Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Karikaturkrisen

Valdemarsdag, Dannebrog og Karikaturkrisen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

[Reaktioner og svar på kritik i forbindelse med bogen Karikaturkrisen af Rune Engelbreth Larsen og Tøger Seidenfaden:]

Det er i dag Valdemars dag, hvor Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219. Flaget vendte krigslykken for den danske Valdemar Sejr, der var på korstog for at omvende esterne. Dannebrogs oprindelseshistorie hævdes dog også at hidrøre fra vikingernes Dannebroge, en rød fane med en sort ravn (Odins symbol, der siden blev udskiftet med kristendommens hvide kors).

Måske ikke helt ved siden af netop på denne dag at udgive Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar, der omhandler en krise, der mere end nogen anden formåede at sætte Dannebrog og Danmark på den globale dagsorden.

Allerede i går kommenterede Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, og en række politikere bogen i Information:

Peter Skaarup, Dansk Folkeparti:
Jeg undrer mig meget over parløbet mellem Engelbreth og Tøger Seidenfaden. Umiddelbart kan jeg godt forestille mig Engelbreth finde frem til sådanne konklusioner, men Tøger har jeg ellers altid haft stor respekt for i forhold til hans skarpe politiske analyse. Jeg synes imidlertid ikke, den her undersøgelse bygger på noget, der på nogen måde kan siges at være skarpt.

Jens Rohde, Venstre:
Jeg vil vove den påstand, at jeg har flere dokumenter, end Tøger har, og jeg er kommet til den modsatte konklusion. Sådan er politik. Muhammed-sagen er ikke noget, man bare sådan kan lave en videnskabelig undersøgelse af, for det handler om holdninger.

Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti:
Jeg synes, det er flot, at de har kastet sig ud i det her. Men selvfølgelig er de to herer ikke objektive i deres skæringer og deres udvælgelse af materiale.

Carsten Juste, Jyllands-Posten:
Jamen, Tøger Seidenfaden opfatter i dag sig selv som leder af oppositionen, og det er jo heller ikke særlig svært at indtage den position, for vi har ikke rigtigt i dag en politisk opposition længere. Jeg undrer mig også meget over, at Tøger Seidenfaden, som er leder af det, der skal forestille at være en uafhængig avis, slår sig sammen med en politiker som Rune Engelbreth Larsen. Det forekommer mig at være meget betænkeligt.

Nu har jeg egentlig aldrig opfattet mig selv som politiker, heller ikke da jeg var formand og folketingskandidat for Minoritetspartiet - det er en term, jeg nok vil forbeholde professionelle og valgte repræsentanter - men det kan der selvfølgelig være andre holdninger til. Men eftersom jeg trak mig som formand for Minoritetspartiet umiddelbart efter valget den 8. februar 2005, og da jeg i dag heller ikke er medlem af partiets hovedbestyrelse, er det i alle tilfælde en misvisende beskrivelse.

Og at Seidenfaden skulle opfatte sig som »leder af oppositionen« (som godt nok kunne bruge sådan en), kan jeg ikke forestille mig - men det er han rent faktisk blevet kaldt, og det er derfor, at det på bogens flap bl.a. nævnes: »Politiken har haft særligt fokus på regeringens krisehåndtering, og Tøger Seidenfaden er både af kritikere og tilhængere blevet karakteriseret som 'oppositionens egentlige leder'.«

Mere ligger der sådan set ikke i dét.

Modtagelsen af bogen blandt anmelderne på de større aviser i dag er gennemgående kritisk, til tider fjendtlig, om end anerkendende ord også falder af, f.eks.:

Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen (skriver i Politiken):
'Karikaturkrisen' er en grundig, argumenteret gennemgang af hele affæren om Muhammed, Jyllands-Posten, imamerne, ambassadørerne - og regeringen.

Bent Winther, Information:
Seidenfaden og Engelbreth Larsen har uden tvivl ret i mange af deres konklusioner.

Per Storm Madsen, Fyens Stiftstidende:
Bogen fra Seidenfaden og Engelbreth er et partsindlæg. Men bestemt et vægtigt ét af slagsen.

Ekstra Bladet og B.T., der har været særdeles aktive medie-aktører på Jyllands-Postens, regeringens og Dansk Folkepartis side under det meste af krisen, har ikke anmeldt bogen, men dagens tv-anmelder i Ekstra Bladet, sognepræst Flemming Pless, kommenterer dog Meyerheims interview med Tøger Seidenfaden og undertegnede i gårsdagens morgen tv på TV2:

Chefredaktør Tøger Seidenfaden og idehistoriker Rune Engelbreth har begået en bog om karikaturkrisen. Det fortalte de om i 'Go'morgen Danmark'. Det fik mig til at tænke på, at det politisk korrekte i Danmark er at sige, at islam er noget lort og alene ledes af en hemmelig alliance af blodtørstige imamer kloden rundt med ét i sinde: at få os alle til at gå med burka og bede fem gange hver dag til Allah.

Og når vi nu alle har den opfattelse, så er det ikke så svært at få malet sig selv op i et hjørne, som det skete for nogle måneder siden, og erklære, at lille Dannevang var og er under belejring af onde fundamentalistiske kræfter.

Det var og er slet ikke svært at overse tingenes tilstand, nationens tilstand og helt overse det faktum, at ét er håndteringen af krisen, og noget andet er den politiske gevinst for dem, der lever stort på at få krisen til at fylde meget som muligt. (...)

Så er de hidtidige positive tilkendegivelser vist også udtømt.

Der er mange, som gerne vil undgå, at bogen bliver opfattet som dét, den er - nemlig den hidtil uden sammenligning grundigste og mest gennemdokumenterede fremstilling og analyse af hele sagsforløbet, dets baggrund og konsekvenser.

Det er en gennemgående indvending i reaktionerne på bogen, at den skulle være et »partsindlæg« og derfor ikke også kan være en troværdig »undersøgelse«, men det er forbavsende, hvor substansløs kritikken rent faktisk er.

Ingen dokumenterede alternative årsagsforklaringer, som imødegår vores fremstilling; intet argument for, hvori vores læsning af adskillige tusind avisartikler og sagsakter går fejl, intet eksempel på, hvori vores dokumentation af de danske muslimers delegationers forsvindende betydning for sagens eskalering er i modstrid med fakta - men det er jo et »partsindlæg«, hævdes det, og derfor er konklusionerne givet på forhånd, som Claes Kastholm påstår i Berlingske Tidende.

Hans Hauge illustrerer paradokset bag denne indvending på ufrivilligt komisk vis i sin anmeldelse i Jyllands-Posten, der om noget er et partsindlæg, al den stund, at han er én af de debattører, hvis udfald under sagen, vi kritiserer i skarpe vendinger - man sætter altså den angrebne part til at »anmelde« bogen, og han tordner mod, at den er et »partsindlæg« ...

Hauges indlæg er dermed naturligvis ikke så meget en anmeldelse, som den er en replik, hvori han overgår selv Bertel Haarder (i DR2 Deadline den 13.6.) i sin misrepræsenterende fremstilling af bogens indhold. Det, der i Hauges fremstilling, skulle beskrive vore pointer og synspunkter, er stort set fra ende til anden rent vrøvl.

Tilmed har boganmeldelsen fået overskriften: »Ikke et ord om ytringsfrihed«. Til trods for at problemstillingerne relateret til ytringsfriheden naturligvis løbende behandles hele vores bog igennem, og at vi derudover desuden går i dybden med dette specifikke emne i to af kapitlerne.

I TV2s Morgen TV i går og i et radiointerview i dagens P1 Morgen lød det tilbagevendende spørgsmål, om ikke bogen bare indeholder de standpunkter, som man har været bekendt med i forvejen fra Seidenfadens og undertegnedes side - underforstået, at vi ikke har foretaget en undersøgelse, men blot bekræftet vores egne standpunkter.

Sagen er imidlertid den, at bortset fra stillingtagen til rimeligheden i at bringe Muhammed-karikaturerne og hensigten hermed, har hverken Seidenfaden eller jeg taget nævneværdigt del i debatten om denne sag før i februar 2006 og i de følgende måneder - altså første over fire måneder efter tegningernes offentligørelse - den væsentligtste deltagelse i debatten har således fundet sted sideløbende med, at vi har skrevet bogen.

Det er med andre ord snarere processen med at skrive bogen, der har ført til de analyser, vi har fremlagt i debatten, end de analyser vi har fremlagt i debatten, der har ført til bogen.

Ligesom alle andre har vi f.eks. begge - i det mindste undertegnede - været underlagt en del af den udbredte konsensus, især i forhold til de danske imamers rolle, da Ekstra Bladet i begyndelsen af januar »afslørede« det, de kaldte imamernes »foto-fup«. Her hævdedes det, at de danske muslimer på deres rejser i Mellemøsten påstod, at det berømte billede af en fransk vinbonde, der var klædt ud til en grisefestival, skulle fremstille Muhammed som en gris, og at de havde fremlagt det som et offentligtgjort smædebillede fra Danmark. I Mellemøsten kunne man med andre ord få det fejlagtige indtryk, at det sågar var en af Jyllands-Postens karikaturer.

Ved siden af den danske forsker, Hannah Ziadeh, som har bragt eksempler på overdrivelser og fordrejninger af sagen i den egyptiske presse, har ingen enkeltstående begivenhed vel medvirket til at skabe indtryk af, at danske imamer simpelthen skabte det ramaskrig, som eksploderede i ambassadebrand og hysteri i slutningen af januar og nogle uger ind i februar.

Det er imidlertid først under arbejdet med bogen (som følge af en grundig gennemgang af delegationernes materiale samt journalisters interviews med de nøglepersoner, som delegationerne mødtes med i Mellemøsten), at vi har kunnet konstatere, at Ekstra Bladets historie er et falsum, og at delegationerne var en lillebitte brik i det store spil. Hvilket altsammen gennemgåes og dokumenteres i minutiøs detaje i bogen.

Pointen er altså den, at det ikke var de forhadte imamer (hvis udtalelser og gerninger vi i mange tilfælde tager skarpt afstand fra), som er skyld i krisen eller dens eskalering - snarere tværtimod!

Dét er uhyggeligt, og det er der mange, som ikke bryder sig om at høre - for kunne det virkelig være danske politikere, som bar hovedansvaret, danske medier, som har sovet i timen, danskere som i stigende grad har affundet sig med normaliseringen af en propagandistisk retorik, som i intet andet vestligt land har tilnærmelsesvis samme udbredelse?

I værste fald afvises dette uden ræsonnement, i bedste fald henvises til Ziadehs opsigtsvækkende citater fra den egyptiske presse i december 2005, hvor han påviser flere tilfælde på fejl og misinformationer, og som er skrevet netop i kølvandet på delegationernes rejse til Egypten.

Men når f.eks. Kristeligt Dagblads redaktør, Erik Bjerager trækker Ziadehs nylige kronik herom frem til forsvar for ansvarsplaceringen hos imamerne, er der imidlertid ingen, som siger »partsindlæg«, skønt Ziadeh har meget i klemme i forhold til sin aktive rolle som den, der netop selv har leveret skytset til at dømme imamerne.

Endvidere glemmer man gerne behændigt, 1) at sagen har over to måneders intensivt eskalerende forløb forud for delegationernes rejse i december, som vi redegør for i vores kronik i Jyllands-Posten i dag; 2) at krisen ikke eksploderer i Egypten i midten december i forbindelse med de egyptiske mediers dækning, men først i Saudi-Arabien i slutningen af januar; 3) at der ikke er nogen af de nøglepersoner, som delegationerne traf i Mellemøsten, der tillægger de danske muslimers rejse betydning; 4) at delegationen i Egypten i december afviste et »tilbud« om en fatwa fra Egyptens stormufti, der ellers ville have udløst en handelsboykot; 5) at der ikke er nogen videre misinformation i delegationernes materiale - for blot at nævne nogle af de aspekter, vi undersøger og fremhæver i denne specifikke forbindelse i et af bogens kapitler.

Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar er én af 6-7 bøger om krisen, der allerede er udkommet, og der vil utvivlsomt følge mange flere i dette og de kommende år.

Vores bog er (efter min opfattelse) oppe imod en mur af modvilje, fordi en række lette »sandheder« er blevet cementeret, bl.a. om imamernes skyld i krisens udbrud og eskalering. Dette slag er på kort sigt tabt - mange vil desværre sidde tilbage med denne rare bortforklaring og disse bekvemme syndebukke i årevis, uafhængigt af enhver dokumentation af det modsatte. Men i de kommende år vil titusinder af gymnasieelever, seminariestuderende, universitetsstuderende og mange andre almindeligt og fagligt interesserede utvivlsomt fordybe sig i hele eller dele af denne sag i utallige artikler, opgaver og specialer.

Jeg tillader mig optimistisk at tro, at ingen eller meget få af disse kommer uden om vores bog i den sammenhæng - og jeg tillader mig indbildsk at mene, at der på nuværende tidspunkt ikke eksisterer nogen fremstilling, som i tilnærmelsesvis samme grad er baseret på veldokumenterede kendsgerninger og omhyggelige detailstudier.

Derfor er vore konklusioner naturligvis ikke objektivt givet ud fra de kendsgerninger, som vi afdækker, men vi sandsynliggør dem med stort omhu - og derfor kan vi også tillade os at forvente samme omhu af andre grundlæggende fremstillinger af krisen, hvis de skal opnå samme eller større sandsynliggørelse.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 15.6.2006


NOTE: Dette indlæg er et af flere i debatten i kølvandet af bogen Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar af Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen. Læs fælles-indlæg af forfatterne i forbindelse med debatten om bogen og sagen:

> PRESSEMEDDELELSE: Karikaturkrisen
> WEEKENDAVISEN: JP gavner terror - replik til Hanna Ziadeh
> JYLLANDS-POSTEN: Hans Hauges partsindlæg
> INFORMATION: Muhammedtegninger
> KRISTELIGT DAGBLAD: Bekvemme syndebukke
> FYENS STIFTSTIDENDE: Undersøgelse/partsindlæg?
> RANDERS AMTSAVIS: Læs dokumentationen først
> WEEKENDAVISEN BØGER: Propaganda/ytringsfrihed?

APROPOS - kommentarer af REL:

> REL: Humanisme af værste skuffe?
> REL: Er alt »lige godt«?