JANUAR 2006

---

• 31.01. JP-tegninger, boykot og undskyld
• 29.01. JP og Krystalnatten
• 25.01. Kultivér nationen (Lars von Trier)
• 25.01. Frevert for (måske) sidste gang
• 24.01. Bluitgens Muhammed
• 23.01. Montesquieu og de anonyme kujoner
• 22.01. Webrevolution og -kommercialisering
• 19.01. Tidsskriftscentrets Bogliste 2005
• 17.01. Lost - en ø mellem himlen og helvede
• 16.01. Västeuropas mest fördomsfulla
• 16.01. Ali Baba og Louise Frevert
• 10.01. Landsforrædere og erobrere
• 09.01. Jacob Holdt om Camretonen
• 09.01. Kjeld Holm vs. Jens Rohde
• 08.01. Propaganda-Camre
• 06.01. Skandale ikke at sigte Louise Frevert
• 05.01. Religionshad, islam-kritik og Tariq Ali
• 03.01. Filmanmeldelse af Arven
• 03.01. Omsiggribende protester mod DF
• 02.01. Statsministerens tamme nytårstale
• 01.01. Godt nytår
• 01.01. Januar måneds anbefalinger

---

31.01.2006 | JP-tegninger, boykot og undskyld

I et mere humanistisk klima end det, der hersker i dagens Danmark, havde Jyllands-Posten naturligvis aldrig fundet på en unødvendig og smagløs provokation af muslimerne i form af dæmoniserende tegninger af Muhammed - men i et mere humanistisk klima havde vi naturligvis heller ikke været vidner til, at muslimerne i forvejen var blevet marginaliseret af femten års stadig mere forhånende retorik og propagandistiske angreb.

Men når nu Jyllands-Posten alligevel skulle vende ytringsfriheden på hovedet, så den blev et stort slag for »retten« til at håne en trængt minoritetsgruppe i Danmark, ja, så havde en dansk regering i et mere humanistisk klima end det herskende jo nok forstået at tage klart afstand fra denne form for dæmonisering, uden at de selvsagt behøvede indskrænke ytringsfriheden af den grund.

Især når vi betænker, hvor ofte regeringens ministre har krævet af muslimerne, at de skal tage kollektiv afstand fra yderligtgående muslimer, hvis disse foretager sig noget kritisabelt - men det gælder altså åbenbart ikke den modsatte vej. Her har regeringen i stedet indtaget den mest bizarre holdning af alle - regeringens holdning til Muhammed-tegningerne er således, at den ikke har nogen holdning?! Det er da vist det eneste eksempel på pludselig holdningsløshed, nogen regering endnu har præsteret.

Men når nu regeringen ikke tog afstand fra Jyllands-Postens aktion, dengang det var på sin plads at tage afstand, så havde den dog - hvis altså den var regering i et mere humanistisk klima - nok forstået i det mindste at tage et møde med de muslimske ambassadører (uanset hvad de pågældende ambassadørers forventninger var til dette møde). Her havde man så nøgternt og venligt forklaret, at man naturligvis finder de dæmoniserende tegninger helt unødvendige og uforenelige med almindelig respekt for religiøse mindretal, om end avisen ikke kunne straffes for nok så omvendt en brug af ytringsfriheden.

Og med et mere humanistisk sindelag end det, der er blevet udvist, havde danske muslimer så heller ikke turneret Mellemøsten rundt eller optrådt i BBC med falske versioner af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger eller overdrevne oplysninger om deres bagland, men havde i stedet redeligt redegjort for de mange års diskrimination og den grove forhånelse, som det generelle politiske klima er udtryk for i Danmark.

Men sådan et humanistisk klima hersker som bekendt ikke, og nu er vi altså endt her, hvor hele den islamiske verden er ved at effektuere en handelsboykot af Danmark, og hvor visse islamiske regimer finder det belejligt at understøtte disse »folkelige« udbrud af harme, hvilket i flere tilfælde er rent hykleri. Jyllands-Posten skulle hellere have brugt deres ytringsfrihed til karikatur-tegninger af nogle af disse regimer i stedet for - så havde det rent faktisk været i ytringsfrihedens ånd, fordi det var vendt mod diktatoriske magthavere.

Men hvis bare regeringen for længst havde turdet indtage en holdning om, at 1) ytringsfriheden beskytter avisen, men 2) regeringen tager selvfølgelig afstand fra offentliggørelsen af de dæmoniserende Muhammed-tegninger - ja, så kunne meget nok have set anderledes ud.

Men hvad man end mener om forløbet, og hvor mange gange eskaleringen end kunne og burde have været undgået, så hjælper det ikke nu.

Senest er Jyllands-Posten og statsministeren så landet på hver sin indrømmelse-light.

Anders Fogh Rasmussen: »Jeg har personligt sådan en respekt for menneskers religiøse overbevisning, at jeg personligt aldrig vil fremstille Muhammed, Jesus eller andre religiøse skikkelser på en måde, som kan krænke andre mennesker.« (TV2 Nyhederne, 30.1., kl. 19). Det må regeringen ikke mene, det må statsministeren kun mene som privatperson.

Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste: »De [tegningerne] var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde.« (JP, 30.1.)

Avisen vil ikke undskylde at have bragt tegningerne, men godt undskylde, at de »uafviseligt« har krænket muslimer? Det svarer vist til at skyde én i foden og så undskylde over for vedkommende, at det »uafviseligt« forvoldte den pågældende skade og gjorde ondt, men kategorisk nægte at undskylde, at man skød ...

Mere perspektivrigt ville det være, om regeringen tog kontakt til toneangivende personer i det islamiske miljø i Danmark og i samarbejde med disse udfærdigede en fælles-erklæring, der 1) selvfølgelig tager afstand fra den dæmonisering af islam, som er kommet til udtryk i nogle af Jyllands-Postens tegninger; 2) korrigerer falske rygter og overdrevne oplysninger, som er spredt i den islamiske verden; 3) opfordrer til at standse handelsboykotten og trusler mod danskere.

Men hvordan kan regeringen det (første) uden at tabe ansigt? Svaret er, at det kan den ikke - men at det ikke er et argument for ikke at gøre det.

Men hvis ikke den vil tabe ansigt, ja, må diplomatiets korridor-snak føre til en anden løsning på denne gordiske knude - f.eks. bedyrer, at man har lært af postyret og derfor her og nu trækker en streg i sandet, hvorefter man i det mindste vil tage afstand fra enhver lignende dæmoniserende propaganda, skulle noget sådant finde sted igen. Eller noget i den stil.

I alle tilfælde må man gøre op med holdningsløsheden. For selvfølgelig kan man godt have en holdning, der tager utvetydigt og kategorisk afstand fra dæmoniserende propaganda og samtidig have en holdning om, at man ikke vil indskrænke ytringsfriheden. Faktisk er det ret forbløffende, at en dansk regering overhovedet kan have en anden holdning end denne ... Om end altså ikke helt så forbløffende, som at en dansk regering kan have ingen holdning.

Rune Engelbreth Larsen

---

29.01.2006 | Jyllands-Posten og Krystalnatten

Jyllands-Postens historiske leder om Krystalnatten den 9.-10. november 1938 er interessant også i dag, påpeger forfatter og oversætter Flemming Chr. Nielsen, der selv har været ansat på avisen indtil for få år siden.

I 1938 havde avisen forståelse for »animositeten over for jøderne« og bemærkede deres »uheldige egenskaber«, selv om man understregede, at der naturligvis også var »utallige jøder, som stille og hæderligt passer deres dont uden at gå nogen for nær«.

Lyder det bekendt i lyset af vore dages anti-islamiske debatklima?

På Journalistforbundets debatforum har Flemming Chr. Nielsen sakset i lederen fra 1938 og bl.a. erstattet ordet »jøde« med ordet »muslim«. Hensigten er »en påvisning af, at visse uhyrlige opfattelser har det med at gå igen med årtiers mellemrum. Engang var det jøderne, som blev lagt for had. I dag er det muslimerne. Frisind, tolerance og åbenhed over for minoriteter var og er ikke Jyllands-Postens metier.«

Flemming Chr. Nielsen skriver, at hans øvrige »småændringer som Danmark i stedet for Tyskland, æresdrab i stedet for fosterdrab, Amerika og New York i stedet for Rusland og München, kan betragtes som ubetydelige, hvad man kan overbevise sig om ved at læse den originale leder i Jyllands-Posten den 15. november 1938 (gengivet i Gerhardt Eriksen: Hvis De vil vide mere, 1996, p. 114-115).«

Resultatet er tankevækkende i lyset af den igangværende og eskalerende krise mellem Danmark og de islamiske lande ovenpå avisens Muhammed-tegninger (og i forhold til den udbredte, anti-islamiske retorik i dagens Danmark i øvrigt):

Rune Engelbreth Larsen

---

25.01.2006 | Lars von Trier: Kultivér nationen

Lars von Trier truede i december 2004 med offentlig flagafbrænding på Zentropa, hvis Kulturministeren gjorde alvor af at udfærdige en kanon over danske film-værker, som inkluderede hans egne film.

Den 24. januar 2006 blev Kulturministeriets kanon-lister offentliggjort, og film-listen medtager Lars von Triers film, Idioterne.

Film-udvalget under Susanne Biers ledelse har selvsagt været i et dilemma pga. von Triers kritik af kanon-projektet såvel som hans tilbagevendende kritik af dansk nationalisme og militarisme. På den ene side ville det være helt absurd at udelukke ham fra en dansk film-kanon, på den anden side ser nogle naturligvis helst en politisk kontroversiel instruktør ignoreret eller bagatelliseret. Og på tværs af det hele kommer så bøvlet med en flagafbrænding ...

Udgangen var forudsigelig - man forbigår behændigt de mest oplagte og kritiske af hans film og placerer så lige akkurat Idioterne på sidstepladsen.

Kulturministeren slap imidlertid for flagafbrænding, idet Lars von Trier valgte at kvittere med en kort video-kommentar, hvor han klipper Dannebrog i stykker, fjerner det hvide kors og hejser den røde fane i flagstangen.

Kulturministeren ville »nationalisere kunsten«, lyder teksten, men hvad der er behov for, er at »kultivere nationen«. Enklere og mere rammende kan kritikken af kulturministerens kanon vist ikke udtrykkes.

Se Lars von Triers videokommentar her.

Rune Engelbreth Larsen

---

25.01.2006 | Frevert for (måske) sidste gang

Jeg har en kronik i dagens Information, der kritiserer statsadvokatens afgørelse i Louise Frevert-sagen. Sagen er nu bragt op i FN-systemet af DRC - det viser sig, at man ikke kan anke til rigsadvokaten.

Efter at have skrevet en række pressemeddelelser, flere debatindlæg, et par kronikker og en bog om sagen, er det nok sidste bidrag af undertegnede i denne sammenhæng. Det er heller ikke sandsynligt, at pressen vil gøre mere ved det, medmindre der kommer en afgørelse fra FN, som går imod afgørelsen fra politikadvokaten og statsadvokaten.

Men jeg vil mene, at det i det mindste nu er blevet tydeliggjort helt utvetydigt og uomgængeligt for enhver, der har fulgt med, 1) at Frevert indiskutabelt er ansvarlig for og som minimum medforfatter af det omstridte hjemmesideindhold, og 2) at politiets efterforskning har været ekstremt partisk til fordel for Frevert og Dansk Folkeparti.

Læs det foreløbige punktum her: Inkompetent undersøgelse af Frevert-sagen.

Rune Engelbreth Larsen

---

24.01.2006 | Bluitgens Muhammed

Kåre Bluitgens propaganda-bog, Koranen og profeten Muhammeds liv, der allerede er blevet massivet eksponeret i medierne i de forgangne uger, udkommer i dag. Hidtil er det dog mod al forventning ikke lykkedes ham at skabe den provokation-eksplosion, han tilstræber, og boghandlerne forventer åbenbart ikke nogen bestseller.

Men der er selvfølgelig tale om en gave til Dansk Folkeparti & Co., om end tilsyneladende ikke så plat-gennemskueligt, som da Bluitgen i sin bog, Til gavn for de sorte anbefalede, at man skulle stænke Koranen med menstruationsblod. Men sådanne tilbøjeligheder fortæller naturligvis ikke så lidt om den grad af forudindtaget historiefortælling, man kan forvente af Bluitgens Muhammed-bog.

Jørgen Bæk Simonsen, dr.phil. og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, skriver i Kristeligt Dagblad bl.a.: »I mange tilfælde supplerer Bluitgen de oplysninger, han har hentet i den klassiske muslimske tradition, med egne oplysninger. Det er uden tvivl gjort for at gøre den danske sammenskrivning mere levende, men i adskillige tilfælde får det også til resultat, at sammenhængen bliver tendentiøs.«

I en anmeldelse i Jyllands-Posten skriver John Møller Larsen, som er cand.phil. i arabisk sprog og islamisk kultur ved Aarhus Universitet: »Bluitgen har ikke just gjort sig umage for at tegne et flatterende billede af profeten, og mange steder kunne der være truffet andre valg. Det gælder f.eks. anledningen til erobringen af Mekka. (...) Henrettelsen af en jødisk stammes mænd tegnes med grufulde detaljer.«

I dagens Politiken og Information har Abdul-Wahid Pedersen, Fatih Alev og Amér Majid taget til genmæle i en erklæring, der entydigt undsiger Bluitgens lødighed, påpeger hans selektive og negative kilde-tilgang og hans »uhyre naivistiske formidlingssyn«.

Erklæringen, der endvidere tager afstand fra Bluitgens »fundamentalistiske historie-indstilling«, kan læses i sin helhed her.

Rune Engelbreth Larsen

---

23.01.2006 | Montesquieu og de anonyme kujoner

Enhver, der har prøvet at modtage anonyme trussels- eller smædebreve med brevpost eller e-mail, er bekendt med en type kujoneri, som hører til den mest patetiske, der eksisterer - den fortjener end ikke ringeagt, for det er for megen agt at tilskrive det blot og bar foragtelige.

Anderledes med tartarerne, skal vi tro en aforisme af Charles de Montesquieu: »Til dem der skriver anonyme Breve: Tatarerne havde Pligt til at indridse deres Navn paa deres Pile, for at man kunde vide hvem Angrebet kom fra.«

Afsenderen af en pil uden navn er næppe et skuldertræk værd - nogle lader sig imidlertid desværre intimidere, mens andre føler, at det er et adelsmærke i sig selv at være skydeskive for anonyme kujoner.

Konteksten er det naturligvis altid nødvendigt at tage i betragtning. Pseudonymer er ikke (nødvendigvis) det samme som anonymitet og kan i øvrigt være et litterært virkemiddel. Og helt anonyme værker kan selvfølgelig også i visse tilfælde være en nødvendighed - selv Montesquieu skjulte sig f.eks. bag et falsk navn, da han i 1721 udgav Lettres Persanes (på dansk: To persere i Paris).

Til hans forsvar skal det siges, at tiden ikke var til risikofri samfundskritik på dette tidspunkt i Enevældens Frankrig, så sagen forholder sig unægtelig anderledes, end det er tilfældet for vor tids anonyme smædeskribenter, som f.eks. kaster sig over læserbrevsskribenter og offentlige debattører.

I modsætning hertil skrev Montesquieu op imod sin tids magthavere.

Og apropos denne åndelige bueskytte, der var en af revolutionstidens fædre, er Citatsektionen opdateret, bl.a. med citater fra Montesquieus Lettres Persanes i Ingeborg Buhls oversættelse: To persere i Paris.

Rune Engelbreth Larsen

---

22.01.2006 | Webrevolution og -kommercialisering

Kommercialiseringen af internettet er som bekendt ikke noget nyt fænomen, og sine steder har det taget overhånd ud over alle grænser. Omvendt er det naturligvis i ytringsfrihedens interesse, at så mange som muligt rent faktisk kan komme til orde gratis, f.eks. ved at oprette en blog hos en udbyder, der som eneste modydelse placerer et reklame-banner eller et par Google-annoncer for oven.

Har man købt sit eget domæne, kan man selv høste eventuelle indtægter - hvilket imidlertid kræver et vist besøgsantal for at være værd at tale om.

Afregningen sker ikke pr. besøgende (dvs. pr. fremvisning af de pågældende annoncer), men derimod pr. klik., og der er faktisk sjældent mere end 1 (én) procent af de besøgende, som klikker på en bannerreklame eller en internet-annonce.

Så hvad kan man tjene? En ikke-autoritativ tommelfingerregel er, at indtjeningsniveauet i 2006-kroner alt i alt ligger i omegnen af ca. 1-3 øre pr. unikke besøgende - et månedligt besøgsantal på f.eks. 10.000 kan altså indbringe 100-300 kroner om måneden.

Med alle forbehold for hjemmesidens karakter, indhold, design og annoncernes placering og antal, naturligvis.

Jeg vil således gætte på, at indtjeningsspektrummet for 10.000 besøgende ligger mellem minimum 50 kr. og maximum 500 kr. om måneden, alt efter hvor få eller mange annoncer, man er villig til at inkludere - og hvor fremtrædende en placering, de tildeles.

Hvad skal man mene om denne kommercialisering? Personligt frygter jeg ikke, at kommercielle interesser bliver bestemmende for kritiske hjemmesiders og weblogs indhold - end ikke, at de får nævneværdig indflydelse på mainstream-medier, medmindre disse er afhængige af én eller få (store) sponsorer.

Internettet er fortsat en gave til alle, som ønsker at bidrage til de samlede verdensanskuelser på sin egen, unikke måde.

Enhver kan således (i princippet) oprette sin egen platform, der kan være lige så professionelt designet og konkurrere med professionelle medier og kommentatorer på indhold, skarpsindighed og dybsindighed. Igen - i princippet, naturligvis.

Problemet er snarere, at hjemmesideantallet for længst har oversteget en milliard - det er med andre ord uhyre let at drukne i ævl og kævl, og alene antallet af hjemmesider og weblogs gør det ekstra vanskeligt at opnå en udbredelse uden selv at kunne reklamere.

Men ikke desto mindre er det trods alt muligt at nå ud i en grad, som for blot ti-femten år siden var helt utænkelig, fordi enhver forfatter, digter og kommentator, der gik uden om de etablerede publikationskanaler, tidligere måtte investere betydelige midler i at producere egne magasiner eller tidsskrifter for at sikre sig en beskeden offentliggørelse. Til sammenligning med internettet havde disse naturligvis langtfra samme udbredelsespotentiale.

Godt det samme, vil nogle sikkert mene - for hvad skal vi ærlig talt med denne vildtvoksende tendens til, at antallet af digtere, billedkunstnere, fotografer, filminstruktører og forfattere in spe måske er tusind gange overdrevet? Der er ikke en café i Danmark, som ikke hver eneste uge kan fylde væggene med amatørkunst (og som ikke gør det), og der er millioner af sider med amatørdigte, madopskrifter og snak på internettet.

Men der er også visionære kunstnere, fabulerende forfattere og berigende skribenter, der formår at reflektere over alverdens emner i daglige kommentarer, der spænder fra almen dannelse over specifik, sub-kulturel ekspertise og til humoristiske og lune selvbetragtninger, der næsten giver mindelser om ånden i Montaignes Essays. De drukner let i mængden, ja, men de kan trods alt væsentligt lettere findes på internettet, end de i »gamle dage« lod sig opstøve ad tilfældige kanaler, hvis man kendte nogen, der kendte nogen.

Dengang var en mangfoldiggørelse i bare tocifrede oplag betinget af et omstændeligt arbejde med letra-set, skrivemaskine og spritduplikering, hvis man ønskede at (men selvfølgelg også hvis man kun kunne) få sine tanker offentliggjort uden om de etablerede.

Al sin charme til trods - og gudskelov findes sådanne publikationer stadig væk på ægte papir, med skæve hæfteklammer (og en holdbarhed, som ikke er afhængig af stikkontakt og internet-forbindelse) - er og bliver internettet en kommunikationsrevolution, som i højere grad på godt end på ondt bliver stadig bedre. Og som kritisk kommunikationskanal og alternativ nyhedsspredning er det optimalt - når det udnyttes optimalt.

I dag er prisen for lettere offentliggørelse af tekst og billeder (på kunstnerens eller kritikerens helt egne præmisser) en overflod af ligegyldigheder, fordi hvem som helst kan udbasunere hvad som helst, når som helst og hvor som helst. Men det er en billig og måske nødvendig »pris« at betale, for sorteringsarbejdet er også let - takket være den fremragende søge-teknologi og lette informationsudveksling, som er en del af internettet, og tendensen til at lade sig inspirere af ligesindede (verden over).

Chancen for ligefrem at kunne leve af sin hjemmeside, hvis »produktet« er egne analyser, essays, digte, noveller el.lign., er indlysende nok forsvindende, ikke mindst i et lille sprogområde som det danske, men kommende filosoffer, digtere, forfattere og andre kunstnere kan supplere spæde honorarer med spæde ekstra-indtægter ad denne vej.

Det korte af det lange er, at jeg har vanskeligt ved at se det store problem i kommercialiseringen af internettet inden for disse rammer, hvor den altså ikke griber ind i indholdet, og hvor den kan finansiere de gratis »tidsskrifter« og fanzines, som en række af de bedste blogs og hjemmesider i princippet er.

Faktisk er min største anke imod kommercialiseringen, at reklamer og bannere selv i begrænset antal let skæmmer hjemmesider grafisk - og begrænser den æstetiske frihed i layout og design.

Derfor bestræber jeg mig selv på at få Humanisme.dk til at balancere - så annoncer på den ene side kan være en beskeden, men tiltrængt indtægtskilde, mens de på den anden side er forholdsvis diskrete i forhold til layout såvel som bruger-overskuelighed og almen læsbarhed. Det er selvfølgelig i sidste ende altid en subjektiv vurdering.

Men Google AdSense er her et kompromis - bannerreklamer med billeder kan undgås, og man bestemmer selv tekst-annoncernes fremtoning og antal (bannere kan så reserveres selvvalgte, idealistiske formål).

Desuden er tekst-annoncerne afstemt efter den pågældende hjemmesides eget indhold (dog mest i teorien) - altså ikke en Cola-reklame på et litteratur-website. Og så er afregningen upåklagelig og gennemskuelig.

Endvidere er der en række tilknyttede reklame-funktioner - af knap så diskret, men stadig tålelig karakter. F.eks. kan man tjene lidt ved at eksponere Googles reklame-funktioner i sig selv, ligesom det i skrivende stund er muligt at reklamere for en Google-toolbar til Firefox. Den slags er til at leve med.

Firefox er det naturlige browser-valg for enhver, der gerne vil nedbringe Microsofts monopollignende (virabefængte og fejlbehæftede) software (at Googles monopollignende, men til gengæld effektive søgetjeneste profiterer heraf, er så - igen - til at leve med). De nævnte annonce-typer findes derfor på næsten alle undersider på dette website.

Forhåbentlig er det så også æstetisk til at leve med. I det mindste indtil videre.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

19.01.2006 | Tidsskriftscentrets Bogliste 2005

I dag bliver Louise Frevert-sagen - Dansk Folkepartis dobbeltspil anmeldt i Dagbladet Arbejderen af Karin Jørgensen, som kalder den en »veloplagt og sober bog« og bl.a. skriver:

I øvrigt: Hvert år udarbejder Tidsskriftscentret en liste over de 30 mest anbefalelsesværdige bøger fra ind- og udland i det forgangne år.

På den seneste liste findes også Louise Frevert-sagen - Dansk Folkepartis dobbeltspil, hvor den er i fint selskab med bøger af bl.a. Zygmunt Bauman, Jacques Derrida, Jürgen Habermas, Preben Wilhjelm og Jan Guillou.

Om udvælgelseskriteriet hedder det: »Alle titlerne har relevans og interesse for venstrefløjen og de folkelige bevægelser. Titlerne er valgt ud fra kvalitet, relevans og et ønske om bredde i emnerne.«

Find alle titlerne her: Boglisten 2005.

Rune Engelbreth Larsen

---

17.01.2006 | Lost - en ø mellem himlen og helvede

Civilisationens sammenbrud som følge af globale katastrofer (atomkrig, meteornedslag, klima-kollaps, aliens, epidemier, zombier osv.) er lige så skræmmende scenarier, som de er formidable rammer for et litterært eller filmisk set-up. Med ét hug afklædes tilværelsen sin fernis; masker og forskønnende sminke skræller af i tykke lag, og mennesket barberes ned til sine allermest essentielle behov. På godt og ondt intensiveres reaktioner og relationer til det yderste - med held et stimulerende, filosofisk udgangspunkt for en både spændende og dybsindig fortælling.

Derfor er der ofte interessante dimensioner i film, der helt eller delvist fungerer på sådanne præmisser, f.eks. George A. Romeros Night of the Living Dead (1968), Claude Faraldos Themroc (1973), Tobe Hoopers Lifeforce (1985), M. Night Shyamalans Signs (2002), Roland Emmerichs The Day After Tomorrow (2003) og Steven Spielbergs War of the Worlds (2005).

Fortællinger om mennesker, der er strandet (på en øde ø, i rummet, osv.), er ofte beslægtet hermed, fordi konsekvenserne for den enkelte er et lignende tilværelses-kollaps. Derfor er der tilsvarende temaer i film som Hitchcocks Lifeboat (1944), Tarkovsky Solaris (1972), Ridley Scotts Alien (1979), Wolfgang Petersens Enemy Mine (1985) og Robert Zemeckis' Cast Away (2000).

Civilisationens beskyttende normer og konventioner opretholdes ikke længere af love og regler, og moralen desintegrerer (muligvis) - hvad dukker op »nedenunder«? Hvilke uberegnelige dæmoner og engle lurer i det menneskelige sind, når stikket til computeren, det elektriske lys og TV'et er trukket ud, og den nøgne natur kryber nærmere? Altfortærende »egoisme«, ædle »vilde«, tøjlesløst begær, blodigt overlevelsesinstinkt, suicidal resignation?

Som et andet eksperimentarium kan en historie inden for sådanne rammer afsøge dunkle hjørner af menneskets psyke og sociologiske problemstillinger eller tage livtag med the overall picture - men uanset konklusionen, og hvor enig eller uenig man end måtte være, kan forløbet være overordentlig interessant i hænderne på en dygtig manuskriptforfatter og instruktør.

En kombination af Robinson Crusoe-temaer, civilisations-forfald og den store, mystiske Ø som levende kulisse, der nærmest fungerer som en selvstændig aktør, gennemtrænger første sæson af J.J. Abrams', Damon Lindelofs og Jeffrey Liebers TV-serie, Lost.

Øen er gud og djævel, natur og kultur, skæbne og vilje i denne bemærkelsesværdige fortælling om en gruppe overlevende fra et dramatisk flystyrt, der må sande, at der ikke er udsigt til nogen redning foreløbig, og som gradvist bliver skræmt og mystificeret af den hemmelighedsfulde ø.

Under disse forhold lykkes det seriens skabere og manuskriptforfattere at udforske en række meget forskellige karakterer, men også at anskueliggøre det komplekse samspil af had og kærlighed på kryds og tværs af de famlende bestræbelser på at få gruppen til at fungere som en helhed og enhed. En kultur en miniature med Naturen som med- og modspiller - og med ukendte kræfter, der nådesløst kværner gennem skoven og kræver sine blodofre.

Den blanding af nysgerrighed og basalt overlevelsesinstinkt, der driver de mest dynamiske i gruppen til at aftvinge øen sine hemmeligheder, viser sig at være et tveægget sværd, og udforskningen resulterer i et bogstaveligt og psykologisk gravearbejde, der løbende udstiller nagende fortidsminder og chokerende undergangstrusler.

Er det hele blot et tilfældigt udslag af en frygtelig flyulykke, eller er de måske alle sammen endt her for a reason? Et skæbnebestemt sammentræf af livstråde, der krydser hinanden for at ende på en ø, hvis spilleregler opfindes eller påtvinges dag for dag, uge for uge - eller et grotesk, men nøje planlagt psykologisk puslespil?

Et eksperiment sat iscene af en institution eller organisation ved navn Dharma, som man ikke kan blive »stemt hjem« fra af sine medspillere, men hvor man skånselsløst risikerer døden, hver gang spredte puslespilsbrikker kommer for dagens lys? Svarene lader vente på sig, mens en kæde af effektfulde cliff-hangers sammenbinder afsnit efter afsnit.

En af de store styrker i seriens første sæson kan imidlertid gå hen og blive en lige så stor svaghed i anden. Spændingen har hængt på den uforudsigelighed, hvormed de psykologiske profiler såvel som mystikkens dramatiske kulisser har tvunget gruppen ud i ekstreme situationer - men der er grænser for, hvor længe mystikken både kan forblive uopklaret, troværdig og dragende.

Fortællingens effektivitet og dynamik står og falder i sidste ende også med, hvorvidt fortælleren formår at opbygge et tilstrækkelig konsistent univers. En fortælling kan være nok så urealistisk og absurd inden for sine egne rammer og stadig væk opretholde en høj grad af indre troværdighed - hvis den vel at mærke forbliver inden for sine egne rammer. Men skønt fiktionen sjældent behøver eksplicitere sådanne rammer, kan den ikke være dem foruden, for læseren eller beskueren har uundgåeligt en instinktiv idé om, at de er der - og skal være der.

Der er få grænser for, hvor opfindsomme og fantasifulde en histories præmisser kan være, så længe historien netop honorerer sine præmisser (hvad enten det sker eksplicit eller implicit). Mystik for »mystikkens skyld« kollapser lige så let som en frygtindgydende og nervepirrende, ukendt trussel falder til jorden, hvis den ikke er tilstrækkelig overbevisende, når den som følge af historiens logik må blive åbenbar.

Efter første sæson blafrer talrige spørgsmål i vinden, og tågen har medvirket til at intensivere intrigerne og endevendt problemstillinger og personkonflikter (såvel som -løsninger) på medrivende vis. Men når tågen letter, og når »svarene« begynder at manifestere sig - og måske hyller nye spørgsmål ind i nye mysterier - skal det vise sig, om Lost også kan overleve sin anden sæson med samme styrke. Som antydet er det næppe en serie, man uden videre kan »droppe ind i«, uden at have fulgt med i de forudgående afsnit.

Takket være en lang række flash backs kommer vi vidt omkring den menneskelige tilværelse før og efter faldet (i mere end én forstand). De er jo bogstavelig talt faldet ned fra himlen og landet på denne mystiske ø, der på overfladen næsten er så eksotisk og fortryllende som Edens have, men også rummer overraskelser, som nærmere gør den til et helvede. Her mødes alle verdener så at sige, stumper af himlen er ramlet ned i form af fly, skibe lider skibbrud (sågar midt på øen), og under jorden lurer flere skæbnesvangre hemmeligheder.

Himmel og helved i ét. Måske er det tilfældigt, men det er ikke upassende, at det første afsnit begynder ligesom Den Guddommelige Komedie, hvor en panikslagen Dante har forvildet sig dybt ind i en mørk skov, inden han påbegynder sin helvedsfærd (der siden også skal føre ham til paradis). Tilsvarende møder vi hovedpersonen Jack Shephard (Matthew Fox), som fuldkommen desorienteret vågner skrækslagen op i junglen, før han får kæmpet sig ud til stranden og møder et inferno af smadrede flydele, chokerede overlevende, ild og røg.

Indtil videre hører Lost til blandt de mest tænksomme og perspektivrige TV-serier, som har formået at fastholde en elementær spænding og samtidig fordybe sig i relevante spørgsmål, der spænder fra »bløde« diskussioner om opdragelse, (køns)roller og parforhold over mere krævende fremstillinger af emner som terrorisme, tortur og diskrimination til tunge eksistentielle temaer af psykologisk og filosofisk karakter.

Udover et tankevækkende plot og medrivende karakter-profiler udmærker den første sæson sig ved at erodere fordomsfulde selvfølgeligheder og portrættere mennesker af vidt forskellig afstamning og støbning, hvis tilsyneladende inkompatible præferencer supplerer og kompletterer hinanden.

De nødstedte kommer fra en lang række lande og afspejler mennesket i sin kulturelle og individuelle forskellighed i det 21. århundredes globaliserede kontekst. Det er måske billedet af mennesket på kanten af en gammel og ny tid, der stadig slæber gamle misforståelser, skepsis og en slagskygge af overleveret og overdreven mistro med i sin kulturhistoriske bagage, men som også peger fremad. For samtidig rummer og begrunder fortællingen håbet om, at vores forskellighed er den afgørende styrke, der kan blomstre under vanskelige vilkår, mens vi trægt, men vedholdende skaber nye forståelsesstrukturer og bygger kulturbærende relationer til en ny tid.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

16.01.2006 | Västeuropas mest fördomsfulla

I en leder i det svenske dagblad, Aftonbladet fastslog Olle Svenning i går, at Danmark er »Västeuropas mest fördomsfulla, bigotta och inskränkta nation« og henviser bl.a. til de 12 danske forfatteres kritiske erklæring om fremmedhadet, Det er på tide, vi siger fra, og til en EU-rapport, der beskriver Danmark som fuld af »vittomfattande islamofobiska och främlingsfientliga attityder«.

Jyllands-Posten har vendt satiren på hovedet og valgt den enklest mulige »satire« og de letteste ofre ved at gå efter et trængt mindretal, skriver Svenning og påpeger, at »satir värd namnet ska utmana makten, riva omkull det etablerade, grimasera åt överheten«.

Danmark er »inpyrt av islamofobi«, og kritikken adresseres ikke mindst Bertel Haarder, Pia Kjærsgaard og Søren Krarup:

Olle Svennings leder i Aftonbladet, »Danska samhället är inpyrt av islamofobi« skal nok få danske nationalister til at se rødt over broderlandet. Vi andre kan glæde os over, at der heldigvis er internationale røster, som med tilbagevendende præcision udstiller den sump af fremmedhad, der desværre trives som norm i den politiske debat i Danmark.

Rune Engelbreth Larsen

---

16.01.2006 | Ali Baba og Louise Frevert

Politiadvokat Michael Jørgensen er gået direkte i rette med de politikere, som har tilladt sig at politianmelde Louise Frevert: »Jeg synes, det er betænkeligt at drage politiet ind i billedet i en valgkamp.« (Politiken, 7.1.). Der er tale om »misbrug« af politiet, hævder han. Er dét virkelig, hvad politiadvokaten har fået ud af hele denne affære? En affære, der tager udgangspunkt i årtiers værste racistiske propaganda inden for det etablerede politiske liv herhjemme?

Min seneste klumme i Politiken (14.1.) rejser problematikken om Michael Jørgensens upartiskhed: Politiadvokat devaluerer racismeparagraffen.

Rune Engelbreth Larsen

---

10.01.2006 | Landsforrædere og erobrere

Flere propagandistiske generaliseringer af Mogens Camre, Pia Kjærsgaard og Martin Henriksen er tilføjet den dokumentariske oversigt over anti-islamiske og indvandrerfjendtlige citater (tak til Paw Hedegaard Amdisen og Pernille Schmidt).

Rune Engelbreth Larsen

---

09.01.2006 | Jacob Holdt om Camretonen

I en bemærkelsesværdig kommentar fra dagens Politiken opfordrer Jacob Holdt til kammertonen frem for Camretonen i indvandrerdebatten. Han konkluderer afslutningsvist:

Indlægget er så rigt på væsentlige pointer, at selv om Politiken unægtelig har en pæn stor læserskare, burde det ganske enkelt hustandsomdeles.

Alternativet hertil er distribution gennem internettet, pr. email og på hjemmesider osv., hvorfor jeg har tilladt mig at udsende det som pressemeddelelse til diverse kontakter og nyhedsbrevs-abonnenter.

Alle være opfordret til det samme - hele indlægget findes bl.a. online her: Må vi så få kammertonen i stedet for Camretonen.

Send videre - og besøg Jacob Holdts omfangsrige site, American Pictures.

Rune Engelbreth Larsen

---

09.01.2006 | Kjeld Holm vs. Jens Rohde

Jens Rohde har meldt sig ud af folkekirken i protest mod Præsteinitiativet, hvor efterhånden over 250 præster har protesteret mod regeringens flygtningepolitik, og ydermere har han taget den konsekvens, at han nu går ind for en adskillelse af stat og kirke. Rohde mener, at folkekirken bliver politisk, når præsterne kritiserer regeringen uden biskoppernes indblanding.

Det har forarget kirkeminister Bertel Haarder, at Rohde bryder partilinjen på dette punkt, og det har forarget Rohdes evige rival i Venstre, Søren Pind - men både Haarder og Pind skynder sig naturligvis at bifalde Rohdes kritik af præsterne, lige så meget som de tager afstand fra hans udmeldelse.

I TV-Avisen i lørdags (7.1.), kl. 18.30, blev Rohde så konfronteret med en veloplagt biskop fra Århus, højrefløjens yndlings-hadeobjekt, Kjeld Holm, der leverede følgende svada, som fortjener at blive husket:

Biskop Holm understregede, at Præsteinitiativet handler om etik, ikke om politik, og at det desuden er påfaldende, så mange politiserende højrefløjs-præster, der ikke har fået Rohde til at melde sig ud af folkekirken.

Til Rohdes forsvar skal det siges, at han ikke har holdt sig tilbage med at kritisere også andre præster. I oktober 2003 protesterede han mod, at den indremissionske præst, Thomas Kristensen skulle holde prædiken i Christiansborg Slotskirke under Folketingets åbning, og i 2004 støttede han statsminister Anders Fogh Rasmussens opbakning til homoseksuelle vielser i kirken.

Præmisserne for udmeldelsen er imidlertid skæve. Det er utænkeligt, at en sognepræst ikke skulle blande politik og religion - utallige problemstillinger vil uundgåeligt være overlappende - men ingen kan »tegne« folkekirken, hverken abortmodstandere eller modstandere af regeringens flygtningepolitik. Derved bliver Rohdes udmeldelse i virkeligheden først og fremmest en protest imod, at sognepræster ikke underlægger sig en selvcensur, som skal frede regeringen - og derved er det snarere Rohde end sognepræsterne, som blander religion og politik på problematisk vis.

Der er mange og vigtige, principielle grunde til at adskille kirke og stat i mine øjne - men de inkluderer ikke individuelle sognepræsteres holdninger (eller ytringer) til regeringen, hvad enten den så er positiv eller negativ. Som Søren Kierkegaard fra et kristent synspunkt har gjort gældende, er det slet og ret uforeneligt med kristendommen at stå i et så intimt forhold til staten - men det er der naturligvis andre kristne, som har en anden holdning til.

Men en adskillelse af kirke og stat er i sidste ende forudsætningen for reel religionsfrihed, som jeg bl.a. har argumenteret for i artiklen Adskil kirke og stat.

Og trods kirkens særstilling er medlemstallet faldende. For tyve år siden var over 90 procent medlem af den danske folkekirke, i dag nærmer tallet sig 80 procent - i hovedstaden er det under 70 procent.

Rune Engelbreth Larsen

---

08.01.2006 | Propaganda-Camre

Politiken bringer i dag en let forkortet version af min kommentar, Camre og den generaliserede nedværdigelse - en replik til Camres opsigtsvækkende påstand i samme avis den 5. januar: »Kritikken mod Dansk Folkeparti er helt uberettiget. Vi taler ikke nedsættende, og vi generaliserer ikke ...«.

Endvidere er tilføjet et citat af Ole Hyltoft til den dokumentariske oversigt over anti-islamiske og indvandrerfjendtlige citater.

Rune Engelbreth Larsen

---

06.01.2006 | Skandale ikke at sigte Frevert

OPDATERING: Statsadvokaten har besluttet ikke at sigte Louise Frevert for overtrædelse af racismeparagraffen i forbindelse med de omstridte artikler fra hendes hjemmeside, der kom i pressens søgelys i slutningen af september 2005. Afgørelsen (som den refereres af Ritzau i dag) hviler på helt fejlagtige forudsætninger, hvorfor den da også vil blive anket til rigsadvokaten - læs undertegnedes pressemeddelelse om afgørelsen her.

I øvrigt er tilføjet endnu et dæmoniserende citat af pastor emeritus John W. Hørbo til den fortløbende, dokumentariske oversigt over anti-islamiske og indvandrerfjendtlige citater.

Rune Engelbreth Larsen

---

05.01.2006 | Religionshad, islam-kritik og Tariq Ali

Egon Clausen, den nu afgåede redaktør af flere P1-programmer (bl.a. »Læst og Påtalt« og »Dagens Spids«) tog i en tankevækkende kronik i Jyllands-Posten i går fat i den politiske religionskritik, som i dag fortrinsvis lyder fra borgerlig side imod islam, og som tidligere især lød fra kulturradikale og socialistiske kredse imod kristendommen.

Han påpeger, at noget af det, der karakteriserede de kulturradikale i deres storhedstid, var en »afgrundsdyb foragt for religion som livstydning«, hvor det religiøse blev betragtet som »en slags ondartet sygdom«. Clausen skriver bl.a.:

Clausens aktuelle pointe er imidlertid, at denne blanke afvisning af religion har holdt »flyttedag« og nu især trives på højrefløjen. Her har man brug for den (også blandt Tidehvervs-folkene Krarup og Langballe, der - vil jeg ikke undlade at indskyde - ellers skyr Georg Brandes som det store dyr i åbenbaringen), fordi den er et behændigt værktøj i en snæver vending.

Det er naturligvis fuldt ud legitimt at levere en almen religionskritik, eller at kritisere islam eller kristendommen som specifikke religioner, men dels bliver det hyklerisk, når højrefløjen anvender en almen religionskritisk tilgang til at lægge islam for had, mens man holder hånden over kristendommen, dels er det altid problematisk at tale om islam eller kristendom (eller de fleste andre religioner) som sådan uden helt klart at specificere, hvad det er for en kristendom (eksempelvis), der er på tale.

En sondring, man ofte - jeg selv inklusive - udelader i kampens hede.

Tendensen til at gøre religion i sig selv til noget mistænkeligt og naivt, er imidlertid ikke flyttet helt »hjemmefra«, men findes fortsat på venstrefløjen blandt de mere ideologiske frontkæmpere.

Det gælder f.eks. en af de store navne blandt moderne socialister, forfatteren Tariq Ali, der i The Clash of Fundamentalisms (2002) leverer en analyse af »Crusades, Jihads and Modernity«, som bl.a. kritiserer fundamentalistiske træk både i den amerikanske og den islamiske position i det globale konfliktscenario.

Berømt, morsom forside på Tariq Alis 'The Clash of Fundamentalisms'

Hele hans udgangspunkt er reduktionistisk og blottet for selv en minimal tiltro til den religiøses selvforståelse:

»Judaism, Christianity and Islam all began as versions of what we would today call political movements. The politics and culture of the period necessitated the creation of credible belief-systems to resist imperial oppression, to unite a disparate people or both. If we look at early Islam in this light, its history poses few mysteries. Its Prophet appears as a visionary political leader, its triumphs as a vindication of his action programme.«

Snip snap snude, så er dét forklaret, så vi allesammen kan forstå det, ikke sandt?!

Verdensreligioner som jødedom, kristendom og islam er sådan-set-bare-politiske-bevægelser, som imidlertid i deres kontekst måtte-ty-til-trossystemer for at forene et folkeslag ...

Sagen er, at religiøsitet har været 99 procent af menneskehedens udgangspunkt i 99 procent af verdenshistorien - men rationalet bag og oprindelsen til tre af de seneste årtusinders verdensreligioner skal altså ifølge Tariq Ali blot forklares og forstås i lyset af noget så historisk »nyt« som moderne politiske bevægelser?

Hvad skal vi med titusindvis og atter titusindvis af religiøse kildeskrifter, myter, templer, helligsteder osv. osv. verden over, hele verdenshistorien igennem, og hvad skal vi med religionshistorikere til at undersøge det - det er jo bare lige at kigge på Socialdemokratiet eller Venstre, og så véd vi, hvad dét er for fænomener, og så kan vi selvsagt uden videre forklare rationale og motivation?

Nej, hvor lidt eller meget man end bryder sig om religion og religiøsitet, er det fænomener, som må aftvinge betydelig større seriøsitet og reflektion end en omgang banal lommefilosofi af Tariq Alis skuffe (hans øvrige skriveriers kvaliteter ufortalte).

Og hvor lidt eller meget vi bryder os om den og den specifikke religion, er det ikke gjort med de vilde generaliseringer og letkøbte politiseringer, som vi ser i dagens debat, hvor nuanceforladtheden primært rammer muslimer.

Egon Clausens kronik i gårsdagens Jyllands-Posten er informativ og vigtig, fordi den flytter fokus fra selv samme nuanceforladthed og graver spadestikket dybere ved at opfordre den almene religionskritik til i det mindste at besinde sig på, om emnet, der er genstand for kritik, overhovedet er tilstrækkeligt nuanceret, endsige forstået.

Udsigterne til, at (eller om) debatten følger op på disse principielle overvejelser og fører til en tværpolitisk selvransagelse i forhold til diskussionen om religiøst betingede problemstillinger, er dog næppe lyse i det eksisterende politiske klima.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

03.01.2006 | Filmanmeldelse: 'Arven'

Per Flys Arven (2003) handler om en mand, der er så tynget af sin arvs og families forventningspres i form af fastlagte strukturer og normer, at end ikke hans kærligheds længsler kan løsrive ham fra tilværelsens forudlagte spor, som han dybest set hverken ønsker eller bifalder. En anmeldelse af Arven, anden del af Flys filmtrilogi, er tilføjet Filmsektionen på Humanisme.dk.

Rune Engelbreth Larsen

---

03.01.2006 | Omsiggribende protester mod DF

Det har været en anstrengende afslutning på 2005 for Dansk Folkeparti, begyndende med Frevert-sagens kaotiske forløb i slutningen af september og begyndelsen af oktober samt det første landspolitiske nederlag i partiets historie til kommunalvalget i november (hvis man korrigerer tallene for det faktum, at Dansk Folkeparti stillede op i langt flere kommuner i 2005, gik partiet faktisk en smule tilbage og fik kun 5,9% af stemmerne mod 6,1% i 2001).

Og i løbet af december protesterer så en række præster, forfattere, ex-diplomater og læger i fortløbende initiativer mod Dansk Folkeparti.

Den 14. december offentliggøres initiativet »Stadig ingen plads i herberget« fra sognepræst Helle Myken Christensen, Bodil Hindsholm Hansen og Knud Erik Lægsgaard, der protesterer mod den uanstændige behandling, som flygtninge udsættes for i Danmark:

Inden en uge har ca. 200 præster tilsluttet sig det, der er blevet kendt som »Præsteinitiativet 2005/06«.

Den 15. december offentliggøres 12 forfatteres protest, Det er på tide vi siger fra, hvor Stig Dalager, Carsten Jensen og Benny Andersen m.fl. tager bladet fra munden og bl.a. skriver:

Politiken lægger spalteplads til og bemærker i lederen den 15.12.: »Det er i tiden usædvanligt, at populære forfattere går sammen og tager så klart samfundspolitisk stiling. De tøver ikke med at hæfte ansvaret for den sørgelige udvikling på regeringen, Dansk Folkeparti og dele af medierne. Man må desværre sige, at det er på høje tid.« Det må man sige ja til - begge dele.

Den 20. december protesterer 22 tidligere topdiplomater i et opsigtsvækkende åbent brev til statsministeren, hvor de bl.a. skriver:

Den 21. december vælger 263 forfattere fra Dansk Forfatterforening at bakke op om initiativet fra Stig Dalager & Co.

Den 30. december er det 250 danske læger, som siger fra i en offentliggjort erklæring i Information, hvor man tager afstand fra »den fjendtlige holdning og behandling af indvandrere og flygtninge i Danmark«, som »går ud over deres helbred, fysisk og psykisk«.

I erklæringen, som dagen efter er støttet af 425 læger, hedder det bl.a.:

Hvordan reagerer Dansk Folkeparti & Co.?

Pia Kjærsgaard er rasende på forfatterne. Hun advarer i sit ugebrev den 19. december mod franske tilstande: »Jeg tror, at franske tilstande vil komme til Danmark, hvis vi ikke debatterer frit, og hvis vi bliver lullet ind i troen på, at Danmark og danskerne skal finde sig i hvad som helst i multikulturens hellige navn.«

Søren Krarup er rasende på præsterne: »De ved ikke, hvad kristendom er. De tror, det er deres opgave at føre politik eller drive gerningsretfærdighed fra prædikestolen,« siger han til Politiken den 22. december og opfordrer ligefrem biskopperne til at gribe ind.

Lars Hedegaard er rasende på kritikerne af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og skriver den 23. december: »Den dag, imamerne og lederne af de islamiske organisationer får sat hensynet til deres 'sårede følelser' over ytringsfriheden, vil det være slut med den. Så må pressen gå under jorden, som vi sidst oplevede under den tyske besættelse.«

Hedegaard må ty til samme retorik som Den Danske Forening. Igen.

Lad dem rase - for en gangs skyld er der lidt grund til at grine: Den danske presse er åbenbart i dag lige så truet af protesterne og muslimerne som den var det af nazisterne under besættelsestiden - den risikerer at må gå under jorden ... Sandelig en realistisk og nøgtern vurdering fra Jyllands-Postens sponsorerede hof-agitator.

Lad dem rase - og lad os andre håbe, at 2005 går over i historien som året, hvor det vendte. Året, hvor Dansk Folkepartis ti-årige immunitet over for kritik slog revner og på afgørende vis fik folk med humanistisk sindelag til at gøre deres stilling op og offentligt sige fra.

Rune Engelbreth Larsen
> Indlæggets permalink

---

02.01.2006 | Statsministerens tamme nytårstale

I sin nytårstale sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen bl.a.: »Lad mig sige det klart: Jeg fordømmer enhver udtalelse, handling eller tilkendegivelse, som forsøger at dæmonisere grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund.«

Ikke alene turde han ikke sætte adresse på og nævne Dansk Folkeparti direkte, han bagatelliserede endog udbredelsen af denne dæmonisering: »Heldigvis er tonen i den danske debat både ordentlig og redelig. Der har været enkelte eksempler på utilladeligt krænkende ytringer.«

Fyens Stiftstidende bad undertegnede om en kommentar til nytårstalen, som er i dagens avis:

De nævnte citater er samlet i den dokumentariske oversigt over anti-islamiske og indvandrerfjendtlige citater.

Statsministeren er næsten lige så bevidst blind for debatten som Dansk Folkepartis Louise Frevert og Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen:

Louise Frevert: »Hvor er det nu lige, at vi som danskere har hånet islam? (...) Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har hørt én eneste hånlig bemærkning om islam ...« (JP København, 8.12.2004).

Henrik Sass Larsen: »Generelt synes jeg ikke, at [indvandrer]debatten herhjemme går ved siden af. Jeg mener sådan set, at den er fair og direkte.« (Berlingske Tidende, 18.12.2005).

Ak ja - det kræver Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne at overgå statsministeren i bagatellisering af den hånlige og dæmoniserende tone, der er så udbredt blandt antimuslimer i indvandrerdebatten.

Rune Engelbreth Larsen

---

01.01.2006 | Godt nytår 2006

2006 er hundredåret for afslutningen på Dreyfus-affæren i Frankrig i 1906, hvor den jødiske officer, Alfred Dreyfus blev renset efter en korrupt dom for landsforrædderi i 1899 - en sag, som afdækkede antisemitismens vide udbredelse i det franske samfund.

Det er endvidere hundredåret for Becketts fødsel, tohundredåret for Stuart Mills fødsel og 250-året for Mozarts fødsel.

Det er femhundredåret for Leonardo da Vincis færdiggørelse af Mona Lisa og femhundredåret for Christopher Columbus' død, og det er tusindåret for opdagelsen af den største supernova, som nogen sinde er registreret.

Gad vide, hvor lidt eller meget 2006 vil blive husket for om 100, 250, 500 eller tusind år? Det må vi nok vente ikke blot til udgangen af året, men til andre århundreder for at finde ud af.

Indtil da har lidt også ret - Humanisme.dk runder i 2006 sit fem-års jubilæum. 2006 er desuden året, hvor både Translatio musarum og Renæssancen og humanismens rødder udkommer, henholdsvis på Forlaget Fahrenheit og Aarhus Universitetsforlag - om alt går vel. Og der er andre bøger og projekter i støbeskeen for indeværende år.

Året er i øvrigt officielt »Renæssanceår« i Danmark, hvor en lang række institutioner, enkeltpersoner og organisationer sætter særlig fokus på renæssancen - det samme gælder begge de nævnte udgivelser (skønt jeg ikke var klar over dette belejlige sammentræf, da jeg påbegyndte renæssancebogen, tidligt i sommeren 2004).

Godt renæssancenytår til alle! Må det blive et eventyrligt og væsentligt mere humanistisk år end det forgangne.

Rune Engelbreth Larsen

---

01.01.2006 | Januar måneds anbefalinger

Traditionen tro udvælger jeg hver måned en lille håndfuld artikler m.m. som månedens anbefalinger på Humanisme.dk samt månedens (eksterne) link:

Januar måneds digt: »Amor Rex« af Christian Winther; månedens citater af Heinrich Cornelius Agrippa von Nettesheim; månedens kunstværk: »Josef i Egypten« af Jacopo Pontormo; månedens filmanbefaling: Cast Away. Månedens artikel fra arkivet: »Dommedag«. Månedens eksterne link: Christoffer Gertz Bechs blog, Cegebe - skriveriet.

BESØGSSTATISTIK DECEMBER: 11.520 besøgende iflg. Chart, 13.552 besøgende iflg. Extreme Tracking. Statistik for alle årets måneder (2005) her.

Rune Engelbreth Larsen

---