Af Rune Engelbreth Larsen 
»Er selve Jorden et Fnug i Verdensaltet, hvad gør det da, at Danmark kun er et Fnug paa Jorden! Vi dyrker Landet med den Alvor og Andagt, som man nærer for sit Hjem. Og fremdeles: Dersom alt det Hellige er verdsligt, saa er til Gengæld det Verdslige helligt. At staa paa Naturens Grund er at staa paa hellig Grund. I Bønder! Jorden er os hellig. I Arbejdere! Arbejdet er os helligt. Selve Opdragerkaldet er et helligt Kald; thi Ungdommen er os hellig. Barndommen er os hellig. Vuggen er mere hellig end Alteret, og den er det, ligegyldigt om Barnet deri er ægte eller ej. Vort Syn gaar da dybere og er mere omfattende end Højskolernes. Men vi har kun gode Følelser for dem. Højskolernes Lysgud er Loke, der efter Grundtvigs Opfattelse var en nordisk Alf, hvis Navn betyder Lue. Lun og moderat, som han var, fik han Ry for Snedighed, stod sig godt med Freja; thi som Grundtvig siger: 'Snildheden er Damernes naturlige Medhjælper'; derfor stod Frejas Fjederham stadig til hans Tjeneste. Han saas ogsaa tidt i Fællig med Krigsguden Thor og gjorde mange Farter med ham. Vor Lysgud derimod er Prometheus, der stjal Ilden fra Himlen og bragte hele Menneskeheden Lys. Dog Frihed for Loke saa vel som for Prometheus! Frihed for nordisk Oplysning som for almenmenneskelig Kultur! Bønder, Arbejdere, Studenter! Det ny Aarhundrede er kommet. I det vil vi bygge det ny Danmark.«
Georg Brandes
Motto til 'Det nye højre i Danmark'
