Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det nye højre i Danmark | Kapitel 4

Dansk Folkeparti

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det 20. århundrede har været Socialdemokratiets århundrede, men det er snart slut. Jeg vil gøre mit til at gøre Dansk Folkeparti til partiet for det 21. århundrede ...

Ordene er Mogens Camres. Medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i hovedstaden fra 1962 til 1966, socialdemokratisk folketingsmedlem fra 1968 til 1987, herunder finanspolitisk ordfører fra 1978 til 1987 og politisk ordfører fra 1981 til 1982.

Dagen er den 24. marts 1999, samme dag, som NATO indleder sit luftbombardement af Jugoslavien. Dansk Folkepartis bidrag til den hjemlige verdenspresse er offentliggørelsen af deres nye spidskandidat til EU-valget i juni. Efter 37 år som aktiv socialdemokrat forlader den temperamentsfulde og intelligente Mogens Camre sit gamle parti til fordel for Dansk Folkeparti.

Partiskiftet er endnu en fjer i hatten for Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, der fra valg til valg har oplevet en støt fremgang og stigende, men svingende respekt og tilslutning blandt tidligere borgerlige og socialdemokratiske vælgere, siden hun brød med Fremskridtspartiet.

Ikke desto mindre er det ikke mere end fem år siden, at hun og hendes dengang nydannede parti blev dømt chanceløse af presse og politikere. Det var i dagene efter Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, hvor den farceagtige splid, som partiet med de mange interne opgør var gerådet i i midten af 1980erne, kulminerede i absurd teater. »Total-Kaos«, »Tumultagtige scener« og »Ragnarok« lød nogle af pressens overskrifter i dagene under landsmødet.

Det lignede begyndelsen til enden på det parti, som, efter at Mogens Glistrup havde gjort skattetrykket til hovedmodstanderen var stormet ind i Folketinget med 28 mandater i 1973 og havde rystet det traditionelle politiske danmarksbillede. 22 år senere er partiet blevet en ren slagmark, og Pia Kjærsgaard beskriver kulminationen på opløsningen under landsmødet i 1995 således: »I løbet af de to dage og den ene aften og nat, som landsmødet varede, blev Fremskridtspartiets sande vildt anarkistiske ansigt udstillet for hele landet. Det var landsbytossernes paradis. Det var grænseløst storslået i al sin afslørende tragik. Det var surrealistisk teater i verdensklasse, og var det ikke, fordi jeg selv var utrolig ulykkelig, fordi jeg følte, at det var afslutningen på det parti, jeg stædigt havde troet på, ville jeg måske have lænet mig tilbage i stolen og bare oplevet!« (Men udsigten er god ... Midtvejserindringer, s. 233).

Konsekvensen blev, at Pia Kjærsgaard sammen med tre andre folketingsmedlemmer, Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard, meldte sig ud af Fremskridtspartiet den 6. oktober 1995 og på en pressekonference samme dag annoncerede stiftelsen af deres nye parti, Dansk Folkeparti.

Ikke mange levnede det nye »fremskridtsparti« mange chancer. Ekstra Bladet skrev f.eks. i lederen den 7.10.95: »Dansk Folkeparti har alle chancer for at blive hendes definitive politiske abort.« Den 11.10.95 profeterede samme avis: »Slaget om højresiden i dansk, parlamentarisk politik synes afgjort. I hvert fald kan taberen udpeges. Hun hedder Pia Kjærsgaard. Når historiebøgerne skal skrives, vil hun blive husket som den, der slagtede partistifter Mogens Glistrup. Resten vil være velfortjent glemsel.«

Men det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden.

Lige siden stiftelsen har Dansk Folkeparti forsøgt at bevæge sig længere og længere væk fra Fremskridtspartiets kaos – generelt, men ikke altid med samme held – og efter fem år og fire valgsejre ved henholdsvis kommunalvalget i 1997, folketingsvalget i 1998, EU-parlamentsvalget i 1999 og folkeafstemningen om Euroen i 2000, fremstår partiet i dag som et velkonsolideret højrefløjsparti, der står på spring til regeringsdeltagelse. Ikke mindst takket være partiformand Pia Kjærsgaards personlige indsats.

Pia Kjærsgaard: »Jeg var det normale – og vi var det normale«

Pia Kjærsgaard er født den 23. februar 1947 i København som datter af farvehandler Poul Kjærsgaard og husmoder Inge Munch Jensen. Hun gik på Købmandsskolen i København og var ansat på kontor og som hjemmehjælper, inden hun kom i Folketinget i 1984.

I 1967 blev hun gift med Henrik Thorup, og selv husker hun deres første hjem som indbegrebet af gammeldags, dansk idyl: »Samme aften, som brylluppet stod, flyttede vi nygifte så sammen i Bechgaardsgade på Østerbro i en toværelses lejlighed oppe under kvisten på 5. sal. Henrik bar mig over dørtærsklen som 'fru Mortensen'. Det hele var som taget ud af Poeten og Lillemor, og det var lige nøjagtig også sådan et dukkehjem, jeg ville have! Det var på alle måder en dejlig følelse at være gift – perfekt! En dramatisk omvæltning: Lige hjemmefra – og så lige lukt ind i ægteskabet, men det havde jeg overhovedet ikke nogen problemer med og havde aldrig nogen sinde andre tanker, end at dette var det rigtige. Jeg var det normale – og vi var det normale.« (Men udsigten er god ... Midtvejserindringer, s. 50).

Hun var nærmest apolitisk, indtil hun blev »vækket«, som hun selv betegner det, af Mogens Glistrups legendariske TV-optræden den 30. januar 1971, hvor millionæren indledte sit korstog mod skattetrykket og proklamerede, at hans egen skatteprocent var nul. Kjærsgaard stemte på Fremskridtspartiet ved først givne lejlighed, og fem år senere meldte hun sig også ind i partiet.

Hun blev næsten øjeblikkeligt opstillet som folketingskandidat, men først i 1984 kom hun ind på Christiansborg, og da var det ikke hendes egen fortjeneste, men som stedfortræder for Mogens Glistrup, der var erklæret uværdig pga. en fængselsstraf for skattesnyderi.

Da Kjærsgaard satte sig på sin taburet i Folketinget, var Fremskridtspartiet nærmest på nulpunktet. De 28 mandater, som havde indtaget Christiansborg efter jordskredsvalget i 1973, blev til de følgende valg reduceret til 26, 24, 20 og 16 for endelig at falde til kun seks mandater ved valget i 1984. Og knap var valget overstået, før Ove Maisted [RETTELSE: Ole Maisted] blev løsgænger for siden at ende i Venstre, og snart forlod også John Arentoft folketingsgruppen til fordel for de konservative. Så reelt tog Kjærsgaards folketingskarriere sin begyndelse som ene kvinde i Fremskridtspartiets kun firemand store folketingsgruppe – et parti i opløsning.

Efter kun halvandet år i Folketinget var hun overbevist om, at »der måtte et opgør til« for at redde partiet, og allerede i slutningen af 1985 var hun parat til selv at overtage ledelsen: »Lige så lidt var jeg i tvivl om, at hvis det opgør skulle komme, måtte det være med mig ved roret – og Glistrup måtte væk fra forreste linje.« (Men udsigten er god ... Midtvejserindringer, s. 85).

På landsmødet i 1986 fik hun stor opbakning fra de delegerede som politisk leder af partiet, men mens det endelige opgør med Glistrup blev til et årelangt tovtrækkeri, var hun ubestridt drivkraften i partiets fremgang i 1980erne. Ved valget i 1987 gik Fremskridtspartiet med Pia Kjærsgaard som frontfigur frem til ni mandater og ved valget året efter til seksten. Pia Kjærsgaard fik selv 23.180 personlige stemmer i 1988, og meningsundersøgelserne fortsatte med at profetere en voldsom fremgang i vælgertilslutningen, der kulminerede med en historisk rekord på udsigten til hele 39 procent.

Den store tilslutning forhindrede imidlertid ikke spliden i partiet i at fortsætte, men først i 1990 lykkedes det hende at få folketingsgruppen til at vedtage en udelukkelse af Mogens Glistrup, som til gengæld nu helligede sig sit nye parti, Trivselspartiet, der hverken dengang eller siden fik et ben til jorden. I 1991 blev Glistrup ekskluderet af det parti, han selv havde skabt nitten år tidligere. Det betød langtfra enden på spliden i partiet, der de næste år især kom til at stå mellem Pia Kjærsgaard og Kirsten Jacobsen, før det hele eksploderede i et hidtil uset kaos på landsmødet i 1995, som førte til dannelsen af Dansk Folkeparti.

Kirsten Jacobsen: »De kan overhovedet ikke få samlet de 20.000 stemmer«

Ved Dansk Folkepartis stiftelse den 6.10.95 sagde Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen om det nye partis mulighed for at blive opstillingsberettiget: »De kan overhovedet ikke få samlet de 20.000 stemmer.« (jf. partiets medlemsblad, Dansk Folkeblad nr. 2-3/98).

Fremskridtspartiets Kim Behnke sagde dagen efter: »De har ikke en chance. Vi har partiorganisationen, pengene og er inde i forskellige forhandlinger.« (Politiken, 7.10.95).

Dansk Folkeparti samler imidlertid de fornødne underskrifter og bliver opstillingsberettiget til Folketinget, og imens Kjærsgaard & Co. venter på næste folketingsvalg, kommer den første prøve på vælgertilslutningen til byråds- og amtsrådsvalget den 18. november 1997.

Forinden er der årsmøde den 4. oktober; et årsmøde præget af optimisme, enighed og ro – i skarp kontrast til de kaotiske scenarier, som har præget Fremskridtspartiet.

Gæstetaleren er Søren Krarup, der tager årsmødet med storm (se kapitel 1). Underholdningen leveres af den kendte dansktop-sanger, Richard Ragnvald; en tro partistøtte, der kaster sin kærlighed på partiformanden ved at ændre lidt i teksten til en af hans mest populære sange: »Kære lille Pia, kære lille Pia, snart så skal der være valg; du vil få masser af stemmer over det ganske land. For du er en pige med mening, en, som hele Danmark ka' li'. Ja, kære Pia Kjærsgaard, nu stemmer vi på dit parti ...«

Pressens behandling af Kjærsgaard er til gengæld anderledes negativ og ofte meget grovkornet selv for karikaturer, som Geoffrey Cain gør opmærksom på i en kronik, der også bringes i Dansk Folkeblad: »Nogle måneder siden så vi Pia Kjærsgaard i B.T. karikeret som en rotte af tegneren Mette Drejer (23/2-97). 26/10 bragte Jyllands-Posten en tegning af Pia Kjærsgaard som heks, og 29/10 blev hun sammesteds portrætteret som en orm. I Ekstra Bladet 14/10 blev hun karikaturtegnet som en fortidsøgle med lange kløer parat til at kaste sig over en uskyldig arbejder, og en uge senere bragte samme blad et forsidebillede af hende med en stor labrador i skødet og et glad smil på munden (18/10). Underteksten lød: 'Nu går den på Pia', hvor den orgasme, der hentydes til, enten kunne skyldes meningsmålinger eller en sodomitisk oplevelse med en hund. Dagen før (17/10) havde religionsforsker Michael Rothstein i TV2 antydet, at Mogens Camre stod i forbindelse med satanisme, og 21/10 lod Politiken tegneren Poul Holck fremstille Pia Kjærsgaard som et ekskrement. 2/11 tegnede Berlingske Tidendes Jens Hage Pia Kjærsgaard i færd med at kaste to blinde passagerer over bord til hajerne, og nogle dage senere bragte Jyllands-Posten en tegning af hende i gang med at køre to flygtninge ned i en fodgængerovergang.«

Geoffrey Cain samler sin kritik af pressens fremstilling af Pia Kjærsgaard i bogen Ondskabens ikon, og ingen kan underkende det ubehagelige mønster i en række gengivelser af Pia Kjærsgaard, men Cain er samtidig ikke det sagligste sandhedsvidne, som hans citatteknik sine steder er værre end uigennemskuelig, og han f.eks. rask væk forandrer et i øvrigt udramatisk udfald mod Pia Kjærsgaard i et læserbrev i Politiken til en artikel, der taler på avisens vegne. Fremstillingen er mere end tendentiøs, når han skriver: »På baggrund af de fremlagte billeder og citater kan ingen fortænkes i at få det indtryk, at dæmoniseringen af Pia Kjærsgaard ikke er nogen almindelig bagvaskelse, men en middelalderlig hekseproces, hvor sygelige fortrængninger vælter frem som damp fra en kedel.« (Ondskabens ikon, s. 96).

Et enkelt anonymt trusselsbrev til en læserbrevsskribent, der kritiserer indvandringspolitikken, fremhæves som underbyggende dokumentation, mens de utallige læserbrevs- og telefontrusler, som bliver læserbrevsskribenter til del, der støtter et multikulturelt samfund, karakteristisk nok slet ikke nævnes med et ord.

Tegneren Anne-Marie Steen Petersen, hvis karikaturtegninger af Kjærsgaard er med i Cains bog, medgiver i en kronik, at hun »godt kan tænke over, om man ikke har forløbet sig«, men påpeger, at ensidigheden i Cains forehavende fortegner billedet: »Hvad angår brugen af arketyper såsom hekse i bladtegningen, som Cain ser som noget rent nazistisk, så har jeg i mine tredive år som bladtegner tegnet masser af kvinder som hekse: Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller, Ritt Bjerregaard, Helle Degn og mange flere, uden at nogen tænkte på heksejagt. I Rødstrømpernes storhedstid var der ikke den kvinde, som ikke kaldte sig heks. Rigtig ukærlig er hekseskikkelsen ikke.« (Ekstra Bladet, 23.1.00).

Grovkornede karikaturtegnere til trods – resultatet af partiets første vælgerkonfrontation, kommunalvalget i 1997, er mere end tilfredsstillende for et helt nyt parti som Dansk Folkeparti, der tilmed kun når at stille op i 142 af landets 275 kommuner. På landsplan får Dansk Folkeparti 6,8 procent af stemmerne, næsten fire gange så mange stemmer som Fremskridtspartiet, der nu må nøjes med 1,8 procent mod 5,1 procent ved kommunalvalget i 1993.

Folketingsvalget kommer kun fire måneder senere, og også her holder partiet fremgangen. 252.228 sætter kryds ved Dansk Folkeparti, der med 7,4 procent af stemmerne får 13 mandater i Folketinget. Fremskridtspartiet klarer lige spærregrænsen med 2,4 procent af stemmerne, og dermed har næsten 10 procent af den danske befolkning stemt på de to »fremskridtspartier« – men rivaliseringen imellem dem er klart faldet ud til fordel for Kjærsgaards parti.

Ekstra Bladet, der dødsdømte Dansk Folkeparti i oktober 1995, kårer nu med slet skjult tilfredshed partiet som valgets sejrherre. I lederen den 12.3.98 hedder det: »Danske medier løber som rasende rundt med stafetten mellem de slagne, Per Stig Møller og Uffe Ellemann-Jensen, og manden med den mikroskopiske sejr, Poul Nyrup Rasmussen. Det rigtige resultat er, at Dansk Folkeparti kom i Folketinget med 7,4 procent af stemmerne. 13 mandater. Dertil skal lægges, at Fremskridtspartiet trods alle odds også kom i Folketinget. Med 2,4 procent af stemmerne og fire mandater. Før Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti havde Fremskridtspartiet et fremragende valg i 1994. Resultatet var 11 mandater. Sammenlagt har de to partier i det nye folketing forhøjet kvoten med seks mandater. Bevægelsen er ikke til at tage fejl af. Det er alvor. Men Danmarks politiske overklasse på Christiansborg og i medierne har ikke forstået alvoren. Det skulle ellers være nemt nok at aflæse. I indvandrertunge områder som Glostrup var tilslutningen til Pia Kjærsgaard oppe at runde 15 procent. Der er en afgrund i oplevelsen af indvandringen mellem de privilegerede og underprivilegerede (...) Men den politiske overklasse forstår at holde foredrag. At belære tosserne i betonkommuner om, hvordan de bør indrette sig. Vær tolerante. Se på os, fortæller de fra den sikre havn foran pejsen, hvor tolerancen er omkostningsfri.«

Partiets medlemstilgang synes permanent. I november 1995 har Dansk Folkeparti 400 medlemmer. I juni 1996 er antallet steget til 1.000, i november 1997 er der 2.500 medlemmer, og i april 1998 er det blevet til 3.200 (kilde: Dansk Folkeblad). Da Mogens Camre melder sig ind i partiet, den 24. marts 1999, får han medlemsnr. 3.736 (jf. Aktuelt, 25.3.99), og ved partiets femårs fødselsdag den 6. oktober 2000 forlyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti, at medlemstallet har rundet 6.500.

Besættelsestidens Fakta: »Dansk Folkepartis Maal er et frit, for Partistrid og Klassekamp frigjort, selvstyrende dansk Folk«

Dansk Folkepartis første problem, at slippe fri fra resterne af Glistrups slagskygge, er overvundet med to overbevisende valgresultater, der næsten fejer Fremskridtspartiet ud af dansk politik.

Med held er det lykkedes Kjærsgaard at distancere sig fra sit gamle partis »stil«, men også politisk lægger hun stadig større afstand til det parti, der på liberalistisk grund blev skabt som skattenægternes protestparti og tilsat Glistrups helt personlige og til tider bizarre politiske påfund. Nu lyder det fra Kjærsgaard: »Ud med superliberalistiske ideer om den stærkes ret. Ud med fjollede ideer om 0-skat. Ud med automatiske telefonsvarere, som på russisk siger, at vi overgiver os. Ud med at lade alting bestemme af profitjag. Ud med tanken om at åbne de danske grænser på vid gab for overløbere og lykkejægere af enhver art. Ud med totalovergivelse til Europas Forenede Stater.« (Dansk Folkeblad nr. 5/97).

Dansk Folkeparti vil gerne af med etiketten »højreekstremistisk«, men partinavnet er ikke originalt og derfor heller ikke fri for særlige politiske associationer i den retning – faktisk er det navnet på et nazistisk orienteret parti fra besættelsestiden. Dansk Folkeparti blev anmeldt på Rigsdagen den 5. marts 1941; i ledelsen sad T.M. Andersen, der kun fire dage forinden var blevet ekskluderet af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti.

I det gamle Dansk Folkepartis formålsparagraf hedder det: »Dansk Folkeparti bygger paa den Grundtanke, at den enkelte Danskers uselviske Kærlighed til Danmark og det danske Folk er det eneste bærekraftige Grundlag for vort Fædrelands fremtidige Liv.« (Besættelsestidens Fakta, bd. 1, s. 556).

I det nye Dansk Folkepartis principprogram hedder det: »Dansk Folkepartis overordnede mål er at genoprette Danmarks selvstændighed og frihed og at sikre den danske nations og det danske monarkis beståen.«

For det gamle Dansk Folkeparti var »samfundsforsorg« en mærkesag, og partiprogrammet slår til lyd for en »omfattende folkeforsikring«, der sikrer borgerne mod følgerne af invaliditet, sygdom og alderdom. I det nye Dansk Folkepartis principprogram hedder det om socialpolitikken: »Enhver, der har et reelt behov for hjælp til livets opretholdelse, skal have hjælp via et godt, forenklet og velfungerende socialsystem med hurtig sagsbehandling.«

I det gamle Dansk Folkepartis program hedder det: »Dansk Folkepartis Maal er et frit, for Partistrid og Klassekamp frigjort, selvstyrende dansk Folk. Den indrepolitiske Kamp for Gennemførelsen af Partiets Program skal føres paa Lovens Grund af danske Mænd uden fremmed Støtte.« (Besættelsestidens Fakta, bd. 1, s. 556).

I det nye Dansk Folkepartis principprogram hedder det: »Fremmedpolitiet genindføres til at føre kontrol med herboende udlændinge, optrævle ulovlige organisationer, menneskesmugling/illegal indvandring samt at effektuere udvisninger.«

I det gamle Dansk Folkepartis program hedder det: »Vi vil, at den danske Ungdom opdrages i Ærbødighed og Kærlighed til vort Folk, dets Historie og Kultur, og vi vil støtte Opdragelsen af et kristent dansk Folk.« (Besættelsestidens Fakta, bd. 1, s. 557).

I det nye Dansk Folkepartis program hedder det: »Folkekirken, den evangelisk-lutherske kirke, er og skal fortsat være det danske folks kirke. Kristendommen har århundreders hævd i Danmark og er uadskillelig fra folkets liv. Den betydning, kristendommen har haft og har, er umådelig. Den har sat sit præg på danskernes levevis og på lovgivningen. Den har gennem tiderne været retningsgiver og vejviser for folket.«

Til trods for sammenfald i det politiske grundlag, har det nye Dansk Folkeparti ifølge partiets medlemsblad ikke sit navn fra besættelsestidens nazivenlige navnebroder. Men der skal gå mere end et år efter partistiftelsen, før hemmeligheden om, hvordan navnet blev fundet, røbes: »Hvordan navnet Dansk Folkeparti blev skabt, har hidtil været en velbevaret hemmelighed mellem de fire stiftere af partiet. Nu løfter Kristian Thulesen Dahl sløret for, hvad der egentlig skete fra klokken otte om aftenen – og seks timer frem, onsdag den 4. oktober 1995. Kristian Thulesen Dahl husker det således: '... Efter at alle andre muligheder for at blive i det gamle parti var udtømt, tog vi beslutningen om at stifte et nyt parti. Navnet var vigtigt, og vi begyndte med en kolossal brainstorming, hvor vi skrev samtlige ideer ned på et stykke papir. Det blev hurtigt til 25-30 navne. Herefter gik vi navn for navn igennem og stregede ud, indtil vi stod med tre-fire mulige navne – hvoraf en del var ganske fantasifulde (...) Hvem der egentlig foreslog Dansk Folkeparti, står mig ikke ganske klart, men den almindelige mening er, at det var Henrik Thorup.'« (Dansk Folkeblad nr. 1/97).

Hvad grunden til hemmelighedskræmmeriet var, forbliver ufortalt.

Dansk Folkeblad: »'Antiracismen' snylter i virkeligheden på gæstfrihed og generøsitet«

Er Dansk Folkeparti inspireret af nogen, er det måske i højere grad af den Danske Forening end af Fremskridtspartiet, som partiet udspringer af. I hvert fald er partibladet, Dansk Folkeblad både indholds- og formmæssigt nærmest en farvestrålende udgave af den Danske Forenings medlemsblad, Danskeren, når bortses fra Dansk Folkeblads specifikke partipolitiske oplysninger og den ugebladsagtige fokus på Pia Kjærsgaards person og familie.

Og da Danskeren ikke mindst gennem Søren Krarup tilsvarende er under umiskendelig indflydelse af Tidehverv, bærer Dansk Folkeblad ikke overraskende både direkte og indirekte stærkt præg af begge disse kilder.

Partibladets allerførste leder tager f.eks. afsæt i den åndelige mentor, Grundtvig, der var medlem af indfødsretsudvalget, da Grundloven blev skabt i 1849, ganske som var det taget ud af Danskeren, der selv kunne have taget det ud af Tidehverv. Men et endnu mere symptomatisk eksempel på tilhørsforholdet til disse kredse er introduktionen til partiets konference »Et multietnisk Danmark?«, der i sit indhold er nøjagtigt lige så karakteristisk for Søren Krarup og Tidehverv, som sprogbrugen og formen er karakteristisk for Danskeren: »'Indvandrerismen' eller 'antiracismen' fremtræder som den gode sag. Den humanitære aktivist ophøjes til at være selve tidens moralske ideal. Men 'antiracismen' snylter i virkeligheden på gæstfrihed og generøsitet, den parasiterer medfølelsen med den fremmede, samtidig med at den stadfæster en kronisk europæisk dårlig samvittighed – en fjendtlighed over for egen identitet. Den har også et paradisisk blændværk at tilbyde: Det multietniske samfund, hvor alle folkeslag lever i fred og fordragelighed med hinanden i ét frihedens, lighedens og broderskabets rige.« (Dansk Folkeblad nr. 3/97).

En række af de personer, der bidrager som skribenter i partibladet, er da også gengangere fra den Danske Forening eller Tidehverv, f.eks. partiets pressechef og den ansvarshavende redaktør af Dansk Folkeblad, Søren Espersen, som også er folketingskandidat, men også sognepræsterne Søren Krarup og Jesper Langballe, samt Peter Neerup Buhl, Steen Steensen, Monica Papazu og Geoffrey Cain, hvoraf flere har været officielle talere til partiets årsmøder og konferencer.

Alligevel afviser Pia Kjærsgaard ethvert forhold til den Danske Forening, da hun bliver spurgt herom i Information den 26.6.98: »Der er ikke noget. Men jeg så i Fyens Stiftstidende et fremragende interview med Peter Neerup Buhl om nationalitetsfølelsen. Det gav mig et godt indtryk, det, han sagde.«

Ligesom for den Danske Forening er Dansk Folkepartis mærkesag par excellence danskheden kontra indvandrerpolitikken, eller rettere kampen imod indvandringen, hvilket da også er grunden til at de to sognepræster og fætre, Søren Krarup og Jesper Langballe lader sig opstille som folketingskandidater for partiet i 2000 (se kapitel 1).

I Dansk Folkepartis principprogram hedder det under overskriften »Udlændinge og indfødsretten«, at partiet »vender sig imod, at Danmark udvikler sig til et multietnisk samfund«, men at udlændinge kan få tidsbestemt opholds- og arbejdstilladelse, i det omfang de »kan klare deres eget og deres familiers underhold«. Asyl kan i »begrænset omfang« tilstås flygtninge, der i givet fald får opholdstilladelse et år ad gangen, hvor de »tildeles tøj, mad og husly under sunde og ordentlige forhold«, og repatrieres, når »omstændighederne i de respektive hjemlande tillader det«. Den nuværende kommunale valg- og opstillingsret til udlændinge, der har været i landet over 3 år, skal ligesom ethvert retskrav om familiesammenføring og modersmålsundervisning helt afskaffes.

Partiet anser den »nuværende masseindvandring« for at være »en alvorlig trussel mod Danmarks fortsatte eksistens som fredelig velfærdsstat« og understreger, at flygtninge ikke må »gøres til indvandrere«, hvorfor enhver form for integration i det danske samfund skal undgås.

Først efter 10 års ophold i Danmark kan en udlænding ansøge om dansk indfødsret: »Indfødsretten skal kun kunne gives til ikke-straffede personer, som har vist at kunne klare sig selv, og som i løbet af de 10 år i Danmark ved deres indsats har virket til gavn for Danmark. Derudover skal de have bidraget til Danmarks velstand – og kun såfremt personen ved en såvel skriftlig som mundtlig prøve har bevist at beherske det danske sprog og tillige besidder en god viden om dansk kultur, danske samfundsforhold samt viden om Danmarkshistorien, kan ansøgere optages i det lovforslag, der skal til behandling i Folketinget for at opnå dansk indfødsret.«

Pia Kjærsgaard: »Jeg bemærkede mig, at koen stod og vendte øjnene«

Dansk Folkeparti er paradoksalt nok på den ene side lige så stolte af det, de ser som en dansk tolerance og hjælpsomhed over for »fremmede«, som de på den anden side anser en sådan for at være absolut naiv.

I en leder i Dansk Folkeblad hedder det: »Herhjemme har vi i årevis stået på hovedet for at gøre det så godt som muligt for de fremmede. Alt bliver der sørget for fra det øjeblik, de ankommer: Tøj, forplejning, bolig, uddannelse, sundhed, kontanter. Uden at det skal lyde selvrosende: Pænt, tolerant og dannet af danskerne! I det lønlige håb, at vi vil møde den samme tolerance, pænhed og dannethed, som vi udviser, accepterer vi endog middelalderlige levemåder som mandschauvinisme, voldelig opdragelse, adskillelse mellem kønnene, tvangsægteskaber, pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn.« (Dansk Folkeblad nr. 7/98).

En af de »middelalderlige levemåder«, som partiet søger at afskaffe, er den rituelle slagtning, såvel den jødiske schæchtning som den islamiske halalslagtning, hvor dyrets halspulsåre skæres over, hvorefter dyret omgående mister bevidstheden og forbløder.

Den 16. januar 1997 overværer Pia Kjærsgaard en schæchtning og beskriver efterfølgende sit indtryk af koens lidelser: »Oplevelsen, som stort set er identisk med den halalslagtning, muhammedanerne praktiserer, vil jeg aldrig glemme, og den gjorde mig endnu mere overbevist om, at den formodning, jeg havde haft om, at det døende dyr lider, holdt stik. Jeg kan ganske enkelt ikke acceptere, at der går op til fem minutter, fra en ko får snittet halspulsåren, til den er død. Jeg bemærkede mig, at koen stod og vendte øjnene. Den rystede og vred sig for at komme fri af sin langsomme slagtning.« (Dansk Folkeblad nr. 1/97).

Og hvem ville vel ikke bemærke dét? Men hvor nærliggende er ikke netop derfor fejlslutningen, at koen »selvfølgelig« er lige så rædselsslagen som den menneskelige iagttager, der fæstner sig ved koens livløse blik og uvilkårligt indlæser egne følelser i de opspilede øjne?

Seancen er blevet vist i TV flere gange. Halvandet minuts TV-optagelse af en ko, der spjætter med tungen ude af munden, og mange seere kan skrive under på, at vi her har at gøre med et eklatant eksempel på dyremishandling – det er denne voldsomme, øjeblikkelige effekt, der er TV-mediets styrke, hvilket imidlertid som oftest er omvendt proportionalt med dets saglighed. For til gengæld tager det timer at forklare redeligt, hvorfor det er absurd at tillægge dyret de samme lidelser, som iagttageren så let og så tilsyneladende »fornuftigt« associerer med slagtningen, og selv da ville disse timer have umådelig svært ved at hamle op med en døende kos spasmer i halvandet minut.

Dansk Folkeparti fremsætter i 1997 forslag i Folketinget om helt at forbyde rituel slagtning, men nedstemmes med tre fjerdedeles flertal. Partiets modstand giver dog genlyd, og den 19. august samme år lancerer Dyrenes Dags Komité en landsdækkende annoncekampagne, der under overskriften »Stop rituelle slagtninger« viser en sort/hvid tegning af en ko, der slagtes rituelt og er godt smurt ind i blodrød tryksværte.

Foreningen kalder slagtningen for »en grov overtrædelse af dyreværnsloven«, fordi »dyrene lider i lang tid efter, at halsen er skåret over,« og mener, at »Folketinget svigtede dyrene« – hvorved det naturligvis underforstås, at dette svigt ikke omfatter Dansk Folkeparti, der stemte for et forbud.

Århus Stiftstidende bakker kampagnen op i lederen samme dag, og den 20.8.97 udtaler direktøren for Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, Peter Mollerup til Kristeligt Dagblad: »Det kan godt være, at de religiøse grupper vil komme under psykisk pres, hvis de ikke længere må slagte uden forudgående bedøvelse, men det kan vi ikke tage os af.«

At det næppe kan betvivles, at motiverne til opstandelsen over 1-2 minutter af en kos død sidst af alt skal findes i saglige, videnskabelige overvejelser over dyrets velbefindende, ses ikke alene af, at det ikke er lykkedes at sandsynliggøre anden lidelse end den, en eventuel tilskuer som f.eks. Pia Kjærsgaard måtte føle ved at identificere sig selv med koen: »Jeg bemærkede mig, at koen stod og vendte øjnene. Den rystede og vred sig for at komme fri af sin langsomme slagtning.«

Dette fremstår også ganske indlysende, når man betænker, at f.eks. »dyrevelfærden« i de danske svinestalde ikke gøres til genstand for en stor annoncekampagne eller hidsig agitation fra Dansk Folkepartis side, til trods for at 2,3 millioner danske svin hvert år må aflives, fordi de er for syge og svage til at blive slagtet som følge af avlsarbejdet, hvor søerne gøres tungere og tungere, så deres ben simpelt hen ikke kan holde til vægten (jf. Politiken, 13.12.99).

Det er svært at benægte, at modstanden mod rituel slagtning ikke primært er udtryk for en modstand mod visse dyrs eventuelle lidelser, men derimod mod visse menneskers faktuelle religiøsitet. Ganske som det efter alt at dømme var tilfældet, da et forbud mod rituel slagtning første gang søgtes gennemført i Danmark – det var i 1942, og dengang kom forslaget fra nazisten Fritz Clausen.

Kenneth Kristensen, formand for Dansk Folkepartis Ungdom: »Dette misfoster til Allahs pris«

Da tidsskriftet Faklen i efteråret 1998 rejser ideen om en stormoské i Århus, og der efterfølgende nedsættes en islamisk komité til at føre planerne ud i livet, mere end antyder Pia Kjærsgaard, at islams hele tilstedeværelse i landet slet og ret er i modstrid med Grundloven, fordi det om trosfriheden i § 67 hedder, at intet må »læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

Islam skulle med andre ord i sig selv være i strid med dansk sædelighed og offentlig orden: »'Den offentlige orden' er nemlig en bred formulering for den måde, hvorpå vi i vort kristne land har indrettet os. Det er den måde, vi omgås hinanden på i tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt. Det er kort sagt den måde, hvorpå vi behandler hinanden. Og i denne væremåde passer den muslimske levevis ikke ind. Den muslimske levevis er med andre ord uforenelig med dansk kristen tankegang. Det strider nemlig mod dansk tankegang at acceptere ekstrem mandschauvinisme, voldelig opdragelse, adskillelse mellem kønnene, tvangsægteskaber, pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn – ikke at forglemme: Dannet, pæn og civiliseret omgangsform. Derfor vender vi os mod frivilligt at forære islam det overvældende brohoved, en stormoské midt i Danmark ville blive.« (B.T., 24.11.98).

At Danmark er det måske eneste vesteuropæiske land overhovedet, hvor ikke én eneste minaret knejser ved siden af de tusindtallige kirketårne, mens kun et meget begrænset antal moskeer findes placeret i kælderlokaler og andre afsides lokaliteter, afficerer ikke partiformanden.

Den daværende formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Århus Amt og senere landsformand, Kenneth Kristensen kalder moskeen for »dette misfoster til Allahs pris« og »dette kuppelbefængte arabiske bygningsværk« og hævder, at moskeen vil blive »et samlingspunkt for hele Jyllands og Nordtysklands muslimer« (Århus Stiftstidende, 8.10.98). Hvorfor så ikke moskeer i Nordtyskland og Sverige er blevet »overvældende brohoveder« for islam og »samlingspunkt« for henholdsvis Jyllands og Sjællands muslimer, har tilsyneladende ingen forklaring behov.

For Dansk Folkeparti er det næppe heller afgørende, om den aktuelle argumentation er holdbar. Afgørende er det for alt i verden at begrænse antallet af indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed. For Danmarks skyld.

Den 7. marts 1999 bekendtgør Pia Kjærsgaard således i store annoncer i flere dagblade, at Dansk Folkeparti fra og med den 1. januar 2000 ikke længere pr. automatik vil anerkende nye danske statsborgerskaber: »Efter denne dag vil vi tage forbehold for alle fremtidige indfødsretslove. Dansk Folkeparti forbeholder sig altså ret til senere ved en ny lov eventuelt at fratage en person sit danske statsborgerskab.«

Dermed har Pia Kjærsgaard direkte og ganske utvetydigt tilkendegivet, at hvis Dansk Folkeparti får magt, som det har agt, kan det komme på tale at annullere love og statsborgerskaber – med tilbagevirkende kraft.

Dansk Folkeblad: »Det svinske overfald på Pia Kjærsgaard var den foreløbige kulmination på Enhedslistens foragt for frihed og demokrati.«

Med omtalen af moskeer som »misfostre«, rituel slagtning og andre kultur- og religionsbestemte sædvaner som »barbariske skikke« og karakteristikken af islam ved hjælp af ord som »prygl«, »hjernevask« og »pigeomskæringer« samt truslen om annullering af indvandreres statsborgerskaber med tilbagevirkende kraft, kan det ikke komme bag på nogen, at der er indvandrere såvel som indfødte danskere, der er blevet voldsomt provokeret af Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis agitation.

Den 24. marts 1998 får unge på Nørrebro imidlertid afløb for deres indestængte frustrationer på en måde, som resulterer i et mere eller mindre korporligt angreb på Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard er sat i stævne på Nørrebro af en journalist fra P3 til et live-interview. Interviewet bliver annonceret flere gange i forvejen i radioen, og da Pia Kjærsgaard dukker op, bliver hun snart mødt af ca. 100 unge, der kaster tomater, vandballoner og sten – en enkelt når sågar at sparke hende, da hun sidder i sin taxa.

100 råbende og kastende unge imod én kvinde, der alene er bevæbnet med ord, kan næppe ses som udtryk for andet end en voldsom eskalering af samme intolerante flertalshetz, som de 100 givetvis mente at bekæmpe i angrebet på den person, der mere end nogen anden inkarnerer den politiske forfølgelse af etniske minoriteter i Danmark.

Stort set alle politiske bevægelser, inklusive Enhedslisten, tager afstand fra det både tåbelige og utilgiveligt farlige overfald, men efterspillets implikationer udvikler sig til gengæld hurtigt til en særlig proportionsforvrængning, hvor ikke bare Dansk Folkeparti, men også TV-Avisen synes at presse propagandacitronen til det alleryderste.

I TV-Avisen samme aften konstaterer således DRs speaker, Sten Bostrup, at der var tale om »et direkte angreb på demokratiet«, og spørger ligefrem justitsminister Frank Jensen: »Kan man udelukke, at politiske partier står bag det her?«

Et i enhver henseende forkasteligt overfald på en politikers person, hendes ytringsfrihed og almindelige færden, bliver til samfundsomstyrtende virksomhed og et direkte angreb på demokratiet ... Bostrups sensationslyst standser dog ikke her, og han følger op med spørgsmålet: »Kan det ikke vise sig, at der skal mere til end bare en politimæssig undersøgelse?«

Hvad dette »mere« skulle indebære, uddybes ikke, men bortset fra efterretningsvirksomhed, særlove og det, der er værre, er der næppe noget, der kan karakteriseres som mere end »en politimæssig undersøgelse«.

Dansk Folkeparti nøjes ikke med at udtrykke sin forståelige harme og afstandtagen, men inspireres måske af TV-Avisen, da de direkte placerer ansvaret hos Enhedslisten, der sammen med de landsdækkende, venstreorienterede ungdomsbevægelser Rebel og Rød Ungdom uden videre kendes skyldige i overfaldet. Dramaet iscenesættes i højeste gear, og uden forklaring karakteriseres Rebel og Rød Ungdom som »De Autonome«, der med forkærlighed skrives med stort, som om der var tale om en fast, definerbar bevægelse.

Dansk Folkeparti »afslører« således sammenhængene bag overfaldet: »Enhedslistens uhyggelige bagland er, som det i dag afsløres i Dansk Folkeblad, de autonome grupper – specielt Rebel og Rød Ungdom. Slyngler og banditter alle til hobe! Forherligere af had og vold, rudeknusere, vandaler, voldsmænd, terrorister af allerværste skuffe. Musolinis ægte nulevende arvtagere (...) Enhedslisten er ikke et normalt dansk parlamentarisk parti. Jo, måske på overfladen. Men under det øverste, velpolerede lag gemmer der sig en stinkende fascistisk sump. Det svinske overfald på Pia Kjærsgaard var den foreløbige kulmination på Enhedslistens foragt for frihed og demokrati. Enhedslisten er folkestyrets skamplet.« (Dansk Folkeblad nr. 4, 1998).

Endvidere »afsløres« det, at Enhedslisten »gør en stor dyd ud af samarbejdet med De Autonome«, fordi der på Enhedslistens hjemmeside står, at man samarbejder med Rebel og Rød Ungdom, og af billedtekster i partibladet fremgår det, at »Enhedslistens bagland er spækket med autonome,« og at partiets folketingsmedlemmer »styres af hovedbestyrelse med Autonome«.

Med en usædvanlig perfid målrettethed konstrueres baggrunden for begivenhederne, og på de spinkleste forhåndenværende søm etableres en dramatisk slutningskæde, skræddersyet til at kriminalisere Enhedslisten: 1) De unge, der overfaldt Pia Kjærsgaard identificeres behændigt som én homogen bevægelse: »De Autonome«, 2) »De Autonome« identificeres uden videre med to venstreorienterede ungdomsbevægelser, Rebel og Rød Ungdom, 3) Enhedslisten skriver på deres hjemmeside, at de samarbejder med Rebel og Rød Ungdom, hvorfor partiet efter præmisserne i 1 og 2 hævdes »spækket med autonome«, og 4) eftersom fire medlemmer af Enhedslistens (21-mand store) hovedbestyrelse er medlem af Rebel, falder puslespillet på plads: Enhedslisten »styres af hovedbestyrelse med Autonome« ...

Tilbage er kun at drage konklusionen: Enhedslisten står bag overfaldet på Pia Kjærsgaard; partiet er »folkestyrets skamplet«, der er karakteriseret ved »foragt for frihed og demokrati«.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef: »Der er masser af eksempler i formiddagsaviserne fra de seneste uger – det sejler i blod.«

Et halvt år efter overfaldet på Pia Kjærsgaard lancerer Dansk Folkeparti kampagnen »Tryghed nu – volden ud af Danmark«.

Fra september 1998 til maj 1999 holder partiet møder landet over om lov og orden, og store annoncer i B.T. og Ekstra Bladet præsenterer kampagnen i oktober. Dansk Folkeparti ønsker bl.a. ekstrabevillinger til politiet og Justitsministeriet på 850 millioner kroner, stramninger af straffeloven, oprettelse af specielle politiafdelinger til bekæmpelse af indvandrerkriminalitet, en nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år, indførelse af regler om anonym vidneforklaring og et generelt rockerforbud.

Forbudstanken er ikke ny; ikke bare rockere, men også nazister og autonome er i Pia Kjærsgaards søgelys som grupper, der bør forbydes (jf. Information, 22.1.97).

Partiets pressechef, Søren Espersen bliver spurgt, om ikke partiet i deres lov-og-orden-kampagne overser den kendsgerning, at kriminaliteten samtidig er faldende, og han svarer i Information den 17.9.98: »At der er bølgeskvulp op og ned, ændrer ikke noget ved, at det er et alvorligt problem.«

Annoncekampagnen består bl.a. af citater fra avisernes voldssager, og hver annonce afsluttes med sloganet: »Vi vil ikke længere finde os i det!«

Et af annonceeksemplerne stammer fra en sag, der tilsyneladende har været omtalt i Ekstra Bladet, og som omhandler en voldsmand, der har slået tre sagesløse ned. Det bemærkes, at vidner ikke tør udtale sig af frygt for repressalier. Eksemplet er imidlertid knap 2½ år gammelt, og voldsmanden blev sågar pågrebet og fængslet 2 år før annoncen.

Kriminalinspektør Arne Astrup fra Valby udtaler om brugen af den pågældende sag, der er fuldt opklaret, netop fordi vidner rent faktisk identificerede voldsmanden: »Jeg synes, det er forkert at bruge en sag, der er to år og fire måneder gammel. Det er ikke ærligt spil – og det skaber utryghed i området.« (B.T., 15.10.98).

Forelagt sagens opklaring afviser Søren Espersen i samme avis, at der er problemer i at anvende en gammel sag, der er opklaret vha. almindelige vidneudsagn, og så fremstille den som eksempel på befolkningens frygt for at vidne. Espersen mener, at sagen lige så godt kunne have været helt aktuel: »Der er masser af eksempler i formiddagsaviserne fra de seneste uger – det sejler i blod.«

Det er altså Dansk Folkepartis pressechefs beskrivelse af volden i dagens Danmark; lige så sensationalistisk og proportionsforvrængende som formiddagsavisernes egne spisesedler, men derfor også lige så selvbekræftende og »selvfølgelig«. Når drab blæses op på forsiden og udpensles i blodige detaljer ti-tyve gange om året for hele befolkningen, er netop hele befolkningen alarmeret med en hyppighed og et eftertryk, der står alt andet end mål med de få mord og den forsvindende sandsynlighed for at blive overfaldet, der som helhed kendetegner de faktuelle forhold. Men det er det samme eftertryk, Dansk Folkeparti tilstræber.

»Det sejler i blod.«

Et par uger senere kommer det frem, at Dansk Folkepartis annoncer indeholder »fejlcitater, forkerte kildeangivelser og måske endda opfundne citater ...« (Ekstra Bladet, 30.10.98). F.eks. anvendes Ekstra Bladet som kilde til en voldssag i partiets annoncer – problemet er bare, at den pågældende historie ikke har været bragt i Ekstra Bladet. Foreholdt manipulationen hævder Espersen, at annonceteksten er en sammenskrivning af artikler fra Ekstra Bladet og Dagbladet Djursland. Da Ekstra Bladet kan fortælle, at der er »mange citater i annoncen, der heller ikke kan findes i Dagbladet Djurslands artikler om sagen«, medgiver pressechefen, at historien er omskrevet – men hævder, at den er mildnet: »Vores annonce er en mildning af det, der stod i Ekstra Bladet. Vi har slet ikke nævnt den sorte mand, som bliver omtalt i Ekstra Bladets artikel.«

Ekstra Bladets journalist, Morten Trøst Poulsen må atter korrigere Espersen: »Der står ikke noget om en sort mand. Der står, at politiet leder efter en mand i en bil med udenlandske nummerplader.«

»Men stod der ikke, at han havde sort hår?« afslutter pressechefen, før han lover at indrykke et dementi.

Det varer dog tre uger, før et behersket dementi ser tryksværte. Dansk Folkeparti erkender, at det var »fejlagtigt« at tillægge citatet Ekstra Bladet, »idet det pågældende citat var en sammenskrivning af artikler fra Aarhus Stiftstidende, Dagbladet Djursland, Ekstra Bladet og Ritzaus Bureau.«

Dementiet måler 2,5 x 4,0 centimeter og findes side om side med annoncer for kræmmermarkeder og escortpiger, allerbagest i avisen.

Mogens Camre: »Jeg ønsker ikke, at vi skal løbe derhen, hvor en ny Adolf Hitler vokser frem ...«

Står og falder Dansk Folkepartis troværdighed ikke med en annoncekampagnes behændige småmanipulationer, skulle man måske tro, at partiets medlem af Europaparlamentet, Mogens Camres troværdighed stod og faldt med konsistensen i hans politiske holdninger og udtalelser. Men havde det været tilfældet, var han næppe blevet valgt til Europaparlamentet med over 77.000 personlige stemmer i juni 1999, til trods for at det skete på en helt anden EU-politik end den, han havde agiteret for som socialdemokrat få år tidligere.

Mogens Camres vej til Dansk Folkeparti går over 37 år som indflydelsesrig, men kontroversiel socialdemokrat. Da han forlod Københavns Universitet som cand.polit. i 1967 med årets højeste gennemsnit, havde han allerede været medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i hovedstaden i fem år. Alt tegner til en topkarriere i partiet, og i 1968 bliver han valgt ind i Folketinget. Tiden på Christiansborg varer næsten tyve år, hvor han bl.a. beklæder poster som finanspolitisk og politisk ordfører.

I 1971 bliver han taget i tolden i Københavns Lufthavn med en skarpladt nimillimeterpistol efter et af sine talrige besøg i Grækenland, hvor han var stærkt engageret i kampen imod militærdiktaturet. Han slipper med en bøde og en irettesættelse af daværende statsminister Jens Otto Krag, men det bliver ikke sidste gang, han kommer på kant med partilinjen. I 1988 bliver han afsløret i skattespekulation for lånte penge – gevinsten på 50.000 kr. donerer han til »Komiteen til genvalg af Mogens Camre«, og selv om der intet ulovligt er heri, opfattes det af mange socialdemokrater som i klar modstrid med partiets principper, og han bliver vraget som socialdemokratisk folketingskandidat i 1988. Efter sit ufrivillige farvel til folketingspolitik ansættes han i Finansministeriets budgetdepartement, og i 1995 bliver han budgetråd ved Danmarks faste EU-repræsentation i Bruxelles, og hans politiske løbebane synes en saga blot.

De næste år blander han sig imidlertid med stigende intensitet i indvandrerdebatten med skarpe synspunkter – til stor irritation for ledende partikammerater i Socialdemokratiet.

I 1997 kritiserer han Socialdemokratiets indvandrerpolitik i en kronik, der kunne have haft Dansk Folkeparti som afsender, og fastslår, at de åbne grænser og den bløde linje over for indvandrerne fører til en vigende tilslutning til partiet: »Ud fra en måneds samtaler med mennesker i alle befolkningslag, byfolk og landboere, arbejdere, funktionærer og direktører, fiskere, akademikere, bistandsmodtagere og pensionister, vil jeg forsøge at stille en diagnose på utilfredsheden (...) Det, almindelige mennesker taler meget om, er den tilsyneladende fredelige invasion, som kaldes flygtninge og indvandrere. Danskerne frygter, at det samfund, de kender, er ved at gå i stykker.« (Politiken, 30.9.97).

Camre mener, at han taler på almindelige danskeres vegne, og ikke nødvendigvis giver udtryk for sine personlige synspunkter – alligevel medgiver han dog at tilføje en enkelt, helt privat observation: »Jeg skal dog erkende, at jeg i denne sommer nogle gange så endog meget dyre biler med danske nummerplader og unge, meget velklædte mellemøstlige mænd indeni. De biler var ikke købt for bistandshjælpen, og det er unægtelig svært at forestille sig, at pengene var tjent ved noget, vi i Danmark er glade for. Det er åbenbart, at det store antal flygtninge og indvandrere indebærer en meget stor stigning i kriminaliteten.«

Året efter deltager Camre sammen med Søren Krarup i DR1s TV-program, »Helt ærlig, mand« (10.9.98) og leverer et nøje overensstemmende parløb med pastoren i holdningerne til indvandrerpolitikken og »de fremmede«.

Om indvandrerne udtaler han bl.a. at, at de er skyld i »voldsom kriminalitet«, og at det »er en kendsgerning, at mange af indvandrerkvinderne er undertrykte og fejlernærede, fordi mændene gerne vil vise deres rigdom, ved at kvinderne er store og tykke«.

Camre er overbevist om, at indvandringen til Europa kan undfange en ny Hitler, og at det netop er for at undgå denne fremtidsudsigt, at hans advarsler skal høres: »Jeg vil gerne sige, at jeg ser på dette her ud fra et virkelig menneskevenligt synspunkt – mener jeg selv – for jeg ønsker ikke, at vi skal løbe derhen, hvor en ny Adolf Hitler vokser frem et eller andet sted i Europa for at gøre op med indvandringen.«

Endvidere raser han mod Naser Khader fra det Radikale Venstre, der overraskende reagerer, ikke ved at forsvare indvandrerne mod Camres voldsomme angreb, men ved at beklage, at Camre helt har misforstået ham: »Han har fuldstændig misforstået mit budskab. Jeg taler ikke for, at den ene religion er bedre end den anden. Hvis Danmark nogen sinde bliver overtaget af muslimer, så flygter jeg.« (Ekstra Bladet, 10.9.98).

Khaders mulighed for at gå i rette med Camres stereotype propaganda bruger han i stedet til at distancere sig fra muslimerne og gentage den fiktive trussel fra en islamisk konspiration med planer om at »overtage« Danmark.

Sådanne håndsrækninger forstærker kun gennemslagskraften af Camres retorik. Og både Camre og Kjærsgaard har da også holdt hånden over Khader siden. I bogen Khader.dk. – sammenførte erindringer, fremhæver han et par udtalelser af de to toppolitikere: »'Jamen, Naser, det er jo ikke dig, der er problemet,' som Pia Kjærsgaard sagde til mig.« Og: »'Jamen, Naser, du er da ikke farlig. Du er en enlig svale, Vil du have det på skrift?', som Mogens Camre sagde til mig.«

Hvor Khader kritiserer Dansk Folkeparti, er kritikken mere betinget af almindelig partipolitisk konkurrence, i kraft af at han nu engang kommer fra et andet parti, end den er betinget af en reel erkendelse af den voldsomme grad af mistænkeliggørelse og foragt, Kjærsgaard & Co. møder etniske minoriteter med.

Det er karakteristisk nok ikke indvandrere, men derimod Dansk Folkepartis vælgere, Khaders medfølelse falder på, når han istemmer, hvad de nationalkonservative har hævdet om sig selv i et årti: »Dansk Folkepartis vælgere kaldes for racister, og de er alle timer i døgnet syndebukke ...«

Mogens Camre: »Det er selvfølgelig uheldigt, hvis nogle generelt tror, at jeg går rundt og siger noget andet, end jeg mener«

Camres udtalelser imod indvandrere i Danmark fordømmes imidlertid kraftigt af Socialdemokratiet; flere kræver ham ekskluderet af partiet, og det socialdemokratiske medlem af Borgerrepræsentationen i København, Lubna Elahi politianmelder sin partikammerat for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf – en anmeldelse, som siden afvises af politiet.

Til gengæld står Dansk Folkeparti parat til at tage imod ham på sidelinjen, hvis han skulle trænge til luftforandring. Partiets næstformand, Peter Skaarup bemærker, at alle socialdemokrater, der er »hjemløse i deres parti«, er velkomne i Dansk Folkeparti (Socialisten Weekend, 18.9.98).

Socialdemokratiet beholder imidlertid Camre, og Camre beholder Socialdemokratiet. Lidt endnu.

Men et halvt år senere, den 24. marts 1999, årsdagen for overfaldet på Pia Kjærsgaard, melder Camre sig som nævnt ud af sit gamle parti og bliver medlem af Dansk Folkeparti, hvor han opstilles som spidskandidat til EU-valget. Timingen er næppe tilfældig.

Til trods for sit tidligere tilhørsforhold til Socialdemokratiet hævder han nu, at han har stemt nej ved EU-afstemningerne i 1992, 1993 og 1998, selv om han offentligt støttede sit daværende partis politik, der anbefalede et ja.

F.eks. udtalte han i 1993: »En fortsat bekendelse til det anakronistiske begreb 'national selvbestemmelse' betyder alene, at magten over pengepolitikken ligger hos den tyske forbundsbanks direktørkreds, og at enkeltlandenes økonomier vil blive ved at frembyde de kriseskabende forskelle.« (Politiken, 4.8.93). For Dansk Folkeparti er imidlertid intet så vigtigt som »national selvbestemmelse«; i principprogrammet hedder det, at Dansk Folkeparti er »skarp modstander af Den Europæiske Union«, og Camre, der var blandt de 11 socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som stemte nej til EF i 1972, er efter sit partiskifte igen meget optaget af den nationale selvbestemmelse, som han ellers i 1993 afviste: »Jeg stemte imod [i 1972] af præcis de grunde, jeg i dag har til at sige nej til den integration, den sletning af de europæiske staters selvstændighed, som fortsat er målet for en række lande og politiske ledere.« (Dansk Folkeblad nr. 2/99).

På spørgsmålet, om ikke hans troværdighed har lidt alvorlig skade under kovendingen, svarer Camre: »Socialdemokratiet var i klemme ved afstemningen [om Maastricht-traktaten] i 1992. Så stiller man op. Derfor var vi mange, der gik ud og anbefalede et ja. Min begrundelse var partiloyalitet. Den samme begrundelse fik mig til at stemme for udlændingeloven i 1983, selv om jeg var imod den (...) Det er selvfølgelig uheldigt, hvis nogle generelt tror, at jeg går rundt og siger noget andet, end jeg mener. Men når man tilhører et politisk parti, er der en partiparole, som man på en eller anden måde må underkaste sig. Jeg har også været Christiania-ordfører for Socialdemokratiet, selv om jeg aldrig har syntes, at Christiania var en god idé.« (Aktuelt, 25.3.99).

Gad vide, hvordan man forsikrer sig om, hvad Camre egentlig synes, hvis ikke gennem hans politiske udsagn?

Gentagne gange under valgkampen op til EU-parlamentsvalget i juni 1999 betvivles Camres troværdighed af disse grunde, men kritikken bider altså ikke mere på, end at han vælges til parlamentet som den første danske EU-kritiker fra højrefløjen.

Pia Kjærsgaard: »Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk«

Politisk har heldet unægtelig ofte været med Dansk Folkeparti, der stille og roligt er gået på strandhugst blandt Socialdemokratiets, Fremskridtspartiets og de konservatives vælgere. Og nok så påfaldende – blandt deres politikere.

Først blev Fremskridtspartiet næsten udslettet til kommunalvalget i 1997. Til Folketingsvalget i 1998 klarede partiet sig kun med nød og næppe over spærregrænsen takket være et bemærkelsesværdigt godt personligt stemmetal for Kirsten Jacobsen, der ellers i længere tid var hæmmet af sin mands sygdom.

Under EU-parlamentsvalget var Dansk Folkeparti så heldige at have opstillet højrefløjens eneste sandsynlige bud på en unionsmodstander til parlamentet. Kirsten Jacobsen, der kunne have været en farlig konkurrent, stillede ikke op, og var nu selv blevet syg og bidrog derfor heller ikke til Fremskridtspartiets valgkamp, mens de konservatives EU-skeptiker, Frank Dahlgaard slet ikke fik lov til at blive opstillet og derfor tvang konservative skeptikere til at gå til Dansk Folkepartis kandidat. Alt sammen ualmindelig belejligt for Dansk Folkeparti og Mogens Camre.

Prikken over i'et kommer få dage efter valget, da Frank Dahlgaard meddeler, at han slet ikke har stemt på en af sit eget partis kandidater, men derimod på Mogens Camre. Dahlgaard ekskluderes af det Konservative Folkeparti og bliver mod sin vilje løsgænger.

Året forinden har Kristian Thulesen Dahl ikke holdt sig tilbage med at spå, at Dansk Folkeparti med tiden helt vil overflødiggøre det Konservative Folkeparti: »Skal man finde en rød tråd i Dansk Folkeparti, er det, at vi – i modsætning til Fremskridtspartiet – er meget konservativt domineret, ja, faktisk gammelkonservativt, du ved, med Gud, Konge og Fædreland. Om ti år har Dansk Folkeparti overtaget det Konservative Folkepartis rolle, ja, altså ikke den ny, men den gamle. At stå vagt om nationen og mene, at det er i orden at være fædrelandskærlig.« (Information, 30.6.98).

Ligesom det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet er nu også Dansk Folkeparti kommet på listen over de partier, som A.P. Møller støtter økonomisk, hvilket informationschef for Danmarks rigeste firma, Jette Clausen forklarer således: »Det er naturligt, at vi støtter partier med samme holdning til det erhvervspolitiske, som vi har ...« (Berlingske Tidende, 8.4.99).

Mogens Camre spår på pressekonferencen den 24. marts 1999, at det er Socialdemokratiet, som med tiden vil blive overflødiggjort af hans nye parti: »Det 20. århundrede har været Socialdemokratiets århundrede, men det er snart slut. Jeg vil gøre mit til at gøre Dansk Folkeparti til partiet for det 21. århundrede.«

Partiets pressechef, Søren Espersen ser ligesom Kristian Thulesen Dahl en klassisk nationalkonservatisme iblandet socialdemokratisk traditionalisme: »Socialdemokratiet er traditionelt meget nationalt. Dannebrogsflag i kolonihaverne. De konservative har også svigtet på den nationale strategi, da de skiftede partiprogram engang i 1970erne. Deres oprindelige program fra 1947 var en stor inspiration for os, da vi lavede Dansk Folkepartis principprogram. Der var ikke den store forskel på de gamle socialdemokrater og de gamle konservative – som vi altså har samlet op siden hen.« (Information, 27.6.98).

Partiformanden, Pia Kjærsgaard ville næppe erklære sig uenig i hverken Kristian Thulesen Dahls, Mogens Camres eller Søren Espersens karakteristik af og fremtidshåb for partiet. Og lige så »konservativ« og »socialdemokratisk«, som Dansk Folkeparti præsenterer sig, lige så iøjnefaldende er ikke bare den indlysende antipati over for venstrefløjen, men også afstanden til såvel Fremskridtspartiets som Venstres liberalisme. Pia Kjærsgaard udtaler sågar: »Jeg betragter ikke mig selv som højre. Det virker meget liberalistisk. Nul-skat og alt det dér. Jeg kommer til at tænke på Anders Fogh.« (Information, 26.6.98).

Retorik og polemik

I naturlig forlængelse af Kjærsgaards stil ligger partiets polemiske trumfkort, Mogens Camre, hvis retorik er gennemført propagandistisk.

Intet er for overdrevet for Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet: »... de venstreorienterede vil helst have det forbudt at synge nationalsange.« (Jyllands-Posten, 12.8.00).

Og intet er for firkantet, som her hvor Camre iscenesætter den vesterlandske kulturs overlegenhed: »Den altdominerende faktor i den vesterlandske kultur er bekendelsen til arbejde, flid, fremdrift, rationalitet og demokrati. Det er den islamiske, den hinduistiske, den afrikanske m.fl. kulturers ulykke, at de ikke har samme værdinormer. Det er derfor, de er fattige, uudviklede og udemokratiske, og det er derfor en så stor del af vores udviklingsbistand går tabt.« (Jyllands-Posten, 12.8.00).

Ikke desto mindre er det den »vesterlandske kultur«, der har fostret nazismens og kommunismens diktatoriske grusomheder i det tyvende århundrede, det er den vesterlandske »flid, fremdrift, rationalitet«, der har fostret masseødelæggelsesvåben, som kan udslette planetens liv et utal af gange, det er den vesterlandske »kultur«, som i det samme århundrede direkte og indirekte har betydet millioner af andre civiles og børns død som følge af bombetogter, handelsrestriktioner og sanktioner mod samfund, som vovede ikke at abonnere på disse.

Opremsningen her er naturligvis ensidig – men den demonstrerer også netop derfor absurditeten og ensidigheden ved Camres fremstilling af den vestlige civilisations fortjenester som verdens- og udviklingshistoriens foreløbige, glorværdige kulmination.

Som tidligere nævnt gør Camre elegant en oplevelse af indvandrere i dyre biler til opklaringen af en forbrydelse med et lige så fikst og forudsigeligt facit: »De biler var ikke købt for bistandshjælpen, og det er unægtelig svært at forestille sig, at pengene var tjent ved noget, vi i Danmark er glade for. Det er åbenbart, at det store antal flygtninge og indvandrere indebærer en meget stor stigning i kriminaliteten.« (Politiken, 30.9.97).

Eksemplet er uhyre karakteristisk for den type ræsonnement, som man ellers skulle tro kun eksisterede blandt de allermest usaglige fordomme: Indvandrere + dyre biler = kriminalitet. Punktum. I Camres univers behøver denne form for agitation ikke større refleksion eller argumentation end simpel børnehavelogik. Ingen mellemregninger, ingen nuancer, ingen redelighed.

En effektiv måde at indpakke propaganda på uden at bruge for store armbevægelser og uden at bruge en direkte sprogbrug, så en overfladisk distance til andre historiske eksempler på propaganda af mere eksplicit karakter opretholdes, samtidig med at folkeligheden bibeholdes.

Pia Fris Laneth påpeger Camres ensidighed i et portræt: »... han sætter denne 'værste udgave' af islam i modsætning til 'bedste-udgave' af kristendommen, dvs. den humane, demokratiske, lighedsorienterede og kvindefrigjorte. Og glemmer de kristne diktatorer, som har hærget Latinamerika og Europa. Glemmer, at den mest indædte modstander af prævention er den katolske kirke, som i globale befolkningspolitiske sammenhænge indgår en uhellig alliance med den mest konservative udgave af islam – uanset at AIDS er ved at slå Afrika og stykker af Asien ihjel. Glemmer, at veluddannede muslimske kvinder få omkring samme antal børn som danske kvinder, mens deres fattige, ofte analfabetiske medsøstere får et barn hvert år, ligesom vore danske oldemødre gjorde. Glemmer, at imamer i en lang række muslimske lande gør et stort arbejde for at udrydde den misforståelse, at Koranen forbyder prævention. Den slags stærkt selektive hukommelsestab eller videnshuller er for velanbragte til at være andet end kalkulerede.« (Information, 15.10.99).

Camres polemik er da også, hvor den er værst, beslægtet med den nazistiske propagandaminister, Joseph Goebbels'. At Camre ikke af den grund bliver hverken racist eller nazist, er klart, men de retoriske og metaforiske paralleler moderne antiislamisk polemik og antisemitiske polemik imellem er svære at komme udenom.

Camre klager over »det politisk korrekte Danmark«, for hvem etniske og religiøse konflikter er »noget, der ikke må diskuteres« (Jyllands-Posten, 11.9.98); Joseph Goebbels klager i slutningen af 1920erne over, at »det jødiske spørgsmål« er et »tabu«, der »ikke bliver diskuteret offentligt« (Der Angriff, 21.1.1929).

Camre kalder direkte indvandringen for »den alvorligste trussel mod landet i hele vores historie« (Jyllands-Posten, 27.12.99), hvor Goebbels i en nazistisk pamflet fra 1932 skriver: »Jøden er vor største ulykke.« (Die verfluchten Hakenkreuzler).

Camre hævder om muslimerne: »De agter aldeles ikke at blive danskere. De er kommet for at overtage Danmark, og de demonstrerer ved enhver lejlighed, at de mener sig berettiget til at indrette landet efter muslimsk kultur.« (Ekstra Bladet, 6.1.2000). Goebbels har en tilsvarende mistillid til jødens motiver: »Han kommer ikke godt ud af det med os. Han følger andre love end os. Det faktum, at han er et menneske, er ikke tilstrækkelig grund til, at vi tillader ham at underkaste os inhumane forhold.« (Die verfluchten Hakenkreuzler).

Hele verden er ifølge Camre skueplads for muslimernes ønske om verdensdominans: »I den islamiske magtfilosofi skal islam underlægge sig hele Jorden og udrydde andre kulturer.« (Information, 24.8.1999). I en artikel fra 1943 er verden ifølge Goebbels skueplads for jødernes ønske om verdensdominans: »Deres mål er at ødelægge og udrydde vores folk. Vi er den eneste kraft, der står imellem jødedom og verdensdominans.« (»Der Krieg und die Juden«, 9.5.43).

I samme artikel kalder Goebbels jødernes konspiration et angreb på vestlig kultur og civilisation: »De kan ikke eller vil ikke se, at dette er en krig: den jødiske race og dens undersåtter imod vestlig kultur og civilisation. Alt, som vi tyskere og europæere, beskytterne af en moralsk verdensorden, anser for dyrebart, er i farezonen.« Camre frygter tilsvarende islams angreb på Europas grænser og det »blodets bånd«, der holder eropæerne sammen: »En fortsat indvandring er et direkte angreb på de værdier, vores samfund bygger på. Holdninger, tro, vaner, værdinormer, blodets bånd er det, der holder et samfund sammen. Det vil mennesker kæmpe for og dø for. Det er derfor, Europa må beskytte sine grænser.« (Jyllands-Posten, 25.6.98).

Stillet over for paralleller sin egen og Goebbels' retorik imellem, udtaler Camre: »Alt, hvad jeg har udtalt om muslimer og islam, kan dokumenteres. Goebbels kørte en hovedløs hetz imod jøderne, mens jeg derimod har fuldt ud belæg for hvert et ord.« (Ekstra Bladet, 6.4.00).

Fuldt ud belæg for hvert et ord.

Det 21. århundredes parti?

Effektiviteten af Dansk Folkepartis polemiske metoder skal næppe undervurderes. Eksempler som: »De er kommet for at overtage Danmark«; »det sejler i blod« og »slyngler og banditter alle til hobe« er som modelleret efter den generelle sensationalisme, som vi er blevet tilvænnet gennem ikke mindst mangedoblingen af massemedierne og disses eskalerende behov for at markere sig så spektakulært som muligt. En stadig syndflod af resultater, nyheder og begivenheder skabes og dør minut for minut og presser nogle politikere (og inspirerer andre) til samme overfladiske statement- og eventfikserede envejskommunikation, som vi kender fra filmstjerner og musik- og sportsidoler.

Forklaring og forståelse er ikke i høj kurs, for det kan være utrolig tidskrævende at forklare og forstå, mens det altid er uhyre let at misforstå. Og tid til fordybelse er det eneste, som medierne ikke har råd til i den indbyrdes konkurrence, hvor der hele tiden er en anden kanal med en ny verdensrekord, en ny krig, en ny quiz-millionær, en ny naturkatastrofe, en ny soap opera, en ny liveoptagelse af en politijagt, en ny silikone-starlet, et nyt royalt bryllup eller et nyt freakshow camoufleret som talkshow.

Det har alt sammen selvforstærkende masseappel, fordi det intet indeholder, der tilskynder seeren til skyggen af selvstændig tankevirksomhed, men kun viderebringer passiviserende underholdning og ensrettende massemoral som substitut for personlig oplevelse og deltagelse, mens der trækkes en papirtynd og konturløs overflade af effekter over enhver menneskelig forskellighed og medmenneskelig fordybelse.

Mere end noget andet er Dansk Folkeparti et symptom på disse tendenser, ikke bare i partiets ugebladsagtige og popmusikalske dyrkelse af Pia Kjærsgaard, men også i partiets generelle dyrkelse af massekategorierne, »folket« og »danskerne«, med en fremgangsmåde, der nivellerer enhver individualitet og kulturel pluralitet – blandt de etniske minoriteter såvel som i den øvrige befolkning.

Mekanismen er den samme, som desværre også kendetegner store dele af TVs nyhedsformidling og debat: Ti lange debatprogrammer, der f.eks. sagligt belyser hele kontingentet af fordomme og fakta såvel som de særlige sociale og kulturelle problemstillinger, der er relevante for forståelsen af etniske minoriteters situation i dagens Danmark, har en langt ringere effekt på meningsdannelsen end f.eks. femten sekunders indslag om »farvede« i slagsmål.

Det er en mekanisme og en effekt, som Dansk Folkeparti og Krarup i særlig grad nyder godt af. At der dog næppe ligger nogen videre udspekuleret »strategi« bag Dansk Folkepartis præsentation af og argumentation for mærkesager, der anvender samme endimensionale fernis, som kendetegner formiddagsavisernes spisesedler og TVs nyhedsindslag, er så noget andet. Det er snarere primært et blot og bart udtryk for den tid og de tendenser, som partiet er udsprunget af, og for hvilke danskhed og folkelighed er synonym med den overfladiske selvfølge og snusfornuft, som Dansk Folkeparti identificerer sig med og målrettet tilstræber at fastholde og rendyrke.

»Vil man ikke respektere vores husorden, hører man ikke hjemme i Danmark og skal ikke forvente, at danskerne vil bøje hovedet og betale«, fastslår Camre i overensstemmelse hermed til Dansk Folkepartis Grundlovsfest på Dybbøl Banke den 5. juni, 1999 (jf. Information, 7.6.99). Danskerne er »et lille, homogent folk, nærmest en stamme«, og »de fremmede« begår »anslag mod fredelige og sagesløse mennesker« i Danmark.

Det er den velkendte melodi, som ikke har noget med saglighed at gøre, men som Dansk Folkeparti gør en dyd ud af at gentage.

Men Dansk Folkeparti trækker en streg i sandet, når det gælder om at lægge afstand til de mest ligefremme, racistiske eller vulgære tendenser i egne rækker, og således blev f.eks. Erik Bengtsen ekskluderet, efter at han under et opstillingsmøde for Dansk Folkeparti i februar 1998 havde udtalt om indvandrere: »De er avlet af svin og tænker som svin. De skal bare blive nede i Kloakistan.« (Information, 27.2.98).

Pia Kjærsgaard har således på den ene side styret Dansk Folkeparti fri af den slags belastende tilbøjeligheder og evnet at bemande partiets vigtigste poster med overordentlig seriøse og disciplinerede folk, der formår at holde sig fra sådanne stupide udtalelser, men i stedet behersker en til tider nok så voldsom og firkantet, men sædvanligvis »stueren« retorik (at den i Camres tilfælde sine steder minder om Goebbels' retorik, der var lige så »stueren« i 1920erne og 1930erne, er så noget andet), samtidig med at hun har markeret partiet så stærkt på udlændingespørgsmålet, at hun her kan høste befolkningens aktuelle modvilje mod indvandringen tydeligere end nogen anden.

Dansk Folkeparti udspringer i den forstand af den »folkelige« agenda, som de bedre end nogen anden bevægelse ved at udnytte polemisk og propagandistisk. Og derfor er partiets fremtidsudsigter i høj grad foruroligende for dets konkurrenter såvel som dets modstandere.

At Pia Kjærsgaard også i 3-4 år formåede at styre sig fuldstændig fri af Fremskridtspartiets rolle som »protestparti« og fra dette partis interne ævl og kævl, mens det Konservative Folkeparti lå i ruiner, og Socialdemokratiet en periode stod til at miste over en tredjedel af vælgerne i meningsmålingerne, taler sit eget tydelige sprog om, at det nye Dansk Folkeparti meget vel kan have en betydelig større fremtid for sig end navnebroderen fra 1941.

Selv mediernes tilbagevendende fokus på mulige splittelser og uro i Dansk Folkeparti, og den konkrete ballade, der førte til, at tre folketingsmedlemmer, deriblandt Poul Nødgaard, en af partistifterne, forlod partiet, er om ikke prellet af, så dog klaret uden at medlemstilgangen er bremset, og selv om meningsmålingerne i samme periode har været mindre gunstige, har de dog alle hovedsageligt vist fremgang i forhold til folketingsvalget i 1998.

Dansk Folkeparti har altså tilsyneladende umiddelbart fremtiden for sig. En fremtid, hvor – om vi tager partiet på ordet – danske statsborgere af udenlandsk herkomst kan fratages deres statsborgerskab med tilbagevirkende kraft og smides ud af landet, hvor familiesammenføringer, modersmålsundervisning og kommunal valg- og opstillingsret til udlændinge afskaffes, hvor Christiania nedlægges, hvor islam og partier som f.eks. DKP/ML findes grundlovsstridige, hvor rituelle slagtninger kriminaliseres, hvor rockere, autonome og nazister forbydes, hvor u-landshjælpen privatiseres, hvor specialpoliti tager sig af »indvandrerkriminalitet« ...

En fremtid, som Dansk Folkeparti opfatter som indbegrebet af dansk hygge og idyl: »Hvis du tager en blanding mellem en konservativ og en socialdemokrat i gammeldags forstand, der har hejst flaget og nyder en god frokost med øl og snaps ude i den landlige idyl, så har du indbegrebet af det, vi gerne vil stå for.« (Kristian Thulesen Dahl i Berlingske Tidende, 6.4.99).

Ingen moskeer og ingen subkulturer, ingen schæchtning og ingen rygmærker, ingen »fremmede« og ingen afvigere. Men derimod en fremtid for alle dansktalende og dansksindede danskere i et folkeligt fællesskab af kristne kulturtraditioner og national normalitet – øl og velfærd, snaps og Dannebrog, sild og kirkeklokker. Renset og udrenset.

Rune Engelbreth Larsen
Kapitel 4. 'Det nye højre i Danmark', 2001

>> Kapitel 5: Socialdemokratiet