JANUAR 2010

---

"Håbløst gammeldags og befriende nutidig"

Christian Rimestad anmelder Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur i Horsens Folkeblad og spørger retorisk, om man i 2010 kan "udgive en bog, der hylder den danske natur på en måde, så man føler sig hensat til forlængst forgangne tider" og kalder bogen på én gang er "håbløst gammeldags og befriende nutidig".

Rimestad skriver bl.a.:

Danmark er en kvinde hedder bogen, der bl.a. runder Tinnet Krat med Gudenåens og Skjern Ås kilder. Herfra forvilder forfatteren sig en forårsdag over hegn og marker, til han "pludselig og uventet stod foran en vældig vandflade" - Rørbæk Sø.

Videre fortæller han: "Fra den nordøstlige bred, hvor landskabet havde åbnet sig, var der intet andet at se end en vidtstrakt sø, omkranset af et bælte af skov, eng og overdrev, der næsten lukkede sig om sig selv. Det var som at træde ind i et ukendt naturrige, indesluttet i sit eget storladne panorama - sollyset lagde sig over søen som en sitrende belægning af spejlblankt kviksølv, og en svane krydsede vandspejlet i ensom majestæt. Hist og pist blandede rækker af nyudsprunge træer sig med deres nøgne artsfæller i det gryende forår, mens en kredsende fiskeørn fuldendte den forunderlige stemning, der hvilede over dette fortryllende landskab." (...)

Efter et års rejser til 30 danske naturperler, mere end 1000 km vandreture, tre par opslidte vandrestøvler og mere end 10.000 naturfotos havde han materialet til Danmark er en kvinde med den meget sigende undertitel: - på genopdagelse i den danske natur.

For det er det, Rune Engelbreth Larsen gør - han går ud og genfinder Rørbæk Sø, Råbjerg Mile, Stavns Fjord, Fyns Hoved, Gurre Sø, Vejle Ådal. Himmelbjerget og en masse andre lokaliteter, hvor Moder Danmark fremstår fra sin mest pragtfulde side.

De mange smukke fotos, der virkelig dyrker naturen, ledsages af en tekst, der med lån fra flere århundreders naturpoesi - fra Blicher over Thøger Larsen til Per Højholt, for nu blot at nævne nogle få - filosoferer over naturen og vores forhold til den. Ord, der er med til at uddybe fotografiernes billede af landet, vi lever i. (...)

Rune Engelbreth Larsen er ganske forlibt i den natur, han rækker videre til os i ord og billeder. På én gang er bogen håbløst gammeldags og befriende nutidig.

Gammeldags i sin begejstrede skildring af dansk natur, befriende nutidig i sin genopdagelse af, at naturen ligger uden for villavejene, og selv om vi ofte har været hård ved den, er der stadig masser af betagende skønhed at finde.

Chr. Rimestad
Horsens Folkeblad, 28.1.2010

Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur kan købes i boghandler landet over eller bestilles via Forlaget Dana.

Rune Engelbreth Larsen, 28.1.2010
> Indlæggets permalink

---

Danmarks største integrationsproblem

De lever iblandt os, de taler dansk – men de vil ikke dele vilkår med os andre. De vakler i forhold til danske kerneværdier og lever i en parallelvirkelighed, der på nogle områder adskiller sig radikalt fra det øvrige samfund. Det er ikke noget, vi bare tror, det er noget, vi ved. Spørgsmålet er, om de overhovedet kan integreres?

Jeg taler naturligvis om det højreradikale Dansk Folkeparti og dele af partiets vælgerskare.

I 1992 gav Pia Kjærsgaard udtryk for rimeligheden af visse lovbrud: »Hvis der er love, som jeg og en stor del af befolkningen betragter som direkte ødelæggende, og man ikke krænker nogen ved at bryde lovene, så mener jeg, at man i højere grad bør ty til civil ulydighed.« (B.T., 15.7.1992). Det var ikke en sidste udvej for at redde sit eget eller andres liv i selvforsvar, hun havde i tankerne, men derimod skattelovgivningen og fartgrænserne.

De Konservatives Helge Adam Møller fastslog dengang: »Hun accepterer kun den lovgivning, hun selv er enig i, og dermed giver hun udtryk for en fascistisk tankegang.«

Men det var dengang, hvor hun var politisk ordfører for Fremskridtspartiet. I dag er hun politisk leder af Dansk Folkeparti, og fortid er fortid – men har hun fået integreret sig selv og sine meningsfæller i den mellemliggende tid?

Der er grund til at tvivle.

41 procent af Dansk Folkepartis vælgere finder det acceptabelt at snyde samfundet og dermed alle os andre for skat. De ligger altså fortsat helt på linje med Fremskridts-Pia anno 1992 og har ikke problemer med at unddrage sig vores fælles forpligtelser til at få skolerne og sygehusene til at fungere.

42 procent af partiets vælgere finder det acceptabelt at bruge lussing og røvfuld i opdragelsen, og 23 procent af partiets vælgere går ind for dødsstraf, selv om dette barbari for længst er afskaffet. Alle tal stammer fra en undersøgelse af Capacent i maj 2009 (og i parentes bemærket: de tilsvarende procentsatser for muslimer er langt lavere).

Når jeg minder om denne undersøgelse, skyldes det ikke kun, at de færreste kender den, men også, at et aktuelt eksempel atter afslører, hvilken uintegreret parallelvirkelighed der trives i partiet – endog på topplan.

Da Jyllands-Posten for nylig offentliggjorde en meningsundersøgelse, ifølge hvilken et massivt flertal på 84,2 procent af befolkningen støttede de danske mediers afvisning af at genoptrykke Kurt Westergaards Muhammed-karikatur, kunne Dansk Folkepartis Søren Krarup forsikre os alle sammen om, at virkeligheden i virkeligheden var en helt anden: »Jeg tror heller ikke på de 84 pct. Jeg må sige, at det i den grad er i modsætning til den folkelige stemning, der gudskelov er i landet.«

Krarup »tror ikke på« det. Kjærsgaard »tror ikke på« en undersøgelse, der anslår antallet af muslimske kvinder med niqab og burka til at være forsvindende lavt. Hvis dét er fakta, så benægter de bare fakta, punktum.

Dansk Folkepartis hysteriske opstandelse over muslimerne i landet hører til samme virkelighedsflugt.

Derfor kan Krarups kanonisering af Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard vel heller ikke undre, når samme Hedegaard i samme Krarups eget tidsskrift (Tidehverv) skrev i 2004: »Medmindre dansk politik ændrer afgørende retning, vil fremtiden – og jeg taler om den umiddelbart forestående fremtid – blive præget af kampe om den territorielle kontrol. Konkret kommer kampen til at dreje sig om, hvem der omringer hvem, og hvem der kan kontrollere den fysiske kommunikation mellem de vigtigste befolkningscentre. Dele af den gammeldanske befolkning, der ikke har mulighed for eller penge til at nå over på dansk-kontrolleret område, vil ikke have anden mulighed end at konvertere til islam – fordi alternativet vil være endnu værre.«

Det er ikke science fiction, det er Hedegaard og Tidehverv.

Nej, hvem kan det undre, at der er så store overlapninger mellem parallel-samfundet i Dansk Folkeparti og parallel-samfundet i Trykkefrihedsselskabet, hvis formand i et interview i 2009 hævdede, at »massevoldtægt« er muslimens »ret«, og at muslimer over en bred kam ikke får »dårlig samvittighed«, hvis de lyver? Eller når han til en konference i Bruxelles i 2007 kan fremlægge »en forsvarsstrategi« imod den »sandsynlige begivenhed«, at dele af Europa, USA, Canada og Australien tabes til muslimer »uden for vores politiske og juridiske kontrol«, hvorefter han proklamerede: »En succesrig defensiv strategi kan nødvendiggøre skabelsen af parallelle institutioner under vores kontrol, ledsaget af civil ulydighed ...«

Rene ord for pengene: Samfundsundergravende virksomhed.

Men de parallelle institutioner, som Hedegaard her forestiller sig at skabe, har allerede eksisteret i årevis i form af Dansk Folkepartis og Trykkefrihedsselskabets egne snævre parallelsamfund – efterhånden helt uden for integrationspolitisk rækkevidde.

[Ovenstående er trykt i Politiken.]

Rune Engelbreth Larsen, 24.1.2010
> Indlæggets permalink

---

Rune Engelbreth vs. Michael Jalving

Søndag den 24. januar er der debat mellem Jyllands-Postens blogger Michael Jalving og undertegnede på DR2 i Deadline 2. Sektion, kl. 22.50-23.20. Emnet er »værdiforstoppelse« og omhandler bl.a. overvågning, visitationszoner, terrorlovgivning, burkaforbud, blogger-universet og værdikampen som helhed.

I programmets foromtale hedder det: »Hvilken værdi har værdidebatten? Er der gået så meget burka i det politiske liv at vigtigere emner bliver forsømt? Glemmer vi at diskutere arbejdsløshed og nedskæringer på hospitalerne, fordi det er nemmere at kaste med mudder i alt det der har at gøre med Muhammed?«

Rune Engelbreth Larsen, 22.1.2010

---

Det Poetiske Bureau

Tag mit blod.
Tag mit ligklæde og
resterne af min krop.
Tag billeder af mit lig ved graven, alene.
Send dem til verden,
til dommerne og
de samvittighedsfulde

Uddrag fra Jumah al Dossaris »Dødsdigt« i 'Digte fra Guantanamo', 2008

For nylig markerede Det Poetiske Bureau, hvad de betegnede som G-Dag – nærmere bestemt årsdagen for oprettelsen af fangelejren Guantánamo. Til et oplæsningsarrangement kunne man høre digte fra nogle af de internerede, og hvis man havde haft den tvivlsomme ære at være blandt de mange demonstranter, der blev indespærret i det såkaldte klimafængsel i Valby under klimatopmødet i december 2009, kunne man gratis få udleveret digtsamlingen Digte fra Guantánamo.

Klimafængslet var naturligvis ikke noget Guantánamo, men det levede afgjort heller ikke op til rimelighedens minimumsgrænser for frihedsberøvelse, og mange af de tusind demonstranter, der blev anholdt på Amagerbrogade til den store klimademonstration (og hvoraf forsvindende få overhovedet blev sigtet), måtte sidde ubevægeligt i timevis på iskold asfalt iført plastichåndjern inden afgangen til burene.

Men dét, der gør Det Poetiske Bureaus markering så indlysende relevant, er den principielle parallel, som blev fremhævet i en pressemeddelelse: »Hvad er der tilbage af vores åbne samfund, hvis man risikerer frihedsberøvelse og ydmygelse, fordi man befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?« Er 'præventive' anholdelser og internering foreneligt med den retstilstand og de frihedsidealer, vore politikere gerne hylder, hvad enten det er allierede soldater i Afghanistan eller hjemligt politi?

Vi roser os af at være frihedens og rettens vogtere, men det er i frihedens og rettens navn, at retssikkerheden undermineres, og det er dette hykleri, som et af digtene fra Guantánamo påpeger:

De rejser støtter og monumenter
for friheden, som er god og fed.
Men jeg prøvede at forklare dem:
arkitektur er ikke retfærdighed.

Der var ikke hård konkurrence mellem de etablerede danske forlag om rettighederne til Guantánamo-digtene – der var tilsyneladende slet ikke andre danske udgivere, der havde meldt sig som interesserede.

Selvcensur, uvidenhed eller prioriteringssvigt? Hvem ved, men det vidner om Det Poetiske Bureau som en prisværdig aktør i kulturlivet. Forlaget har udgivet en lille håndfuld bøger, bl.a. af gamle kendinge som Baudelaire, Rimbaud og García Lorca, men også nye digtsamlinger, f.eks. den iranskfødte digter Arash Sharifzadeh Abdis debutsamling, 'Kvasidansk – nye digte på gamle flasker', der flyder af danske rim, men blander arv og inspiration fra både Iran og Danmark:

Det bedste fra begge verdener, han
vælger for at sætte dem i spand.
Vogter som en elsket modstandsmand
to lande som kun ÉT helligt land.

Arash Sharifzadeh Abdi kommer vidt omkring eksistensens store og små spørgsmål og indfletter lystigt hints til kulturhistoriske kanoner fra Aarestrup, Kierkegaard og Bellman til Ovid, Tabrizi og Khajjâm. Den kalejdoskopiske samling har dog ét fælles omdrejningspunkt, som digteren selv proklamerer i indledningsdigtet: »Som den røde rose med duften så hed, / I ved vel jeg taler om KÆRLIGHED.«

Kærligheden skinner også igennem digterens hyldest til det københavnske Nørrebro, som visse politikere har for vane at stemple som en ghettoiseret krudttønde med lutter burkaer og bander, men som i samlingens titeldigt bliver til »byens es«. Her er der ro, og her er man tro »ved det der bygger bro,« lyder det på digterens kvasidansk:

Om du er albaner,
en hvid afrikaner
romer og germaner,
opstået i klaner.

Om du er vegetar,
kan danse som en nar,
er gadens inventar
en eksistens så rar.

Og netop på dette rare Nørrebro har Det Poetiske Bureau til huse med egen café, der kan besøges på Griffenfeldsgade 52 – én af talrige blomster i Nørrebros farverige buket.

[Ovenstående klumme er trykt i Politiken]

Rune Engelbreth Larsen, 21.1.2010
> Indlæggets permalink

---

Den 2. Radio: Modstandsradioen Danmarks Løver

Et nyt radiomagasin kan fra i dag høres via netradioen Den 2. Radio: Modstandsradioen Danmarks Løver. Magasinet redigeres af tidligere P1-medarbejder Birgitte Rahbek, og i redaktionen sidder desuden Anette Bruun Johansen, Flemming Chr. Nielsen og undertegnede.

Inspirationen til Modstandsradioen stammer fra kronikken Modstandsbevægelsen mod Pia Kjærsgaards besættelsesmagt, der blev trykt i Politiken i august 2009, og givetvis er den mest kommenterede kronik i Politiken med over 1.000 online-kommentarer.

Som "referenter" stod Malene Fenger-Grøndahl, Flemming Chr. Nielsen og undertegnede, men manifestet blev offentliggjort med en række kulturelle ikoner som afsender: Holger Danske, Aladdin, Den lille havfrue, Lykke-Peer, Pigen med svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver.

En støttegruppe på Facebook, Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt fik i løbet af få uger tusindvis af medlemmer og er i dag oppe på over 31.000.

Nu kommer så Modstandsradioen Danmarks Løver, der "bliver forum for alsidig journalistik med interviews, reportager, analyser, kommentarer og ikke mindst debat om de kulturelle og politiske konsekvenser af mødet mellem forskellige etniske grupper", som det hedder i en pressemeddelelse.

Til Ritzau udtaler redaktør Birgitte Rahbek bl.a.: "Vi vil lave journalistik med bid i, og vi vil ikke være bange for at kalde en spade for en spade. Men vi behøver slet ikke at lave propaganda, for virkeligheden overstiger fantasien, for eksempel nogle af de forslag, Dansk Folkeparti stiller, siger hun til Modkraft.dk. (...) Det er vigtigt med en bevægelse mod den glidende legalisering af fremmedhadet i Danmark." (Ritzau, 16.1.2010).

www.den2radio.dk er en kvalitetsradio med vægt på kultur- og samfundsforhold, som med magasinet RadioNorden også - via nettet - har tråde til det øvrige Norden. Radioen blev oprettet maj 2008 af en række professionelle mediefolk og har på under to år nået et lyttertal på omkring 70.000 fordelt på nettet, internetradio, ipod og podcast. Dertil kommer, at programfladen bringes på 23 regionale og lokale radioer.

I tilknytning til det nye radiomagasin er Facebook-siden Modstandsradioen Danmarks Løver blevet oprettet. Tjek også hjemmesiden for Danmarks Løver og lyt til radiomagasinet online: MODSTANDSRADIOEN DANMARKS LØVER.

Rune Engelbreth Larsen, 17.1.2010
> Indlæggets permalink

---

A4's populistiske sjusk og manipulation

Ugebrevet A4 har offentliggjort en ytringsfrihedsundersøgelse, der har gået sin sejrsgang i alle danske medier, hvor selvcensur igen og igen er blevet set som en effekt af islamistiske trusler og karikaturkrisens efterspil osv. Undersøgelsen er imidlertid under al kritik - manipulatorisk, usaglig og sjusket, som flere forfattere også har gjort opmærksom på.

Forfatteren Egon Clausen, der er formand for gruppen af faglitterære forfattere i Dansk Forfatterforening, og som selv har deltaget i 'undersøgelsen', skriver en sønderlemmende kritik af Ugebrevet A4 i Politiken.

Med forfatterens tilladelse følger indlægget her uforkortet til inspiration for humanistiske læserbrevsskribenter og andre godtfolk:

PLASK, sagde det, da ugebladet A4 faldt for Dansk Folkepartis påstand om, at alt ondt kommer fra muhamedanerne.

Man har spurgt en række forfattere, museumsfolk og billedkunstnere om deres syn på ytringsfrihed, og hele 47 procent af de adspurgte mener, at ytringsfriheden er truet, men hvad der menes med ytringsfrihed står hen i det uvisse.

Er det retten til at håne og krænke, der tænkes på? Det får vi ikke noget at vide om. Det samme gælder truslerne: Kommer de fra Forsvarsministeriet, fra Dansk Folkeparti, fra tavshedsklausulerne i det private erhvervsliv eller fra manglende indsigt, evner og mod? Vi får det ikke at vide. A4 sjosker trøstigt videre og skriver, at 12 procent - hvilket svarer til hver ottende - én eller flere gange har droppet et projekt, fordi det måske ville krænke andre menneskers religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser.

Undskyld, men det har enhver seriøst arbejdende forfattere da gjort, for han ved, at han ofte holder et stykke af et andet menneskes liv i sine hænder - eller måske var ideen bare ikke god nok? (...)Den slags overvejelser findes heller ikke i A4' s undersøgelse.

Man nævner nok så stolt, at hele 5 procent frygter personlige trusler, men vi får ikke noget at vide, om det er muslimske terrorister eller jaloux ægtefæller, man er bange for. Ikke desto mindre er disse 5 procent blevet til "massiv selvcensur".

Artiklen i A4 oser langt væk af højrepolitisk korrekthed. Alle de forfattere, der er citeret, er tilsyneladende enige med A4 om, at det er Muhammedtegningerne og muslimerne, der skal have skylden. Man har spurgt ensidigt, og man har fået lige så ensidige svar. Men hvor er kommentarerne fra skeptikerne? Dem var der rent faktisk nogle af.

Jeg fik spørgeskemaet og skrev nogle meget kritiske kommentarer til såvel spørgeteknikken som til den grundlæggende antagelse, og jeg kan da ikke have været den eneste, der har gjort det, men det er ikke så meget som antydet i A4' s artikel.

Vi ved kort sagt ikke noget om svarene.

Vi ved heller ikke, hvordan de er blevet redigeret. Vi ved slet ikke noget om de metoder, der er taget i brug. Er de begrundet i en videnskabelig teori, eller er det hele blot lavet for at komme på forsiderne med en smart tekst? A4 har således manipuleret kraftigt, men den såkaldte undersøgelse skal nok vække opsigt, og de politikere, der lever af, at forskrækkelsen i samfundet holdes ved lige, vil klappe i deres populistiske hænder. Så mens grøfterne i samfundet graves dybere, kan man med dyb beklagelse konstatere, at man igen en gang har valgt den lette løsning.

Hvad der er brug for, er en definition af ytringsfriheden og en diskussion af dens konkrete forvaltning, herunder også forfatterens, journalistens og analysebureauerne etiske ansvar. Den får vi desværre ikke. Plask, sagde det. Sjusk var det. Føj for et medløb!

Egon Clausen, Politiken, 12.1.2010

Læs mere om sagen i undertegnedes kommentar: Manipulerende ytringsundersøgelse og opgøret med Lars Hedegaard.

Rune Engelbreth Larsen, 12.1.2010
> Indlæggets permalink

---

SF's retspolitiske selvmål

SF's retsordfører Karina Lorentzen har en pointe i, at udvisninger af terrormistænkte ikke er løsningen på radikalisering; enten fordi Danmark ikke kan udvise til torturstater, eller fordi vi bare risikerer, at terrorsympatier munder ud i terror dér, hvor de, der kan udvises, havner.

Det afgørende argument er imidlertid, at udvisning på grundlag af mistanke er og bliver i fundamental modstrid med et retssamfund – men dét bekymrer tilsyneladende ikke SF i samme grad. Lorentzens eget bud på at bekæmpe potentielle terrorister er nemlig blot en anden underminering af retssamfundet.

Ideen er at forbyde besøg på hjemmesider med terrormateriale: »Vi skal lukke huller, så vi kan gribe tidligt ind, og et af de huller kunne være at gøre det strafbart at surfe efter og downloade terrorrelateret materiale.« (Ritzau 4.1.2010).

Lad os for venlighedens skyld for det første se bort fra, at PET i forvejen kan overvåge terrormistænktes gøren og laden på internettet og dermed supplere det samlede billede af deres eventuelle planer. SF's idé vil sandsynligvis blot betyde, at mennesker med slette motiver fremover vil være endnu mere bevidste om faren ved at efterlade sig digitale spor på nettet – og undgå det.

Lad os for det andet se bort fra, at de mange millioner hjemmesider, der skal overvåges og forbydes, vil kræve et fintmasket censurfilter, som normalt kun totalitære stater trækker ned over deres borgere.

Dette er ganske vist ikke hensigten, forsikrer Lorentzen på sin blog, for »SF ønsker hverken at censurere eller kontrollere nettet«, men dermed manøvrerer hun sig ud i en usammenhængende suppedas: Hun vil forbyde, at man surfer efter terrorrelateret materiale (uden skelen til, at det også kan bunde i nødvendig journalistisk research, forskning eller banal nysgerrighed), men hun vil altså hverken »censurere« eller »kontrollere«? Hvordan skal man da kontrollere, at nogen surfer ulovligt, hvis ikke man kan kontrollere, at nogen surfer ulovligt?

Men lad os altså se bort fra de uigennemtænkte praktiske problemer. Lad os endda være så venlige, at vi ser bort fra det helt store principielle problem ved den grundlæggende underminering af retssikkerheden og informationsfriheden, som SF rask væk er parat til.

Lad os i håbet om dog at finde et minimum af saglig begrundelse prøve at fokusere på, hvad det egentlig er, partiets retsordfører vil, og hvori motivet til ideen består?

Det er naturligvis ikke så vanskeligt – både i sit blogindlæg og i DR2's Deadline den 5.1. begrunder Lorentzen partiets idé med det afslørende modspørgsmål: »Kunne overfaldet på Kurt Westergaard måske have været undgået?«

Modspørgsmålet er afslørende, fordi det ufrivilligt tværer yderligere rundt i problemerne og udstiller ideen som det useriøse spredehagl, den er udtryk for: I bedste fald ukvalificeret og uintelligent – i værste fald kalkuleret populisme.

For det første: Var det monstro en downloadet terrormanual fra internettet, der instruerede gerningsmanden i at anskaffe sig og anvende en økse mod Westergaard?

For det andet: Forestillingen om, at et retsundergravende forbud mod visse hjemmesider skulle kunne have gjort noget for at forhindre attentatforsøget på Westergaard er grebet ud af luften.

PET var i forvejen på sporet af gerningsmanden, og den udramatiske konklusion på det dramatiske overfald er, at havde Westergaard blot haft lidt bedre sikkerhedsforhold eller en tilstedeværende livvagt, ville det uhyggelige attentatforsøg utvivlsomt aldrig have repræsenteret en reel trussel. Der er ganske enkelt hverken behov for nye love eller yderligere beføjelser til PET.

Radikalisering forhindres heller ikke ved at censurere internettet, men begrænses ved at gå den kedelige vej over forskere og eksperter, der kan bidrage med saglige informationer om, hvilke komplekse faktorer, der betinger og ansporer radikaliseringen. Men det har selvfølgelig ikke den populistiske slagkraft som Lorentzens skud fra hoften – til gengæld havde hun måske været fri for også at skyde sig i foden, hvis hun havde holdt sig tilbage fra den signalpolitiske automatpilot.

Når noget dramatisk sker, så tilsiger den signalpolitiske manual jo, at der skal råbes op og strammes op – og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er fuldkommen ligegyldigt, om stramningerne og råberiet er de rene slag i luften eller sågar direkte kontraproduktive. Så længe de bliver hørt i medierne og signalerer handlekraftighed, er det åbenbart også ligegyldigt, om de kolliderer med de værdier, de hævdes at skulle forsvare.

Spørgsmålet, der står tilbage, er: Handler det bare om, at tilpas mange vælgere skal tænke, at SF vel nok er blevet 'voksent og handlekraftigt' (læs: regeringsdueligt) – ligesom alle de andre?

Eller ER det bare et udslag af ren og skær dumhed?

Rune Engelbreth Larsen, 10.1.2010
> Indlæggets permalink

---

Bibliotekerne svigtes, og bibliotekerne svigter

Hvor der ingen grænser er
hvor alt er begrænset
i den vægtløse tyngde
mellem træernes kulisser
og det vældige sus
i stålskoven
hvor handlingen begynder
men aldrig tager ende
midt i brændpunktet af fortielse
forstillelse
og den totale indiskretion
finder du bogen
den store trøster og forfører

Uddrag af digtet »Bogen« af Klaus Rifbjerg: 'Det svævende træ', 1984

I 2009 udtyndede politikernes årelange bibliotekssvigt endnu engang et større antal biblioteker og filialer, og ifølge en tendensundersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening fortsætter kommunernes besparelser på området i 2010.

Fra 1998 til 2008 er antallet af filialer faldet fra 849 til 510. Personale fyres, åbningstider forkortes (eller rettere: lukningstider forlænges), og materialeanskaffelse beskæres – f.eks. er bibliotekernes indkøb af bøger faldet med 38,7 procent i perioden fra 1997 til 2007.

De i forvejen udtyndede budgetter tilfalder ikke længere kun de trykte udgivelser og avislæsesalens udbud af dagblade; stadig flere computerspil og film fylder op på hylderne. Det er ikke alt sammen skidt, og der er næppe tvivl om, at for en grundlæggende oplysnings- og dannelsesinstitution, der skal henvende sig til alle borgere, må informationssøgning prioriteres højt, hvorfor Internet-æraen af forståelige grunde har gjort sit indtog for fuld damp.

Det kunne have været et afgørende argument for en udvidelse af biblioteksbudgetterne allerede for år tilbage, men i stedet er der blevet færre og færre biblioteker med ringere og ringere økonomi, som skal fordeles på flere og flere områder. Bogen er taberen.

Eller rettere: Den danske bog er taberen.

Dansk er ganske vist ikke et af de mest trængte sprog i verden, men det tales heller ikke af flere, end at udgivelser af vigtige bøger for forskningen såvel som smalle bøger med et mindre publikum (eller et mindre købedygtigt publikum) bliver stadig vanskeligere at udgive, fordi tryk- og udgivelsesudgifter trods alt kræver et vist oplag. Bibliotekernes hårde satsning på IT, film og spil udhuler yderligere dét lille oplagsfundament, som kvalitative indkøb kunne bidrage til.

Det betyder naturligvis ingenlunde, at alle smalle bøger er af høj kvalitet, eller at alle brede bestsellere af lav kvalitet; men den gode bestseller overlever i sagens natur i alle tilfælde – det gør den smalle kvalitetsbog ikke.

Her hjælper foreløbig ingen kære digitalisering, al den stund at alt for lidt litteratur stadig er tilgængeligt i digitaliseret form, og selv hvis alle bøger skulle ende som e-bøger er der endnu en rum tid til den dag, hvor såvel læseoplevelsen som tilgængeligheden tilnærmelsesvis kan konkurrere med noget så altmodisch som en god bog på tryk.

Der er tale om et dobbeltsvigt: Politikerne svigter biblioteket, der hensygner med mangel på filialer, personale og midler – og bibliotekerne svigter bogen.

Det er desværre kun et alt for symptomatisk eksempel på, hvor lidt realitet der ligger bag den arv af »oplysning« og »dannelse«, vi gerne fremhæver, men er jo også en underprioritering af »danskhed«. Med den forcerede biblioteksdød bliver det selvfølgelig også vanskeligere at få adgang til historiske klassikere, der er umulige at få i boghandlen; og hvor udbuddet begrænses, forarmes kendskabet til den danske litterære arv.

Ribjergs digt afsluttes med at tale om bogens

sandhed, facts og den henrivende fiktion
som bærer langt hinsides døden
de banale kredsløb og sjælevandringen
ind i evigheden hvor
bogen
ved siden af alle de andre gravsten
taler om det liv der var engang

Så længe politikernes svigt fortsætter, undermineres både grundlaget for udgivelsen af smalle bøger på dansk og tilgængeligheden af vores litterære arv. De klassikere, der taler om det liv, der var engang – taler for døve ører.

[Ovenstående klumme er trykt i Politiken]

Rune Engelbreth Larsen, 8.1.2010
> Indlæggets permalink

---

TV2's Svenning Dalgaard må gerne undskylde

I min klumme i Politiken den 26.12.2009 kritiserer jeg TV2's Svenning Dalgaard for at være regeringens lejesvend under dækningen af klimatopmødet og erindrer ved samme lejlighed om Dalgaards regeringsloyale optræden under karikaturkrisen: »Samme 'neutrale' Dalgaard, der for samme public service-station i sin tid 'dækkede' historien om arabiske kritikere af den danske regerings håndtering af karikaturkrisen i TV2 Nyhederne med ord som 'stjernetyderne i de arabiske lande', der forsøgte at 'finde hår i suppen'.«

Dét benægter Dalgaard imidlertid og skriver i et læserbrev (4.1.2010), at jeg har »en letløbende fantasi og et frit forhold til facts« og understreger: »Da jeg ingen erindring har om at have brugt disse udtryk, og da der heller intet spor er af noget lignende i TV2's arkiver, forventer jeg, at forfatteren fremlægger bevis for sine påstande.«

Selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at citere Dalgaard for noget, han ikke har sagt – i TV2 Nyhederne den 27.2.2006 kl. 19 udtalte han som reaktion på et EU-udenrigsministermøde om karikaturkrisen således: »Til sidst giver det selvfølgelig arbejde til stjernetyderne i de arabiske lande for at finde ud af, om der alligevel skulle være lidt hår i suppen.«

Jeg har med andre ord citeret Dalgaard 100 procent korrekt, og det er derfor uundgåeligt at konstatere: 1) Dalgaard taler direkte usandt, når han hævder, at der »intet spor er af noget lignende i TV2's arkiver«; 2) det er med andre ord Dalgaard og ikke jeg, der har »et frit forhold til facts«!

Jeg forventer naturligvis, at Dalgaard for det første bekræfter dette med en pæn undskyldning. Og da han tydeligvis betragter det som særlig krænkende at blive tilskrevet en så politisk ladet (og nedladende) generalisering i en nyhedsudsendelse for en public service-station som at karakterisere eventuelle kritikere i arabiske lande som »stjernetydere«, der leder efter »hår i suppen«, må han for det andet erkende, at han naturligvis ikke levede op til den saglighed og neutralitet, vi kan forvente os af TV2 Nyhederne.

På forhånd tak.

[LÆS OGSÅ: Svenning Dalgaard manipulerer]

Rune Engelbreth Larsen, 7.1.2010
> Indlæggets permalink

---

Danmark, mit moderland

Kronikken har været trykt i Berlingske Tidende:

Naturen er en levende del af nutid og fortid – ja, den er i og for sig den allermest håndgribelige del af den arv, vi har. Måske vi endda kan gå skridtet videre og sige, at uanset alle uoverensstemmelser i vurderingen af grænserne mellem det globale, det nationale og det private, er naturen og landskabet dybest set det tætteste, vi overhovedet kan komme en konkret og fælles betydning af, hvad Danmark er.

Hvor der er talrige forgreninger og modsætningsfyldte traditioner og epoker i den danske kulturhistorie – og en hel del aktuelle udlægninger heraf – er naturen og landskabet hverken den enes eller den andens politiske abstraktion, men derimod dét konkrete og jordbundne Danmark, som vitterlig er til at tage og føle på, genopdage og genopleve. Så hvad er vel et mere grundlæggende, fælles og konkret udgangspunkt for den danske virkelighed og historie end netop den natur og det landskab, der i og for sig er hævet over, forankret under og samtidig en del af alt andet? Dét land, der trods alle kulturelle og industrielle indgreb og overgreb har været en omskiftelig kulturarvs gennemgående kulisse, scene og aktør, og som har præget og fortsat præger alle os, der lever netop her?

Gennem landskabet rækker vi i mere end én forstand også tilbage til utallige generationer før os, der ligeledes har levet lige her, hvad enten vi skænker det nærmere eftertanke og større opmærksomhed eller ej.

Men Danmarks natur rummer også et ualmindelig rigt oplevelsespotentiale i sig selv, helt fraset enhver historisk bevidsthed og national grænsedragning. Det danske landskab spænder fra de fineste hatbakker og de mest idylliske skovsøer til dramaer under Vesterhavets storme og skridende kridtkæmper på Møn, ja, naturligvis langt videre endnu.

Natur og landskab er på samme tid en tværgående arv og en foranderlig fællesnævner, som alle i Danmark uden skelen til baggrund og formue eller tro og overbevisning har (forholdsvis) fri adgang til. Enhver kan gå på Danmarksvisit og opdage eller genopdage denne fællesnævner, som dog ikke er mere statisk, end at man naturligvis også kan komme hjem igen med sine helt private oplevelser i behold. Vi forbliver forskellige, unikke individer, der hver for sig føler, tror og mener hver sit.

Men naturen holder åbent hus hver dag, året rundt – og alle er velkomne i hendes private gemakker. Ja, for det er jo ikke til at tage fejl af i længden: Danmark er en kvinde.

Det er naturligvis ikke noget, jeg bare finder på – det er en tilbagevendende iagttagelse i direkte og indirekte forstand, som poeter og billedkunstnere for længst har gjort sig. Direkte i form af digte, billeder og skulpturer, der slet og ret fremstiller Danmark som en konkret kvindeskikkelse eller omtaler landet i umiskendelige kvindelige metaforer som alt fra gudinde og dronning til skjoldmø og moder. Og indirekte, hvor landet eller jorden i bredere forstand males og digtes i feminine træk, eller hvor naturen associeres med kvinden.

Billedhuggeren J.F. Wiederwelt skabte f.eks. Danmark som statue i skikkelse af en antik kvinde med det danske rigsvåben i 1760'erne, og den polskfødte billedkunstner Elisabeth Jerichau-Baumann skildrede i 1851 Danmark som en stolt blond kvinde med oldtidssmykker, bronzealdersværd og Dannebrog over skulderen. Et motiv, der siden er gået igen på alt fra vignetter og chokoladepapir til vedhæng og bestik.

I digtet »Hjemvee« fra 1805 kaldte Oehlenschläger Danmark for sin »anden Moder«, og Ingemann fastslog i 1816, at »Danmark er vor Moder kær«. Denne idé om en Moder Danmark blev mytologiseret i Grundtvigs komplekse kvad, »Nyaars-Morgen« fra 1824, og Blicher forblev i den efterhånden hævdvundne tradition, da han titulerede landet som »Fostermoder kjere« i sine »Himmelbjergssange«, som han skrev til det første folkemøde på Himmelbjerget i 1839.

Kært pigebarn har som bekendt mange navne – f.eks. Danevang, som flere digtere siden Jens Baggesen er vendt tilbage til, Freias Sal og Danarige, som vi kender fra Oehlenschläger, og Dana, som vist først blev en del af poesien med Thomas Thaarups »Afskedssang til Aaret 1807«, men også har vundet genklang hos Grundtvig, Baggesen, Ingemann og Bødtcher, og som især er kendt fra Poul Martin Møllers »Glæde over Danmark«.

Sophus Claussen kunne i 1904 besynge naturen som sin »Elskerinde«, »kyske Veninde« og »unge Moder« i ét og samme digt, »Dansk Foraar«, og Johannes V. Jensen bedyrede i »Danmarkssangen« fra 1925: »Den danske Mark i en Bølgen gaar / som Aandedræt af en venlig Kvinde.« Under indtryk af Anden Verdenskrig ønskede Otto Gelsted landet velbevaret i digtet »Nytaar 1940«, hvor han hilste Danmark med ordene: »Vort Hjem! Vor Mor! Og vor Sjælsveninde!«

Danmarks stemme er »moderøm«, lader Thøger Larsen os vide i digtet »Landskab« fra 1923:

Det suser svalt over Muld og Strand
i Danmark, Bakkers og Bølgers Land,
og Hvisk i Træerne, nær og fjærn,
og Kvad, der mumler i Møllens Kværn,
og Brus fra Brisen mod Søens Bred
og Aandepustet fra Blomsterbed –
er Danmarks Stemme, der moderøm
betror dig en blid og bundløs Drøm.

I Thøger Larsens »Sommervise« fra samme år, der endnu synges vidt og bredt, »sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød« – et ekko fra det tidligere digt, »Tordenbygen«, hvor fingrene heller ikke lægges imellem, når digteren sætter sit prægnante punktum: »Og lystent borer Lynet sig i Kloden.«

Den frimodighed på naturens vegne ser vi ikke meget til længere, og det er synd.

De naturpoetiske kærlighedserklæringer til Dana er givende og besnærende elementer af den danske landskabsfortælling de seneste århundreder, hvor naturen og dens oplevelsesrigdomme har fået selvstændig betydning som en essentiel del af Danmarks arv. Og selv om kærlighedserklæringerne i perioder har været flere og mere dybfølte end i andre, er de dog sjældent sluppet helt af sind og syne for tidens danske digtere – skønt hun ganske vist har været lovligt meget forsømt i anden halvdel af det tyvende århundrede.

Men mon ikke også begge køn dybest set finder landskabets kvindelige kurver mere æstetisk givende end byens maskuline kanter – uanset om man så af andre grunde måtte føle sig mest tiltrukket af det kurvede eller af det kantede køn?

Landskabets ukurante kurver og hele dette uforudsigelige virvar af planløst polyfone farver står i så rig kontrast til byernes, vejenes og hverdagenes rette linjer og regelfaste cirkler, og virker måske netop derfor så stimulerende og opløftende.

Jeg skal ikke benægte, at der findes storartet kunst og arkitektur, der er mere eller mindre omhyggeligt designet efter firkantens diktat, eller at byens retvinklede kontrast til naturen også sommetider kan være næsten lige så fascinerende som naturens kontrast til byen – men helt uden buer, kupler eller andre brud på formernes lineære ensformighed bliver byens profil dog også hurtigt gabende og dræbende triviel. Kurven kan jo både i bogstavelig forstand og overført betydning have kant, men firkanten har ingen kurver, og hvor en verden uden firkanter derfor nok ville være til at holde ud, ville en verden uden kurver utvivlsomt være et helvede.

I Labyrinten fra 1792-93 havde Jens Baggesen nok fat i en vigtig pointe, som mange moderne arkitekter og stadsingeniører vist har fortrængt med endnu større effektivitet i det tyvende og enogtyvende århundrede:

»Al Varme, al Bevægelse, al Kierlighed er rund, eller i det mindste oval, spiral, eller paa een og anden Maade bugtende. (…) Hvor yndigt bugter sig Luen! hvor deiligt bølger og snoer sig den rislende Flod! Det ligeste paa Mennesket er de kolde, ubevægelige, bidende Tænder - og dog har den skiønne Natur sørget for at de staae i en Halvcirkel. Livet er rundt og Døden er kantet. Vi komme runde og bugtende til Verden, og gaae kantede og stive derfra. De nyeste Vugger ere ovale – en skiøn Opfindelse! thi det voxende Liv bevæger sig deri; vore Liigkister derimod ere fiirkantede.«

Hvad end grunden er, er landskabets kvindelige kurver og naturens foranderlige og organiske bevægelse mere tiltalende end byens uorganiske støbeformer – ikke mindst som æstetisk oplevelse.

Rune Engelbreth Larsen, 6.1.2010
> Indlæggets permalink

---

Kjeld Holm og Rune Engelbreth i Kunstbygningen

Folkeuniversitetet i Århus arrangerer en række eftermiddagssamtaler i Kunstbygningen, J.M. Mørks Gade 13, 8000 Århus C: Bogen i tale.

Samtalerækken indledes af biskop Kjeld Holm og undertegnede, der med udgangspunkt i bogen Oplysning og tolerance - arv og aktualitet diskuterer temaet: Er Vesten rustet til at klare det multikulturelle samfunds udfordringer?

Kunstbygningen, søndag den 10. januar kl. 15-16. Entré: 100 kr.

Rune Engelbreth Larsen, 3.1.2010

---

"Vidunderlig smuk, lærd og nødvendig øjenåbner"

Michael Stoltze anmelder Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur i Kristeligt Dagblad og fremhæver genopdagelsen som særlig vigtig, fordi generationer har mistet forbindelsen til landets natur.

Stoltze skriver bl.a.:

Rune Engelbreth Larsen er født i 1967 og opvokset i Bramming. Her voksede han op og oplevede naturen i sin tidlige barndom, hvor han som enhver frisk dreng på landet legede indianer og byggede huler i skoven.

Som barn ønskede han sig et skovbillede med en tronende kronhjort i stuen derhjemme. Men nej. I et lærerhjem i 1970'erne var den slags billeder lige så ildeset, som pornografi ville have været det i et missionshjem.

Siden kom skolegang, gymnasiet og studier ved Aarhus Universitet, hvor Engelbreth blev cand.mag. i idéhistorie i 1998. I al den tid og indtil for et par år siden distancerede han sig mere og mere fra den danske natur. Bøger, computer og fjernsyn tog over, og selv på hundredvis af rejser gennem landet var hans blik rettet mod bøgerne og den bærbare og ikke mod landskaberne og naturen, der passerede forbi derude.

Sådan var det lige indtil den lærde humanist en dag begyndte at vandre ad nye stier i omegnen af Århus. Turene var som en aperitif, der gav smag efter mere. Så pludselig befandt Engelbreth sig i færd med at tilegne sig al den naturpoesi, han ellers havde undgået. Og han begyndte at rejse Danmark tyndt uden bøger og computer, men med vandresko, åbne sanser og kamera. Han tog på genopdagelse i den danske natur. Og som en mand i sin bedste alder blev han forført af naturen. Gennem turene til Danmarks afkroge, sansningen og genopdagelsen af poesien blev han bestyrket i en opfattelse af den danske naturs kvindelighed. (...)

Og Engelbreth møder den danske natur og genopdager, at den er skønnest, hvor den bugter sig og former sig frit efter naturkræfternes luner i afrundede, bløde og blide former.

Hele denne historie er ikke kun interessant, fordi den er godt fortalt og beskrevet i Danmark er en kvinde. Den er også vigtig, fordi Engelbreth og yngre generationer, der er vokset op fra 1970'erne og frem, i så udstrakt grad - uvillet - har mistet forbindelsen til og forståelsen for den danske natur. Den natur, som er det egentlige fundament for hele vores kultur. (...)

Med 55 smukke landskabsbilleder i storformat og med en omfattende tekst med fyldige citater bringer Engelbreth os ud i den danske natur og ind i hele den omfattende litteratur og poesi, der gennem tiden har hyldet landet. De er der alle sammen: Andersen, Baggesen, Blixen, Blicher og Brorson; Drachmann, Gelsted og Grundtvig; Hauch, Højholt og Jensen; Jæger, Kierkegaard og Kingo; Kaalund, Larsen, Munk og Møller; Oehlenschläger, Rifbjerg og Rosseau; Seedorf, Stuckenberg og Sørensen; Tolkien, Turell, Aakjær og Aarestrup. (...)

En vidunderlig smuk, lærd og nødvendig øjenåbner. Så: Læs den og genopdag Danmarks natur!

Kristeligt Dagblad, 30.12.2009

Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur kan købes i boghandler landet over eller bestilles her via Forlaget Dana.

Rune Engelbreth Larsen, 1.1.2010
> Indlæggets permalink

---

ENGELBRETHS LOGBOG > DECEMBER 2009

---