AUGUST 2006

---

• 31.08. Dansk Samling og Dansk Forum (2)
• 30.08. Dansk Samling og Dansk Forum (1)
• 29.08. Weekendavisens smædeportræt
• 29.08. Humanistisk kulturarv
• 26.08. Reaktioner på renæssancebogen (2)
• 24.08. Reaktioner på renæssancebogen (1)
• 22.08. Greers feminisme vs. humanisme
• 21.08. Dansk Folkeparti ekskluderer
• 20.08. Er nazister og racister velkomne i DF?
• 19.08. Terrorlogikken i Libanon og Israel
• 17.08. Svend Åge Madsen om »godt og ondt«
• 17.08. En uge til renæssancen
• 16.08. Israel - nederlag eller pyrrhussejr?
• 13.08. Indvandrerfjendsk billedpropaganda
• 13.08. Voltaire og Herder
• 12.08. Terror og panik
• 06.08. Henrik Pontoppidan (1857-1943)
• 04.08. Israelsk statsterror
• 03.08. Fem års jubilæum
• 01.08. August måneds link: Midtimod

---

31.08.2006 | Dansk Samling og Dansk Forum (2)

Adam Wagner har sendt mig en kommentar til min gennemgang af striden mellem Dansk Forum og Dansk Folkeparti, der involverer hans person som tidligere medlem af Dansk Forum og nuværende formand for Dansk Samling.

Her redegør han kort for sin udmeldelse af Dansk Forum i foråret 2001: »Jeg meldte mig ud, da Martin Kasler proklamerede, at Ole Wivels digt 'Korset' burde optages i den 'nationale sangskat' (citeret efter hukommelsen). Det var i foråret 2001.«

Nu skal jeg ikke her fortabe mig i en overvejelse over det forhold, som Dansk Forums formand, Martin Kaslers måtte have haft eller ikke have haft hertil, blot for fuldstændighedens skyld citere lidt fra Ole Wivels (1921-2004) digt fra 1941:

En mægtig fører, streng og varm / Som tugtede fra goldheds splid / De blonde børn til frugtbar id / Til hellig harm / Har rakt en større frit sin hånd / Har tegnet Nordens kristne kors / i blod til Odins hagekors: / Den samme ånd. (...) Mod alt som intet offer vil / Sig løfter Stor-Germaniens sang / på sejrørnens vingefang / Ad himlen til -

Jeg har svært ved at tro, at Kasler eller andre ledende medlemmer i Dansk Forum vitterlig skulle være slet skjulte nazister, men hans og andres fascination (eller forhold til) dele af »kulturarven«, som er beslægtet hermed, fortaber sig i mine øjne i bedste fald i fatale nationalistiske kortslutninger.

Et andet punkt i Adam Wagners henvendelse er dog vigtigere for den fremstilling, jeg har lagt for dagen på Humanisme.dk.

Jeg citerer i indlægget Dansk Folkeparti, Dansk Samling og Dansk Forum (30.8.2006) en udtalelse, som Adam Wagner ifølge Berlingske Tidende har sagt i et interview i 1999: »Der er ting, som ingen kan eller tør stå frem og sige i en parlamentarisk sammenhæng. For eksempel er der ikke nogen politiske partier, der åbent udtrykker deres forståelse for Auguste Pinochet. Det gør vi, og det kan vi gøre, fordi vi ikke skal tage taktiske, partipolitiske hensyn.« (Berlingske Tidende, 18.5.1999).

Citatet er centralt, fordi Dansk Folkepartis eksklusion af en række Dansk Forum-medlemmer ifølge Peter Skaarup netop var foreningens begrejstring for Pinochet (og Le Pen), og ikke i første række den misvisende beskyldning for »nazisme«, som siden blev smidt oven i hatten for at »legitimere« eksklusionen yderligere over for offentligheden.

Adam Wagner gør imidlertid nu gældende, at citatet fra Berlingske Tidende ikke er korrekt, og han tilføjer:

At jeg i og for sig ikke betvivler Adam Wagners fremstilling af sagen, skyldes ikke kun, at jeg såmænd finder den ganske plausibel og straight forward fremlagt, men også, at det faktisk er i overensstemmelse med min egen opfattelse tilbage i 1999 (hvor jeg havde sagen væsentligt mere præsent og havde fulgt den temmelig minutiøst), at Dansk Forum rent faktisk ikke gav udtryk for nogen egentlig foreningsstøtte til Pinochet. Jeg var dog ikke dengang bekendt med Adam Wagners ovenfor citerede udtalelse i Berlingske Tidende - og det var efter, at jeg i min nylige research havde fundet denne udtalelse, at jeg i indlægget Dansk Folkeparti, Dansk Samling og Dansk Forum konstaterede, at det så nok alligevel havde været foreningens politik at støtte diktatoren.

Har Adam Wagner ret i, at citatet er sammenskrevet af en udtalelse, hvis reelle indhold er det, han giver udtryk for i sin kommentar, ja, så korrigerer jeg gerne gårsdagens opfattelse og konkluderer i stedet det samme, som jeg gjorde gældende i kapitel 3 i min bog, Det nye højre i Danmark (2001):

Det er klart, at hvad Peter Neerup Buhl i øvrigt skriver (ikke ovenstående citater fra et debatforum, men altså f.eks. i Dansk Forums medlemsblad), i nogen grad må siges at være udtryk for foreningens holdning, medmindre andet er angivet. Alt i alt må det dog fortsat være rimeligt at slutte, at der (mig bekendt) ikke var nogen officiel politisk støtte til Pinochets diktatoriske gerninger i Dansk Forum.

Det vil jeg til gengæld klart mene er tilfældet i forhold til Le Pen og Front National. Godt nok er det følgende også et uddrag af en artikel i medlemsbladet og ikke et politisk program, men en hyldest af denne art kan ikke alene være et udtryk for at give luft for forskellige holdninger (og derfor holder også en del af Skaarups begrundelse for eksklusionerne i 1999):

Dette blot være nævnt for at illustrere, at hvad der står i et medlemsblad til en forening, trods alt ikke alene kan fejes bort i forhold til foreningens standpunkter under henvisning til, at man er åben for flere synspunkter. Hvis der kan herske tvivl, vil man forvente, at synspunkter, som ikke repræsenterer foreningens standpunkter, placeres som læserindlæg eller bliver markeret som gæsteindlæg.

Eksempelvis bragte Runestenen nr. 4/1997 et antisemitisk indlæg, der imidlertid var placeret under »Læser Forum«, og hvorom foreningens formand, Martin Kasler bemærkede: »Lad os kort og klart slå fast: Dansk Forum er ikke en anti-semitisk forening: Vi tror ikke på, at den jødiske elite har en hemmelig plan til overtagelse af verdensherrerdømmet. Vi tror ikke på, at Holocaust er en løgn fabrikeret af en jødisk elite. Vi tror ikke på, at jøderne står bag indvandringen.« Han klargjorde afslutningsvist: »Runestenen vil fremover, for så vidt også være åben for anti-semitiske skribenter - men bladet vil under ingen omstændigheder være åbent for anti-semitiske indlæg!«

Hvor unødvendigt søgt og desorienterende denne »sondring« unægtelig kan kritiseres for at være (at gøre det til en særskilt pointe at afvise antisemitiske indlæg, men ikke antisemitiske skribenter), ville det dog være helt forkert at tillægge foreningen de antisemitiske synspunkter, som kommer til udtryk i et læserbrev.

Men derfor forholder det sig også anderledes med andre artikler, som ikke er genstand for en klar adskillelse fra foreningens linje - foreningen må i nogen grad tages til indtægt herfor.

Som det et fremgået, ændrer dette dog ikke ved, at jeg ikke finder grund til at betvivle Adam Wagners udlægning af skærmydlserne omkr. Pinochet.

Jeg har intet ønske om at skyde politiske modstandere holdninger i skoene, som de ikke står inde for - selvfølgelig heller ikke Adam Wagner. Nu kan det naturligvis godt være, at han husker forkert, men det er i mine øjne sådan set også irrelevant, og jeg kan ikke se det frugtbare i at skændes om fiktive positioner. Endelig kan jeg heller ikke se noget problem eller fordækt i, at man skifter holdning.

Det korte af det lange er, at der er mere end rigeligt med helt igennem reelle politiske uoverensstemmelser mellem min egen og Adam Wagners position til, at et slagsmål om de fiktive og tilskrevne standpunkter burde kunne aftvinge nogen som helst saglig interesse.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

30.08.2006 | Dansk Samling og Dansk Forum (1)

Den tidligere redaktør af Dansk Forums medlemsblad, Adam Wagner, er i dag formand for Dansk Samling og nyder stor respekt i Tidehverv. Det pudsige i den sammenhæng er, at Adam Wagner i lighed med 18 andre medlemmer af Dansk Folkeparti og DFU blev ekskluderet i 1999, flere af dem på grund af deres tilhørsforhold til Dansk Forum.

Eksklusionen kom primært, fordi man vurderede, at Dansk Forum var for ekstremistisk, og fordi det på dette tidspunkt var særlig vigtigt for Dansk Folkeparti at distancere sig det, mange så som deres egen »ekstremistiske« position. Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup fastslog således, at Dansk Forum var udtryk for »det tætteste man kan komme på støtte til nazister«. Det var i alle tilfælde en overdrivelse - foreningen har næppe været fascineret af nazister.

Foreningens formand, Martin Kasler udtalte dog: »Der er da en affinitet til nazismen, som hele højrefløjen må bekende sig til. Uden at bekende sig til den affinitet, kan du nemlig ikke gøre op med nazismen. Du er nødt til at finde patologierne i din egen tænkning.« (Politiken, 22.8.1999). Men heri lå trods alt blot en redelig ideologisk positionering - som i øvrigt lagde afstand til nazismen.

Derfor var Skaarups ovenstående karakteristik ganske enkelt både urimelig og forkert. Men hvad Skaarup også betonede i sin begrundelse for eksklusionen var: »Vi er først for nylig gjort opmærksomme på, at der var tale om højreekstremister, der blandt andet støtter Jean Marie Le Pen i Frankrig og Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet.« (Jyllands-Posten, 18.8.99).

Selv om det ikke var korrekt, at Dansk Folkeparti »først for nylig« blev opmærksom herpå (som det fremgår af kapitel 3 i min bog, Det nye højre i Danmark, 2001), trak Skaarup altså klart grænsen over for ekstremister med henvisning til, at man ikke ville acceptere Le Pen- og Pinochet-støtter.

Og Pinochet-støtte var og blev Dansk Forum utvivlsomt - som Adam Wagner forklarede, blot tre måneder før eksklusionen: »Der er ting, som ingen kan eller tør stå frem og sige i en parlamentarisk sammenhæng. For eksempel er der ikke nogen politiske partier, der åbent udtrykker deres forståelse for Auguste Pinochet. Det gør vi, og det kan vi gøre, fordi vi ikke skal tage taktiske, partipolitiske hensyn.« (Berlingske Tidende, 18.5.1999).

Pia Kjærsgaard var skinger, men tættere på sandheden end Skaarup, når hun i sin tid om eksklusionerne skrev: »Når man i fuld ædruelighed kan sidde og holde intellektuelle studiekredse om, hvorvidt hvide mennesker er bedre begavede end sorte mennesker, når man kan forfatte artikler, hvis konklusion er, at Ku Klux Klan er interessant, når man kan flirte med fjolset Jean-Marie Le Pen, når man kan gå og lege med tanken om gadeaktioner, hvor man som aktivist skal ud og slås med de autonome, og når man finder, at »rigtige mænd har en dom for racisme« - ja, så er man derude, hvor kragerne vender. Og flyver man om kap med kragerne derude, skal det i hvert fald ikke ske med et Dansk Folkeparti-emblem i skjorten.« (B.T., 19.8.1999).

Søren Krarup og Jesper Langballe synes imidlertid nu at lægge afstand til eksklusionerne i 1999.

I mellemtiden er Adam Wagner blevet en ledende intellektuel kapacitet i tidsskriftet og internetportalen, Nomos, der vel er det mest intellektuelle forum for nationalister i Danmark i dag, og han er tillige blevet formand for Dansk Samling. En sådan kapacitet kunne Dansk Folkeparti måske godt have brugt, mener Jesper Langballe: »Sammenligningen med nazisterne var helt ude i hampen. Den må være kommet i et anslag af panik. Nerverne må have siddet uden på jakkesættene.« (Ekstra Bladet, 28.8.2006).

Direkte adspurgt, om han godt er klar over, at han derved blåstempler personer, som hans egen partiledelse har taget afstand fra, svarer Langballe i samme avis: »Ja, og det gør jeg med stor glæde. Dette [Dansk Samling] er et helt igennem hæderligt og lødigt foretagende, som ikke tåler sammenligning med hverken nazisterne, Dansk Front eller andre ekstremister.«

»Jeg ville gerne åbne døren for dem igen, hvis jeg alene kunne,« fastslår Langballe, men undtager dog Dansk Forums tidligere formand, Martin Kasler.

Søren Krarup deler Langballes opfattelse i alle henseender: »Det er nogle meget velbegavede unge studenter, men de blev fyret, fordi de lod en torsk køre Dansk Forum. Det er forbistret og ærgerligt. En af dem talte på Tidehvervs sommermøde på Ry Højskole i år. Han hedder Adam Wagner, og han er en dygtig mand. Adam Wagner er en hæderlig mand. Et flinkt og godt menneske, men han røg ud af Dansk Folkeparti udelukkende på grund af lederen af Dansk Forum, Martin Kasler. Ham ville jeg heller ikke haft noget at gøre med, men det er ærgerligt, at de andre ryger ud af partiet, fordi de er velbegavede og lødige folk, som der er brug for i Dansk Folkeparti.« (Information, 29.8.2006).

Ved at fokusere på den urimelige nazisme-beskyldning, som Dansk Forum blev udsat for, glemmer Langballe tilsyneladende, at det ifølge Skaarup slet ikke var nødvendigt ligefrem at være nazist, før stregen blev trukket i sandet over for en uacceptabel »ekstremisme« - den utilslørede støtte til Le Pen og Pinochet var f.eks. rigelig eksklusionsgrund, og på dette punkt var Dansk Forum og Adam Wagner ikke til at tage fejl af, som vi har set ovenfor.

Peter Skaarup står imidlertid urokkeligt fast på beslutningen fra 1999, og i modsætning til Langballe vil han ikke genoverveje at lukke Adam Wagner ind i varmen igen: »Jeg kan forestille mig, at Langballes og Krarups gode hjerter er løbet af med dem. Men det er ikke aktuelt at snakke om, at nogen af de folk bliver genoptaget i Dansk Folkeparti. Vi vil ikke have ekstremistiske elementer ind i Dansk Folkeparti.« (Information, 29.8.2006).

Søren Krarup benytter anledningen til også at beklage eksklusionen af de lokale partiformænd fra Dansk Folkeparti, efter at Ekstra Bladet havde afsløret, at de var parate til at optage nazister og medlemmer af Dansk Front i partiet. I et langt debatindlæg skriver Krarup bl.a.:

Adam Wagner synes, at Dansk Folkepartis ledelse skylder ham en undskyldning for nazisme-beskyldninger, og dermed har han placeret sig som personificeringen af en reel fløjdannelse i partiet i diskussionen om, hvor man skal afgrænse sig i forhold til ekstremisme - eller hvornår ekstremisme er at betegne som »ekstremisme« (og dermed eksklusionsgrund).

I alle tilfælde er der ingen tvivl om, at der er ledende kræfter i både Dansk Samling, Den Danske Forening, Dansk Front og Dansk Folkeparti, som er rørende enige med Adam Wagners ultimative standpunkt til muslimerne i Danmark - de skal slet og ret ud: »Det eneste rigtige for Danmark ville være et absolut stop for indvandring fra muslimske lande, samtidig med at herboende udlændinge sammestedsfra sendes hjem.« (Dansk Samlings hjemmeside, 31.1.2006).

Er dét »ekstremt«? Det er ganske givet etnisk eller religiøs udrensning - men det kender vi jo også fra Dansk Folkepartis Mogens Camre: »Lad mig sige det klart: Muslimer skal bo i muslimland – og det er ikke her.« (Årsmødetale til Dansk Folkepartis landsmøde, 19.9.2004). Flere andre ledende Dansk Folkeparti-politikere er helt på samme linje.

Man kan sige det på den måde, at der er en ubestridelige affinitet mellem Dansk Folkeparti og Dansk Samling - og at målet for Camre og andre politikere i Dansk Folkeparti (herunder DFU som organisation), slet og ret er, at alle muslimer skal ud af Danmark.

Det kan ske såre humanitært - men det er og bliver etnisk og religiøs udrensning.

[NB: Nogle af de ovenstående personer findes også i den dokumentariske sektion over indvandrerfjendsk polemik og propaganda: Adam Wagner, Martin Kasler, Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe, Søren Krarup]

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

29.08.2006 | Weekendavisens smædeportræt

Weekendavisen bragte den 25. august 2006 et »portræt« af undertegnede, som vel kun kan karakteriseres som sladderspalte af værste skuffe. »Det mest modbydelige angreb på en politisk aktør, jeg nogen sinde har læst,« kaldte en journalist det, da han spurgte mig til det.

Læs hele kommentaren til smædeportrættet her ...

Rune Engelbreth Larsen

---

29.08.2006 | Humanistisk kulturarv

Det er inden for rammerne af de europæiske renæssancer, at en række af Vestens berømteste kunstværker skabes, og bogtrykkerkunsten vinder frem i en hidtil uset kommunikationsrevolution. Det er i denne tidsalder, at mennesket begynder at fokusere på natur og naturforskning på nye og mere empiriske måder, og det er i denne tidsalder, at verden og tilværelsen besynges på livsbekræftende vis, sideløbende med at pestepidemier med nådesløs effektivitet bortriver store dele af befolkningen ...

Læs resten af min kronik fra dagens Information her.

Rune Engelbreth Larsen

---

26.08.2006 | Reaktioner på renæssancebogen (2)

Søren Hindsholm skriver (25.8.) i Kristeligt Dagblads anmeldelse af Renæssancen og humanismens rødder, at jeg fejlagtigt oversætter Maria lactans med »Den diende Maria« i stedet for »den ammende Maria« - og dér fangede han unægtelig en tanketorsk.

Men at kritisere bogen for »aldrig at gå til kilderne« er fuldkommen absurd. Jeg henviser i videst mulig grad til (og citerer fra) danske oversættelser, fordi det nu engang er bogens præmis (som fremgår af forordet), at den skal kunne læses af en forudsætningsløs læser, men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg aldrig går til kilderne, som enhver kan konstatere ved at konferere bogens litteraturliste med fremstillingen i øvrigt.

Udover paralleloversættelser og centrale originalværker af bl.a. Augustin, Luther, Pico og Shakespeare går jeg i visse, men langtfra alle tilfælde så meget til kilderne, at påpegningen af oversættelsesfejl og -misforståelser spiller en særlig rolle for fremstillingens pointer - ikke mindst i forbindelse med Den hebraiske bibel, men f.eks. også i forhold til Nicolaus Cusanus' De Docta Ignorantia.

Og så hævder Hindsholm, at jeg fejlagtigt skulle gøre Kopernikus til »en skelsættende astronom« - men hvad jeg skriver, er imidlertid, at Kopernikus er »skelsættende for udviklingen i retning af naturvidenskabens klassiske gennembrud« (s. 130), hvilket vist ingen vil benægte.

Hindsholm finder det også usandt at skrive, at det heliocentriske verdensbillede med Kepler fik et empirisk fundament, men faktum er, at det er på baggrund af Tycho Brahes planetobservationer (empiri), at Kepler når frem til sine love - at udviklingen så indlysende nok ikke standser dér, gør det selvfølgelig ikke forkert at fastslå, at den heliocentriske model først med Kepler får et empirisk og matematisk fundament.

Bent Blüdnikow anmelder bogen i Berlingske Tidende (26.8.) og kalder den for en »forvokset studenteropgave«, som han angriber for at være præget af »mekanisk, akademisk skrivestil« - dét, som Kjældgaards anmeldelse fremhævede den for netop ikke at være.

Halvdelen af Blüdnikows korte anmeldelse er et citat fra min hjemmeside, hvor jeg kritiserer Naser Khader, kombineret med Blüdnikows idé om, at jeg er polemisk mod Khader i bogen - skønt han slet ikke er nævnt.

Dét, Blüdnikow citerer fra bogen, er følgende: »Den antijødiske stemning er vidt udbredt, og som det også kendes fra det 20. og 21. århundrede er det et tilbagevendende polemisk og propagandistisk træk at legitimere mistænkeliggørelse af en minoritetsgruppe ved netop at lade 'omvendte' fra den selv samme minoritet fremføre inkriminerende 'afsløringer' og kræve skrappe repressalier for at få agitationen til at fremstå så meget desto mere 'forudindtaget' og velbegrundet.«

Det skriver jeg i en analyse af Johannes Reuchlins kamp med den omvendte jøde, Johannes Pfefferkorn (ja, det hedder han), og efter at have gennemsøgt Humanisme.dk finder Blüdnikow kritik af Khader, hvorfor han konkluderer, at jeg også i bogen langer ud efter den radikale politiker.

Hvad jeg imidlertid beskriver, er en almen tendens, som vi kender fra antisemitismen også i begyndelsen af det 20. århundrede, hvorfor jeg fortsætter (hvilket Blüdnikow ikke citerer): »Blandt undertrykte og marginaliserede grupper er det naturligvis også en velkendt psykologisk og sociologisk mekanisme at dissociere sig markant fra sin baggrund - og som bevidst eller ubevidst overlevelsesstrategi at adoptere (og radikalisere) modstandernes kritik og had, fordi det kan være den eneste vej ud af marginaliseringen og opnå majoritetens accept.«

Det er meget muligt, at det irriterer Blüdnikow at se denne betragtning eksponeret, fordi den naturligvis er så træffende også for den politiske virkelighed i Danmark anno 2006, men jeg vil trods alt ikke beskylde lige netop Naser Khader for at falde i på denne måde.

Udover at Blüdnikows anmeldelse ganske indlysende er uden skyggen af substans er det mig en gåde, hvorfor visse aviser igen og igen sætter direkte politiske modstandere til at »anmelde« de forfattere, som man i forvejen er helt på det rene med, at de ikke kan udstå? Når anmelderne hedder Blüdnikow, Hauge eller Hedegaard, bliver det jo sjældent en anmeldelse, men derimod et debatindlæg, og så skulle det vel rettelig placeres på debatsiderne.

Det er naturligvis ikke bedre at sætte åbenlyse politiske venner til at anmelde hinanden, men man kunne måske gøre sig en smule umage for at finde en anmelder, hvor det dog ikke på forhånd var givet, hvad vedkommende måtte mene om den pågældende forfatter - resultatet kan jo for så vidt stadig falde akkurat så negativt ud, som den Berlingske-redaktør, der skaffer anmelderen, tilsyneladende håber på. Men risikoen er naturligvis også, at det ikke sker - og det er måske en del af forklaringen.

Jeg skal dog ikke klage over avis-anmeldelserne i almindelighed - flere af mine bøger har fået både overordentlig positive anmeldelser og overordentlig nedsablende anmeldelser (f.eks. Terrormyten og det amerikanske imperium og Renæssancen og humanismens rødder), nogle har kun fået positive (Matrix og ulydighedens evangelium og Louise Frevert-sagen), og nogle har kun fået blandede anmeldelser (f.eks. Det nye højre i Danmark).

Og der er trods alt undtagelsen fra reglen, som jeg nævnte ovenfor - det hænder dog, at en anmelder, som er ikke blot lidt, men meget uenig med forfatterens politiske ståsted, alligevel leverer en rosende anmeldelse, som f.eks. i David Gress' anmeldelse af Renæssancen og humanismens rødder.

Rune Engelbreth Larsen

---

24.08.2006 | Reaktioner på renæssancebogen (1)

Anmeldelser i Politiken og Jyllands-Posten er de første reaktioner på Renæssancen og humanismens rødder (Aarhus Universitetsforlag).

David Gress konkluderer i Jyllands-Posten, at bogen »alt i alt er et righoldigt og smukt værk«, og Lasse Horne Kjældgaard skriver, at der er tale om et »glimrende idéhistorisk værk, der mestrer den svære kunst at gøre store armbevægelser uden at ryste på hånden«. Læs mere her ...

Rune Engelbreth Larsen

---

22.08.2006 | Greers feminisme vs. humanisme

Den verdensberømte og -berygtede feminist og forfatter Germaine Greer (f. 1939) fik sit globale gennembrud i 1970 med bogen, The Female Eunuch, ifølge hvilken den traditionelle kernefamilie er udtryk for en seksuel undertrykkelse af kvinder, som devitaliserer dem som »eunukker«. En blanding af absurde udfald og berettiget lidenskabelig frigørelsestrang.

Spændvidden er dramatisk, som nogle citater illustrerer:

What more could women want? Freedom, that's what ... freedom from rape, whether it is by being undressed by the men on the building site, spied upon as we go about our daily business, stopped, propositioned or followed on the street, greasily teased by our workmates, pawed by the boss, used sadistically by the men we love, or violently terrorised and beaten by a stranger, or a gang of strangers.

In post industrial societies it is individuals who marry; the nuptial agreement is seen as involving two people only. Even the children they may have together are not party to the agreement between spouses. That agreement has been reliant from the first on the intensity and durability of the sexual attraction between them. If the sexual attraction should lose its potency, if another attraction should eclipse it, the marriage is deemed dead. Such a system is bound to fail; no person can guarantee to be sexually attracted to another for as long as they both shall live. Sex is too anarchic a force and fat too responsive to fantasy to serve as the mortar holding together the building blocks of society ... modern marriage is fragile because the demands made upon it exceed the tensile strength of the initial sexual bond.

Is it too much to ask that women be spared the daily struggle for superhuman beauty in order to offer it to the caresses of a subhumanly ugly mate?

If you think you are emancipated, you might consider the idea of tasting your menstrual blood - if it makes you sick, you have a long way to go, baby.

Ifølge et kulørt ugeblad raser Greer nu over pop-ikonet Madonna, som hun mener »er ved at visne for øjnene af os«, fordi hun er blevet religiøs og gift.

Greer siger bl.a. om sangerinden: »Hun fortæller igen og igen, at det vigtigste for hende er at være en god kone og en god mor og det ødelægger jo alt, hvad vi har kæmpet for i alle disse år!«

Hvem »vi« er her, ved jeg ikke, og jeg har heller ikke noget videre kendskab til Madonnas privatliv (endsige nogen særlig mening om det, jeg har hørt om det) - men Greers udtalelse er forrygende absurd.

Gad vide, hvad det er, der kan være forkert og ufeministisk ved at ville være »en god kone og en god mor«? Hvis der ikke er noget forkert ved at bestræbe sig på at være en god mand og en god far, kan der vel heller ikke være noget forkert i at være en god mor og en god hustru?

Det er naturligvis i høj grad individuelt, om noget kunne være vigtigere.

Forhåbentlig er noget af det vigtigste for mødre og fædre at være gode mødre og fædre, og noget af det vigtigste for ægtefæller at være gode ægtefæller. Ellers er de selvsagt havnet et forkert sted i tilværelsen. For andre, som hverken er det ene eller andet (hvad enten de ikke ønsker det eller bare ikke er det), er der forhåbentligt andre ting, som er vigtigere.

Vi er forskellige, ikke blot kvinder og mænd, men også mænd og mænd såvel som kvinder og kvinder. At Greer afkyr kernefamilien er ganske i sin orden, fordi hun aldrig ville føle sig lykkelig eller blot til rette med mand og børn i et familieforhold - men at gøre det til et korstog på vegne af alle kvinder er ikke blot tåbeligt, men et usympatisk udtryk for den totalitære tankegang, der vil gøre sine egne præferencer og lidenskaber til norm for andre - og som vil pådutte enhver, som ikke deler disse, at de er »indoktrineret« eller »undertrykt«.

Der er ganske utvivlsomt dræbende og undertrykkende ægteskaber, ligesom der utvivlsomt er dræbende og ligegyldige single-tilværelser, men der er naturligvis også fuldt ud givende og lykkelige ægteskaber, ligesom der er givende og lykkelige mennesker uden ægtefæller eller familie. Det ene er ikke bedre og ikke rigtigere end det andet.

Når også idioterne i begge lejre indser, at de ikke skal omvende andre, men stræbe efter at enhver blive lykkelig i sit kærlighedsliv ud fra sine egne præferencer og lidenskaber, er vi nået et skridt længere.

Dét kalder jeg »feminisme« - i og for sig en delmængde af humanismen.

Frihed til forskellighed, mine Damer og Herrer.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

21.08.2006 | Dansk Folkeparti ekskluderer

Dagen efter Ekstra Bladets afsløringer af, at en række af Dansk Folkepartis lokale partiformænd var parate til at byde både racister og nazister velkomne som medlemmer af partiet, har ledelsen reageret ved at sende et utvetydigt signal og ekskludere hele flokken.

I en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti hedder det bl.a.:

De ekskluderede er: Henrik Breumlund (formand for lokalforeningen i Struer), Jens-Christian Stahl (formand for lokalforeningen i Kerteminde), Anette Hyldgaard (sekretær i lokalbestyrelsen i Esbjerg), Niels Ole Christensen (formand for lokalforeningen i Tønder), Poul Just (formand for lokalforeningen i Vordingborg), Eli Jæger-Larsen (formand for lokalforeningen i Haderslev), Steen Jørgensen (formand for lokalforeningen i Frederikshavn, medlem af byrådet og folketingskandidat), Finn O. Larsen (formand for lokalforeningen i Roskilde, medlem af byrådet, medlem af amtsrådet og folketingskandidat) og Lind Simonsen (formand for lokalforeningen i Hjørring).

Iblandt de ni ekskluderede er to, som ikke figurerede i Ekstra Bladet (Lind Simonsen og Anette Hyldgaard).

På baggrund heraf må kritikere medgive, at der så at sige er tale om et rent snit fra partiledelsens side, helt i overensstemmelse med den konsekvente linje, man i de senere år har anlagt, hver gang sådanne sager bliver afsløret - og det sker ikke så sjældent.

Statusmæssigt er der fortsat tale om »mindre fisk«, mens man freder de store hajer centralt i partiet, hvis islamofobiske linje er langt mere udtalt og skræmmende end de tydeligvis ubegavede lokale partiformænd. At Dansk Folkeparti fortsat også holder hånden over medlemmer af Den Danske Forening i denne sammenhæng, er og bliver inkonsekvent, ligesom det afgørende spørgsmål om grunden til, at lige akkurat Dansk Folkeparti til stadighed virker som magnet på yderligtgående racister, fortsat ikke rigtig er noget, partiledelsen afkræves svar på.

Men det ændrer ikke ved det faktum, at den streg i sandet, som hedder kontakter til Dansk Front og DNSB, er en mur, som partiledelsen ikke går på kompromis med - også i en sag, hvor det muligvis har været fristende at nøjes med en advarsel, da det trods alt drejer sig om centralt placerede lokale folk.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

20.08.2006 | Er nazister og racister velkomne i DF?

Når man profilerer sig på indvandrerspørgsmålet, kan man godt tiltrække nogle typer, der har nogle ekstreme holdninger. Det har skullet stå klart, at hvis man kom med udtalelser, der er uacceptable, så blev man ekskluderet. Men det ser vi ikke i dag, at det popper op. (Pia Kjærsgaard, 15.9.2005)

Nogle journalister fra Ekstra Bladet har under dæknavn ringet rundt til 13 tilfældigt udvalgte lokalformænd for Dansk Folkeparti og spurgt, om de kunne blive medlemmer af partiet, selv om de i forvejen var medlem af Dansk Front eller Dansk National-Socialistisk Bevægelse (DNSB). Resultatet bringes i søndagsavisen.

I seks tilfælde udgav journalisterne sig for at tilhøre Dansk Front, i syv for at være nazister, og til trods for partiets officielle politik om, at man ikke samtidig kan være medlem af disse bevægelser og Dansk Folkeparti, svarede tre ja til overlappende medlemskab af DNSB og Dansk Folkeparti, fire ja til overlappende medlemskab af Dansk Front og Dansk Folkeparti.

Om Dansk Front skriver journalisterne: »Ekstra Bladet oprettede en brugerprofil på Dansk Fronts hjemmeside. Og her fremgår det meget tydeligt, at en stor del af brugerne stemmer på partiet. Blandt andet fremgår det flere steder, at medlemmerne af Dansk Front også er medlemmer af Dansk Folkeparti. (...) Brugerne af Dansk Fronts diskussionsforum kalder sig selv patrioter. De fleste har brugernavne og logoer, der har hentydninger til nazitiden eller den nordiske mytologi. Tonen er stærkt racistisk, og målet er et racerent Danmark.«

Her nogle få uddrag fra Ekstra Bladets omfangsrige reportage, der eksemplificerer, hvordan forskellige lokalformænd reagerede på spørgsmålet om, hvorvidt man som aktiv hos nazisterne eller Dansk Front også kan blive medlem af Dansk Folkeparti:

Formand for Dansk Folkepartis lokalforening i Tønder, Niels Ole Christensen: »Jeg synes, du skal undertrykke det! Lad være med at nævne det. Nu har du nævnt det over for mig ... Du må gerne være medlem af Dansk Front for mig.«

Formand for Dansk Folkeparti i Roskilde, Finn O. Larsen: »Det tror jeg ikke, du skal reklamere med. For mit eget vedkommende er jeg sådan set ligeglad.«

Formand for Dansk Folkeparti i Kerteminde-kredsen, Jens-Christian Stahl: »Jeg er personligt fuldstændig ligeglad. Men jeg har altså ikke hørt, at du har sagt det.«

Formanden i lokalafdelingen i Frederikshavn, Steen Jørgensen, siger bare, at man ikke skal oplyse om det, fordi »hovedbestyrelsen ikke kan lide det«, og lokalformanden i Haderslev, Eli Jæger-Larsen, synes tilsvarende, at man skal undlade at »skrive det på«, når man melder sig ind. Heller ikke lokalformanden i Struer, Henrik Breumlund, har »umiddelbart« nogen problemer med det - men det gælder altså om at gå stille med dørene.

Heller ikke lokalformanden i Vordingborg, Poul Just, har personligt problemer med dobbeltmedlemskab af racister og nazister, men indskærper, at partitoppen »finder ud af det«.

Over halvdelen af de »testede« lokalformænd i Dansk Folkeparti har med andre ord ingen som helst problemer med at være i samme parti som den mest ekstremistiske højrefløj.

Af de fire, som afviser, at man kan blive medlem af Dansk Folkeparti, hvis man samtidig er nazist eller tilhører Dansk Front, gør de det ifølge Ekstra Bladet »udelukkende, fordi de er bange for, at der falder brænde ned, hvis Pia Kjærsgaard finder ud af det«. Kun én eneste tog afstand fra nazistiske og racistiske holdninger.

Dette skal ses i lyset af, at Dansk Folkeparti i juli under stor medieopmærksomhed ekskluderede formanden for Dansk Folkepartis lokalafdeling i Kalundborg, Dan Jochumsen, fordi han var aktiv på Dansk Fronts online-forum. Her stillede han bl.a. forslag om at indføre kontingent til at »dække en patriots udgifter (hus, bil evt. børn) hvis denne skulle afsone en dom f.eks. for at tæske en abe i selvforsvar«.

Siden orienterede partiledelsen samtlige lokalforeninger om at afvise nye medlemmer med (for) højreekstreme holdninger.

Pia Kjærsgaard har ikke villet kommentere sagen, men Dansk Folkepartis partisekretær, Poul Lindholm mener ikke, at Ekstra Bladets undersøgelse er dækkende for partiets lokale formænd i almindelighed, og tilføjer: »Samtidig skal du huske, at mange af dem ikke er så medievante.«

Svaret er naturligvis absurd. Hvad i alverden har det med manglende »medievanthed« at gøre, at en lokalformand siger ja til at optage nazister i Dansk Folkeparti?

Da Dan Jochumsen i juli blev ekskluderet for sine aktiviteter i Dansk Front, lød den kategoriske besked fra partisekretær Poul Lindholm: »Uanset om han er medlem, har kontakt eller bare sympati, så er det nok til at få ham ekskluderet.« (tv2.dk, 24.7.2006).

Nu kan det vist ikke komme bag på nogen længere, at der er medlemmer af Dansk Folkeparti, som er (eller ikke afviser) racister og nazister - men det kan selvfølgelig aldrig være Dansk Folkepartis ansvar, hvad menige medlemmer i øvrigt måtte mene om dette og hint. Problemet er først reelt, når og hvis tillidspersoner udtaler holdninger på partiets vegne, som er lodret i modstrid med partiets vedtagne politik.

Hvad en rimelig konsekvens heraf bør være, kan man så diskutere. Men det er naturligvis også dét, som sker nu - lokale partiformænd er netop ikke menige medlemmer, men partiets lokale ansigter og repræsentanter ud ad til, der i mange sammenhænge taler på partiets vegne.

Hvad Ekstra Bladet ikke bemærker, er desuden, at fem af de syv lokalformænd fra Dansk Folkeparti, som ifølge avisens afsløringer ikke har problemer med at optage nazister eller medlemmer af Dansk Front i deres parti, ikke bare er formænd for lokalafdelinger, men sågar er kandidater til kommunal-, amtsråds-, regionsråds- eller folketingsvalg. En er sågar valgt til byrådet og en anden til amtsrådet:

Det korte af det lange er, at der er tale om ganske betroede repræsentanter for partiet med op til flere tillidshverv.

Er der nogen som helst konsekvens i partiet, må de pågældende naturligvis blive ekskluderet - ellers afsløres eksklusionen af Dan Jochumsen i juli 2006 som et behændigt og billigt offer, hvormed partiet skulle postulere en selvgod stuerenhed, der bare ikke er dækning for i virkeligheden, når »omkostningerne« bliver til at mærke (og eksklusionen af en række lokale partiformænd er selvfølgelig en »dyrere« pris at betale for at fastholde sit image).

I mellemtiden er det vanskeligt ikke at minde om Pia Kjærsgaards selvtilfredse ord fra september 2005, som også citeredes indledningsvist: »Når man profilerer sig på indvandrerspørgsmålet, kan man godt tiltrække nogle typer, der har nogle ekstreme holdninger. Det har skullet stå klart, at hvis man kom med udtalelser, der er uacceptable, så blev man ekskluderet. Men det ser vi ikke i dag, at det popper op.« (Pia Kjærsgaard, Ritzau, 15.9.2005).

Well - dagen efter denne udtalelse offentliggjorde Louise Frevert sin berygtede hjemmeside med stærkt racistiske artikler, som blev afdækket et par uger senere ... Dermed sluttede det som bekendt heller ikke.

Det popper op og popper op og popper op i Dansk Folkeparti. Hvorfor mon?

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

19.08.2006 | Terrorlogikken i Libanon og Israel

Israels krig i Libanon var i både ord og gerninger et problematisk eksempel på, hvordan et overlegent militærapparat risikerer at skabe yderligere terrorisme ved at abonnere på den terrorlogik, man hævder at bekæmpe.

Fra min Tendens-klumme i dagens Politiken. Læs resten her.

---

17.08.2006 | Svend Åge Madsen om 'godt og ondt'

Svend Åge Madsen har netop udgivet en roman om det totale overvågningssamfund, Det syvende bånd. I et interview i dagens Politiken udtaler han bl.a.:

Jeg synes jo, at noget af det ondeste, det er at stille det begrebspar op overhovedet: entydigt godt over for entydigt ondt. Så har man jo allerede afskaffet al dialog, samarbejde og forståelse. Når man taler om 'det onde', er det som et eller andet stort monster, der skal udryddes. Det, der findes, er en masse små nedrigheder og ubetænksomheder. Og selvfølgelig også enkelte tilfælde af bevidst ondskab, men de er sjældne. Det er oftest folk, der kan sige - eller har rygdækning i at sige - at de var i god tro. Som de, der går ind og sprænger ti mennesker og sig selv i luften - de er jo selv overbevist om, at de gør noget godt. Det er ikke det onde, man rammer, hvis man begynder at bekæmpe 'det onde'. Det, man skal bearbejde, er forståelsen af, at man tillader sig at stille ondt og godt op over for hinanden på den måde.

Jeg har ikke læst romanen, men udtalelsen fanger i mine øjne glimrende den humanistiske ånd, som hviler over Svend Åge Madsens forfatterskab, hvoraf Tugt og utugt i mellemtiden og Sæt verden er til var nogle af de romaner, som tidligst gjorde stort indtryk på mig.

Rune Engelbreth Larsen

---

17.08.2006 | En uge til renæssancen

Well, ikke strengt taget en uge til renæssancen, men dog til udgivelsen af min bog, Renæssancen og humanismens rødder, der udkommer torsdag den 24. august på Aarhus Universitetsforlag. Bagsideteksten lyder:

Rune Engelbreth Larsen

---

16.08.2006 | Israel - nederlag eller pyrrhussejr?

Politiken bringer i dag Søren Schmidts særdeles indsigtsfulde analyse af krigsresultatet i Libanon. Søren Schmidt er ph.d.-studerende ved Institut for Internationale Udviklingsstudier på RUC, og jeg tillader mig at bringe et uddrag:

Rune Engelbreth Larsen

---

13.08.2006 | Indvandrerfjendsk billedpropaganda

På Humanisme.dk er samlet en stor oversigt over eksempler på indvandrerfjendsk polemik og propaganda fra slutningen af 1980erne og frem til i dag - den opdateres jævnligt, da der unægtelig hele tiden dukker flere (både nye og tidligere) eksempler op.

I forbindelse med research til brug i anden sammenhæng har jeg samlet en række eksempler på indvandrerfjendsk billedpropaganda, som den har udfoldet sig i og omkring Den Danske Forening og Dansk Folkeparti siden 1990erne - de findes her.

Ligesom i tilfældet med citater, der belyser udviklingen af den indvandrerfjendske retorik, er jeg naturligvis taknemmelig for læsere, som indsender materiale, også selv om det ikke er alt, der bliver offentliggjort.

Rune Engelbreth Larsen

---

13.08.2006 | Voltaire og Herder

Voltaire (1694-1778) personificerede i mange henseender oplysningstiden, mens Herder (1744-1803) var på vej ind i romantikken med en markant, kritisk indstilling til fremskridtstroen og kulturchauvinismen, som oplysningstiden også var udtryk for.

Nogle citater af de to herrer er tilføjet Citatsektionen, bl.a. fra Voltaires Letters on England (der er skrevet på engelsk og udgivet i 1733) og fra Herders Endnu en historiefilosofi til menneskehedens dannelse (1774).

Sidstnævnte er vanskelig at læse, ikke på grund af noget komplekst filosofisk niveau eller hans idelige nationalbegejstring, men fordi dens højtravende retorik er anstrengende, hvis ikke ligefrem ungdommeligt skinger, men hans opgør er både interessant og væsentligt. Læs i øvrigt eventuelt den lille introduktion til citatsamlingen.

Rune Engelbreth Larsen

---

12.08.2006 | Terror og panik

»Vores verden er simpelthen blevet ondere efter 2001,« hedder det i Politikens leder i dag. Jeg synes, at begrebet »ond« er problematisk, fordi det refererer til en specifik religiøs diskurs, der i bedste fald spreder mere forvirring og mindre oplysning - og i alle tilfælde ikke kan appliceres verden som sådan. Verden er hverken blevet værre eller bedre - verden er bare.

Men hvis vi taler om den globale sikkerhedssituation og de globale konfliktscenarier, er disse givetvis blevet forværret siden 2001, ikke mindst i Mellemøsten med borgerkrigen i Irak, Israels umådeholdne bombardement af Libanon, og det stadig mere fascistiske regime i Iran. Den internationale terrorisme har endvidere med relativt primitive midler formået at fastholde et trusselscenario, vi ikke kendte før den 11. septemer 2001.

Til gengæld er verdenssituationen ganske afgjort langt, langt mindre dramatisk, og truslen mod verdensfreden som sådan langt, langt mindre i dag end under Den Kolde Krig. Og terrortruslen hører endnu til i beskeden skala sammenlignet med trusselscenariet i det meste af det 20. århundrede.

Derfor kan jeg kun tilslutte mig den nøgterne analyse, som Politikens leder munder ud i:

Læs også min kommentar, »Tak til PET for at slå skår i terrormyten« - og min bog, Terrormyten og det amerikanske imperium.

Rune Engelbreth Larsen

---

06.08.2006 | Henrik Pontoppidan (1857-1943)

»Jeg stemmer ikke min Streng en Tone blødere, ikke en Smule kjælnere, selv om jeg derved kunde vinde hele det danske Folk.« (Henrik Pontoppidan).

I en tid, hvor Danmark oplever ansatserne til en ny kulturkamp inden for både politik og teologi - og alt, hvad heraf gennemstrømmes - synes Henrik Pontoppidan atter at være højaktuel, for i hans forfatterskab finder vi så at sige nogle af urfronterne i slaget.

Henrik Pontoppidan modtog Nobelprisen i litteratur i 1917 (til deling med Karl Gjellerup) og er vel ubestrideligt én af dansk litteraturhistories allerstørste forfattere. Personligt har jeg aldrig læst et så gribende og dybsindigt værk om »den danske ånd« (andet ved jeg ikke af at kalde det) som den monumentale trilogi Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige (skrevet og udgivet fra 1891 til 1916).

Dette portræt af en nation og dens folk, der trækker på tiden fra industrialiseringens gennembrud, Grundlovens tid, nederlaget i 1864 og den interne kirkestrid versus de antikirkelige frihedsbevægelser, og som fortættes under en desillusioneret optrevling af den politiske fremskridtstros vrangsider, rummer så stærke karakterer og dybfølte skæbneforløb, at der unægtelig er tale om verdenslitteratur af høj karat.

Georg Brandes er grebet, men underdriver i virkeligheden, når han i 1910 skriver: »Hvis man spurgte, hos hvilken dansk Forfatter man faar det rigtigste og mest omfattende Begreb om dansk Væremaade, Følemaade, om repræsentative Personers Holdning i Danmark i den sidste Menneskealder, og det ligeligt for Landbefolkningens og for Bybefolkningens Vedkommende, saa er der neppe Tvivl om, at Svaret maa lyde: Hos Pontoppidan.«

Men langt mere end et tids- og nationalbillede, der rækker generationer tilbage og frem med solidt fodfæste i den danske muld, hæver disse tre stor-romaner sig samtidig langt over det partikulære danske og rejser de store eksistentielle spørgsmål og universelle anskuelses-slagsmål, som kendes fra store dele af kulturhistorien.

Her strides og trives Kærligheden i stort og småt, her tager Enere livtag med Gud selv, og religiøsitet og areligiøsitet vendes og drejes i hjertekrympende fortællinger - og den, som tror, at en fortælling om en bondeslægt eller et opgør på en præstegård, er gabende gammeldags og uvedkommende, mangler endnu at få lagt sit læsehjerte i Pontoppidans litterære syrebad.

Til forfatterens 70-års fødselsdag skrev en anden stor digter, Sophus Claussen behersket, men kærligt:

   Nu hvidnes den sortblaa Pontoppidan,
   mod Landevejspopler og Pile
   man ser ham i Solrødmen smile.
   Paa Himlen staar blegblaa Stjerner i Flor,
   før Aftenen fylder den summende Jord,
   og Dagen er gaaet til Hvile.

I Citatsektionen er Henrik Pontoppidan tilføjet - og som med andre skønlitterære citater er der naturligvis altid det forbehold, at citaterne jo aldrig uden videre (om overhovedet) kan tillægges forfatterens anskuelser, men derimod udtrykker romanfigurernes karakter (hvilket fremgår ved at nævne den fiktive person parentetisk).

I øvrigt findes en fremragende portal for læsere, studerende, lærere og forskere, der er udarbejdet i samarbejde mellem Pontoppidan Selskabet, Det Kongelige Bibliotek og Syddansk Universitet: Henrik Pontoppidan.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

04.08.2006 | Israelsk statsterror

Den 2. august holdt undertegnede nedenstående tale til en demonstration mod Israels overreaktion i krigen i Gaza og Libanon:

Jeg har intet til overs for Hizbollahs ideologi, og jeg har intet til overs for det iranske regimes totalitarisme.

Men hvem hjælper vi, hvis vi sønderbomber det iranske folk, fordi det iranske regime er diktatorisk? Hvem hjælper vi, hvis vi sønderbomber det libanesiske folk, fordi Hizbollah er en libanesisk trussel?

Lige nu lægges Libanon i ruiner, og det libanesiske folk gøres til flygtninge i deres eget land i en kynisk israelsk magtdemonstration, der er en grotesk kollektiv afstraffelse.

"Men Israel gør alt for at skåne civilbefolkningen," får vi at vide. Uskyldige liv er beklagelige "omstændigheder" eller "fejltagelser" ved en nødvendig krig, får vi at vide.

Ikke blot den israelske regering, men også fremtrædende danske politikere og chefredaktører i store dele af den danske presse deler denne opfattelse.

Sandheden er imidlertid den, at Israel IKKE gør alt for at skåne civilbefolkningen.

Sandheden er den, at Israel allerede fra begyndelsen har erklæret, at man overhovedet ikke føler sig forpligtet til at skåne NOGEN.

"Vi vil gøre alt", og "ingen vil blive skånet!" - sådan lød erklæringen fra Israels premierminister, Ehud Olmert, den 1. juli. Ingen vil blive skånet.

Det er en måned siden, og i den måned har vi kunnet konstatere, at Olmert gør alt, hvad han kan, for at holde sit ord: Ingen bliver skånet.

Massakren i Qana demonstrerer dette med al tydelighed. Kvinder, børn og handicappede dræbt af israelske bomber i en hævnaktion, som begyndte med en væbnet palæstinensisk gruppes bortførelse af én israelsk soldat. Israel reagerede med en invasion. Siden bortførte Hizbollah to soldater. Israel reagerede med en krig.

Den israelske hærs reaktion er indlysende ude af proportioner. Et helt lands infrastruktur pulveriseres som reaktion på nogle bortførelser.

Imens glemmer vi, at Israels hær i årevis har bortført TALRIGE palæstinensere og udsat dem for tortur uden rettergang. Det sker gang på gang på gang. Men der er ingen, som invaderer Israel. Der er ingen, som pulveriserer Israels infrastruktur.

"Jamen, det handler også om at uskadeliggøre Hizbollah-terroristerne," hører vi. Men naturligvis uskadeliggør man ikke terrorister ved at fordrive hundredtusinder, jævne boliger med jorden og dræbe uskyldige civile. Sådan skaber man terrorister.

Og hvad ER da egentlig en terrorist? Hvad er f.eks. forskellen på en arabisk fanatiker, der er parat til at sprænge uskyldige israelere i luften for sin sag, og en israelsk statsleder, der er parat til at sprænge uskyldige libanesere i luften?

Forskellen er den, at den ene er soldat i en militant gruppe med dynamit, maskingevær og nogle håndbårne raketter, mens den anden er øverstbefalende for en højteknologisk atomslagstyrke, et overlegent luftvåben, krigsskibe, tanks, panservogne og en sværtbevæbnet hær.

"Ingen vil blive skånet," siger terroristen med dynamitbæltet om maven på vej ind i et supermarked. "Ingen vil blive skånet," siger statslederen, mens han lader bomber regne over en hovedstad.

Hvis den ENE er terrorist, er den ANDEN også terrorist.

"Ingen vil blive skånet," lovede Ehud Olmert, og deri ligger selve definitionen på terror.

Hvad den israelske hær foretager sig i Libanon i øjeblikket er derfor ikke engang "øje for øje, tand for tand", men bomberegn for bortførelser.

Hvad den israelske hær foretager sig i Libanon er bevidst masseødelæggelse.

Hvad den israelske hær foretager sig i Libanon er terror.

Rune Engelbreth Larsen

---

03.08.2006 | Fem års jubilæum

2006 er jubilæumsår for Humanisme.dk - hjemmesiden gik i luften første gang den 3. august 2001 og har således været online fem år. Hvordan hovedsiden tog sig ud i august 2001, kan du se her (åbnes i nyt vindue).

I løbet af de fem år, Humanisme.dk har eksisteret, er antallet af dokumenter vokset fra mindre end 50 til over 850, herunder 181 artikler, kronikker, klummer og essays, 158 kommentarer og pressemeddelelser, 85 bog- og filmanmeldelser samt en række særskilte sektioner m.m. Dertil kommer citatsektionen med over 300 humanistiske citater og oversigten over islamofobiske og xenofobiske udsagn, som dokumenterer over 300 eksempler på hate-speech og indvandrerhadsk retorik fra de senere års danske debat.

Endvidere er der kommet en engelsksproget version, Panhumanism.com, hvor indholdet imidlertid er væsentligt mere begrænset.

Gennem disse fem år har jeg modtaget mange personlige kommentarer og spørgsmål til hjemmesiden såvel som mine bøger - alt fra venlige opmuntringer og velmenende kritik til fornærmede fnys og egentlig hate-mail.

En af de mere underholdende kommentarer er også en af de seneste:

Jeg skal ikke kunne sige, om den skarpsindige 'Martin H. Schmidt' skriver under eget eller opdigtet navn - men ofte er selv banale fornærmelser anonyme. Den slags har jeg intet til overs for og prøver altid at huske at sende afsender-adressen dette citat af Montesquieu: »Til dem der skriver anonyme Breve: Tatarerne havde Pligt til at indridse deres Navn paa deres Pile, for at man kunde vide hvem Angrebet kom fra.«

Anonyme smædebreve og trusler er blot en udstilling af simpelt kujoneri, men hører åbenbart også med til den fagre nye internet-tidsalder - som jeg skal være den sidste til at beklage de mange fordele ved i øvrigt.

Humanisme.dk spænder efterhånden forholdsvis vidt. Som det fremgår af Hensigtserklæringen, er ambitionen at udvikle websitet til en stadig mere omfattende portal af politisk, kulturel og idéhistorisk karakter med yderligere anbefalinger af inspirerende poesi, kunst, litteratur, film og internetressourcer m.m., som binder et særegent humanistisk perspektiv sammen.

En panhumanisme, om man vil, hvis den skal skelnes fra de mange internationale humanistiske organisationer og den almene og ahistoriske brug af begrebet »humanisme«. Eksempelvis hedder det herom i introduktionen til Panhumanism.com - der naturligvis lige så vel kunne appliceres Humanisme.dk:

Jeg betragter i og for sig Humanisme.dk som en del af mit forfatterskab, der stort set fra bog til bog udspringer af samme bestræbelse på at udfolde en sammenhængende humanistisk grundanskuelse, hvis rødder stammer fra renæssancen - som jeg har forsøgt at afdække idéhistorisk i bogen Renæssancen og humanismens rødder.

Men den lidt angrebslystne vignet øverst på siden til trods kan man naturligvis vanskeligt hævde, at humanismen (i nogen genuin forstand af ordet) har vundet frem de forgangne fem år.

I modsætning til nationalister, socialister og liberalister præger humanisters pen og papir (eller tastatur og hjemmeside) ikke i nævneværdig grad den kulturelle eller politiske dagsorden. Vi må med andre ord råbe højere i de kommende år.

Efter fem år er Humanisme.dk efterhånden blevet besøgt over 300.000 gange, men det fortæller naturligvis ikke så meget om antallet af forskellige besøgende. Hjemmesiden har ikke noget prangende dagligt besøgstal, men det har dog indtil videre været støt stigende år efter år - fra godt 25 på en gennemsnitsdag i 2001 til små 500 på en gennemsnitsdag i 2006.

Hvad fremtiden byder for Humanisme.dk, skal jeg ikke spå om, men hensigten er at fortsætte i samme spor som de foregående år. Det kan man så - alt efter synspunkt - tage som et løfte eller en advarsel.

Så jeg sadler atter min Kjæphest - med Christian Wilsters ord:

   Der er meget Rytteri
   Over verden vide;
   Ingen er for Kjæphest fri,
   Hver paa sin maa ride;
   Hver paa sin, og jeg paa min,
   Har du noget mod'et?
   Det skal glæde mig, er din
   Mere fuld i Blodet.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

01.08.2006 | August måneds link: Midtimod.dk

August måneds anbefalede link er Morten Nielsens blog, der med rette hedder MidtImod.dk, for her er langt mellem mainstream-betragtninger og nyhedsklip, som gør mange blogs til rene pressekopister. De politiske analyser varieres med betragtninger over software og science fiction, og udgangspunktet er humanistisk, eller måske transhumanistisk efter World Transhumanist Association ...

Rune Engelbreth Larsen

---

ENGELBRETHS LOGBOG > JULI 2006

---

---