Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det nye højre i Danmark | Kapitel 5

Socialdemokratiet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vi sikrer, at den illegale indvandring bliver stoppet, og at det koster noget at begå kriminalitet. Danskerne er ikke racister, men de er rasende over problemer, som ikke bliver løst ...

Ordene stammer ikke fra formanden for Dansk Folkeparti. De stammer fra formanden for Socialdemokratiet. Den trettende i rækken: Poul Nyrup Rasmussen.

Socialdemokratiet har på visse områder under Poul Nyrup Rasmussens ledelse i løbet af 1990erne og frem til i dag drastisk tilnærmet sig det nye højre inden for indvandrer- og flygtningepolitikken, som vi især skal se eksemplificeret i det følgende. Og selv om Socialdemokratiet er tilhænger af Danmarks integration i den europæiske unionsudvikling – i modsætning til de nationalkonservative, både Søren Krarup, den Danske Forening, Dansk Forum og Dansk Folkeparti, som er behandlet i de fire foregående kapitler – så spiller svævende begreber som »dansk kultur« og »danske værdier« en fremtrædende og stigende rolle i partiets selvforståelse såvel som i dets tilnærmelse til dele af højrefløjens retorik på området samt i partitoppens afvisning af et multikulturelt samfund siden slutningen af 1990erne.

Det følgende kapitel tager udgangspunkt i nogle af de forandringer, som det tyvende århundredes største danske parti har gennemløbet, og som kan være medvirkende til at karakterisere og forstå lidt af baggrunden for partiets udvikling frem til begyndelsen af det enogtyvende århundrede, hvor det nye højres agenda har sat sine afgørende spor på det gamle arbejderparti.

Socialdemokratiets »socialisme« formaliseres og afhændes

I juni 1876 vedtages Socialdemokratiets første program under partiets kongres på restauranten Gimle – siden kendt som »Gimle-programmet«.

Her hedder det indledningsvist: »For at befri Arbejderstanden for den Byrde, som bestandig ligger paa den, udfordres det, at Arbejdsmidlerne bliver fælles Ejendom og staar til Afbenyttelse for alle Medlemmer i Samfundet, saa at det rene Udbytte tilfalder Enhver og bliver uddelt paa en retfærdig Maade. Det maa være Arbejderklassens Værk at befri Arbejdet. Alle andre Klasser er lige overfor den kun en reaktionær Masse. Udgaaende fra disse Grundsætninger stræber det danske socialdemokratiske Arbejderparti ved alle lovlige Midler efter en fri Stat og et socialistisk Samfund.«

Programmet justeres i 1888, men først i 1913 ser et helt nyt principprogram dagens lys under Stauning. I overensstemmelse med det socialistiske fundament hedder det her om målet: »Produktionsmidlernes Overgang til Samfundsejendom.« Den socialdemokratiske socialisme er reformistisk, og parlamentarismen anses for at være det eneste middel til at erobre magten. Staunings program er det »sidste marxistisk formulerede principprogram«, skriver den forhenværende socialdemokratiske justitsminister, Erling Olsen, i sit skrift om Socialdemokratiets historie, 1871-1996, Den røde tråd.

Et halvt århundrede senere, da det tredje principprogram udfærdiges under Jens Otto Krag i 1961, ser Socialdemokratiet temmelig meget anderledes ud, og partiets version af socialismen er reduceret til formel tradition snarere end politisk strategi og mål. I dette principprogram betyder »socialisme« blot at »frigøre mennesket, sikre dets tryghed og give det mulighed for udvikling under ansvar for fællesskabet«. Partiet er på mange måder blevet ét med statsmagten og har dermed overtaget en række af borgerskabets standpunkter: Produktionsmidlerne skal f.eks. ikke længere lægges i hænderne på staten, kirken skal ikke længere adskilles fra staten, og monarkiet ikke længere afskaffes.

Det fjerde principprogram bliver til under Anker Jørgensens ledelse i 1977, men det afspejler til gengæld sine steder marxismens generelle opblomstring i 1970erne under og efter det såkaldte ungdomsoprør. I visse henseender bliver Socialdemokratiets afstand til socialismen således forkortet i forhold til Jens Otto Krags program.

1977-programmet er delvist planøkonomisk, og det hedder her om socialismen: »For Socialdemokratiet er socialisme konsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati.(...) Lønmodtagernes medejendomsret skal betyde en fremadskridende udjævning af den skæve formuefordeling og nedbrydning af private kapitalgruppers dominerende magtstilling.«

Nok er der langt til den socialisme, som Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne agiterer for på dette tidspunkt, men socialismen er med »lønmodtagernes medejendomsret« dog igen en mere reel del af partiets identitet.

Da Anker Jørgensens må gå af som statsminister i 1982, forestår partiets længste periode uden for regering siden 1924. Med Socialdemokratiets skæbne som oppositionsparti under 1980ernes sammenfald af en succesrig, konservativ yuppie-jubel og Østblokkens svækkelse og fald er det også kun et spørgsmål om tid, før partiets sidste socialistiske rester er passé.

Arbejdsprogrammet »På menneskets vilkår« fra 1988 gør for så vidt op med de planøkonomiske tendenser, og i 1989 overgiver Svend Auken sig til markedsøkonomien i bogen Det ny århundrede. I maj 1990 foreslår Mogens Lykketoft og Jytte Hilden i en kronik i Det Fri Aktuelt helt at fjerne begrebet »demokratisk socialisme« fra principprogrammet. Det lykkes dog ikke – men udmeldingen skal vise sig karakteristisk for partiets nye retning, selv om den socialdemokratiske socialisme formelt stadfæstes også i det seneste principprogram fra 1992: »Socialdemokratiets idégrundlag er den demokratiske socialisme. (...) Demokratisk socialisme er modstykket til enhver form for diktatur og til kapitalismens ulighed.«

I Socialdemokratiets »Arbejdsprogram, 1996-2000«, har man imidlertid taget den fulde konsekvens af partiets politiske udvikling, og »socialisme« er ikke nævnt med ét ord.

Alle disse – ofte taktisk begrundede – programmatiske justeringer i forhold til en temmelig formel »socialisme« er, som vi siden skal se, imidlertid af mindre betydning for Socialdemokratiets udvikling og højredrejning end den konkrete politik og de yderst markante udmeldinger, som kommer til udtryk fra skiftende, socialdemokratiske ministre i løbet af 1990erne.

Inden vi kommer dertil, skal vi dog tilbage til 1980erne og kaste et nærmere blik på, hvorledes rollen som oppositionsparti præger Socialdemokratiet og afslører sider, der er afgørende for en forståelse af partiets udvikling også i 1990erne og frem til i dag.

Interregnum

Da Anker Jørgensen går af som statsminister i 1982 uden at udskrive folketingsvalg, slår det Konservative Folkeparti til med Poul Schlüter i spidsen, og med en sjælden forståelse for det taktiske spil om midterpartiernes gunst, lykkes det Schlüter på statsministerposten at manøvrere sig igennem skiftende regeringer i mere end ti års politisk turbulens.

Frustrationen vokser år for år i Socialdemokratiet, der kun har forberedt sig på den sædvanlige kortvarige pause på oppositionsbænkene. Siden den første socialdemokratiske regering i 1924 har Socialdemokratiet uden sammenligning været det største parti i Danmark ved samtlige folketingsvalg – igennem 16 folketingsvalg over fyrre år, fra 1924 til 1966, ligger partiets gennemsnitlige stemmeprocent sågar over 40.

Partiet har reelt overtaget statsmagten og er små afbræk til trods stort set permanent i regering fra 1924 til 1982.

Det eneste regulære katastrofevalg i det tyvende århundrede er i 1973, hvor Socialdemokratiet oplever den laveste vælgertilslutning til et folketingsvalg siden »magtovertagelsen« i 1924, kun 25,6 procent stemmer på det gamle arbejderparti, mens det nye parti, Fremskridtspartiet stormer ind i Folketinget med hele 15,9 procent af stemmerne. Det er imidlertid et katastrofevalg for alle de etablerede partier, så såret lader sig trods alt hurtigt hele.

Er der noget parti i Danmark, der har sat sig på systemet igennem det tyvende århundrede, er det Socialdemokratiet, og det er ubestrideligt, at partiet bærer hovedansvaret for nationens udvikling igennem så godt som hele det forløbne århundrede.

Chokket over ikke at være ved magten i et helt tiår indtil begyndelsen af 1993, kan derfor næppe overdrives. Lasse Ellegaard skriver herom: »Hvor længe skulle der gå, inden socialdemokraterne kunne danne regering og således opfylde den funktion, der er enhver socialdemokrats inderste og eneste legitimering af det politiske arbejde: Fusionen med statsmagten. For den socialdemokratiske politiker er der ingen skelnen mellem parti og stat – og derfor er det socialdemokratiske mareridt naturligvis, at staten er adskilt fra partiet.« (I rosens favn, s. 145).

Tiden under Schlüter fører til store omvæltninger internt i Socialdemokratiet. Efter fire år som oppositionsparti presser Ritt Bjerregaard partiet til for første (og indtil videre eneste) gang at anbefale et nej til en folkeafstemning med relation til EF/EU, nemlig om den såkaldte EF-pakke i 1986. Socialdemokratiet må indkassere endnu et sviende valgnederlag som oppositionsparti, da 57 procent af vælgerne stemmer ja.

Heller ikke folketingsvalget i 1987 bringer partiet til regeringsmagten, og Anker Jørgensen må gå af som partiformand efter sit fjerde valgnederlag i træk (inkl. afstemningen om EF-pakken). På partiets ekstraordinære kongres i oktober 1987 vælges den nye ledelse: Formand Svend Auken, næstformand Poul Nyrup Rasmussen, næstformand Birte Weiss og gruppeformand Ritt Bjerregaard.

Med Svend Auken som formand vender Socialdemokratiets valglykke – om end fortjenesten nok snarere skyldes Schlüter-regeringen, der løber ind i stigende vanskeligheder med sine støttepartier og en omsiggribende Tamil-skandale.

Det første folketingsvalg med Svend Auken som partiformand kommer i 1988, men partiet går kun knebent frem fra 29,3 procent til 29,8 procent af stemmerne. I 1992 står Auken imidlertid i spidsen for en fremgang på hele 15 mandater; Socialdemokratiet opnår 37,4 procent af stemmerne – den højeste andel siden 1979, og den næsthøjeste siden 1966.

Til partiets store frustration kan valgsejren dog ikke omsættes til regeringsmagten. Og valgsejr eller ej – når journalisterne og fotograferne er gået hjem, giver en valgsejr uden regeringsmagt ikke så meget at juble over i Danmarks største parti.

Siden Schlüter med held har formået at så alvorlig tvivl om Svend Aukens troværdighed, bliver Socialdemokratiets formand i stadig mere kategoriske vendinger undsagt af de afgørende midterpartier, det Radikale Venstre og Centrumdemokraterne. Da Schlüter-regeringen geråder i stigende vanskeligheder, er ingen af disse principielt imod en socialdemokratisk ledet regering, men begge partier lader efterhånden forstå, at Svend Aukens person er en principiel hindring for, at de kan pege på en socialdemokratisk statsminister.

Formandsopgør

Erik Meier Carlsen, politisk kommentator og tidligere politisk redaktør på Det Fri Aktuelt, der støttede Nyrup i opgøret med Auken, skriver medfølende om frustrationen hos de ledende socialdemokrater, da det stod klart, at Auken ikke kunne erobre Statsministeriet: »Her er de begavede, erfarne, veluddannede folk, som med god grund har kunnet regne med, at deres politiske karrierer ville give dem mulighed for i en årrække at virke som ministre, skabe håndgribelige politiske resultater, udrette noget. Nu oplevede de, at næsten dæmoniske personlige modsætningsforhold og mistillid i år efter år gjorde dette projekt umuligt, selv om de ydre betingelser sådan set var til stede for at virkeliggøre forventningen.« (Plads for dem alle? s. 10).

Dilemmaet synes kun at have én løsning.

I modsætning til Svend Auken er den ene af Socialdemokratiets to næstformænd, Poul Nyrup Rasmussens forhold til midterpartierne strålende; ikke mindst det Radikale Venstre sætter deres lid til Nyrups såkaldte konsensus-linje. Og det er midterpartierne, der sidder med regeringsnøglen.

Med opbakning fra magtfulde kredse i partiet meddeler Nyrup den 17. marts 1992, efter lang tids tvetydige tilkendegivelser i pressen, at han udfordrer den siddende partiformand til kampvalg.

Der er imidlertid ingen politiske uoverensstemmelser de to imellem. Overhovedet ingen. Nyrup og Auken er på det tidspunkt i praksis enige om alting – bortset fra, hvilken person der atter kan vie parti og stat.

Det og det alene er stridens kerne.

Det er et af den slags valg, hvor ingen kan undgå at vælge side – men hvilken hest skal en ambitiøs socialdemokrat holde på? Udfaldet kan få afgørende følger for karriereudsigterne for de enkelte topsocialdemokrater, »skyggeministrene«, som den slags ledende politikere i landets største parti kaldes, når de er i opposition.

Hans Hækkerup er et skoleeksempel på problematikken. Lasse Ellegaard skriver om den kommende forsvarsministers tøven: »Man ser en Hans Hækkerup for sig: Han havde nået sit mål: At blive forsvarspolitisk ordfører og dermed skygge-forsvarsminister i Socialdemokratiet. Hvordan kunne han formulere sig på en sådan måde, at han bevarede sine surt optjente muligheder for en videre karriere, uanset udfaldet af striden? Det var ikke nemt.« (I rosens favn, s. 147).

Og dog. For den lidt kvikkere end Hækkerup er det næppe til at tage fejl af, hvor vinden bærer hen. Samme dag som Nyrup annoncerer sit kandidatur til formandsposten i Socialdemokratiet, udtaler det Radikale Venstres Marianne Jelved til Ritzaus Bureau: »Jeg kan ikke afvise, at det får stor betydning for dansk politik, hvis Nyrup Rasmussen bliver formand for Socialdemokratiet. Med Nyrup Rasmussen som socialdemokratisk leder er der håb om, at hans konsensus-linje med brede politiske løsninger slår igennem.« Og allerede ugen forinden har Peter Duetoft på Centrumdemokraternes vegne eksplicit undsagt Svend Auken som statsministerkandidat.

Valgets implikationer er dermed ret tydelige – ønsker socialdemokraterne regeringsmagten med Nyrup som formand, eller skal de se ethvert regeringssamarbejde med de borgerlige midterpartier umuliggjort med Auken?

I længden er det derfor ikke noget svært valg, som socialdemokrater med ti års tørst efter regeringstaburetterne står over for, og på en ekstraordinær kongres i sommeren 1992 vælges Poul Nyrup Rasmussen som ny formand med 359 stemmer mod Aukens kun 187.

Det er første gang i partiets historie, at en partiformand afsættes direkte, og det fortæller ikke så lidt om partiets forhold til regeringsmagten, at det sker så kort tid efter en overvældende valgsejr – og efter så lang tid i opposition.

Adgangen til Statsministeriet er dermed kun en formsag, stærkt hjulpet på vej af Tamilskandalen.

Da undersøgelsesdommer Mogens Hornslet afleverer sin rapport om sagen i januar 1993, bliver det fastslået, at statsminister Poul Schlüter havde vildledt Folketinget, da han i sin tid sagde om sagen, at intet var »fejet ind under gulvtæppet«. Den daværende statsminister måtte bære sin del af ansvaret for, at hans konservative justitsminister, Erik Ninn Hansen ulovligt havde nægtet familiesammenføringer for tamilske flygtninge.

Poul Schlüter tager konsekvensen og går af uden nyvalg, og Poul Nyrup Rasmussen kan honorere håbet fra de 359 delegerede socialdemokrater, der mindre end et år forinden har stemt på ham, og danne en socialdemokratisk-ledet regering. Regeringspartnerne er det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti.

»Man har et standpunkt, til man tager et nyt«

Et kvart århundrede tidligere, ved folketingsvalget i 1966, opnåede Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet et historisk flertal, og Jens Otto Krag tilbød SF regeringsdeltagelse, trods tidligere forsikringer til vælgerne om det modsatte. Ved denne lejlighed udtalte Socialdemokratiets formand de ganske ordinære ord, som Socialdemokratiet har skullet høre en del sarkastiske bemærkninger for siden: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt.«

Problemet er naturligvis ikke, at man ikke kan blive klogere, eller at det ikke er helt reelt at skifte standpunkt i politik som i alle andre forhold, vel snarere tværtimod – problemet opstår, når bevæggrundene for at skifte standpunkt er anløbne.

Socialdemokratiet har udvist en evne til at skifte standpunkt, når det lige nøjagtig er blevet vurderet opportunt for at bevare eller erobre regeringsmagten. Det er således ikke altid politisk motiverede holdningsskift, der præger udviklingen i partiet – formandsopgøret, der var blottet for politisk indhold, var et eksempel herpå.

Et andet kunne være forholdet til EF/EU.

I 1971 kom en række socialdemokratiske EF-modstandere i Folketinget, bl.a. Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Birte Weiss, Helle Degn og Karl Hjortnæs, hvoraf de tre førstnævnte sågar senere nåede at sætte sig på selve ledelsen af partiet for en tid. Det havde de imidlertid næppe gjort, hvis ikke de ligesom Krag havde haft et standpunkt, til de tog et nyt, og med tiden erstattede EF-modstanden med glødende tilslutning.

I 1986 formåede Bjerregaard dog som nævnt at overtale sit parti til at sige nej til EF-pakken – partiet var sandsynligvis primært interesseret i at servere et nederlag for Schlüter, der kunne svække hans regering, og der havde da også været flertal imod EF-pakken i Folketinget. Men Socialdemokratiet havde gjort regning uden vært, for statsministeren udskrev en folkeafstemning og vendte sit nederlag til en overbevisende sejr

Om EF-politikken efter 1986 skriver Erling Olsen i Den røde tråd: »Efter nederlaget ved pakkeafstemningen lagde vi vor EF-politik om.« Længere er den tilsyneladende ikke. Ikke skyggen af overvejelser om politiske bevæggrunde. Hensynet til, hvad der forekom umiddelbart gavnligt i bestræbelserne på at opnå regeringsmagten var med til at gøre udslaget, og Socialdemokratiet ændrede derfor ganske enkelt politik, da den daværende holdning til EF-pakken ikke bragte dem nærmere regeringsmagten.

Erling Olsen er god for endnu et eksempel. Socialdemokratiet har også lagt kampen for at adskille kirke og stat på hylden. Hvorfor? Svaret kommer her: »Ønsket om at afskaffe folkekirken var også forsvundet. Nu sad der et utal af socialdemokrater i menighedsrådene landet over.«

Mere er der tilsyneladende heller ikke at sige om den sag. Det er ikke et spørgsmål om det politisk ønskelige eller uønskelige i at adskille kirke og stat, men om at det ikke længere er opportunt, eftersom der nu sidder »et utal af socialdemokrater i menighedsrådene«. Nej, hvorfor nedlægge den magt, man har overtaget?

Det kunne naturligvis udlægges som en respekt for »folkeviljen«, at partiet indretter sin politik efter, hvad et vælgerflertal aktuelt ønsker, men det fortæller ikke desto mindre, at man ikke så meget kæmper for sine politiske ideer, som man kæmper for regeringstaburetter – eller det første bliver i bedste fald sekundært i forhold til det andet.

Derfor er det heller ikke overraskende, at partiet gennemfører et populistisk tiltag som den gældende tvangsaktivering, der er med til at trykke lønnen for de lavtlønnede, fordi private virksomheder kan få kommunalt tvangsaktiverede for langt under mindstelønnen – hvilket fagbevægelsen næppe ville have undladt at modsætte sig under en borgerlig regering.

Det er heller ikke overraskende, at partiet på mange områder viderefører den foregående Schlüter-regerings politik, hvor man ikke endda overgår den i traditionel borgerlig politisk retning – de arbejdsløses forhold forringes, efterlønnen står for skud, ordensmagten får historiske rekordtilskud, vold og kriminalitet overeksponeres.

Og som vi skal se talrige eksempler på i det følgende, er det derfor heller ikke overraskende, at partiet i 1990erne drejer markant højre om i flygtninge- og indvandrerpolitikken, da det viser sig, at partiet mister stemmer til den diskriminationspolitik, som Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti agiterer for.

Birte Weiss og Chitra Rajendram

Under socialdemokratisk regeringsledelse i løbet af 1990erne har et fremtrædende politisk hovedemne været eksistensen af indvandrere og flygtninge i det danske samfund.

Statsministeren og især skiftende indenrigs- og socialministre har tegnet den politiske udvikling på området med tilkendegivelser og tiltag, som Søren Krarup, Fremskridtspartiet og den Danske Forening for ti år siden stod helt alene om.

Indenrigsministeriets fremtrædende rolle skyldes ikke mindst, at ministeriet siden 1980 har været koordineringsorgan for integrationspolitikken, og at den første regering, i hvilken Indenrigsministeriet tillige får udlændingesagerne (der tidligere sorterede under Justitsministeriet), er Poul Nyrup Rasmussens første regering fra januar 1993.

Under indenrigsminister Birte Weiss (det tætteste vi dermed på det tidspunkt kommer en »integrationsminister«) indledes desuden en række opsigtsvækkende stramninger af indvandrer- og udlændingepolitikken, som den borgerlige regering ellers i forvejen havde strammet løbende.

Flere love udvider nu mulighederne for personindgreb og kontrol (DNA-test, fingeraftryk, samkøring med europæiske registre, fotografering, skærpet kontrol med frihedsberøvede udlændinge); begrænsning af klagemuligheder; skærpelse af sanktioner imod dem, som medvirker til at omgå loven for at opnå asyl (strafferammen forhøjes med over 30 procent); rutinemæssig fængsling af asylansøgere uden ID. Dokumentation af forsørgerevne bliver tillige obligatorisk, når en udenlandsk samlever skal have opholdstilladelse i Danmark, hvorved der sættes reelle begrænsninger for, hvem de økonomisk dårligst stillede udlændinge i praksis kan gifte sig med, hvis de ønsker at blive boende i Danmark.

Weiss' stramninger på området fører også til en kursændring i forhold til muligheden for at få permanent opholdstilladelse for indvandrere, der har begået kriminalitet. Indenrigsministeren udtaler: »Vi mener, der skal stilles nogle minimumsbetingelser for at opnå permanent opholdstilladelse. Først og fremmest krav om en ikke alt for plettet straffeattest og om en dokumenteret vilje til at lære dansk. Med andre ord, automatikken skal væk.« (Aktuelt, 8.10.97). Den konservative ordfører, Helge Adam Møller er meget positiv: »Regeringen er vendt 180 grader. Det hilser jeg naturligvis velkommen.« (Jyllands-Posten, 8.10.97).

En konkret sag kommer til at spille en afgørende rolle i offentligheden for behandlingen af asylansøgere – sagen om Chitra.

Den tamilske pige, Chitra Rajendram, der kom til Danmark i august 1993, bliver i oktober 1996 atter udvist til det land, hun er flygtet fra. Til trods for mange protester og pressens sympati for Chitras sag fastholder indenrigsministeren sin beslutning og afviser en humanitær opholdstilladelse.

I løbet af kort tid lykkes det imidlertid Indenrigsministeriet at vende stemningen 180 grader. Oplysninger lækkes løbende, der »påviser«, at Chitra er »utroværdig«, at hun har nægtet at lade sig aldersteste og har opgivet falsk alder.

Indenrigsminister Birte Weiss, der var blevet så udskældt for sin inhumane holdning over for den unge tamil, bliver nu rost fra alle sider – f.eks. skriver B.T. i en leder: »Det er på tide at sige, at Birte Weiss har håndteret denne sag med is i maven, men ikke uden hjerte, og det er en kunst. (...) Chitras virkelige historie kender vi ikke, men det er givet, at hun har forsøgt at føre asylmyndighederne bag lyset.« Politiken skriver i en leder: »Selv om vi ikke fortryder, (...) så vil vi gerne anerkende, at også i denne sag har Birte Weiss passet sit arbejde.« (9.1.97).

Journalisterne Morten Bohr og Erik Valeur fra DRs dokumentargruppe kortlægger imidlertid hele sagen i radiomontagen »Pigen fra Sri Lanka«, der begrunder holdningsskiftet i befolkningen med »den fatale pressedækning samt ministeriets elegante modoffensiv«. I artiklen »Pigen og ministeren« i Journalisten, 26.3.97, sammenfatter de en række af deres konklusioner.

Bohr og Valeur kan således fastslå, at dækningen af Chitra-sagen vrimler med faktuelle fejl; om de journalister, der har dækket forløbet, hedder det: »De opdager f.eks. aldrig, at sagen har central betydning for en langt større indenrigsministeriel manøvre om udsendelse af tamiler – en manøvre, der har været tre år undervejs.«

De påpeger, hvorledes spektakulære »nyheder« har bevirket, at offentlighedens sympati svingede fra Chitra til Weiss. TV2-Nyhederne bekendtgjorde således den 5.11.96, at de var »kommet i besiddelse af« Flygtningenævnets to år gamle afgørelse i sagen – en afgørelse, der hele tiden har været tilgængelig, fremstilles derved af TV2 som en dramatisk bombe i sagen. Den øvrige presse følger efter.

Om en fax, der »afslørede« et tamilsk netværk, som skulle stå bag bedraget med fupasylansøgere (som Chitra hævdes at være), og som af TV2 er blevet lanceret som endnu en bombe, finder ingen, hverken politiet, ministeren eller TV2 det nødvendigt at bemærke, at Den Centrale Politiafdeling allerede samme dag havde lukket sagen, efter at de havde undersøgt brevet og brevsenderen og konkluderet, at oplysningerne var uden indhold. Den 17.11.96 følger DR i hælene på TV2, og TV-Avisens søndagsudgave dramatiserer atter forløbet og det famøse brev – heller ikke denne gang nævnes politiets konklusion.

Indenrigsministeriet udsender tilmed en række oplysninger fra den danske generalkonsul i Colombo, Palle Bjørn Rasmussen, der henviser til srilankanske politichefer, som ukritisk refereres i pressen og bestyrker indtrykket af Chitras bedrageri. Dementier fra danskere i Sri Lanka dukker først op, da pressen helt er ophørt med at behandle sagen.

Bohr og Valeur konkluderer: »Under samtaler med en række af de medier, der var involveret, kan man følge en særdeles veludført modoffensiv fra Indenrigsministeriet: Telefonopringninger, beskeder, særlige møder, lækager med fortrolige oplysninger mod fuld kildedækning (...) For tiden lægger post-Chitra-billedet af de falske, indsmuglede flygtninge et perfekt grundlag for stramninger i udlændingeloven, for den fortsatte udvisning fra Danmark af tamiler – og selvfølgelig ikke mindst for det overstatslige flygtningesamarbejde, der nu – fire måneder efter Chitra-sagen – kan komme til at fælde det første af Danmarks EU-forbehold. Alt dette med uundværlig hjælp fra den danske presse.«

Weiss' påstand om, at Chitra løj om sine forældres død, er aldrig blevet dokumenteret. Offentliggjorte oplysninger om, at hun nægtede at lade sig aldersteste, er falske; hun sagde blot nej til røntgenundersøgelser. Offentliggjorte oplysninger om, at Chitra modsat sin egen påstand aldrig har været medlem af De Tamilske Tigre, er aldrig blevet dokumenteret. Offentliggjorte oplysninger om et hemmeligt tamilsk netværk i Danmark var grundløse.

Indenrigsministeriets offensiv har imidlertid fået en sådan succes, at historien om »svindleren Chitra« og »det srilankanske netværk« er det indtryk, som offentligheden sidder tilbage med. Og med denne sag vunden, har ministeren fået den murbrækker i hånd, som yderligere skal lette offentlighedens accept af kommende stramninger.

Birte Weiss: »Det kan godt være, det er barsk«

Under Birte Weiss vedtages den såkaldte pusherlov i 1996, i kraft af hvilken det er blevet langt lettere at landsforvise udlændinge, der er dømt for narkotikakriminalitet. Det hedder sig, at loven skal effektivisere indsatsen mod »international, organiseret narkokriminalitet« af særlig »samfundsskadelig karakter«.

Tidligere retlige hensyn til den dømtes tilhørsforhold til Danmark bliver fjernet, således at udlændinge, der bliver dømt for narkotikakriminalitet, kan udvises, selv om de har haft bopæl og familie i landet i ti, tyve eller tredive år.

Advokatrådet pointerer imidlertid tidligt, at pusherloven ingen forskel vil gøre på antallet af udviste, så længe Menneskerettighedskonventionen skal overholdes. Ikke desto mindre bliver loven hastet igennem, tre måneder før et udvalg under Indenrigsministeriet kan nå at fremlægge sin betænkning på et par tusind sider, som viser sig at indeholde samme kritik.

Advokat Gunnar Homann, Advokatrådets repræsentant i udvalget, forklarer retrospektivt, at de retlige forhold var sekundære i den udvikling, som var i gang: »... regeringen ville have en særlov for narkotika, derefter en særlov om menneskesmugling og til sidst desværre også et hav af straffebestemmelser, hvor alene en ubetinget dom på 14 dage for at spytte på en betjent skal kunne føre til udvisning.« (Berlingske Tidende, 10.6.99).

Om de barske konsekvenser for de dømte, som f.eks. kunne have hele deres familie i Danmark, siger ministeren sammesteds: »Det betyder, at man i stedet må udøve sit familieliv i hjemlandet (...) så må man tage familien med sig. Det gælder også, selv om man er dansk gift. Det kan godt være, det er barsk – men her er også tale om en kriminalitet med meget barske konsekvenser.«

Politiet går snart i gang med at »rydde op« – godt hjulpet på vej af en kampagne i Ekstra Bladet om narkopushere med udenlandsk baggrund, som tilsyneladende gør bl.a. Vesterbro i København til Helvedes forgård.

Anklagemyndigheden spørger i sådanne sager Udlændingestyrelsen til råds om, hvorvidt der skal begæres udvisning, og her slår stramningen hurtigt igennem, således at en udvisning anbefales i 92 procent af tilfældene.

I de sager, hvor udlændinge idømmes en landsforvisning, der efterfølgende bliver anket, afviser imidlertid anklagemyndighedens chef, Rigsadvokat Henning Fode i juli 1999 muligheden af en højesteretsprøvelse: »Folketinget har klart sagt, at der skulle ske udvisninger i disse sager – og landsretten har dømt i overensstemmelse med lovgivningen. Derfor mente jeg ikke, at der var grund til at prøve sagerne i Højesteret.« (Jyllands-Posten, 11.7.99).

Ifølge loven skal de, der dømmes til udvisning, være »led i et netværk af bagmænd og sælgere på gadeplan«, men hovedparten er ifølge politiet selv stofbrugere, »småpushere«, der alene finansierer deres eget forbrug gennem deres begrænsede salg. Loven betyder med andre ord en landsforvisning af mennesker, der i bund og grund har et socialt problem, som tvinger dem ud i kriminalitet, i stedet for at løse de sociale problemer.

En konkret sag, der endte med udvisning, handlede om en tyrkisk mand med 20 års bopæl i Danmark, og som blev dømt for at sælge 0,11 gram heroin til 150 kr. Dommen var forvisning til Tyrkiet – et land, han havde forladt som fireårig.

Vicepolitikommissær Ib Andersen, souschef i Københavns Politis Uropatrulje, mener, at alle småpushere på gaden alene finansierer deres eget forbrug, og at landsforvisningen af disse altså dermed ikke rammer den internationale, organiserede narkokriminalitet, sådan som intentionen formelt er præsenteret. Til gengæld er gadebilledet med tiden blevet lidt pænere: »Det har gjort det muligt at fjerne folk fra gaden i kortere eller længere tid. Narkosalget spredes lidt, bliver mindre tydeligt, og det er derfor oplevelsen, at gaden er blevet pænere.« (Jyllands-Posten, 11.7.99).

I 1999 udvælger Højesteret syv sager, der skal danne præcedens på området, til trods for Rigsadvokatens afvisninger. I hele seks tilfælde underkender Højesteret by- og landsrettens dom om udvisning, fordi de er i strid med FNs Menneskerettighedskonvention.

Små to år efter, at Birte Weiss har forladt Indenrigsministeriet, er hendes kommentar både køligt afvisende og sarkastisk: »Loven var velbegrundet, og der er ikke belæg for at sige, at loven som sådan var i strid med konventionerne. Og jeg anerkender da Højesterets ret til at træffe de afgørelser, man har gjort, og dermed ikke splitte den lille, lykkelige narkofamilie.« (Jyllands-Posten, 11.7.99).

Men selv hvor Højesteret engang imellem har fået mulighed for at omstøde ekstradommen på landsforvisning, har praksis alligevel indhentet »den lille, lykkelige narkofamilie«.

En tyrkisk småpusher, hvis dom om landsforvisning Højesteret underkendte, fik i stedet samme dom, som enhver dansker ville have fået efter samme forseelse: Tre års fængsel. Imidlertid kan han ikke fra fængslet forsørge sin hustru og deres syv måneder gamle datter, der er tyrkiske statsborgere, hvorfor de begge smides ud af landet.

Systemet er altså i så tilfælde dobbeltforsikret – »den lille, lykkelige narkofamilie« skal nok blive splittet, og udvisninger skal nok blive gennemført, menneskerettigheder og højesteretsdomme eller ej.

Under hele sin »regeringsperiode« er Birte Weiss' stramninger af politikken over for indvandrere og flygtninge markante over hele linjen. Klaus Rothstein, Dansk Flygtningehjælps informationschef, opregner ikke mindre end atten lovindgreb på flygtningeområdet over de foregående fem år med Weiss som indenrigsminister. Og som tidligere citeret udtaler han om den politiske udvikling på området: »Det er bedrøveligt at konstatere, at de ting, som man for ti år siden kun hørte i Den Danske Forening, nu også kommer fra de store etablerede partier som Venstre og Socialdemokratiet.« (Politiken, 28.6.97).

Professor Brian Patrick McGuire beretter om sin resignation over tendenserne i udviklingen: »Jeg er holdt op som formand for Flygtningevennerne, fordi Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet er blevet så stramme i deres behandling af sager, at væsentlige oplysninger og gode advokater ikke længere betyder det, som det gjorde før. (...) Birte Weiss skulle vise, at hun havde hår på brystet, og det har hun sandelig også gjort. Hun har strammet meget mere, end Ninn-Hansen nogen sinde gjorde.« (Berlingske Tidende, 5.4.98).

Alligevel viste det sig, at Birte Weiss ikke formåede at stramme nok.

Thorkild Simonsen: »Glistrup begynder jo desværre at få ret«

Den 20. oktober 1997 går Birte Weiss af som indenrigsminister for at hellige sig Sundhedsministeriet. Rygterne vil vide, at det skyldes hendes modvilje mod yderligere stramninger.

Som hendes afløser vælger statsministeren Århus kommunes borgmester siden 1982, den på det tidspunkt 70-årige formand for Kommunernes Landsforening, Thorkild Simonsen. Borgmesteren er kendt som en hardliner i flygtninge-/indvandrerspørgsmål, og udnævnelsen kommer på et tidspunkt, hvor debatten mod indvandrere og flygtninge raser på sit højeste, og hvor Dansk Folkeparti har vind i sejlene.

Nyrups træk er lige så gennemtænkt, som det er gennemført opportunistisk – Thorkild Simonsen sender et klart signal om forestående stramninger på et område, der i Weiss' foregående ministerperiode er blevet strammet som aldrig tidligere. Kun sådan kan vælgertilslutningen til Dansk Folkeparti tilsyneladende holdes i ave.

Professor i statskundskab, Lise Togeby ser da også udnævnelsen af Simonsen til indenrigsminister som et klart knæfald for højrefløjen: »Jeg kan kun tolke udnævnelsen på den måde, at Nyrup indlysende ønsker at udsende et signal om, at ministerskiftet rummer et skifte i holdninger. Værdien af dette signal til befolkningen er næppe til at tage fejl af (...) Jeg har svært ved at argumenterer imod dem, som umiddelbart betragter dette ministerskifte som et knæfald [for højrefløjen]. Thorkild Simonsen melder langt klarere ud end Birte Weiss, og her ligger en oplagt signalværdi bag Nyrups handling.« (Politiken, 21.10.97).

Simonsens baggrund som mangeårig fortaler for yderligere stramninger over for indvandrere og flygtninge er heller ikke til at tage fejl af. Allerede i 1993 erklærede han: »Tiden er moden til at sige tingene direkte. Der er indvandrere, der udnytter vores liberale lov. De snyder os.«

I 1994 rakte han sågar en hånd til Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup: »... Glistrup begynder jo desværre at få ret. Jeg kunne ikke lide de voldsomme udtryk, han brugte, men der er jo kommet mange til. Jeg vil gerne påtage mig en del af skylden for, at han blev afvist. Jeg hørte selv til dem, der ikke troede på, at der ville komme så mange udlændinge til landet, og at de ville blive så mange, at det giver problemer. I dag kan jeg holde til at sige det uden at komme galt af sted – jeg skal jo ikke genvælges, men holder snart som politiker.«

Troede han – tre år senere avancerede han til posten som indenrigsminister.

Det var også Simonsen, som stod i spidsen for fem borgmestres henvendelse til daværende indenrigsminister Birte Weiss, og som krævede »yderligere initiativer i retning af at begrænse antallet af flygtninge, der kommer til Danmark«. De foreslog bl.a.: »Regeringen bør således overveje en stramning af asylreglerne i relation til krigs- og fattigdomsflygtninge, der ikke er personligt forfulgte (...) at det overvejes at gennemføre en yderligere opstramning af reglerne om asyl og familiesammenføring for at modvirke misbrugen heraf ...«

Meget lig politikken i Venstre og det Konservative Folkeparti.

Simonsen var som borgmester i Århus berømt hos nogle og berygtet hos andre for sit forslag om, at man skulle isolere flygtninge i barakker uden for bygrænsen, efter at de havde opnået asyl: »Rent faktisk står der fire flygtningelandsbyer tomme i Århus Amt, og det er vel ikke unaturligt, om de anvendes efter det formål, de er bygget til.« (Ekstra Bladet, 7.10.97).

Højrefløjen kan vanskeligt skjule sin begejstring for den nye indenrigsminister, for selv om Socialdemokratiet allerede har overtaget mange synspunkter i indvandrer- og flygtningepolitikken fra højrefløjen, og selv om en yderligere højredrejning af Socialdemokratiet for en umiddelbar betragtning kunne tænkes at bremse vælgerflugten til Dansk Folkeparti, er det umuligt for partiet at benægte, at dette træk netop er en sejr for højrefløjens politik.

De konservatives retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller udtaler om ministerskiftet: »Der må også være et formål med at tage Thorkild Simonsen ind i regeringen. Det er vel et tegn på, at man ønsker at gennemføre de ting, som han har talt for – og mange af dem har været som hentet ud af vores program.« (Berlingske Tidende, 22.10.97).

Weiss' stramninger videreføres og udvides som forventet af Simonsens stramninger. Under den nye indenrigsminister vedtager Folketinget i 1998 en lov om integration af udlændinge i Danmark, ifølge hvilken pligten til at lære dansk og blive aktiveret fastslås, og hvor ansvaret for integrationsprocessen overgår til kommunerne. Desuden ændres Udlændingeloven, Straffeloven og Ægteskabsloven, således at tidsubegrænset opholdstilladelse betinges af, at den pågældende udlænding har fulgt integrationsprogrammet, at han eller hun ikke har gæld til det offentlige, der overstiger 50.000 kr. uden selv at kunne nedbringe gælden, og af at vedkommende ikke har begået alvorlig kriminalitet.

Endvidere indføres integrationsydelsen, et væsentligt lavere beløb til udlændinge end det, danskere kan opnå i form af kontanthjælp, og dermed en klar, statsligt sanktioneret forskelsbehandling, som vi skal se nærmere på i det følgende afsnit.

UNHCR: »Det er et juridisk faktum, at integrationsloven er i strid med konventionen«

I 1998 vedtages Thorkild Simonsens og regeringens såkaldte udlændingepakke, lovforslag L59 og L60, hvis formål er at garantere, at Danmark kan »modtage og integrere udlændinge på en værdig måde« (jf. Information, 27.6.98).

Det »værdige« heri er svært at få øje på, f.eks. genindføres stavnsbåndet i ny form, idet udlændinge nu tvinges til at tage bopæl i forudbestemte kommuner. At der er tale om diskrimination, røber det Radikale Venstres flygtningeordfører, Henrik Svane: »Jeg kunne aldrig nogen sinde drømme om at lave den samme lov for en dansker.« (TV-Avisen, 23.6.98).

Den særlige integrationsydelse for en nytilkommen, enlig flygtning er ifølge Indenrigsministeriet nu gennemsnitligt 2.000 kr. lavere end den ydelse, en enlig dansk statsborger modtager på kontanthjælp.

Det er det, der hedder integration »på en værdig måde«.

Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, til at undersøge, om staten lever op til Flygtningekonventionen og yder »den samme behandling med hensyn til offentlig støtte og bistand, som den yder til deres statsborgere«. Flygtningehøjkommissariatet er yderst kritisk indstillet.

Indenrigsminister Thorkild Simonsen nægtede selv at spørge UNHCR til råds, og helt ekstraordinært undlod Justitsministeriet også at analysere eventuelle problemer, der måtte opstå i forhold til Flygtningekonventionen.

Ifølge Justitsministeriet indgik indenrigsministeren nemlig en klar aftale med Justitsministeriets lovafdeling om, at de i deres rutinemæssige gennemsyn af lovtekstens forhold til Grundloven og internationale konventioner skulle gå uden om Flygtningekonventionen (kilde: Afdelingschef i Justitsministeriets lovafdeling, Torsten Hesselbjerg, jf. Information, 20.8.98).

Udgangen på det hele bliver, at der skal foretages en gennemgang af ikke blot den danske integrationslov, men tillige en gennemgang af den danske sociallovgivning med henblik på at undersøge forholdet til Flygtningekonventionen.

På UNHCRs vegne understreger Makiko Shinohara dog på forhånd: »Det er et juridisk faktum, at integrationsloven er i strid med konventionen, og det står ikke til at ændre.« (Information, 18.8.98).

Et juridisk faktum, der ikke står til at ændre.

Lektorer på den Sociale Højskole i København, Morten Ejrnæs og Simon Thorbæk dokumenterer senere, at forskellen på de offentlige ydelser, som danskere og flygtninge får, kan være langt større end de 2.000 kr. om måneden, som Indenrigsministeriet erkender – og at de oplysninger, som Indenrigsministeriet har tilsendt UNHCR, dermed underdriver de faktiske forhold.

Et eksempel: »En dansk pensionist over 67 år har 4.379 kroner om måneden til sig selv, når skatten, huslejen og varmen er betalt. En flygtning over 67 år har 1.424 kroner. Begge bor i Danmark under samme vilkår. Forskellen gentager sig for enlige over 25 år. Når de faste udgifter er betalt, har danskeren 3.258 kroner om måneden til mad, tøj, telefon og biografture. Flygtningen må klare sig for 1.424 kroner. Selv om deres faste udgifter er identiske.« (Politiken, 8.12.98).

Forskellen skyldes, at danskere kan få højere tilskud til huslejen end flygtninge. »Klokkeklar diskrimination,« siger Morten Ejrnæs. Indenrigsministeren har følgende kommentar hertil i samme avis: »Det er da rigtigt, at en flygtning på over 67 år, der ikke er i arbejde, får mindre end en dansk folkepensionist, men der er da intet i vejen for, at flygtningen kan gå ud og arbejde 15-20 timer om ugen for at udligne forskellen.«

Men hvordan udlignes forskellen, hvis flygtningen skal udføre 15-20 timers ugentlig arbejde til forskel fra den indfødte folkepensionist, der ikke behøver at arbejde ekstra ...?!

I sidste ende må regeringen trække integrationsydelsen tilbage. Men den har dog haft en effekt – den har bevist, at regeringens intentioner stod endnu mindre tilbage fra Dansk Folkeparti, end mange måske ville have været tilbøjelige til at tro.

Formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Morten Bødskov erkendte da også på et tidligt tidspunkt, at Socialdemokratiet her rent faktisk førte regulær diskriminationspolitik: »Integrationsydelsen var oprindeligt en luns til højrefløjen for at skabe et bredt forlig. Det mislykkedes, men nu betyder lunsen, at socialdemokraterne står bag en politik, der forskelsbehandler mennesker.« (Information, 18.8.98).

I forhold til vælgerpotentialet består fiaskoen imidlertid ikke i, at partiet har gennemført en klar diskriminationspolitik. Ud fra et opportunistisk synspunkt består fiaskoen derimod i, at der næppe har været nogen vælgermæssig gevinst ved at appellere til de socialdemokrater, der er på linje med den yderste højrefløj i indvandrer- og flygtningepolitikken. En Venstre-regering ville nemlig efter alt at dømme have bevaret integrationsydelsen, kritik fra UNHCR eller ej, hvorfor Socialdemokratiet ikke for alvor har fået vælgermæssigt udbytte af Simonsens tid som indenrigsminister, der nu tværtimod lakker mod enden med et nederlag. Samtidig har Socialdemokratiet sat opbakningen fra de af deres egne vælgere, der ønsker en humanistisk indvandrerpolitik, over styr – for slet ikke at nævne de etniske minoriteter selv.

Der hersker dog ingen tvivl om, at statsministeren fuldt og helt bakker op om den politik, Thorkild Simonsen generelt har lagt for dagen i regeringen: »Jeg har fuld tillid til indenrigsministerens håndtering, og jeg synes, han gør det bragende godt.« (Information, 5.5.99).

Efterhånden må Poul Nyrup Rasmussen imidlertid med højrefløjen åndende i nakken atter kigge sig om efter en ny feberredning, som da han afløste strammeren Weiss med strammeren Simonsen.

Han behøver dog ikke kigge så langt. Simonsen afløses af den eneste socialdemokrat, der overgår ham selv som strammer: Daværende socialminister Karen Jespersen.

Som vi skal se i det følgende, har Karen Jespersens tid som socialminister været præget af holdninger til indvandrere og flygtninge, som sagtens kan måle sig med Thorkild Simonsens, ja, overgår sin forgængers.

Men før vi vender tilbage til hendes tiltag og tilkendegivelser over for de etniske minoriteter, skal vi kort vise, at hendes udtalte trang til stramninger, udvidet overvågning, kontrol og tvang også er gennemført på andre områder i øvrigt.

Næstformand i Foreningen af Socialchefer: »Det minder mig om østtyske tilstande«

Karen Jespersen bliver socialminister fra januar 1993 til januar 1994, og igen fra september 1994 til februar 2000, hvorefter hun skifter ministerstol til Indenrigsministeriet.

Udnævnelsen af Karen Jespersen til socialminister bliver af nogle på venstrefløjen imødeset med stor optimisme, fordi de formoder, at hendes fortid som redaktør af Politisk Revy, 1974-1977, folketingskandidat for Venstresocialisterne i 1979, og som politisk reporter på dagbladet Information, 1978-1984, kan tages til indtægt for en politisk linje, der vil lempe forholdene for de socialt udstødte og samfundets trængte grupper i det hele taget.

Karen Jespersens politiske placering er imidlertid kendetegnet ved en rutschetur fra den yderste venstrefløj i VS til den yderste højrefløj i Socialdemokratiet. Oven på Sovjetunionens invasion af Afghanistan i december 1979 er der delte meninger i VS om partiets stillingtagen. Det Internationale Udvalg (IU) med bl.a. Anne Grethe Holmsgård protesterer imod, at Forretningsudvalget har fordømt Sovjetunionen, fordi IU mener, at fordømmelsen alene gavner »USA-imperialismen«. Uoverensstemmelserne fører til en diskussion om »demokrati og socialisme«, hvor Preben Wilhjelm forsvarer demokratiske rettigheder i alle situationer, mens bl.a. Ralf Pittelkow og Karen Jespersen erklærer sig som tilhængere af »røde undtagelser« fra demokratiet. (Kilde: Leksikon for det 21. århundrede).

Syv år senere er Pittelkow og Jespersen rykket fra en yderligtgående socialistisk position i opposition til Wilhjelm til et standpunkt, hvor de advarer Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti om, at de ikke følger »med tiden«, hvilket her må tolkes som ikke at adoptere tilstrækkeligt med borgerlige holdninger: »Højre og venstre er ikke det samme som før. Det er en kendsgerning, som Socialdemokratiet og SF er nødt til at interessere sig for, hvis de vil have bredere opbakning i befolkningen. Den kunne måske give anledning til, at de selv tog mere kritisk fat på nogle af de synspunkter, som traditionelt har gået for at være venstreorienterede. Når dele af befolkningen stemmer borgerligt, til trods for at de har udpræget sympati for flere af Socialdemokratiets og SFs mærkesager, så kan en del af forklaringen jo være, at de to partiers politik på nogle punkter ikke er fulgt med tiden.« (Pittelkow og Jespersen: Det røde flertal, Gyldendal 1987).

Det kan man ikke sige om forfatterne, der i høj grad følger med tiden – efter en tid som journalist på TV-Avisen, 1984-1989, bliver Karen Jespersen socialdemokratisk folketingskandidat i 1989, valgt til Folketinget i 1990, og kun seks år efter bogen Det røde flertal, er Pittelkow og Jespersen avanceret til henholdsvis rådgiver for statsminister Poul Nyrup Rasmussen og minister i hans regering.

Som nytiltrådt socialminister i januar 1993 lægger Karen Jespersen ud med at bedyre: »Min største opgave bliver at forhindre, at vi får en stadig større gruppe af hjemløse og socialt meget udstødte.«

Virkeligheden bliver imidlertid en anden: Lige siden Karen Jespersens tiltræden er antallet af hjemløse steget konstant, og hendes indsats over for udstødte i det hele taget har stort set alene været kendetegnet af yderligere tvang og kontrol. Sigende for udviklingen er det, da næstformand i Foreningen af Hjemløses Venner, Michael Juul Hansen fejrer Karen Jespersens afgang som socialminister med raketter og fyrværkeri i februar 2000. »Hun har aldrig nogen sinde gjort noget for os. Hun har lovet en masse, som aldrig er blevet til noget,« udtaler han til Politiken.

En anden med erfaring om de udstødtes vilkår er Michael Rasmussen, der i december 1998 vakte opsigt ved at bruge sin kontanthjælp til at købe soveposer, som han dernæst forærede til hjemløse. Socialministeren roste Michael Rasmussens initiativ og lovede at støtte ham. Siden lejede han en bunker, hvorfra han bl.a. uddelte tøj til hjemløse, og tog Karen Jespersen på ordet angående den støtte, hun havde stillet i udsigt.

Det gik dog anderledes: »Sidst jeg forærede soveposer væk, lovede socialminister Karen Jespersen mig, at der ville være penge til min næste idé inden 30 dage. Det første brev blev sendt i april, men jeg har endnu ikke hørt noget, så indtil videre regner jeg med at finansiere det ved at samle flasker.« (Berlingske Tidende, 9.6.99).

Afstanden imellem den ambitiøse toppolitikers sociale ansigt udadtil og løftebrudene over for de mennesker, der står i de konkrete problemer – og som fortsat står i dem, når socialministeren er gået hjem, og pressekameraerne er slukket – er symptomatisk.

I 1998 fremlægger hun en omfattende plan mod socialt bedrageri, der ifølge udokumenterede kilder ved samme lejlighed hævdes at beløbe sig til et astronomisk beløb på ca. 25 mia. kr. om året. Regulære razziaer i privathjem såvel som firmaer foreslås gennemført vilkårligt, hvad enten de pågældende er dømte eller under mistanke eller ingen af delene.

Tiltagene får en del medieomtale, men kritikken er sparsom. Næstformand i Foreningen af Socialchefer i Danmark, Ib Dam Schultz er dog ikke begejstret: »Jeg får det halvskidt ved tanken om sådanne aktioner. Det minder mig om østtyske tilstande.« (Politiken, 20.8.98).

Sekretariatsleder i Aalborg Kommunes socialkontor, Svend Riis afviser, at der overhovedet eksisterer et betydeligt problem med socialt bedrageri: »Det er en promille af danskerne, der udnytter systemet. Jeg synes ikke, at det er et stort problem, og det har det egentlig aldrig været.« (Aktuelt, 2.2.99).

Det anfægter imidlertid ikke socialministeren, der hidser sig op i samme avis: »Jeg synes fandeme, det er for dårligt, når folk udnytter vores velfærdssamfund på den måde.«

I mellemtiden har FN beregnet, at der er 200.000-450.000 mennesker, som lever under FNs fattigdomsgrænse i Danmark (kilde: Human Development Report 1997). Er det utænkeligt, at der er nogle, som rent faktisk lever under så kummerlige forhold, at de tvinges til at snyde?

Udregnet efter en fattigdomsgrænse, der defineres som et rådighedsbeløb (indtægter, efter at alle faste udgifter er fratrukket) på under 2.058 kroner om måneden pr. person, er der ifølge Alsted Research A/S 8 procent fattige i Danmark. Heraf har de 4 procent et rådighedsbeløb på under 1.372 kr. om måneden – dvs. over 200.000 mennesker i Danmark, der lever for et rådighedsbeløb på max. 46 kroner om dagen. Beløbet skal dække mad, tøj, husholdning, transport, fornøjelser, reparationer og andre uforudsete udgifter. (Kilde: Aktuelt, 15.9.98). Blot at købe en enkelt busbillet betyder eksempelvis, at 25 procent af dagens rådighedsbeløb er væk.

Hanne Reintoft tager bladet fra munden og indrømmer, at hun næsten savner den forrige borgerlige regering, sådan som Socialdemokratiet har udviklet sig: »Personligt synes jeg, at situationen for de økonomisk dårligt stillede har udviklet sig til det værre. Det er frygteligt, at vi næsten skal sidde og savne Poul Schlüter, men der sker i dag en mistænkeliggørelse af store befolkningsgruppers levevis og arbejdsvillighed, og det er dybt diskriminerende og lidt umenneskeligt.« (Aktuelt, 14.9.98).

Karen Jespersen: »Kunsten er selvfølgelig at formulere kravet om aktivering, så det ikke kommer til at fremstå som en straffeekspedition«

I 1996 forbereder Karen Jespersen en ny bistandslov, i hvilken aktiveringen af arbejdsløse intensiveres og udvides; en aktivering, som ikke er et tilbud, men en tvangsforanstaltning, eftersom en afvisning af »tilbuddet« følges op af en begrænsning eller et helt bortfald af kontanthjælpen. Der er med andre ord tale om en form for tvangsarbejde.

Socialministeren er klar over vigtigheden af, hvorledes aktiveringen præsenteres: »Kunsten er selvfølgelig at formulere kravet om aktivering, så det ikke kommer til at fremstå som en straffeekspedition.« (Politiken, 11.11.96).

Senere understreger hun, at dette krav, der altså ingenlunde må »fremstå som en straffeekspedition«, baserer sig på, at de trængte grupper dybest set selv er ude om det – og underforstået, at denne skyld må afspejles i socialpolitikken: »... nu må disse belastede mennesker i samfundets udkant til selv at tage et større ansvar for deres egen situation.« (Information, 14.12.96).

Folketinget vedtager socialministerens nye bistandslov den 15. maj 1997. Ifølge denne skal alle arbejdsløse under 30 år tvangsaktiveres i løbet af 13 uger til langt under mindstelønnen.

Uden ret til faglig organisering. Uden almindelige arbejdsrettigheder og uden optjening af feriepenge. Efter 11 måneders tvangsaktivering har man lov til en måneds ferie – det er dog forbudt at holde den i udlandet. Sker det alligevel, bortfalder kontanthjælpen. Dette forhold rammer ikke mindst de etniske minoriteter, hvis muligheder for at besøge familie og venner i udlandet forringes betydeligt, idet de dels ikke optjener feriepenge, og dels forbydes at bruge kontanthjælpen på udlandsferier.

Kommer man for sent til tvangsarbejdet, kan kontanthjælpen som nævnt nedsættes eller suspenderes, jf. bistandslovens § 39 og § 41. Kontanthjælpsmodtagere, der siger nej, kan oven i købet pålægges at skulle tilbagebetale alle hidtil udbetalte ydelser, jf. § 93. Resultatet er dermed et »valg« imellem tvang og tiggeri. Imidlertid er tiggeri forbudt i Danmark, hvorved det eneste alternativ til tvangsarbejdet for den, der ikke kan finde arbejde på anden vis, slet og ret bliver kriminalitet.

En særlig finesse er den såkaldt gensidige forsørgelsespligt, der betyder, at ægtefæller, der begge er på kontanthjælp, begge kan miste kontanthjælpen, hvis den ene afviser et »aktiveringstilbud«. Et eksempel herpå beskrev Århus Stiftstidende den 18.7.98: »En kvinde fik af socialcenteret lov til at rejse til Libanon for at besøge sin kræftsyge far i 14 dage. Hun kom ikke tilbage 1. juli, som hun skulle for fortsat at få kontanthjælp. Dermed mistede hun sin kontanthjælp. Men også ægtefællens røg. Han står nu med tre børn, han ikke kan forsørge, en husleje, der ikke er betalt, og ingen penge til livsvigtig medicin, han har brug for efter en nyretransplantation.«

Endvidere nedsættes aktiveringsydelsen – det beløb, der udbetales oven i kontanthjælpen under aktiveringen – fra 15 kr. til 10 kr. i timen for aktiverede over 25 år (mens den sættes beskedent op fra 8 kr. til 10 kr. i timen for aktiverede under 25 år). Dermed falder arbejdsindtægten for tvangsaktiverede kontanthjælpsmodtagere ned til 30 procent under mindstelønnen.

Birgitte Videbæk fra foreningen Bistandsklienter i Danmark (BiD) forklarer, hvordan tvangsaktiveringen ikke bare underminerer mindstelønnen, men også direkte afløser eksisterende jobs: »Jeg har et eksempel i Frederiksværk kommune, hvor en kommunalt ansat blev afskediget fra sit arbejde efter 20 år. Det første aktiveringsjob, den pågældende fik anvist af kommunen, var personens eget, tidligere arbejde.« (Politiken, 1.8.98).

Narkomaner, psykisk syge og andre svage grupper er heller ikke fritaget fra tvangen, men har pligt til fremmøde på særlige væresteder ifølge den nye lov – udebliver de, kan de ligesom de øvrige tvangsaktiverede risikere at miste deres kontanthjælp.

Ifølge den Sociale Ankestyrelse er der hvert kvartal 100 mennesker, som afslår at lade sig tvangsaktivere, hvorfor de mister deres kontanthjælp – og deri er ikke medregnet den store gruppe, som har mistet kontanthjælp eller dagpenge, fordi de ikke slet ikke møder op til aktiveringen (kilde: Aktuelt, 30.3.00).

»Kunsten er selvfølgelig at formulere kravet om aktivering, så det ikke kommer til at fremstå som en straffeekspedition,« understregede Karen Jespersen som nævnt. Man kan så diskutere, hvor tiltalende denne kunst er. Og om den er lykkedes – næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Pernille Djurhuus udtaler: »Vi har vedvarende insisteret på, at aktiveringspolitikken i sin nuværende udformning har mere karakter af straffeekspedition end af kvalificeringsstrategi til et rigtigt arbejde eller uddannelse.« (Jyllands-Posten, 2.5.97).

Tvangsarbejdet rammer ikke mindst danskere af etnisk herkomst, eftersom Danmark har Vestens højeste andel af arbejdsløse udlændinge i forhold til arbejdsløse statsborgere – arbejdsløsheden er næsten 3½ gang så stor blandt udlændinge som blandt danske statsborgere (kilde: OECD). I Canada er der til sammenligning akkurat lige stor arbejdsløshed blandt indfødte og udlændinge – selv ikke Østrig kan med en arbejdsløshed, der er dobbelt så stor blandt udlændinge som blandt sine statsborgere, overhovedet følge med Danmark på området.

En rekord, der fortæller sin del af historien om den marginalisering, som borgere af ikke-dansk etnisk herkomst oplever fra det danske samfunds side – og som er blevet intensiveret under den socialdemokratiske regering.

Socialpolitisk hilses Karen Jespersens tiltag overordnet set velkomne af Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup: »... Karen Jespersens nye socialreform har de rigtige takter i sig.« (Kristeligt Dagblad, 3.12.98).

Karen Jespersen: »Vi skulle have lyttet til Per Madsen«

I juli 1997 opstår voldsomme optøjer på Nørrebro mellem Nørrebros Nærpoliti og unge danskere med ikke-dansk etnisk baggrund. Det bliver startskuddet for socialminister Karen Jespersens oprustning mod etniske minoriteter, som de følgende år nærmer sig og matcher den nationale yderfløj i dansk politik.

Karen Jespersen er af den klare opfattelse, at det er de etniske unges opdragelse, som er skyld i urolighederne – ikke almindelige, kulturelle misforståelser, ikke disse unges årelange erfaringer med det danske samfunds stigende fordomsfuldhed, ikke skiftende regeringers udprægede forskelsbehandling i lov og ret. Det er opdragelsens skyld (underforstået: Afspejlet, som den må være, af den pågældende kulturbaggrund).

»Det er et godt udtryk for en gruppe unge, som har fået for megen frihed. De har ikke lært samme ansvar over for samfundet som danskerne,« siger hun til Berlingske Tidende den 14.7.97. Og fortsætter: »De gør sig ikke klart, at for at leve i Danmark, må man være dansker.«

At mange unge, der givet kan føre deres aner utallige generationer tilbage i Danmark, har haft store sammenstød med politiet, og at fodboldhooliganisme i stigende grad fører til voldsomme optøjer, har dog ikke på noget tidspunkt fået socialministeren til at udtale, at f.eks. Brøndby-fans ikke gør sig klart, »at for at leve i Danmark må man være dansker«, eller at voldelige fodboldfanatikere »har fået for megen frihed«. Hvorfor mon?

Men socialministeren gør sit til, at tilkomne indvandrere og flygtninge ikke skal risikere en opvækst med »for megen frihed«. Og det går stærkt. Da hun vil ændre udlændingeloven i slutningen af 1998, således at den midlertidige opholdstilladelse for visse flygtninge forøges fra tre til seks år, undlader hun derfor mod sædvane at sende lovforslaget til høring hos organisationer som Nævnet for Etnisk Ligestilling, det Danske Center for Menneskerettigheder og Flygtningehjælpen. Alle organisationer kan derfor først efterfølgende udtrykke deres stærke indvendinger mod, at det bliver vanskeligere at opnå permanent opholdstilladelse – uden effekt på ministeren.

Da Thorkild Simonsens karriere som indenrigsminister nærmer sig sin forventelige afslutning, hans høje alder taget i betragtning, har socialminister Karen Jespersen etableret sig et godt udgangspunkt for at kunne overgå den aldrende strammer og derved lægge billet ind på et avancement til Simonsens ministerstol, så snart den måtte blive ledig.

I oktober 1999 giver hun således et opsigtsvækkende interview i B.T., der ikke blot fortsætter, men skærper den skarpe linje, hun hidtil har lagt for dagen: »Det er en stor fejl, når man blot ser de kulturelle forskelle som noget symbolsk på linje med vores flæskesteg og juleaften. For mange indvandrere er der tale om helt andre normer, ikke mindst i forhold til kvinder. Det kan ikke nytte noget: Hvis indvandrerne vil være i det her land, så skal de være en del af det danske samfund. Det betyder ikke, at de skal smide al deres kultur over bord, men grundlæggende skal de fungere på det danske samfunds præmisser.« (B.T., 22.10.99).

Socialministeren fortsætter: »Vi må ligeledes gå til angreb mod den meget intolerante adfærd, nogle indvandrere udviser over for danskere. F.eks. ved at være på nakken af piger, der går med store bukser, eller drenge, der går anderledes klædt end dem selv. I værste fald kan det ende med, at bander af unge indvandrere terroriserer et lokalområde. Jeg har desværre selv mødt en meget fordomsfuld holdning over for danskere. Den slags kan give sig udslag i meget farlige og håndfaste konflikter, for det vil danskerne selvfølgelig ikke finde sig i i længden.«

Slutningskæden er mere end tvivlsom, men omhyggeligt pakket ind, når hun grebet ud af luften slynger en historie ud om indvandrere »på nakken af piger, der går med store bukser, eller drenge, der går anderledes klædt end dem selv« (i en tid, hvor det mest signifikante i al opstandelse over andres påklædning ganske modsat er tendensen til at være »på nakken af« muslimske kvinder for deres (hoved)beklædning). Ud fra denne hypotetiske kritik af pigers »store bukser« slutter hun sig direkte til muligheden af, at »bander af unge indvandrere terroriserer et lokalområde«. Ingen spørger til mellemregningerne, for de er irrelevante – det er ikke et spørgsmål om argumenter og fakta, men om at sende et politisk signal. Et signal, der kan lokke højrefløjsstemmer tilbage til Socialdemokratiet.

Det er ingen overdrivelse, at Pia Kjærsgaard næppe ville have udtrykt sig ret meget anderledes. Og det er ingen overdrivelse, at Karen Jespersen står den yderste højrefløj utrolig nær i disse spørgsmål. I samme interview udtaler hun, at politikerne »skulle have lyttet til Per Madsen«, Ishøjs socialdemokratiske borgmester: »Han gjorde meget tidligt opmærksom på disse problemer – og blev ugleset. Men han fik mere ret, end man dengang var villig til at give ham.«

Per Madsen, som Karen Jespersen giver sin varme støtte, gav ti år tidligere i den Danske Forenings medlemsblad bl.a. udtryk for, at »muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og kvindekulturen, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var det kvæg, og kvinder prygles og mishandles.« (Danskeren nr. 1, 1989).

Det var endvidere Per Madsens praksis med at frakende indvandrere og flygtninge retten til almennyttigt boligbyggeri i Ishøj, hvor det skønnedes, at koncentrationen af »fremmede« var for høj, der i en betænkning til EU kaldtes »et skræmmende eksempel på administrativ racisme« (Dansk bidrag til rapporten fra EFs undersøgelsesudvalg om racisme og fremmedhad til opfølgning af medlemsstaterne af Den fælles erklæring fra råd, kommissioner og EF-parlament af 11. juni 1986, juni 1990). Her afvises undskyldningen, at kommunens praksis skulle være til indvandrernes eget bedste, som »apartheids universelle begrundelse«.

Men vi »skulle have lyttet til Per Madsen«, siger indenrigsminister Karen Jespersen.

Karen Jespersens karriereambitioner honoreres forventeligt, og hendes kurs fortsættes, efter at hun i foråret 2000 udnævnes til ny indenrigsminister, da Thorkild Simonsen går af.

I august 2000 tangerer hun atter Pia Kjærsgaard og foreslår at isolere kriminelle asylansøgere i særlige, øde interneringslejre: »En måde at anbringe dem på kunne f.eks. være på en ubeboet ø – eller i bygninger, der er indrettet på en bestemt måde.« (B.T., 25.8.00).

Pia Kjærsgaard må nu næsten kaste håndklædet i ringen og meddeler i en pressemeddelelse dagen efter: »Det siger sig selv, at Dansk Folkeparti varmt bakker Karen Jespersens tanker op.«

Dagen efter udtaler Karen Jespersen til Information: »Hensigten med at melde ud på den her måde, er at vise borgerne, at vi tager problemet med den organiserede kriminalitet blandt asylansøgere virkelig alvorligt.«

Allerede i sin pressemeddelelse den 25. august taler Karen Jespersen imidlertid om »denne lille, men kedelige gruppe« af asylansøgere, specielt fra det tidligere Rusland. Der skal altså ikke mere end en »lille, men kedelig« gruppe af asylansøgere til at lancere så eksplosiv en tanke som internering på øde øer.

Kendsgerningerne er, at de reelle problemer – bortset fra helt særlige tilfælde – er ganske ubetydelige i forhold til den skala, de nu blæses op til.

Lederen af Dansk Røde Kors' asylafdeling, Jørgen Chemnitz afviser i Information den 26.8.00, at det er en løsning at samle kriminelle asylansøgere et øde sted og henviser til, at man kan benytte de eksisterende muligheder i straffeloven og udlændingeloven. Han betoner, at man skal opretholde lighed for loven, så der ikke bliver tale om, at udlændinge straffes anderledes end danskere.

Information skriver samme dag: »Indenrigsminister Karen Jespersens billede af kriminaliteten i de danske asylcentre svarer ikke til virkeligheden i de lokale politikredse. En rundringning, Information har foretaget, viser, at problemerne med kriminelle asylansøgere ikke er entydigt. Men de steder, hvor der er problemer, er der typisk tale om butikstyverier – i de fleste tilfælde begået af asylansøgere fra Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen.«

Dansk Røde Kors, der driver 40 asylcentre, har i foråret 2000 gjort opmærksom på voksende kriminalitet, bl.a. narkotikamisbrug, på nogle af centrene, men som hovedregel klares problemerne med ganske enkle midler, for »næsten lige så mange gange viser meldinger fra asylcentre, at problemerne kan bedres – hvis ikke helt løses – f. eks. ved at øge politiets tilstedeværelse på centrene, eller ved at sprede en klike af forhærdede asylansøgere rundt på forskellige centre«, skriver Information den 13.9.00.

Så sent som den 4. september ved Indenrigsministeriet imidlertid tilsyneladende intet konkret om omfanget eller karakteren af den pågældende »kriminalitet eller anden adfærd«, der skulle være baggrunden for ministerens markante udmeldinger, afslører en fax, som Information citerer den 13.9.00. Indenrigsministeriet spørger her Udlændingestyrelsen: »Hvilke nationaliteter er der (især) problemer med?« Og: »Ved man, hvilke former for kriminalitet/adfærd de pågældende er indberettet for?«

Flere dage efter Karen Jespersens opsigtsvækkende udmelding om internering på en øde ø, aner hendes eget ministerium ikke engang præcist, hvad det er for et problem, der skal løses på øen.

At interneringslejre på øde øer under alle omstændigheder er komplet urealistiske, blev hurtigt klart, også for indenrigsministeren. Men hun har igen sendt et afgørende signal til socialdemokratiske vælgere om, at de ikke »behøver« flygte i armene på Kjærsgaard – Jespersen skal nok tage vare på indvandrerpolitikken på en måde, som selv Dansk Folkeparti må nikke anerkendende til.

Så anerkendende, at Pia Kjærsgaard på Dansk Folkepartis efterfølgende årsmøde ligefrem inviterer Karen Jespersen ind i sit parti: »Der er begyndt at lyde helt fornuftige toner fra Karen Jespersens side. Og når der viser sig problemer for dig i dit bagland, er du altid velkommen til at søge optagelse i Dansk Folkeparti.« (Ekstra Bladet, 3.9.00).

Den tidligere socialdemokrat, Mogens Camre, der selv er sprunget fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti (se kapitel 4), inviterer Karen Jespersen til at foretage samme spring og siger: »Der er ingen forskelle på Dansk Folkepartis holdninger på indvandrerområdet og dét, indenrigsminister Karen Jespersen har sagt i de seneste dage (...) Det er i det hele taget utrolig vigtigt for meningsannelsen, at der er flere pæne damer med gråt hår fra stuerene partier, som fremfører vores synspunkter.« (Information, 9.9.00).

Men der er ingen problemer for Karen Jespersen i Socialdemokratiet – Karen Jespersens udspil modtager stormende bifald, da det bakkes op fra talerstolen af delegerede på partiets kongres i Aalborg den 14. september 2000.

At det selvfølgelig var propaganda fra først til sidst er tilsyneladende ikke afgørende. Og fra først til sidst på bekostning af en gruppe, som nærmest er afskåret fra overhovedet at forsvare sig – asylansøgere. Karakteren af Karen Jespersens udmelding ligger da heller ikke frygtelig fjernt fra Fremskridtspartiets tidligere »forslag« om at returnere flygtninge ved at smide dem ud med faldskærme. I det mindste er de som retoriske virkemidler beslægtet.

Karen Jespersen understreger også, at den islamiske kultur skal underordnes den danske, og at hverken en harmonisering eller ligestilling kan komme på tale: »Der er mange af de etniske grupper, der i al for høj grad forestiller sig, at man i Danmark uden videre kan sidestille den muslimske kultur med den danske. (...) At tale om harmonisering eller ligestilling på den måde er uholdbart. Vi skal holde fast i det fundament af værdier, som det danske samfund bygger på, og som er udsprunget af folkelige bevægelser. For at deltage i samfundslivet skal man ikke alene kende vort lands love, men også de grundlæggende, almene værdier i Danmark.« (Jyllands-Posten, 15.8.00).

Selv om ingen nogen sinde har kunnet eller villet forklare, hvad det helt konkret er for »grundlæggende, almene værdier«, som indvandrere skal »kende«, er det ikke desto mindre nøjagtig den samme pointe, som Pia Kjærsgaard har gentaget i mindst et årti – skønt Jespersen i højere grad sigter til arbejderbevægelsens værdier og Kjærsgaard til kirkens.

Journalist og forfatter Lasse Ellegaard skriver i en kommentar hertil, at Karen Jespersen efterlever det princip, at »vælgernes stemninger nu til dags dirigerer politikerne, ikke omvendt,« og tilføjer: »Det nye er, at et medlem af en ansvarlig socialdemokratisk-radikal regering utilsløret kopierer Mogens Glistrup, Pia Kjærsgaard, og hvad de alle sammen hedder. Resultatet er måleligt. Næppe har ministeren foreslået kriminelle asylsøgere udsat på øde øer, før fem bøvede bodegatyper i Holeby på Lolland kaster brandbomber mod et lokalt asylcenter, borgmestre i Marielyst og Børkop driver asylsøgere ud over kommunegrænserne, skolelærere i Vollssmose i Odense nedlægger arbejdet i protest mod ustyrlige andengenerations-indvandrere, i Høje Tåstrup hyres private vagtværn til beskyttelse mod den samme gruppe, en hel landsby i Nordjylland går kollektivt amok på et borgermøde, og en ungdomshjems-forstander går frem og efterlyser en national handlingsplan i et tonefald, som om der var tale om et nyt 9. april.« (Jyllands-Posten, 10.9.00).

Så vidt er det kommet i Socialdemokratiet siden 1993. Søren Krarup må smile og sende sin kampagne mod flygtningeindsamlingen i 1986 en venlig tanke. Han forudså og skabte grundlaget for nøjagtig den udvikling, Karen Jespersen og Socialdemokratiet er slået ind på.

Birthe Rønn Hornbech, Kirsten Jacobsen og Pia Kjærsgaard har fundet deres ligekvinde, og Socialdemokratiet har indlysende nok sat deres lid til, at Karen Jespersen kan genvinde nogle eller mange af de tabte vælgere fra Dansk Folkeparti.

Karen Jespersen er imidlertid langtfra alene i Socialdemokratiet om at genanvende højrefløjens politik og retorik. Jeg skal begrænse mig til kort at belyse et enkelt, men vigtigt eksempel: Statsministeren.

Poul Nyrup Rasmussen: »Vi lader jer ikke i ro i lang tid ad gangen. Det tager I skade af«

Poul Nyrup Rasmussen har været statsminister siden januar 1993, hovedansvarlig for landets tilstand, hovedansvarlig for regeringens resultater, hovedansvarlig for Socialdemokratiets politik.

Og ingen kunne vel udtrykke det socialdemokratiske menneskesyn mere præcist end Nyrup her på et narkobehandlingscenter: »Vi lader jer ikke i ro i lang tid ad gangen. Det tager I skade af. Vi tager jer i kraven, vi kommer ned og henter jer på gaden, på Hovedbanegården, eller hvor det er, og siger til jer, at så er det om at komme i gang igen.« (Berlingske Tidende, 15.11.97).

Hele tankegangen bag partiets aktiveringsprojekt, det sociale kontrolsystem, indvandrerpolitikken, og statens generelle klientgørelse – i én sætning. Helt på linje med Karen Jespersens udmelding, da hun endnu var socialminister: »Det er slut med at ligge på sofaen for mine skattekroner.« (Ekstra Bladet, 23.10.99).

Ret meget mere firkantet og populistisk kan problematikken næsten ikke stilles op. Og Nyrups retorik er den samme – ikke mindst enhver omtale af indvandrerpolitikken skal helst indeholde slet skjulte trusler og advarsler mod de suspekte etniske minoriteter: »Men så er forudsætningen [for at hjælpe mennesker i nød] også, at vi sikrer, at den illegale indvandring bliver stoppet, og at det koster noget at begå kriminalitet. Danskerne er ikke racister, men de er rasende over problemer, som ikke bliver løst.« (Berlingske Tidende, 17.11.97).

Samme mangel på konkret indhold til fordel for politisk signalværdi:

1) Vi skal sikre, at den illegale indvandring bliver stoppet, understreger Nyrup – det er imidlertid i stigende grad blevet et af vilkårene ved at være flygtning at måtte ty til illegale metoder under et eller flere af de led, der er en del af flugtruten.

2) Det skal »koste noget« at begå kriminalitet – et tomt udtryk, hvis form er ren propaganda: Dels »koster« det naturligvis allerede noget, dels koster det faktisk meget mere end i flere af de lande, vi normalt sammenligner os med. I Tyskland ender f.eks. seks ud af hundrede voldssager med en ubetinget fængselsstraf til gerningsmanden – i Danmark sker det i tres ud af hundrede tilfælde (kilde: Politiken, 26.9.98).

Men Dansk Folkeparti har gjort kampen mod volden til en mærkesag, og Socialdemokratiet følger efter.

Lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen er imidlertid særdeles kritisk over for den overdrevne fokus på volden i Danmark: »Det er blevet en almen opfattelse i den brede befolkning, at der er noget helt galt, og det er Socialdemokratiet og regeringen nødt til at tage hensyn til. (...) Men pointen er, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre – det har noget med en central vælgergruppes opfattelse af virkeligheden at gøre.« (Berlingske Tidende, 19.12.99).

Socialdemokratiet fører imidlertid ikke politik på baggrund af fakta, men på baggrund af folkestemninger – det slog statsministeren allerede fast i samme forbindelse i sin nytårstale den 1. januar 1997, hvor han bebudede »stærkere magtmidler« til politiet ved indirekte at kontrastere disse med et fiktivt skræmmebillede af forholdene: »Folk skal kunne gå på gaden uden at se sig over skulderen«.

Vrangforestillingen og den unødige utryghed, den skaber, blev kritiseret af flere eksperter, f.eks. udtalte Ole Brink, læge og voldsforsker ved Aarhus Universitet: »Deres lovforslag og nytårstaler er kun med til at øge angsten for vold på et tidspunkt, hvor volden uden for enhver diskussion falder markant, og hvor politikerne ved det. Det er bekymrende.« (Jyllands-Posten, 3.1.97).

Justitsminister Frank Jensen understregede imidlertid over for samme avis, hvor lidt fakta betyder i socialdemokratisk politik på området: »Jeg tror, at alle i befolkningen har et klart billede af, at den grove vold er blevet mere bestialsk, den er mere uforudsigelig, den retter sig mod sagesløse. Jeg vil ikke vente, til kriminologerne får sig analyseret frem til, at det er et faktum.«

3) Statsministeren fortsætter i samme ukonkrete retoriske stil: Danskerne er »ikke racister, men de er rasende over problemer, som ikke bliver løst«. En pointe og en finte, som Nyrup har lært af Karen Jespersen, der har lært den af Pia Kjærsgaard, der har lært den af den Danske Forening, der har lært den af Søren Krarup – som ikke har lært den af nogen. Udtalelsen er blottet for alt andet betydningsindhold end bestræbelsen på at koble sig til den nationale højrefløjs iscenesættelse af den såkaldt almindelige danskers påståede stigmatisering som »racist«, der hævdes at finde sted, hver gang han eller hun »bare ytrer kritik« af indvandrerne.

Af samme grund fastslår Nyrup Rasmussen gerne, som her i Vejgårdshallen i Aalborg i oktober 1997: »Danmark er ikke multietnisk og skal ikke være det.« Indenrigsminister Karen Jespersen er ikke mindre kategorisk, når hun istemmer Socialdemokratiets nye linje: »Jeg vil i hvert fald ikke leve med et multikulturelt samfund.« (Berlingske Tidende, 6.9.00).

Af samme grund hedder det i statsministerens nytårstale den 1. januar 1998: »Alle, der slår sig ned her, skal lære vore normer og regler at kende og respektere vor kultur og samfundsorden.«

Og af samme grund tog statsministeren ikke afstand fra Mogens Camres yderligtgående udtalelser på området i 1997 og 1998, da Camre stadig væk var medlem af Socialdemokratiet og i en TV-udsendelse den 10.9.98 bl.a. karakteriserede en »fremmed« på denne måde: »... en mand af umiskendeligt mellemøstligt tilsnit. Han er så elegant klædt som Onassis' søn. Og han har køretøjer, som hverken jeg eller statsministeren ville have råd til at købe. Jeg ved, at den slags skyldes den voldsomme kriminalitet, der kommer i kølvandet på indvandringen.«

Ligesom Karen Jespersen fik Mogens Camre lov til at blive i partiet. Lige indtil han et halvt års tid senere selv valgte at skifte til Dansk Folkeparti og pludselig ikke længere var »stueren« – primært pga. sit partiskifte, ikke sine holdninger til indvandrere, som han fik akkurat lige så meget lov til at have og slå til lyd for inden for som uden for Socialdemokratiet.

I takt med at Socialdemokratiet legitimerer en stadig mere udtalt kulturchauvinisme, kan Dansk Folkeparti og den endnu mere yderligtgående højrefløj til gengæld skærpe tonen yderligere. Hegnspælene er blevet flyttet drastisk i 1990erne, og man kan kun frygte, hvor de vil flytte hen om endnu et tiår, hvis tendensen fortsætter – i og uden for Socialdemokratiet.

Frankfurter Allgemeine Zeitung: »Haiders teser er regeringspolitik i Danmark«

Socialdemokratiets hamskifte og den markante politiske højredrejning i Danmark i de senere år er ikke gået ubemærket hen i udlandet.

Berlingske Tidende oversætter den 1.11.97 fra Frankfurter Rundschau: »Der skulle ikke mere end en weekend med 30 anholdte illegale grænse-overløbere til for at udløse panik i Danmark. Højrefløjen begyndte at råbe op om at sætte militæret ind eller kræve indkøb af faldskærme, hvorved man kunne smide udviste flygtninge ned over deres hjemland. Selv den socialdemokratisk ledede regering synes at hoppe med på flygtningehysteriet.«

Jyllands-Posten refererer den 19.11.97 fra Liberation, der konstaterer, at »fremmedhadets feber har ramt Danmark«, og som undrer sig over, hvordan så få udlændinge kan blæses op til et sådanne dimensioner. Reporteren beskriver chokeret en tilfældig bustur i Århus, hvor hendes somaliske selskab får at vide, at hun ikke kan sidde ned, fordi hun er sort; og tilsvarende om et møde med en dansk politiker, som angiveligt mener, at en ridse i bilen er værre, hvis den er lavet af en bosnisk end af en dansk dreng.

Liberation betoner kontrasten mellem »det brutale fremmedhads Danmark« og så »menneskerettighedernes Danmark«, der fører sig frem internationalt.

I forbindelse med krisen omkring regeringsdeltagelsen af Jörg Haiders Frihedsparti i Østrig med de efterfølgende diplomatiske EU-sanktioner imod landet bemærker et tysk dagblad dobbeltmoralen: »Haiders teser er regeringspolitik i Danmark.« (Frankfurter Allgemeine Zeitung, 15.2.00).

I P.C. Mollerups oversættelse fra Information den 19.2.00 hedder det her bl.a. om den nyeste socialdemokratiske regeringspolitik: »Med indvandrerpakkens bestemmelser blev frem for alt familiesammenføringer for udlændinge besværliggjort. I alt skulle 78 nye regler dæmme op for tilstrømningen af udlændinge og sikre en bedre integration. Danmark opfattede dermed endnu en gang sig selv som et foregangsland i Europa. 'Tabuer' er allerede flere gange blevet brudt, efter at bestemmelserne vedrørende asyllovgivning og flygtningepolitik blev skærpet. Kollegerne i EU fulgte for det meste efter. Danmark regnes eksempelvis for at have opfundet den regel, at asylsøgere skal ansøge i det første sikre land, de kommer til på deres rejse ud af hjemlandet. (...) Med Haiders tilsynekomst har man oven i købet en politiker, der i Wien prædiker det, som man længe har gjort i København – i socialdemokratisk regi. Danskerne skal for fremtiden ikke længere frygte for at blive løbet over ende af de fremmede, og skal ikke føle sig som 'fremmede i deres eget land'. De kan tage det helt roligt: Et multietnisk samfund vil der aldrig blive tale om i Danmark. Ordene er ikke Pia Kjærsgaards, og kommer ikke fra en højreekstremist, men stammer fra statsminister Nyrup Rasmussens nytårstale.«

International Herald Tribune tager den 24.2.00 ligeledes højredrejningen under behandling: »Politikeren talte dramatisk om lokale familier, der i deres egne bydele føler sig talmæssigt underlegne i forhold til indvandrere, om danskere, der ser sig selv som fremmede i deres eget land, og som betragter sig som ofre for ghettoer, de ikke selv har skabt. Måske har problemerne fået lov til at eskalere, fordi hans landsmænd er bange for ikke at være tolerante nok, sagde politikeren. Der er naturligvis gode udlændinge, som bidrager til samfundet, men andre, fortsatte han, som 'intet har til overs for vore fundamentale værdier'. Så tiden er kommet til at påtvinge en række 'betingelser' for 'at sikre et sammenhængende samfund'. At kalde talens tonefald populistisk – Europas nye etikette for politisk argumentation, der befinder sig på kanten af demagogi eller racisme, men lige akkurat ikke overskrider grænsen for høflig konvention – kræver ingen dristighed. Talens særegenhed var, at den kom fra en fuldstændig traditionel repræsentant for europæisk socialdemokrati, Poul Nyrup Rasmussen, Danmarks statsminister. Mere end noget andet synes bemærkningerne, og restriktionerne, som denne måned er blevet foreslået over for Danmarks indvandrere, at illustrere, hvor meget tidligere standard-forestillinger om, hvad der er politisk acceptabelt, kan blive fortrængt i debatten om indvandring og racisme i Europa.«

Det hollandske TV-program »Netwerk« konkluderede den 3.4.00 i en dokumentarudsendelse ligesom Frankfurter Allgemeine Zeitung, at Danmark allerede har gennemført de tiltag mod udlændinge, som i Østrig endnu kun er på tegnebrættet.

I udlandet har Karen Jespersen taget til genmæle mod den internationale kritik i en medieoffensiv til en række hollandske aviser.

Her skriver hun bl.a.: »Spærrer Danmark alle sine asylansøgere inde bag pigtråd? Nej. Er det i Danmark forbudt, at en mand gifter sig med en udenlandsk kvinde under 25 år? Nej. Er Danmark uden en eneste moské? Nej. Er et fremmedfjendsk parti ved at overtage magten i Danmark? Nej. Men man kunne få det omvendte indtryk af svaret på alle fire spørgsmål, hvis man kun byggede sin viden på visse hollandske medier.«

Det er imidlertid en ældgammel manøvre at besvare en række fiktive spørgsmål benægtende, der går helt ved siden af den konkrete kritik – næppe nogen internationale medier, eller hjemlige kritikere for den sags skyld, har påstået, at man skulle besvare disse fire spørgsmål med et ja.

1) Danmark spærrer ikke alle sine asylansøgere inde bag pigtråd, kun et fåtal – men Danmark automatfængsler til gengæld 5.000 asylansøgere årligt, som intet juridisk strafbart har begået i Danmark, bl.a. hvis de ikke har ID-papirer på sig. Principielt kan fængslingen opretholdes på ubestemt tid.

2) I Danmark er det ikke forbudt en mand at gifte sig med en udenlandsk kvinde under 25 år – men en mand, der skal gifte sig med en udenlandsk kvinde under 25 år, skal til gengæld bevise, at der er tale om ægte kærlighed og ikke »kulturelt pres«. Det skal en mand, der vil gifte sig med en dansk kvinde under 25 år ikke.

3) Danmark er ikke uden en eneste moske – men der findes til gengæld ikke én eneste moske med minareter, og i modsætning til alle andre vesteuropæiske lande er stort set alle af de få danske moskeer gemt ad vejen i kælderlokaler eller baggårde.

4) I Danmark er et fremmedfjendsk parti ikke ved at overtage magten – men et parti, hvis asyl- og indvandrerpolitik kan sammenlignes med Jörg Haiders planlagte politik, sidder til gengæld allerede ved magten, nemlig Socialdemokratiet.

Hvad de hollandske medier imidlertid især har fokuseret på, er den hårde retorik, indvandrere og flygtninge mødes med i Danmark. F.eks. udtaler Alain van der Horst, journalist på ugemagasinet De Tijd i Amsterdam: »Det mærkelige i Danmark er, at det er normalt at bruge udtrykket 'udlændinge' eller 'fremmede' helt generelt. Man skelner ikke mellem hvem, og hvorfor de er i landet. Man generaliserer blot.« (Information, 4.5.00).

De hollandske journalister forstår ganske enkelt ikke, hvorfor indvandringen gøres til så stort et problem i Danmark, f.eks. under begrebet »ghettodannelser«. Til samme avis udtaler Nanda Troost, journalist på De Volkskrant: »I hollandske byer er der kvarterer med over 50 procent udlændinge, som man ser på gaderne hele tiden. Så når man kommer til Ishøj, hvor man ikke ser så mange udlændinge gå rundt, så tænker man uvægerligt. Hvad er problemet i Danmark?«

Indenrigsminister Karen Jespersen tager imidlertid generelt let på den internationale kritik af den restriktive danske lovgivning: »Vi tør handle, men det tør flere andre lande ikke.« (Jyllands-Posten, 21.5.00).

På EUs uformelle justits- og indenrigsministerrådsmøde om øget indvandring med henblik på at kompensere for den faldende arbejdsstyrke i Europa, påkaldte Karen Jespersens mod til at »handle« sig dog en særlig opmærksomhed.

Ifølge Information den 31.7.00 fremgår det af det spanske dagblad El Pais, at den danske indenrigsminister udtrykte »så yderligtgående indvandringsskeptiske udtalelser, at den britiske minister Jack Straw følte sig kaldet til at sætte hende på plads«.

I Informations oversættelse af referatet i El Pais hedder det: »Den ekstreme nyttemoral ('utilitarisme') repræsenterede den danske indenrigsminister Karen Jespersen ved at spørge, hvilken interesse hendes land kunne have i at modtage analfabetiske somaliske immigranter, 'som muligvis ikke kan gøre nytte, end ikke som gadefejere.' Den britiske Jack Straw svarede hende ved at sige: 'Ved dette bord er der allerede en somalier, den britiske minister.' Straw er søn af polske immigranter, som ankom til Storbritannien under Anden Verdenskrig uden at kunne læse, skrive eller tale engelsk.«

Karen Jespersen er imidlertid uenig i den udlægning, som El Pais lægger for dagen. Bl.a. siger hun til Information den 2.8.00, at udtalelsen om, at somaliere muligvis end ikke kan gøre nytte som gadefejere er »fuldstændig grebet ud af luften – det ord blev overhovedet ikke nævnt«.

I samme avis forklarer en talsmand fra det britiske indenrigsministerium imidlertid episoden således: »Den danske indenrigsminister Karen Jespersen lod efter vores mening til at afvise behovet for en langtidsstrategi for immigration, der tager hensyn til demografiske ændringer og ændringer i arbejdsmarkedets behov. Den danske minister sagde, at hun ikke kunne se, hvordan analfabetiske, somaliske hyrder skulle kunne bidrage til den danske IT-industri. Indenrigsministeren (den britiske, red.) svarede hertil, at immigranter har meget at bidrage med, og at der i rummet var to mennesker, som var efterkommere af immigranter, nemlig ham selv og minister Barbara Roche.«

Hvordan bemærkningerne end er faldet, har Karen Jespersen i hvert fald sikret sig opmærksomhed internationalt. Det franske medlem af Europaparlamentet, Fodé Sylla, der tillige er præsident for den internationale græsrodsorganisation, SOS Racisme, fastslår f.eks., at den danske indenrigsminister er »værre end Østrigs Jörg Haider«, og siger i en presseerklæring: »... jeg finder alligevel, at det lige godt er utroligt, at en indenrigsminister i vor tid kan begynde at snakke om fangeøer – noget, der vel ellers blev afskaffet i Europa for 100 år siden.« (B.T., 19.9.00).

SFs medlem af Europaparlamentet, Pernille Frahm oplever en markant ændret international bekymring over retorikken mod indvandrere i Danmark. Hun skriver bl.a.: »... ikke mindst bliver jeg spurgt af både mine egne og af socialdemokraternes europæiske kolleger om, hvad i alverden der foregår i Danmark. Det land, de ellers tidligere kun har kendt for tolerance, er blevet et andet. I november var jeg i Stockholm med mit udvalg for at træffe det kommende svenske EU-formandskab (...) En efter en trak de mig til side for at høre, hvad der skete i mit hjemland. Hvordan kunne det gå så galt? Hordan kan én socialdemokratisk minister kræve øde øer til asylsøgere og en anden forsøge at blande sig i, hvem man beder til på arbejdspladsen? Når det bliver set lidt udefra, bliver man selv chokeret.« (Information, 8.1.01).

Exit

Socialdemokratiet er blevet eksponent for en politik, der i forhold til indvandrere og flygtninge kan konkurrere med Venstre og Dansk Folkeparti, en politik, som internationalt paralleliseres med Jörg Haiders.

Som vi har set, nærmer Socialdemokratiet sig også Dansk Folkepartis retorik. F.eks. har Kjeld Rasmussen, den socialdemokratiske borgmester i Brøndby ved flere lejligheder støttet sin socialdemokratiske kollega i Ishøj, Per Madsen, der som tidligere nævnt har udtrykt, at muslimer »lever på middelalderstadiet« i den Danske Forenings medlemsblad. Kjeld Rasmussen forsøger i lighed med sin kollega at nedbringe indvandreres tilflytning til sin kommune, og hans udtalelser er ikke mindre bramfri: »Nu sidder jeg så sammen med vores boligudvalg og forvaltningen og lejer ud. Og siden februar er der ikke kommet én eneste fra de varme lande ind i Brøndby Nord. Vi smider også alle de kriminelle idioter ud, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Vi renser ud til glæde for borgerne og boligselskaberne. Beboerne har krav på at bevare det danske boligmiljø.« (Berlingske Tidende, 9.11.97).

»Vi renser ud.«

Den afgørende forskel på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet betræffende retorik og politik over for etniske minoriteter er tempoet og målet – men selv her begrænses forskellen stedse mere, især i forhold til ledende socialdemokratiske ministre og borgmestre. Krarup & Co.s mål er selvfølgelig mere vidtrækkende end Socialdemokratiets, men retningen er den samme: Tilskyndelse til repatriering, begrænsning af rettigheder, stramninger i lovene, nedskæringer og forskelsbehandling.

Eksempelvis bemærker Ole Espersen, Østersørådets kommisær for menneskerettigheder, og selv tidligere socialdemokratisk justitsminister, at kravet om dansk statsborgerskab for at få job i en given branche mindst optræder 10-15 steder i den danske lovgivning, hvorved Danmark sammen med Letland ligger i front, når det gælder om at udelukke udlændinge fra forskellige jobs: »Tendensen i de øvrige lande går i den modsatte retning. Her går man i stigende omfang væk fra kravet om indfødsret ved besættelse af stillinger.« (Berlingske Tidende, 11.1.98).

Dansk Forum har også øje for udviklingen: »Midten i dansk politik er rykket mod højre. Meget af det, der debatteres i øjeblikket, ville være utænkeligt for bare fem år siden – eksempelvis den mere udogmatiske opfattelse af internationale konventioner, og at repatriering diskuteres ...« (Atterdag nr. 3, 2000).

Det nye højre, Socialdemokratiet inklusiv, har åbent erklæret, at man modsætter sig den multikulturelle udvikling og vil kæmpe for et udefinerbart, »dansk værdisæt« – dermed har man samlet set uigenkaldeligt valgt side og adopteret det første, største og vigtigste punkt på Søren Krarups dagsorden.

Regeringspartneren, det Radikale Venstre er betænkelig ved udviklingen, som især anføres af indenrigsminister Karen Jespersen. Partiets flygtningeordfører, Henrik Svane udtaler: »Det er belastende for regeringssamarbejdet, hvis indenrigsministeren fortsætter i et spor, hvor hun kan blive taget til indtægt for det yderste højres synspunkter. Det løber mig koldt ned ad ryggen.« (Information, 7.9.00).

Udmeldingen er dog skinhellig. Det Radikale Venstre har stået last og brast med Socialdemokratiet gennem et tiårs konstante stramninger – men Svanes chok fortæller sit tydelige sprog om, hvor vidt det er kommet.

Som tidligere citeret kritiserede Karen Jespersen i 1987 Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis politik for ikke at følge »med tiden«, fordi de ikke tog ved lære af borgerlige holdninger med vælgerappel.

»Højre og venstre er ikke det samme som før,« skrev hun ved den lejlighed, og deri tager hun vel ikke fejl. En taktisk udløber af denne tankegang ført ud i sin yderste konsekvens udtrykte hun imidlertid på et gruppemøde i den socialdemokratiske folketingsgruppe omkring et tiår senere, hvor daværende folketingsmedlem, Hardy Hansen kritiserede hende for at føre en politik, der ensidigt ramte de trængte grupper og dermed altså også vælgere, partiet repræsenterede. Karen Jespersens svar var: »Det, vi mister på venstrefløjen, vinder vi dobbelt på højrefløjen.« (Interview med Hardy Hansen, Faklen nr. 17).

Spørgsmålet er så, hvor længe partiet kan overleve ved at følge »med tiden« på højrefløjens præmisser; hvor opportunistisk Socialdemokratiet kan holde til at være, før det har fjernet sig så meget fra sit historiske grundlag, at vælgerne endegyldigt forlader partiet, enten til fordel for de partier, der står i opposition til højredrejningen eller også til de regelrette højrepartier, som alligevel har held med at influere Socialdemokratiets standpunkter.

Politikere som f.eks. tidligere folketingsmedlem Mogens Camre og medlem af Borgerrepræsentationen, Karin Storgaard, har forladt Socialdemokratiet til fordel for Dansk Folkeparti. Men kandidater går også den anden vej. Tidligere socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen, Sif Holst Pedersen har forladt partiet til fordel for Enhedslisten.

Nyhedsmagasinet i TV-Avisen den 4.1.01 omhandler Socialdemokratiets krise, og her udtaler Sif Holst Pedersen om baggrunden for sit partiskifte, at hun efter 2½ år som socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen ikke længere kunne leve med partiets politik: »Det er en politik, der ikke tilgodeser de svage i samfundet, men mere bekymrer sig om parkeringspladser, og om der nu er institutionspladser til dem, der er mere velbjærgede.«

Peter F. Nielsen, socialdemokratisk kredsformand i hovedstaden, beklager i samme udsendelse, at Socialdemokratiet ikke længere er garanten for narkomanerne, de hjemløse og flygtningene, men i stedet lader sig lede af folkeopinionen: »Det er vigtigere for Socialdemokratiet i dag at få mange stemmer, end det måske er set i forhold til tidligere, at vi har vores principper i orden.«

Om humanistiske kræfter i Socialdemokratiet kan vende partiets kurs, vil fremtiden vise. Men med den nuværende ledelse er der intet, der tyder på det – og med de delegeredes brede opbakning til Nyrups & Jespersens udmeldinger på indvandrerområdet, er det mere end tvivlsomt.

I Socialdemokratiets jagt på den opportunistiske sirenesang er partiet måske i færd med at underminere sig selv for de kortvarige gevinster, der holder regeringstaburetterne varme en tid endnu: En gradvis kopiering af den nationale højrefløjs dagsorden, i håb om at gøre partiets tilbagegang i vælgertilslutningen nogenlunde behersket i stedet for at få karakter af et regulært kollaps.

Men Socialdemokratiets historiske selvforståelse som arbejderpartiet på de trængte gruppers side trækker ikke blot på dette, men også andre, især socialpolitiske områder i den modsatte retning af den traditionelle højrefløj. Spørgsmålet er derfor, om indenrigsminister Karen Jespersen har ret i sin vurdering: »Det, vi mister på venstrefløjen, vinder vi dobbelt på højrefløjen.« Eller om ikke partiets højredrejning med sikkerhed giver stemmetab på venstrefløjen, mens der alligevel intet vindes på højrefløjen, fordi vælgerne på højrefløjen (i og uden for Socialdemokratiet) alligevel godt er klar over, at hvis de er tiltrukket af Dansk Folkepartis indvandrerpolitik, så vil de nok vælge originalen her fremfor den socialdemokratiske kopi.

Hver eneste gang Socialdemokratiet melder markant ud med stramninger over for indvandrere, opnår de snarere end at tiltrække de højreorienteredes opbakning at skubbe dem yderligere i retning af Dansk Folkeparti. For det første fordi Socialdemokratiets efterligning af Dansk Folkepartis diskriminationspolitik netop legitimerer Dansk Folkepartis politik; for det andet fordi Socialdemokratiet udstiller sin egen opportunistiske dobbeltmoral ved at træde i fodsporene på et parti, statsministeren utvetydigt har sat uden for de »stuerenes« selskab i oktober 1999; og for det tredje fordi Socialdemokratiets retoriske mistænkeliggørelse af indvandrere med tiden også gør den yderste højrefløjs endnu mere mistænkeliggørende propaganda lettere at sluge.

Karen Jespersens strategi risikerer altså at opnå det modsatte af, hvad den tilsigter – Socialdemokratiet tiltrækker ikke højrefløjsstemmer ved at gå højrefløjen i bedene, tværtimod afdramatiserer den traditionelle socialdemokratiske vælgeres valg af de nye nationalkonservatives politik og fravalg af det gamle socialdemokratis kopi. Når afgrunden mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bliver mindre og mindre, bliver springet også lettere og lettere. Også Venstre profiterer selvsagt heraf.

Socialdemokratiets opinionstal foretager da også nogle gevaldige dyk i slutningen af 1990erne. Dansk Folkepartis succes med at kapre socialdemokrater – både vælgere og folkevalgte – og Venstres stabile fremgang reducerer i en periode Socialdemokratiets vælgertilslutning til et historisk lavpunkt. Socialdemokratiet fik 35,9 procent af stemmerne ved valget i marts 1998, mens et gennemsnit af flere opinionsundersøgelser reducerede vælgertilslutningen til kun 21 procent i december samme år (kilde: TV-Avisen, 4.1.01) – partiets laveste vælgertilslutning i over 80 år. De seneste seks år har Socialdemokratiet endvidere mistet næsten 13.000 medlemmer.

Indtil videre er der altså endnu ikke vundet »dobbelt på højrefløjen«, hvad der er tabt på venstrefløjen. Måske tværtimod.

Socialdemokratiet har imidlertid fået del i det nye højre, i den udstrækning at det nye højre defineres som en front, der bekæmper den multikulturelle samfundsudvikling gennem mistænkeliggørende polemik og diskriminerende politik til fordel for såkaldt danske værdier.

En udvikling, som ganske givet vil fortsætte eller intensiveres yderligere, hvis Venstre får mulighed for at danne regering. Med Birthe Rønn Hornbechs erklæring, »Udlændinge i Danmark« fra den 10.10.00 kæmper også Venstre for »de værdier, vi har indrettet samfundet på« og fastslår utvetydigt: »Venstre ønsker ikke et multikulturelt Danmark.«

Men er Socialdemokratiets afvisning af den multikulturelle samfundsudvikling tæt på Venstres, er den dog stadig væk generelt mindre aggressiv end de nationalkonservatives. Partiet er således et uægte barn i dette selskab, men at det for fremtrædende punkters vedkommende er havnet her, er måske så til gengæld det nye højres allermest afgørende sejr.

Rune Engelbreth Larsen
Kapitel 5. 'Det nye højre i Danmark', 2001