

En »katalysator for raceuroligheder herhjemme« (sic).

Tankevækkende er det også, at Dansk Folkeparti og deres ligesindede ellers normalt er meget bekymrede for, at politianmeldelser hæmmer den politiske ytringsfrihed - men det gælder åbenbart ikke, når det er deres modstandere, som skal anmeldes?

Det er naturligvis deres sag. Jeg lover til gengæld, at jeg i modsætning til Louise Frevert ikke vil bebrejde min webmaster noget.

Som det vil være nogle bekendt, har jeg også været involveret i diskussionen om ytringsfrihed versus politianmeldelser, når jeg så at sige har siddet for den anden ende af bordet. Derfor har jeg netop også redegjort for nogle af mine tanker i den forbindelse i bogen Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil, s. 13-15, hvor jeg indledningsvist kommer ind på metoder og midler i den politiske kamp mod Dansk Folkeparti:

Det er min klare overbevisning, at Danmark er bedst tjent med at få Dansk Folkeparti sat helt uden for politisk indflydelse, fordi partiet i mine øjne afspejler en foruroligende, antihumanistisk tidsånd. Jeg lagde ikke fingrene imellem i de uger, som nærværende bog omhandler - og gør det heller ikke nu - i bestræbelserne på at advare imod et parti, der i mine øjne ikke blot udgør en trussel mod etniske minoritetsgrupper i Danmark, men imod den danske kultur og det danske samfund på et bredere plan.

Så meget desto mere finder jeg det både rimeligt og nødvendigt at gøre klart, hvor jeg selv står i forhold til spørgsmålet om mål og midler, der ofte diskuteres i politiske sammenhænge, ikke mindst i forbindelse med Dansk Folkeparti. (...)

For ikke at blive skudt noget i skoene vil jeg af samme grund understrege, at jeg naturligvis ikke mener, at partiet skal fratages skyggen af de rettigheder, som hersker inden for det parlamentariske system, eller som er gældende for den almindelige politiske meningsudveksling. Jeg har således intet til overs for den direkte eller indirekte tilbøjelighed til at forhindre forsamlingsfriheden for Dansk Folkeparti eller Den Danske Forening (eller nogen som helst anden bevægelse eller forening for den sags skyld), som trivedes i dele af det politiske aktivistmiljø på venstrefløjen i slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne.

Ikke fordi det slet og ret virker stik imod hensigten og kun skaber sympati for "martyrerne", men fordi forsamlingsfriheden i sig selv er et humanistisk gode, som jeg ikke mener, at man bør gå på kompromis med i nogen sags tjeneste.

Jeg vil også gerne understrege, at jeg heller ikke tror på hverken direkte eller indirekte vold som politisk kampmiddel, medmindre et regime har suspenderet basale rettigheder og ikke efterlader andre muligheder, eller hvor det er et nødvendigt personligt selvforsvar for at værge sig mod regulære fysiske overgreb.

(...) Endelig er jeg i lighed med store dele af højrefløjen faktisk også principielt modstander af den del af Straffeloven, der med et misvisende ord kaldes "racismeparagraffen", eftersom jeg mener, at man ideelt set bør undlade at indskrænke ytringsfriheden udover injurielovgivningen.

Derfor har jeg heller aldrig tidligere selv politianmeldt nogen for en krænkelse af Straffelovens § 266b, før jeg var med til at politianmelde Louise Frevert - og det var med betænkeligheder. At jeg i øvrigt heller ikke bryder mig om at give Dansk Folkeparti letkøbte undskyldninger for en yderligere fastholdelse af den "offerrolle", som partiet fortsat ynder, når fremtrædende medlemmer gentagne gange politianmeldes, er i den sammenhæng sekundært. Forholdet mellem ytringsfriheden og beskyttelsen mod regulær propaganda er imidlertid ikke nogen enkel diskussion i krydsfeltet mellem både injurielovgivning, racismeparagraf og terrorlovgivning.

For at gøre en lang historie kort, vil jeg her nøjes med at konstatere, at Dansk Folkepartis indflydelse og propaganda efterhånden har antaget en sådan karakter, at jeg ikke længere vil frakende mig selv muligheden for at protestere med større eftertryk, end det f.eks. lader sig gøre ved et kryds på stemmesedlen eller gennem offentliggjorte læserbreve og kronikker. Og en politianmeldelse er i denne sammenhæng trods alt også udtryk for en protest med et større eftertryk.

Jeg har med andre ord måttet erkende, at det er blevet stadig vanskeligere at opretholde en kategorisk modstand mod paragraf 266b som andet end et ideal, der bør tilstræbes. En afskaffelse af paragraffen i den nuværende, politiske situation ville således ikke have anden effekt på ytringsfriheden end en yderligere ansporing af den tøjlesløse forhånelse af trængte minoriteter, som allerede finder sted i vide kredse på trods af lovgivningen, men som ingen ville have drømt om - eller kunne have taget højde for - blot for 20 år siden. Dansk Folkeparti anvender for mig at se en groft generaliserende og nedsættende retorik om etniske minoriteter og muslimer, som disse kun har meget begrænset mulighed for at tage til genmæle over for på lige fod, i kraft af den store politiske indflydelse, den kolossale mediebevågenhed og de betydelige ressourcer, som landets tredjestørste parti med tidsånden i ryggen selvfølgelig råder over.

I det perspektiv er Straffelovens § 266b i sidste ende blot udtryk for en temmelig ukontroversiel insisteren på redelig anstændighed, det burde være lige så overflødigt at lovgive om som selvindlysende at respektere, nemlig at minoritetsgrupper selvfølgelig ikke bør "forhånes eller nedværdiges" på baggrund af national og etnisk oprindelse eller tro, hudfarve og seksualitet.

Skønt det således er under indtryk af tidsåndens hårde politiske klima, at jeg i dag vægter § 266b højere end en ubegrænset, politisk ytringsfrihed, medgiver jeg gerne, at det ikke er udtryk for nogen ideel principfasthed fra min side - men det er nu engang ovenstående overvejelser, der ligger bag.

Hensigten med specifikt at politianmelde Louise Frevert har så også været et forsøg på at få politi og domstole til at insistere på en konsistent udredning af det morads af modstridende forklaringer, hun har lagt for dagen (og som vi naturligvis skal vende tilbage til i detalje i de følgende kapitler), samt en principiel stillingtagen til den retorik, der kommer til udtryk på hendes hjemmeside såvel som i flere af hendes offentliggjorte debatindlæg.

Med andre ord: Hvad jeg ønsker, er at modarbejde Dansk Folkeparti inden for lovens rammer, og Straffelovens § 266b hører til blandt disse rammer. Jeg vil derfor heller ikke lægge skjul på, at jeg hilser den dag velkommen, hvor partiet og den tidsånd, det repræsenterer, er sat uden for enhver, nævneværdig indflydelse i dette land.

Så meget om egne motiver og de principielle betænkeligheder i den sammenhæng.

Jeg kender ikke andet til Cains og Eskildsens motiver til at politianmelde undertegnede end dem, der er refereret i dagens Politiken - at de altså sammenligner min klumme med urolighederne i Frankrig og »er bekymrede for«, om den kan blive en »katalysator for raceuroligheder herhjemme«.

Jeg overlader det til andre at vurdere lødigheden og niveauet hos Cain og Eskildsen.

Og lad mig så ellers slutte af med det, jeg skrev i et tidligere citeret indlæg, hvor jeg forklarer baggrunden for at tage fløjlshandskerne af over for Dansk Folkeparti:

»Krigserklæringen virkede efter hensigten, og et stort dokumentationsarbejde blev sat i gang, så vi ugen efter bl.a. kunne offentliggøre afsløringerne af Louise Freverts hjemmeside i bestræbelserne på at få flere af DF's skeletter til at rasle ud af skabet. Efter 10 år er det nemlig umuligt at 'debattere' med den type paranoikere, som mener, at alle muslimer venter på at 'slå os ihjel' (EU-parlamentsmedlem Mogens Camre) eller 'slå os for panden' (forfatter Ole Hyltoft), eller at de er i gang med en verdensomspændende magtkonspiration, 'den 3. jihad', som en skov af antimuslimer påstår (nøjagtigt som antisemitterne i begyndelsen af det 20. århundrede påstod om jøderne). Men hvis al balladen om Frevert betyder, at partiet dropper den kulturracistiske retorik, tager jeg absolut med glæde fløjlshandskerne på igen.« (Jyllands-Posten, 6.10.).

Rune Engelbreth Larsen
15. november, 2005