Travlhed med Renæssancen og humanismens genkomst levner ikke megen tid til opdateringer af Humanisme.dk eller avislæsning - men når den levner tid til sidstnævnte tidsfordriv, er det med en blanding af tristesse og hovedrysten, når jeg ser mediernes hysteriske (og ad nauseam gentagne) pseudoanalyser af, hvorfor man mon kunne finde på at terrorbombe London.
Tristesse, fordi billeder af sårede og rædselsslagne mennesker og hylende sirener altid påvirker mig - men også fordi danske mediers svælgen herved (igen og igen og igen) nærmer sig ugebladsniveauets stupide overfladiskhed i deres hovedløse overdrivelse af det forsvindende trusselsbillede, som islamistiske terrorister udgør i forhold til de internationale magtforhold, herunder USA & Co.s knusende militærmagt.
Der er ingen grænser for eksperters »analyser« af islamister og »dybsindige« udgrunden af terroristernes motiver, der med forkærlighed ynder at udbasunere den propagandistiske teori om, at der er tale om en »krig mod vestlige værdier«, til trods for at svaret på motivationen er et af verdenshistoriens mest selvindlysende og elementære.
Hvorfor terrorbomber i London? Fordi Storbritannien er engageret i en besættelse af Irak, og fordi landet er allieret med USA og dermed medansvarlig for Guantanamo, Al Graib og et utal af krigsforbrydelser og hundredtusindvis af civile dræbte (læs Terrormyten og det amerikanske imperium). Naturligvis retfærdiggør det ene drab
på civile ikke det andet - men længere er historien om den politiske motivation i princippet ikke - og selvfølgelig er Danmark derfor desværre også et oplagt terrormål.
Rune Engelbreth Larsen
14. juli, 2005