Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det nye højre i Danmark | Efterskrift

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Indvandringen har sat diskussionen om det multikulturelle Danmark højt på den politiske dagsorden.

I Dansk Forums medlemsblad hedder det f.eks., at Danmark aldrig tidligere har oplevet en indvandring i stil med den nuværende: »Fraregner man den svenske og tyske indvandring til Danmark siden middelalderen, hvis nøjagtige tal næppe lader sig udregne, så udgør den øvrige indvandring til Danmark i en 400 års periode fra 1565 til 1965 næppe mere end 15.000 mennesker, der alle, jøderne undtaget, var kristne mennesker, reformerte, lutheranere, katolske eller ortodokse. Derfor er alle demografer og historikere, som har beskæftiget sig med emnet, også enige om, at Danmark indtil for blot 30 år siden, i midten af 60erne, hvor de første fremmedarbejdere fra Tyrkiet og Pakistan kom til landet, havde en etnisk set enestående homogen befolkning. Der er derfor ingen hold i påstanden om, at Danmark altid har været et indvandringsland. Der er ingen historisk præcedens for de seneste 15 års massive indvandringstryk fra lande, hvis kultur, religion og levevis står danskerne uendelig fjernt.« (Runestenen nr. 6/1997).

Hvordan tallene end gøres op, kan næppe nogen benægte, at de forløbne årtiers indvandring ubetvivleligt har været af en historisk størrelsesorden i Danmark, og at der ud fra enhver betragtning er tale om en helt ny situation med potentielt store konsekvenser for samfund og kultur. Spørgsmålet er blot hvilke – og her har vi alle en vis indflydelse og et medansvar.

Den nationalkonservative reaktion er en kamp for at bringe befolkningssammensætningens etniske tilhørsforhold så tæt som muligt på situationen før de seneste årtiers indvandring, idet de anser dansk kultur for at være alvorligt truet af »de fremmede«. Til dette formål fremhæves en idealiseret og idylliseret version af de seneste tusind års danmarkshistorie med kristendom og fædrelandsdyrkelse som ufravigelige grundpiller; en grundlæggende statisk historieopfattelse, hvis især protestantiske »værdier« anskues som udtryk for en ideel folkelig identitet og kulturel homogenitet, der derfor bør reaktualiseres på forpligtende vis.

Denne agenda har erobret det politiske hovedinitiativ i indvandrerdebatten, fra Søren Krarups kamp imod flygtningepolitikken i begyndelsen af 1980erne over den Danske Forening, der udsprang heraf, Dansk Forum, der udsprang af den Danske Forening, og til Dansk Folkeparti, hvis store inspiration fra Krarup og den Danske Forening er hævet over enhver tvivl. Få partier er gået den nationale bevægelses indflydelse ram forbi, og selv om de konservatives og Venstres politik derfor også rummer mange af de samme elementer, er det især Socialdemokratiet, der som noget nyt har flyttet sig markant i højre retning i løbet af 1990erne – med regeringspartneren, det Radikale Venstres (ikke altid lige begejstrede) samtykke.

Symptomatisk for Socialdemokratiets udvikling er Mogens Camre, der i 1998 som medlem af Socialdemokratiet kunne udtrykke nøjagtig samme, meget stereotype nedvurderinger af propagandistisk art over for muslimerne, som han siden sit partiskifte i marts 1999 har ytret som medlem af Dansk Folkeparti. Om nogen personificerer Camre en bro de to partier imellem, selv om det som nævnt er Tidehvervs-kredsen omkring Søren Krarup og inspirationen herfra, der har skabt oprøret mod den multikulturelle samfundsudvikling.

Monokulturel nationalkonservatisme

Krarup, Kjærsgaard, Camre, Hasselbalch og Kasler m.fl. har på hver deres måde understreget og gentaget igen og igen, at Danmark, bl.a. som resultat af de seneste årtiers indvandring står foran eller er på vej mod en korsvej, hvor faretruende kulturelle forandringer er mere end sandsynlige, hvis et multietnisk og -kulturelt samfund for alvor realiseres og udbygges.

Hvad det er, der forener de nationalkonservative kræfter, kan altså umiddelbart besvares kort: bevare Danmark dansk.

Som tidligere antydet er det ikke desto mindre ualmindelig svært at besvare, hvad »dansk« i den sammenhæng egentlig vil sige. Søren Krarup taler om »vor historiske arv, vort åndelige og folkelige fællesskab, vor givne identitet« – men hvad betyder det, så snart det konkretiseres? Ikke blot for Krarup og Tidehverv, men også for den Danske Forening og Dansk Folkeparti bestemmes danskheden i høj grad af den lutheranske reformation, i mindre grad af det katolske Danmark og bestemt ikke af den hedenske fortid; den er i deres selvforståelse snarere kendetegnet af f.eks. Kierkegaard, Grundtvig og Korch end af f.eks. Oehlenschläger, Brandes og Scherfig, og dømt ud fra deres generelle historieforståelse er den givetvis tydeligere udtrykt i indfødsrettens indførelse ved O.H-Guldberg i 1776 end f.eks. i slaveriets ophævelse ved Peter von Scholten i 1848. Det er styrkelsen af »nationalitetsfølelsen« og kristendommen, der er i centrum, når de nationalkonservative på Danmarks vegne suverænt afgør, at de har »danskheden« på deres side.

Mere end antydet bliver konkreterne i denne altafgørende »danskhed« dog aldrig. Og på linje hermed svarer f.eks. den Danske Forenings Jens Toldstrup undvigende i et interview: »Hvad er Danmark? Skal man nu også forklare det? En befolkning. En ungdom, som er parat til at kæmpe, om nødvendigt. En kultur, f.eks. en sangskat. Et hjem. Skal man forklare, hvad et hjem er?« (Danskeren nr. 4, 1989).

Men hvad skal det vel betyde, at Danmark med Toldstrups ord er »en ungdom, som er parat til at kæmpe«? For hvad og hvem, og hvornår? Og hvad man end mener om den danske »sangskat« – hvad omfatter den egentlig, og mon virkelig pastoren og havnearbejderen, teenageren og pensionisten eller socialisten og liberalisten for den sags skyld abonnerer på samme del af denne, hvis den da overhovedet spiller nogen som helst videre rolle for hovedparten af befolkningen i dag?

Peter Neerup Buhl, der er styrelsesmedlem i den Danske Forening og har bidraget som skribent i Tidehverv såvel som Dansk Folkepartis og Dansk Forums medlemsblade, indrømmer da også, at »det nationales form og indhold« kan udvikle sig ganske vilkårligt. »Det eneste faste har været, at f.eks. danskerne hidtil altid har været rede til at forsvare det, den enkelte til enhver tid har opfattet som det eksisterende Danmark. Kun så længe dette føles som en pligt, har det mening at kalde sig dansk. (...) Nået så vidt vil mange måske sige fra og indvende, at nu kan sagen da ikke blive mere vag, abstrakt og frit i luften svævende. En sådan opfattelse er imidlertid lige så forkert, som den er forståelig. At fædrelandet kun findes i den enkeltes hoved betyder nemlig absolut ikke, at det på nogen måde er uafhængigt af et bestemt landområde, et bestemt sprog, en historie og måske også nogle bestemte værdier og skikke.« (Danskeren nr. 3, 1992).

Atter svæver det danske altså i udefinerede »værdier og skikke«, om hvilke det samtidig hævdes, at de er »bestemte«. For som Neerup Buhl udtrykker det, kan ingen naturligvis benægte, at »fædrelandet« ret beset kun findes »i den enkeltes hoved« – men dermed kan den ene version af »fædrelandet« ej heller let hævdes at stå absolut over den anden.

Det anfægter imidlertid ikke Neerup Buhl, der andetsteds uddyber, hvorfor disse begreber – fædreland, danskhed, nationalitetsfølelse – må forblive altafgørende, til trods for at de ikke kan begrebsliggøres: »Nationaliteten er jo simpelt hen det givne liv, som leves bedst, når det leves inden for rammer, hvor de fundamentale værdier er selvfølgelige og uantastede, altså når individet egentlig ikke er bevidst om dem. Så snart det nationale bliver begrebsliggjort, dvs. tilgængeligt for sproget, mister det sin organiske umiddelbarhed, der er dets væsentligste værdi, og kan derefter enten infameres eller udnyttes af ideologer, som af magtbrynde vil sætte det nationale i system og derved bringe det i misforhold til det givne liv.« (Danskeren nr. 3, 1993).

Det nationale kan altså ikke begribes gennem sproget – i det mindste slet ikke entydigt, og ikke som stort andet end en grænsedragning på et landkort. Men hvor dette ikke desto mindre bruges som motiv for handlinger og påbud om handlinger, der søger at sætte særlove og særstandarder for hele befolkningsgrupper, er abstraktionen om det nationale blevet en ualmindelig farlig tvangstanke, som efter forgodtbefindende kan tilpasses en politisk agenda.

Og derfor har Neerup Buhl selvfølgelig også ret i, at det danske kan »infameres« og blive bragt i et »misforhold til det givne liv«, spørgsmålet er bare – af hvem? Hvem er det, der hævder at vide, hvilket »givet liv«, der definerer det danske – til trods for, at der er over fem millioner forskellige »givne liv« i Danmark? Hvem er det, som på en gang taler om værdier, der er både fundamentale, selvfølgelige og uantastede, og som rask væk baserer sin politiske agitation herpå, men samtidig henkastet erkender, at disse tilsyneladende fungerer bedst, når individet ikke er bevidst om dem, ja, at de i grunden må forblive udefinerede?

Og selv da er de ikke desto mindre af etisk forpligtende karakter. I Den danske nødvendighed skriver Søren Krarup således: »... det nationale er et spørgsmål om etik. Det ligger allerede i buddet: Du skal ære din far og din mor! Vi er født ind i det, javist, men fordi den tilværelse, vi er født ind i, ikke er tom og grænseløs, men konkret og given, i sidste instans sat af evangeliets: Du skal! – derfor er forholdet til ens forældre og dermed til ens fædreland og folk ikke æstetisk eller ideologisk, men etisk: en fordring om at overtage og være, hvad du er: i Danmark at være dansk.« (S. 90f).

Problemet, som Krarup & Co. ikke vil se i øjnene, er, at enhver definition på »at være dansk«, som går ud over »at være født i Danmark«, »at have dansk statsborgerskab« eller »at være bosat i Danmark« i sidste ende altid vil være mere eller mindre arbitrær, fordi ingen nok så nøgtern og velargumenteret sproglig, historisk eller kulturel definition blot tilnærmelsesvis ville dække den mangfoldighed, som karakteriserer alle de mennesker, der bor og/eller er født i Danmark. Mennesker er og bliver grundlæggende forskellige, og danskhed såvel som enhver anden nationalitet er og bliver foranderlig konvention.

Krarups »givne« nationale er ikke mere givet, end at det er nøjagtig så vilkårligt som alle historiens øvrige vilkårlige omskiftelser. »Du skal!«, fremturer Krarup alligevel – og, ja, hvordan skulle du dog kunne andet end konstatere, at du er født af de forældre, der har født dig, født det sted, du er født, og taler det sprog, du taler? I denne banalitet ligger blot ikke skyggen af politisk, endsige religiøs forpligtelse, hverken inden for eller uden for »kald og stand«. Uforvarende er naturligvis Krarups »kristne danskhed« da også i sig selv ét stort dementi af en sådan absolut forpligtelses mulighed: Alt sådant kommer nemlig af historiske begivenheder, der tilmed også i tusind år atter og atter har forandret »kristen danskhed«.

Danmark er ikke en statisk størrelse i lige linje fra Harald Blåtand til Margrethe II, lige så lidt som det er et konglomerat af selektive historiske milepæle fra Jellingstenene, Dannebrog og Reformationen til Guldberg, Grundtvig og Grundloven.

Skal vi tage danmarkshistorien til indtægt for en national identitet, kan det naturligvis gøres på mangfoldige måder, ligesom grundlaget strækker sig langt videre end fra Harald Blåtand (eller fra Christian III) til i dag, hvorfor heller ikke højrefløjens særlige fokus på uddrag af den katolske og protestantiske periode kan bruges redeligt, men ofte nok misbruges i en moderne polemisk hævdelse af en forpligtende, historisk danskhed.

Saxo er den første store formidler af danmarkshistorien og derved i en vis forstand den første eksponent for et bud på »danskheden«, der netop pga. sit kristne perspektiv da også nyder en vis status af nationalhistorisk pejlemærke for de nationalkonservative; ikke desto mindre omhandler over halvdelen af hans værk tiden før kristningen af danerne, og om ikke andet tjener dette blot til endnu en tydeliggørelse af det absurde i den lemfældige henvisning til en statisk danskhed.

At være dansk har ikke altid betydet, og betyder ikke altid i dag, at være katolik eller protestant, og det rige og de riger, der i historiens løb har optaget Danmarks nuværende geografiske rum, har heller ikke altid været og behøver heller ikke altid forblive kristne eller monokulturelle i traditionel forstand for at være Danmark – også navnet »Danmark« går tilbage til tiden før kristningen af landet.

Den svage efterklang af det, der i århundreder sikkert var inspirerende salmesang og altergang, eller – for at vælge et eksempel i en helt anden boldgade – resterne af den gryende arbejderbevægelses visionære brydninger med den traditionelle klassedeling i slutningen af det nittende århundrede, er i dag stort set lige så døde som gravhøjene og indskrifterne på runestenene. Verden forandrer sig nu engang, nogle gange mere drastisk end andre, og disse epoker er som så mange andre forbi.

Den trøstesløse kulturelle udsigt kan så i dag synes indskrænket til et valg mellem det tyvende århundredes ensrettende dyne af socialdemokratisk kontrol og konformitet eller højrefløjens sidste-øjebliks selektive genoplivning af konserverede nationale og lutherske værdier. Som vi har set, overlapper disse bud efterhånden hinanden på visse områder.

Indvandringen repræsenterer naturligvis en trussel for begge lejre, da den pr. natur bryder konformiteten såvel som vanskeliggør reaktualiseringen af en udstoppet fortid, der kun bliver endnu mere fremmed for samtiden, desto mere iøjnefaldende hele befolkningsgrupper adskiller sig herfra.

Men de nationalkonservative har valgt som Søren Krarup, og Krarup har ikke blot valgt – han tror. Han har valgt, og han tror, at »det givne« forholder sig til en luthersk forståelse af evangeliet – skønt den ikke var givet før Reformationen, for da var givet noget andet. Han har valgt, og han tror, at det givne er Danmark – men for halvandet årtusind siden var der ikke noget »Danmark«, og da det blev givet, lignede det bestemt ikke det Danmark, der er givet i dag – eller for 50, 100 eller 500 år siden for den sags skyld. Han har ikke desto mindre valgt, og han tror, at arven fra en totusindårig mellemøstlig messias og en femhundredårig tysk reformator er det givne og mest fremtrædende kendetegn på en moderne »danskhed«.

Og pastoren har selvfølgelig sine gode grunde til sit givne. Ligesom der er overordentlig gode grunde til at vælge og tro meget andet. Den enkelte må tro, føle og vide sit, og det er alt nok.

Kun den totalitære tanke hæver sig herover og udsletter den menneskelige forskel og individualitet i sit autoritære og absolutte Du Skal! og Du Må Ikke! og dikterer »folket« og »massen« sin egen ubetingede Definition på det ensrettende fællesskab som Sandheden – en »sandhed«, som det for alt i verden aldrig må indrømmes, i sidste ende er nøjagtig lige så blafrende betinget af luner, tilfældigheder og tilbøjeligheder som enhver anden politisk sandhed.

Verden står netop ikke stille, selv om Krarup helst så den fastfrosset i Martin Luthers og Christian IIIs 1530ere eller til nød i Morten Korchs og H.C. Hansens 1950ere – ak, Krarup, verden står ikke stille. Alting forandrer sig, kun ikke det evige kristne, statiske salige paradis uden for verden, som pastoren længes efter, mens han affinder sig med, hvad han ser som sine ondskabsfulde medmennesker, for hvem næstekærlighed er en definitiv umulighed, fordi alt, der skriger i deres indre, er arvesyndens selvretfærdige egoisme ... »Tal for dig selv, kammerat,« ville nu nok en betragtelig del af Krarups »danske folk« replicere, stillet over for dette middelaldermørke menneskesyn, som Tidehverv har søgt at »modernisere« med Grundtvig og Kierkegaard.

Danmark forbliver ikke et fastfrosset billede, men undergår hele tiden omvæltninger, nogle gange mere markante end andre.

For tusind år siden lakkede en historisk epoke mod enden, da Nordens apostel, Ansgar gav katolicismen midlertidigt fodfæste i Danmark, og da Harald Blåtand under stærkt politisk pres fra Tyskland hundrede år senere »gjorde danerne kristne«, som det hed på Jellingstenen. Nu har tidens tand slettet ordene »Danmark« og »danerne« – måske et tegn til vor egen tid om, at tid og kultur ikke står stille, at Harald Blåtands testamente på Jellingstenen er udløbet for Danmark og danerne, og at det kommende bliver et andet end det foregående.

Som alle andre samfund, nationer og kulturer har det landområde, vi kalder Danmark, og de mennesker, der har beboet det, til tider været genstand for historiske omvæltninger af både mere og mindre gennemgribende karakter. Ethvert forsøg på at fastfryse historien, i den forstand at visse træk ved visse perioder hæves til forpligtende absolutter, der tilmed bruges til at marginalisere og mistænkeliggøre hele befolkningsgrupper, er at gøre vold på historien og »danskheden« såvel som imod de mennesker, det går ud over.

Det er da også kun, hvor man lægger sine mere eller mindre private snit i tiden og historien, hugger en hæl og klipper en tå, at Danmarks historie kan fremstilles som entydigt forpligtende, og naturligvis altid forpligtende på lige netop sine egne snit. Og det er det, Krarup gør bevidst. For andre, f.eks. ledende socialdemokratiske ministre er det ikke et projekt i sig selv at udkrystallisere påstanden om en specifik danskhed, danskheden er snarere en rent retorisk figur, der ikke gøres så vide forsøg på at fæstne historisk, men som ikke desto mindre også håndhæves som særlig forpligtende over for etniske minoriteter.

Men der eksisterer ikke nogen kanonisk danmarkshistorie og heraf følgende kanoniske »værdier«, og selv den danmarkshistorie, historikerne har mere eller mindre konsensus om, er trods alt ikke en størrelse, ud fra hvilken en moralsk eller politisk forpligtende konsekvens kan blive andet og mere end et privat, individuelt fortolkningsspørgsmål. At nogen kan blive enige om en fælles opfattelse af historisk betingede »danske værdier«, bør derfor heller aldrig i sig selv få konsekvenser for den eller de, der er uenige heri; dertil er begrebet ikke bare for æterisk, det rummer som ethvert andet tiltag til absolutisme desuden en latent mulighed for ensretning, som let lader sig misbruge i propagandistisk øjemed.

Verden forvandles, og det givne er ikke noget fastere fundament, end at det altid er forbigående. Et nyt Danmark kan være en realitet om tyve år, der vil kunne anskues lige så tolerant og medmenneskeligt, som det nuværende kan anskues intolerant og sig selv nok. Nationen kan blive splittet af krig i næste uge, Krarup kan blive statsminister om ti år, og en revolution kan indfinde sig om tyve, det bliver hverken det foregående, det nuværende eller det kommende mere eller mindre givet i nogen som helst etisk forpligtende forstand for os eller vore efterkommere af.

Hvor meget de nationalkonservative end ønsker at stadfæste nationaliteten som det givne og uforanderlige, er det ikke mere givet og uforanderligt end et sted, vi fødes eller bor, og et sprog, vi taler. I sproget gives selvfølgelig også et begrebssæt, som tegner udgangspunktet for identitet og verdensanskuelse for dem, der er opvokset med det pågældende sprog, men at hævde, at der kan udledes en etisk forpligtende, national moral heraf er absurd.

Men er enhver »nationalitetsfølelse« da fuldstændig grebet ud af luften? Nej, den er blot hverken entydigt definerbar eller etisk forpligtende – desuden er det spørgsmålet, hvor udbredt og rodfæstet en sådan følelse overhovedet er i dag.

Ser vi bort fra moderne sportsfænomeners og andre modeluners overfladiske begejstring for nationale flag, er der selvfølgelig historiske situationer, hvor et folk eller dele af et folk står sammen i krig og konflikt mod udefrakommende aggressorer såvel som i fred og venskabelighed hjælper andre folk. Der er folkeslag, som på godt og ondt har forsvaret landegrænser, erobret fremmede stater eller landområder, og der er folkeslag, der sågar har deltaget i – eller i større og mindre udstrækning accepteret – holocaust og etnisk udrensning, bl.a. ud fra specifikke henvisninger til en eller anden form for etisk forpligtende nationalitetsfølelse.

»Det nationale« kan i det hele taget utvivlsomt føre til stærke sammenhold – men det være sig i grusomhed såvel som i fordragelighed. At tilegne kategorien en absolut positiv værdi i sig selv og tilmed definere denne kategori selektivt ud fra et ganske særligt politisk eller teologisk perspektiv på historien er således i bedste fald manipulation – og at søge at fremtvinge den på denne baggrund i værste fald propaganda.

Om det nationalt »givne« er diktat fra Gud eller fædreland, eller om det er normen eller partiet, der alene er bestemmende for tiltag i retning af en statisk massebevægelse, er det mennesket og den menneskelige forskellighed, der til enhver tid trækker det korteste strå.

Intet menneske er som bekendt heller en ø, og nationalitetsfølelse eller ej – at leve er nu engang ubestrideligt at forandre det givne. Det er ikke et spørgsmål om fremskridt eller tilbageskridt, end ikke »udvikling«, men om forandring slet og ret.

Mennesket ændrer verden og videregiver derigennem noget nyt. Nogle forandrer det givne overordentlig drastisk, f.eks. Luther, Voltaire og Marx, nogle lidt mindre drastisk, f.eks. Kierkegaard, Grundtvig og Brandes, nogle knap så meget og atter andre meget lidt – men alle forandrer det givne, og alle videregiver derved noget andet, end de har modtaget.

»I Danmark at være dansk« er således på overfladen tillokkende enkelt, fornuftigt og indlysende, men i realiteten fuldstændig rungende tomt, for der gives ingen etisk forpligtende, dansk fællesnævner for alle, hvor meget pastoren så ellers ønsker at forpligte os alle på sin.

Men i en tid, der er til enkle sandheder og slagkraftige slogans, er netop det simple i det nationalromantiske budskab om at »bevare et givet Danmark« trods alle indbyggede paradokser selvfølgelig stærkt appellerende. Der er i det mindste ikke behov for analyser og argumentationskæder i dét budskab, sagen synes uhyre enkel: Vi er kristne danskere, og hvis vi skal forblive kristne og danske, skal de og det, der er udtryk for andet end danskhed og kristendom i Danmark, slet og ret »hjem«.

Længere er den ikke, og selv om »hjem« indlysende nok er en meningsløs eufemisme for »etnisk udrensning«, fordi mennesker med forkert etnisk herkomst nu engang skal smides ud af landet, er logikken i ræsonnementet nærmest selvoverbevisende. Alle overvejelser om, hvad »hjem« egentlig vil sige, om det overhovedet giver nogen som helst definerbar mening i den givne situation, og hvad implikationerne er for dem og det, der skal ud, forbigås i tavshed.

Enten eller?

Søren Krarups rolle som inspirator og uformel chefideolog for de nationalkonservative bevægelser kan ikke undervurderes. Jeg har i denne bog bl.a. forsøgt at demonstrere, hvilken voksende indflydelse han har fået fra begyndelsen af 1980erne til slutningen af 1990erne, direkte igennem Tidehverv, den Danske Forening og Dansk Folkeparti, og indirekte i Ekstra Bladet med Sven Ove Gade som chefredaktør samt i bredere politiske fora i det hele taget.

Krarups hovedmodstander er humanismen. »Den humanistiske ideologi er i virkeligheden en legalisering af menneskelig ondskab og selvretfærdighed ...« (Det moderne sammenbrud, s. 57f). Pastoren ser sig selv som stående i et modsætningsforhold til ikke blot humanismen, men også totalitarismen – ja, han ser sågar sig selv som den ypperste modstander heraf: »I den sidste generation er det mig, der klarest og stærkest har gjort op med totalitarismen her i landet, den være sig rød eller sort.« (Ekstra Bladet, 23.1.88).

Krarup ser kommunisme og al form for totalitarisme udsprunget af humanismen, og som det endegyldige tegn på dennes ondskab vidner millionvis af ofre for styret i Sovjetunionen: »I dag, efter Solsjenitsyn og Gulag Øhavet og afsløringen af det blodigste diktatur i historien, som har kostet mindst 60 millioner mennesker livet, er det overflødigt at spørge, om kommunismen står for ufrihed og ensretning. Vi ved kun alt for god besked.« (Den danske nødvendighed, s. 116).

Behændigt overspringer pastoren den kendsgerning, at ingen religion, ingen ideologi, ingen kultur når hans egen kristendom mht. systematiske folkedrab, jævnede kulturer, korstog, inkvisition, censur, tvang og ensretning.

Alligevel insisterer nationalkonservative på syndsbekendelse og anger hos tidligere og nuværende socialister og kommunister for alle grusomheder, som socialismen og kommunismen har begået. Ingen insisterer på syndsbekendelse og anger hos de kristne for alle grusomheder, som kristendommen har begået. Når socialister og kommunister hævder, at grusomhederne »kun« blev begået i socialismens og kommunismens navn, er det illegitimt. Når kristne hævder, at grusomhederne »kun« blev begået i kristendommens navn, er alt tilsyneladende lutter idyl igen.

Kristendommens ufejlbarlighed som udtrykt i det berømte skriftsted hos Johannes: »Jeg er vejen, sandheden og livet« (Joh. 14, 6), har ellers båret kimen til en kulturhistorisk intolerance uden sidestykke – og Krarup bekræfter stolt samme religions ufejlbarlighed: »Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.« (Dansk kultur, s. 77). Af samme grund er forholdet mellem kristendom og islam ifølge Krarup kendetegnet af en »afgrundsdyb forskel« – »forskellen på sandhed og løgn« (Ekstra Bladet, 2.10.99). Krarups kristendom er det Ubetingede. Her står intet til diskussion. »Den kan kun adlydes.«

Men hvilken autoritetstro og farlig, ubetinget lydighed kan ikke baseres herpå?

Med hans egne ord: »Vi ved kun alt for god besked.«

Krarup forstår at bruge og misbruge kristendommen og lade den sammensmelte med danskheden i takter, der ikke ligger langt fra Grundtvigs tale om danskerne som selve det udvalgte folk i 1855: »... den Danske Sag er hele vort Høinordens, hele Menneske-Slægtens, Christendommens og Vorherres Sag (...) hvis forsyn umuelig kan feile eller forfeile sit Øiemed. Saa haabløs som derfor den Danske Sag ogsaa maatte staae for mig, naar den kun var Danskernes egen Sag, saa haabefuld maa den nødvendig vise sig for mine Øine, naar jeg tillige betragter den som Guds og Menneskets Sag.« (Haandbog i N.F.S. Grundtvigs skrifter, bd. II, s. 298).

Krarup, der i Dansk Folkepartis medlemsblad har kåret Grundtvig som årtusindets dansker, ser også danskerne som et særligt folk, hos hvem der forefindes en særegen, kristen åndstradition – som er alt andet end tilfældig: »Jeg siger: Det er ikke nogen tilfældighed, at Søren Kierkegaard er dansk. Det er ikke nogen tilfældighed, at Grundtvigs opgør med rationalismen slog igennem i Danmark. Det er ikke nogen tilfældighed, at der er et tidehverv i dansk kirke- og åndsliv. Det er ikke tilfældigt, at en luthersk kristendom har slået rod i Danmark – og næsten ikke i andre lande.« (Ekstra Bladet, 6.3.00).

Kierkegaards glødende kamp imod al officiel kristendom såvel som modsætningerne mellem Grundtvig og Kierkegaard springes over – og med forvisningen om at have Gud, Grundtvig og det udvalgte folk i ryggen er Krarups nationalprotestantiske kristendom rykket længere og længere frem på den politiske scene.

Er humanismen hovedmodstanderen, må også tolerancen være en modstander. Medmenneskelig tolerance ligger ganske enkelt ikke i kristendommens natur, som Krarup ser det, og derfor er medmenneskelig tolerance selvfølgelig heller ikke velset hos Krarup, hverken religiøst eller politisk: »Det tolerante menneske er så svagt og svajende som et siv.« (Den kristne tro, s. 26).

Intet omsvøb her.

Og måske har han ret. Det tolerante menneske er så svagt og svajende som et siv. Derimod er Krarups kristne intolerance stor, rank og ubøjelig. Det intolerante menneske er så stærkt og stift som et strå.

Men er humanismen svag og svajende, er det, fordi den også må og skal tolerere sine forfølgere – ellers var den ikke humanisme. Skønt mange er humanismens forfølgere, er humanismen ikke deres. Derfor er det da også, at humanismen altid helhjertet må acceptere og tolerere Krarup, mens Krarup aldrig helhjertet kan acceptere eller tolerere humanismen.

Men om mennesket og den forskellighed, som er den enkeltes vilkår, krænkes, nivelleres eller diskrimineres, da må humanismen selvfølgelig slå igen. Ellers var den ikke humanisme af gavn.

Det bør ikke glemmes, at de nationalkonservative ikke sjældent truer med regulær modstandskamp mod indvandringen, og at dette er udtryk for alt andet end ureflekteret bodegastemning. Der er derimod tale om intellektuelt begrundede trusler, fremført overordentlig bevidst, og selv om det primære formål givetvis er at eskalere en blot og bar politisk polarisering til gavn for deres egen yderfløj, er retorikken for vedholdende og markant til at blive ignoreret.

Tankegangen bag »modstandskampen« er, at det multikulturelle samfund med nødvendighed vil udvikle voldsomme, borgerkrigslignende konfrontationer. Spørgsmålet er selvfølgelig, om ikke det er de nationalkonservatives polemiske oprustning og konkrete trusler, der alene baner vejen for en mulig fremtid med alvorlige konfrontationer? Mødet mellem etniske grupper og forskellige religioner behøver ikke i sig selv få en sådan udgang.

Der findes selvfølgelig stater og samfund, hvor interessekonflikter er tilspidset i en sådan grad, at konflikter i befolkningen eksploderer, og hvor kulturelle forskelle skaber dybe kløfter etniske grupper imellem. Men der findes naturligvis også den dag i dag lande, hvor moskeer, synagoger og kirker knejser side om side, ligesom der er lange epoker f.eks. i islams historie, hvor den religiøse og etniske tolerance var mere vidtrækkende end i både fortidens og nutidens vestlige lande. Ja, i antikkens og oldtidens kulturer i Europa og Nærorienten hørte i freds- såvel som krigstid et fænomen som religionsforfølgelse til de forsvindende undtagelser, mens religiøs pluralisme og tolerance var standarden – og det i en udbredt multietnisk kontekst.

Selv det, der på overfladen er religiøse sammenstød befolkningsgrupper imellem i dag, har langtfra altid religiøse eller etniske uoverensstemmelser som den eneste eller blot den væsentligste baggrund. Det gælder f.eks. Nordirland, hvor kernen i konflikten primært er politisk, og det gælder Israel, hvor to parter kæmper om samme stribe land, et land, som har en af verdens mest omskiftelige historier bag sig, og som selvfølgelig også er centralt placeret i tre verdensreligioners selvforståelse – men det ville være særdeles enøjet blot at se det, som var det en religiøs konflikt mellem islam og jødedom eller en etnisk konflikt mellem palæstinensere og israelere, der udspiller sig her.

Danmark behøver selvsagt ikke at blive skue for borgerkrigslignende tilstande, blot fordi landet udvikler sig i multikulturel retning, og Danmark er i ingen henseender sammenligneligt med Israel, der befinder sig i samtidens mest komplekse inden- og udenrigspolitiske situation – og endnu mindre med Krarups yndlingseksempel: Libanon. Er der nogen, der højlydt ansporer til sammenstød pga. etniske eller religiøse forskelle i Danmark, er det i hvert fald ikke muslimerne, men derimod de nationalkonservative, der vedholdende insisterer på at grave grøfter med konstante trusler om »modstandskampen« mod den »islamiske invasion« og med boykot af indvandrernes »ukrudtsbutikker«.

Dansk Folkepartis pressechef og medlem af den Danske Forening, Søren Espersen rammer ubevidst hovedet på sømmet i et interview, hvor han på spørgsmålet om, hvorvidt »dansk kultur er truet«, svarer: »Ja helt klart. Alene det, at vi taler så meget om det, er et tegn på, at det her er ved at gå galt.« (Ekstra Bladet, 2.9.00).

Alene det, at vi taler så meget om det ... Altså fordi vi taler om en islamisk trussel mod Danmark, er der en islamisk trussel mod Danmark. Det er en fortalelse med perspektiver: Alene det, at den nationalkonservative fløj konstant opmaler et scenario med en uundgåelig konfrontation, skaber grobund for en sådan konfrontation. Sådan skabes historie.

Hvis mistænkeliggørelsen af trængte befolkningsgrupper fortsætter ret meget længere, vil de nationalkonservatives konfrontationspolitik over for etniske minoriteter uundgåeligt føre til alvorlige og omfattende sammenstød. Da vil de nationalkonservative vaske deres hænder og sige, »hvad sagde vi?!«, når deres egen polemik og socialdemokraternes diskriminationspolitik har fremprovokeret netop den brutalitet, som Krarup & Co. i årevis har spået vil blive resultatet af indvandringen. En brutalitet, hvis næste skridt i givet fald vil være en yderligere brutal retorik efterfulgt af en yderligere brutal politik i en ond cirkel, vi desværre allerede aner ansatsen til i dag.

Det er en cirkel, der indirekte følger af, at Danmark under den socialdemokratisk ledede regering har sat sig imellem to stole i indvandrerpolitikken i stedet for entydigt at vælge side mellem humanismen og nationalkonservatismen.

Ud fra et (stadig mere tilbageholdende) humanistisk motiv på den ene side har Socialdemokratiet åbnet Danmarks ydre døre for etniske minoriteter, samtidig med at partiet ud fra et (stadig mindre tilbageholdende) nationalkonservativt motiv på den anden side har lukket Danmarks indre døre gennem stigende diskrimination og marginalisering. Men man kan ikke på én gang åbne op for et multikulturelt samfund og samtidig gøre alt for, at det samme samfund skal forblive monokulturelt.

Denne »både og«-strategi har allerede vist faretruende, uholdbare perspektiver og kan kun føre til et stadig mere klassedelt samfund, hvor de etniske minoriteter udgør en mere og mere rettighedsløs og udstødt underklasse, som af samme grund føler hele deres tilværelse i mere og mere modstrid og konflikt med samfundet som sådan. Konfrontationer bliver derved mere og mere uundgåelige, hvilket kun den nationalkonservative fløj profiterer af, og hvilket så atter får Socialdemokratiet til at skrue endnu mere ned for den tiloversblevne humanisme og op for den ekspanderende nationalkonservatisme. Det er denne bevægelse, vi har været vidne til siden begyndelsen af 1990erne.

Socialdemokratiets halvhjertede og mislykkede »både og«-politik er således ikke et reelt alternativ til de nationalkonservative. Vi må i dag erkende, at valget står mellem helt at vælge eller helt at fravælge den nationalkonservative vej – mellem helhjertet at virkeliggøre et monokulturelt samfund eller helhjertet at virkeliggøre et multikulturelt samfund.

Enten eller.

Af nogle vil opstillingen af et sådant valg måske blive anklaget for at være en forenkling af situationen, men at fortsætte et »både og« vil efter alt at dømme alligevel føre til disse gensidigt udelukkende muligheder før eller siden, og det er derfor nødvendigt klart at tage stilling til, hvilken af disse to retninger samfundet skal bevæge sig i – og fremfor alt lade ord og gerning følges ad

Enhver politisk afstandtagen fra den multikulturelle samfundsudvikling, der ikke desto mindre samtidig opretholder indvandringen, er ikke blot et arrogant slag i ansigtet på indvandrerne, der ubetvivleligt er og bliver en del af en stadig tydeligere multikulturel, dansk virkelighed, men det er også at stikke hele befolkningen i øvrigt blår i øjnene, fordi eksistensen af det multikulturelle samfund selvfølgelig ikke bliver mindre faktuel af at blive benægtet. Omvendt vil den fortsatte eftergivenhed over for de nationalkonservative krav om yderligere stramninger og yderligere diskrimination ultimativt føre til det reelle stop for indvandringen (familiesammenføringer og flygtninge) og til de masseudvisninger, som er målet, hvorved den multikulturelle og multietniske udvikling atter trevles op til fordel for et etnisk uvarieret, monokulturelt mål.

Enten må vi helhjertet tage konsekvensen af benægtelsen af den multikulturelle virkelighed, standse denne udvikling en gang for alle og tilstræbe atter at få en etnisk homogen befolkning. Det er den nationalkonservative vej.

Eller også må vi helhjertet tilstræbe den multikulturelle udvikling, og da må vi i givet fald sadle helt om og fremover lade det ske på et humanistisk grundlag uden diskrimination, med lige rettigheder og muligheder for alle borgere – ellers risikerer vi, at etniske minoriteters forståelige frustration over den tiltagende kulturchauvinisme og ringeagt fra majoritetssamfundets side slår ud i stadig hyppigere og voldsommere konfrontation.

Hvis vi ønsker et ligeværdigt samfund, er der ingen vej udenom. Enten eller.

»Både og« er den sikre vej til kriser, konflikter og konfrontationer, der i sidste ende alligevel kun gavner de nationalkonservative, fordi de netop i denne udvikling vil søge at legitimere »nødvendigheden« af at tage stadig mere voldsomme midler i brug imod etniske, religiøse og politiske afvigere.

Multikulturel humanisme

Men er et multikulturelt Danmark overhovedet muligt?

Det siger sig selv, at der kan opstå vanskeligheder, når mennesker med en for danskerne uvant religiøs og kulturel baggrund kommer til landet i større antal. Indvandrerne skal tilegne sig det meget vanskelige sprog og måske stifte bekendtskab med nye omgangsformer, ligesom de i det hele taget skal vænne sig til at fungere i et nyt samfund. Tilsvarende skal danskerne vænne sig til nye kulturtræk, måske i deres eget nabolag, og for nogle – både blandt indfødte og indvandrere – kan dette møde være en radikalt ny oplevelse.

Misforståelser og problemer er i begyndelsen uundgåelige – men hvor mange og store behøver de reelle problemer være? Og lige så vigtigt: Fremmer eller hæmmer vi i dag en løsning af dem?

Samfundet skal naturligvis være så fleksibelt, at intet menneske kommer i klemme, blot fordi vedkommendes traditioner er anderledes, f.eks. hvor de udmønter sig i beklædning, udsmykning, madvaner, opdragelse og familiemønstre, hvis eneste »synd« er, at de afviger fra dansk sædvane. Det er også værd at erindre, at »dansk sædvane« faktisk i sig selv er mangefacetteret på en række af disse punkter og i øvrigt er undergået markante forandringer de seneste generationer.

Alligevel ser nogen en politisk gevinst i at fremstille selv de mest uproblematiske forskelle som uoverstigelige trusler mod det danske samfund og derigennem advare mod »det multikulturelle kaos«.

At nedgøre f.eks. jødisk schæchtning, muslimske kvinders hovedtørklæde og hinduistisk tempeloptog som udtryk for henholdsvis »dyremishandling«, »kvindeundertrykkelse« og »støj« er for enhver nøgtern betragtning simpelt hysteri – det er imidlertid et hysteri, der desværre har grebet om sig. Men selvfølgelig skal en arbejdsgiver ikke af den grund kunne opretholde en personalepolitik, der forhindrer en muslimsk kvinde i at bære hovedtørklæde. At der så kan findes eksempler på, at piger tvinges til at bære hovedtørklæde af deres familie, berettiger selvsagt ikke nogen, hverken i eller uden for familien til at tvinge piger til ikke at bære hovedtørklæde.

Der er også danske unge, som tvinges til at klæde sig og handle på måder, de helst så sig fri for, men i de tilfælde, hvor der er tale om seriøse problemer, bunder disse dog langt snarere i de respektive (få) familiers sociale eller private forhold, mere end i deres kulturbaggrunde – hvad enten vi taler om indvandrere eller indfødte.

Problemerne med kulturmødet er i det hele taget gerne overeksponerede og reaktionerne på dem ofte bevidst ude af proportioner for at fremme en særlig politisk agenda. Således er citater fra islamiske fundamentalister i høj kurs på den yderste højrefløj, som bruger dem til at bekræfte deres egne værste fordomme og til at stemple muslimer generelt. Men der findes selvfølgelig fundamentalister i alle lejre – og de bedste vækstbetingelser for fundamentalisterne blandt de etniske minoriteter leverer nu engang de danske politikere, som gennemfører utilsløret diskrimination og legitimerer det budskab, at det danske samfund er hermetisk lukket for alle uden danske forfædre i syv led.

Udover skræmmebilledet »islamisk fundamentalisme«, er et særlig yndet »bevis« på indvandringens skadevirkning det forhold, at unge med indvandrerbaggrund ifølge flere undersøgelser er langt mere kriminelle end etniske danskere. Igen og igen spiller det nye højre denne trumf og trækker med slet skjult tilfredshed stikkene hjem i en indvandrerdebat, hvor modspillet ofte glimrer ved sit fravær.

Det overses således i forbifarten, at statistikkerne ikke tager højde for, at indvandrerne også er langt mere marginaliserede end de indfødte som helhed, hvorfor sammenligningsgrundlaget selvsagt er fortegnet.

Marginalisering fører som bekendt til flere kriser, flere kriser fører til flere konflikter, flere konflikter fører til større frustration, og større frustration fører til en øget risiko for at komme på kant med samfundet og loven – det er selvfølgelig ikke nogen ufravigelig, social »lovmæssighed«, som ingen kan undslippe, men dog en overordnet tendens. Bedre bliver det ikke af, at marginaliseringen af de etniske minoriteter, som skaber udstødningen og modsætningsforholdet til det omgivende samfund, ikke alene er social, men også i høj grad retorisk og politisk – de er for mange myndigheder og store dele af pressen slet og ret »de fremmede«.

Oven i hatten kommer så, at ordensmagtens fokus på de etniske minoriteter er større end på befolkningen som sådan pga. den overeksponering, medier og politikere udsætter indvandrere for, hvorfor de kontrolleres mere end andre grupper, og hvorfor man selvfølgelig også af den grund vil opdage og opklare mere kriminalitet end blandt de øvrige befolkningsgrupper.

Den generelt tiltagende marginalisering af indvandrere og deraf følgende øgede mistænksomhed er imidlertid faktorer, som de nøgne statistiske tal intet beretter om, hvorfor en del af årsagen til den øgede kriminalitet blandt indvandrere i dag angiveligt også skal søges i den politik, som har medført og intensiveret denne marginalisering i 1980erne og især i 1990erne. Dette ses da også af, at kriminaliteten blandt førstegenerationsindvandrere og deres børn fra 1960erne og 1970erne netop var mindre end blandt danskerne og deres børn.

Men sådanne mellemregninger kommer selvfølgelig sjældent med, når undersøgelsers »fakta« danner grobund for det nationalkonservative stormløb mod den alt for »liberale« politik over for de notorisk kriminelle indvandrere ...

Sensationalistiske enkelthistorier gør deres til at fortegne billedet yderligere: Hvis en ung mand med etnisk baggrund voldtager en kvinde, gøres det til et kulturelt, religiøst og etnisk problem med rod i hans forældres dårlige opdragelse og manglende respekt for det danske samfund; hvis en ung mand med dansk baggrund voldtager en kvinde, er der ingen, der drømmer om at lægge hverken forældre eller »danskhed« til last af den grund.

Pågribes en gruppe unge fra Mellemøsten efter et røveri, er der stor sandsynlighed for, at de kommer til at eksemplificere »islams indflydelse« på kriminel adfærd; når en gruppe unge fra de baltiske lande pågribes efter at have været på røvertogt i Danmark, er der imidlertid ingen sandsynlighed for, at de kommer til at eksemplificere »kristendommens indflydelse« på kriminel adfærd – begge grupper skal dog nok komme med i puljen, der belyser »indvandringens« skadelighed.

Skal man vurdere de reelle vanskeligheder ved at integrere indvandrere i det danske samfund og omfanget af de eventuelle problemer, når mennesker med forskellig kulturbaggrund skal fungere i et fællesskab, er man nødt til at overveje, hvordan og hvorfor de vanskeligheder og problemer, som fylder op i debatten, reelt opstår.

At eksemplificere indvandringens konsekvenser gennem ureflekteret henvisning til kriminalitetsstatistikker eller selektivt udvalgte pressehistorier uden at skænke det generelle politiske og sociale landskab, som disse forhold udspiller sig i, nærmere overvejelse, er desværre reglen i indvandrerdebatten i dag. Når konfliktscenarioet oprulles under de nationalkonservatives dystre alvorstoner, bemærkes det stort set aldrig, hvilken rolle den forudgående, generelle mistænkeliggørelse af de etniske minoriteter kunne tænkes at spille for selvsamme konfliktscenarios opståen og omfang.

En gang imellem kunne det måske være relevant at betænke, hvordan det ville tage sig ud, om rollerne var byttet om: Hvad ville det f.eks. betyde for vores egen adfærd, hvis det var os, der var indvandret til et andet land, og vi og vore børn og børnebørn blev mødt med en udtalt afsky fra hele foreninger og partier, hvis formål stort set alene var at smide os ud af landet igen? At vores arbejdsløshed var 3½ gang så stor som arbejdsløsheden i den øvrige befolkning, og at danske navne var nok til at minimalisere vore i forvejen små chancer for beskæftigelse betydeligt? At 82 procent af den øvrige befolkning i en meningsundersøgelse lod os forstå, at de havde »lidt, temmelig eller megen« foragt til overs for vores ganske tilstedeværelse? At pressekampagner udstillede de mest negative historier, de kunne opdrive om danskere i tilstræbt sensationalistisk opsætning på spisesedler over hele landet og i TV-reklamer til hele nationen? At flere og flere rettigheder blev frataget os? At myndigheder forsøgte at forhindre os i at etablere danske gravpladser eller få godkendt danske trossamfund, at vore traditioner blev stemplet som »barbariske« og vore butikker som »ukrudtsbutikker«?

Og lad os endelig forestille os, at dette klima havde stået på i en snes år, i hvilken periode det sågar var blevet intensiveret.

Mon ikke vi ville føle os overordentlig uvelkomne? Mon ikke vi ville isolere os og bestræbe os på at undgå at deltage i majoritetsbefolkningens samfundsliv? Mon ikke vi ville få mindre og mindre tilovers for det samfund, vi var en del af? Mon ikke vores frustration ville slå ud i hyppigere konflikter og konfrontationer med myndighederne?

Og når dette uundgåelige hændte, ville man da have bevist, at danskerne pr. natur eller kultur var mere forbryderiske og fjendtlige end den øvrige befolkning?

Selvfølgelig ikke. Man ville næppe have bevist stort andet, end at tryk avler modtryk. En kliché – men dog en kliché, der vanskeligt finder mere passende anvendelse end i det klima, de etniske minoriteter oplever.

Først når vi har fejet propagandaen og alle de ubegrundede fordomme til side, kan vi begynde at danne os et overblik over, hvilke problemer der primært er en konsekvens af den politiske modstand imod det multikulturelle samfund og den deraf følgende marginalisering af indvandrerne, og hvilke problemer der er en egentlig konsekvens af indvandringens kulturelle og religiøse karakter.

Først da kan vi overveje, i hvilket omfang det reelt giver mening at tale om helt eller delvist kulturelt betingede problemer, når det multikulturelle samfund foretager sin grænsedragning mellem det acceptable og det uacceptable.

Eksempler på helt eller delvist kulturelt betingede problemer, der således også vil påkalde sig opmærksomhed i et humanistisk, multikulturelt samfund er tvangsægteskaber og omskæring af piger.

Omskæring af piger og kvinder er et tværkulturelt fænomen med en betydelig udbredelse i dele af den tredje verden, men dog et ekstremt marginalt problem i Danmark. Hvad voksne kvinder frivilligt ønsker at gøre med deres egen krop kan ingen vel med rimelighed blande sig i, heller ikke hvor der f.eks. er tale om piercing, tatovering eller omskæring af kønsdele. Men hvor farlige fysiske indgreb med uoprettelige konsekvenser for seksualiteten udføres på piger, der i modsætning til voksne kvinder ikke kan forventes at tage selvstændig stilling til følgerne, må myndighederne naturligvis skride ind, som man ville skride ind ved andre, lige så drastiske overgreb mod børn.

Omskæring af piger er da også allerede forbudt, og problemet er som nævnt yderst minimalt i Danmark og på ingen måde overhovedet kendetegnende for indvandrere som sådan, selv om det hyppigt kommer med i de nationalkonservatives katalog over »indvandrernes barbariske skikke«.

Tvangsægteskaber er et andet, reelt problem, der imidlertid ofte fejlagtigt sammenblandes med arrangerede ægteskaber og bl.a. af den grund også overeksponeres markant. Flere landsdækkende indvandrerforeninger rådgiver og hjælper allerede aktivt både unge og voksne, der søger at undgå disse eller komme ud af allerede indgåede tvangsægteskaber. Der er således ingenlunde tale om et »kulturtræk« ved indvandrerne som sådan, selv om det er det indtryk, man får af dele af den offentlige debat, der gerne ser både omskæring og tvangsægteskaber som udtryk for »indvandrernes undertrykkende kønsrollemønster«, der så modstilles »danskernes frie kønsrollemønster«.

Igen er manglende nuancer i debatten farlige. At indfødte kvinder f.eks. oftere er på arbejdsmarkedet end indvandrerkvinder, skyldes bl.a., at det er uendelig meget vanskeligere at finde job, hvis man ikke har et dansk navn, end hvis man har, men naturligvis også at det i dag generelt er mest udbredt blandt kvinder uden vestlig baggrund, at kvinder er hjemmegående og selv passer egne børn.

Det turde dog være indlysende, at det ikke i sig selv mere kvinderundertrykkende at fravælge end at vælge arbejdsmarkedet, lige så lidt som det f.eks. er mere kvindeundertrykkende at bære mascara end hovedtørklæde. Så længe der ikke er tale om tvang i hverken det ene eller andet tilfælde, men frivillige valg, er det derimod udtryk for kulturarrogance at hævde, at den ene adfærd nødvendigvis er mere »oplyst« eller »fri« end den anden.

Undertrykkelse og vold mod kvinder finder sted i alle samfund, men sker det i Mellemøsten eller blandt etniske minoriteter i Danmark, er det karakteristisk nok alene religionen, der får skylden. Mona Sheikh fra Sammenslutningen af Unge Muslimer udtaler om denne tendens: »Der er ingen tvivl om, at arven fra det patriarkalske samfund lever videre i de mellemøstlige 'islamiske' lande, og på den måde kan man sige, at kvinderne dagligt konfronteres med undertrykkelse. Men det er en vestlig fordom, når man i denne sammenhæng hævder, at islam er undertrykkeren og hele tiden fokuserer på, at kvindeundertrykkelsen går ud over muslimske kvinder i et islamisk land. Man siger jo ikke f.eks. 'arabiske kvinder' eller 'nordafrikanske kvinder' om de undertrykte kvinder i Mellemøsten – det skal med al magt knyttes til religionen – mens man omvendt aldrig taler om 'kristne kvinder', når f.eks. hustruvold diskuteres i Danmark, vel? Så er det bare 'kvinder', og ingen spekulerer på etnisk herkomst, kultur eller religion.« (Interview i Faklen nr. 17).

Det kan vel ikke overraske, at nogle indvandrere med baggrund i meget patriarkalske, fundamentalistiske og konservative samfund næppe kan undgå at blive forvirrede eller ligefrem rystede over uvante kønsrollemønstre, måske at møde kvindelige betjente eller kvindelige sagsbehandlere i Danmark, for slet ikke at nævne den generelt friere seksualmoral og hyppige udstilling af letpåklædte eller afklædte kvinder i TV, film, reklamer, aviser og ugeblade, samt det i øvrigt store udbud af regulær pornografi. Selvfølgelig kan det næppe heller undgås, at mødet hermed må resultere i signalforvirring og misforståelser, når nytilkomne skal lære at tolke og vænne sig til et kønsligt samspil, hvor det afviger radikalt fra det, de hidtil har kendt.

Men verden er dog heller ikke større, end at langt de fleste indvandrere trods alt næppe oplever det store kulturchok og hurtigt og uproblematisk vænner sig til det danske samfund også på disse punkter.

I det hele taget er det indvandreres kulturtræk, der trues af det danske samfund, snarere end omvendt, eftersom få grupper blandt de etniske minoriteter ikke permanent påvirkes af tendenser og strømninger i det omgivende samfund, mens hverken kulturlivet eller det politiske liv blandt majoritetsbefolkningen endnu har oplevet et eneste regulært aftryk af f.eks. islamisk eller hinduistisk karakter. Hans Kornø Rasmussen konstaterer f.eks.: »Det er bemærkelsesværdigt, hvordan det danske samfund har været uberørt af de sidste 30 års indvandring. Tænk på kulturlivet. Er dansk film, teater, musik, TV eller litteratur overrendt af muslimske aktiviteter? Nej, indvandrernes kulturliv eksisterer stort set ikke i danskernes mediebillede og kulturliv. Måske er dele af kulturlivet truet af fremmede. I så fald kommer truslen fra USA. Er danskernes traditionelle livsstil truet? Ja, måske. Men ikke på grund af den indvandring, der finder sted. Er kristendommen truet? Muligvis. Men truslen kommer i så fald indefra.« (Dem og os, s. 138).

Det korte af det lange er, at hovedparten af det, der i indvandrerdebatten fremstilles som kulturelt eller religiøst betingede problemer, for det første som hovedregel er problemer, som reelt ingen eller kun forholdsvis ubetydelige rødder har i den kulturelle eller religiøse baggrund; for det andet er de oftest blæst op i urealistiske dimensioner med særlige politiske motiver for øje; og for det tredje – som i tilfældet med kriminaliteten – er de ikke mindst et resultat af den marginalisering og mistænkeliggørelse, som etniske minoriteter udsættes for socialt, politisk og retorisk.

De reelle, kulturelt eller religiøst betingede problemer hører som f.eks. omskæringen af piger til de absolutte sjældenheder, som næppe nogen med skyggen af indflydelse nogen sinde kunne finde på at søge lovliggjort, hvorfor de selvfølgelig heller ikke karakteriserer hverken indvandringen eller den multikulturelle samfundsudvikling som sådan. Det samme gælder indlysende nok tvangsægteskaber.

Den multikulturelle samfundsudvikling i Danmark i dag bliver desværre fastholdt i en ond cirkel, hvor de største problemer ikke kommer fra indvandringen og mødet mellem forskellige kulturtræk, men derimod fra den konfrontationsstrategi de nationalkonservative har anlagt, såvel som fra den modstand mod det multikulturelle samfund, de ikke alene, men bl.a. med Socialdemokratiets hjælp har formået at rejse på baggrund heraf.

Også derfor er det så afgørende, at politikere og andre mennesker tør bryde ud af denne cirkel og som en begyndelse i det mindste erkende den multikulturelle virkelighed i stedet for at benægte den – anspore den multikulturelle udvikling i stedet for at obstruere den. Og det betyder fremfor alt at åbne samfundslivets døre for de nye befolkningsgrupper, så de kan blive samfundsborgere på lige fod med alle andre danskere, så marginaliseringen af etniske minoriteter hurtigst muligt kan ophøre, og så de generelt kan få den indflydelse i samfundet, som er de øvrige befolkningsgrupper til del.

Jo mere Danmark udelukker indvandrere fra samfundslivet, desto flere indvandrere udelukker det danske samfund fra deres eget liv. Og sandsynligheden for at den enkelte indvandrer ender i et regulært modsætningsforhold til det omgivende samfund, som derved direkte eller indirekte medvirker til at presse ham i yderligtgående og eventuelt fundamentalistisk retning, mindskes naturligvis ikke under denne proces.

Den sikreste måde at undgå fundamentalisme blandt etniske minoriteter på er og bliver at vise dem i ord og gerning, at de er ligeværdige medborgere, og at Danmark er så rummeligt, at ingen presses uden for og derved kommer i et modsætningsforhold til selve samfundet.

Blandt de etniske minoriteter selv er håbet om at blive betragtet som en ligeværdig del af det danske samfund imidlertid ved at svinde ind til ingenting.

Formanden for Etnisk Ungdom, Imran Hussain spørger, om det er rimeligt at »behandle indvandrere anderledes end andre borgere i landet«, men konstaterer med en vis resignation: »Det er ved at gå op for os, at vi ikke kan gøre noget godt nok. Uanset om vi taler flydende dansk, får en uddannelse og lærer kongerækken udenad, bliver vi ikke accepteret. Vi føler os psykisk voldtaget 24 timer i døgnet. Hvad er det, politikerne og de højtråbende borgmestre vil have? At vi går rundt med en pølse i den ene hånd og en bajer i den anden?« (Politiken, 4.1.00).

Formanden for de Etniske Minoriteters Landsorganisation, Muharrem Aydas er også bekymret for de tilbagevendende stramninger, der rammer de etniske minoriteter: »Det er tilsyneladende en skrue uden ende. Vi har i forvejen verdens strammeste udlændingelov, og nu skal den strammes yderligere. Jeg ved ikke, hvornår det stopper. Den slags forslag skaber stor utryghed blandt de etniske minoriteter om deres hverdag og fremtid. De spørger sig selv om, hvad næste skridt bliver. Mange er i tvivl om, hvor mange kræfter de skal bruge på at tilpasse sig i det danske samfund, når de ikke er sikre på, hvilken fremtid de har.« (Information, 31.12.99).

Det er desværre meget lidt, politikerne gør for at fjerne denne utryghed.

Ingen synes parat til at tage initiativet fra det nye højre, over for hvis nationalistiske patentløsning – »os« og vor oplyste dansk-kristne arv imod »dem« og deres uoplyste, tilbagestående kulturtræk – sjældent sættes meget mere end »de er ikke så mange«, »vor egen kultur er ikke så svag, at indvandringen gør noget« osv.

Men indvandringen skal ikke bagatelliseres – den skal tilskyndes. At den foregår i en tid, hvor befolkningssammensætningen i Danmark (og mange andre steder i den vestlige verden) står foran dramatiske forandringer, derved at der i de kommende årtier bliver hundredtusindvis flere ældre og hundredtusindvis færre i den arbejdsdygtige alder, er et sammentræf, som tilmed kan gå hen og blive landets store held – hvis og såfremt indvandringen forvaltes med ansvarlighed og imødekommenhed i stedet for marginalisering og diskrimination, vel at mærke. Så meget desto mere forvrænget er det, når nationalkonservative taler om at frelse Danmark fra indvandringen – det er i det mindste ud fra samfundsøkonomiske overvejelser i høj grad indvandringen, der skal bidrage til at rette op på en dansk fremtid med en ualmindelig skæv befolkningssammensætning.

Men af frygt for at miste stemmer til Dansk Folkeparti tør de etablerede partier som Socialdemokratiet, Venstre og det Konservative Folkeparti ikke indrømme, at kun indvandring kan, om ikke løse så afhjælpe dette problem, og derfor istemmer de i stedet det omsiggribende kor, der blankt afviser det multikulturelle Danmark. Og dermed bevarer de nationalkonservative reelt alt politisk initiativ på området.

Således må udlændinge i Danmark fortsat leve med Vestens største arbejdsløshed, omsiggribende eksempler på lovfæstet diskrimination, et politisk klima kendetegnet af alt fra nedgørende mistænksomhed til fjendtlig retorik samt en udtalt benægtelse eller bekæmpelse af den multikulturelle virkelighed, som de uundgåeligt oplever sig selv som en del af. Alt sammen til trods for at også erhvervslivets organisationer er begyndt at fastslå, at indvandringen er nødvendig i et samfundsøkonomisk perspektiv.

Indvandringen repræsenterer imidlertid mere end en tilførsel af hænder til fremtidens trængte arbejdsmarked og offentlige sektor; de etniske minoriteter er ikke en blot og bar »arbejdsressource«, som nok så velmenende økonomer måske risikerer at reducere dem til – indvandringen repræsenterer også muligheden for et afgørende, kulturelt opbrud i et samfund, der måske for længe har ligget brak.

Til en tale på grundlovsdagen i 1884 på Sommerlyst ved Frederiksberg understregede Georg Brandes: »Naturligvis saa jeg helst en Sværm af originale Aander iblandt os, der omformede og berigede Menneskelivet saaledes, at fremmede Folkeslag godkendte og tilegnede sig danske Tanker, danske Institutioner eller dansk Kunst. Men en særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!« (Udvalgte skrifter, bd. 9, s. 7). Det er mere end et århundrede siden, men ordene er ikke mindre aktuelle i dagens samfundsperspektiv, om end grundlaget for aktualiteten selvsagt er et ganske andet end i 1884.

Der er ingen grund til at benægte eller underspille det faktum, at vi lever i en kulturel brydningstid, og dermed passivt overlade de nationalkonservative initiativet som selviscenesat bolværk herimod. Der er derimod god grund til at se indvandringen som en mulig katalysator for et kulturopgør, hvor nødvendigheden af at skabe et humanistisk samfund, der faktuelt tilgodeser og opmuntrer menneskelig mangfoldighed i det hele taget, er det eneste reelle alternativ til den yderste højrefløjs genrejsning af selvdød fædrelandsromantik og den etniske udrensning, der, om så »blot« i form af masseudvisninger, kan blive så overhængende en fare, hvis bevægelserne i og omkring Dansk Folkeparti får magt, som de har agt.

Baggrunden for disse bevægelsers ud- og uudtalte krav om flygtningestop og masseudvisninger er, som det er fremgået, bl.a. påstanden om den »homogene« danske kultur. En påstand, der imidlertid såre let leder til et krav om »homogene« holdninger, der atter leder til en generelt omsiggribende ensretning i »fædrelandets« hellige og forpligtende navn.

Mennesker er og bliver imidlertid forskellige: Ikke to mennesker oplever nøjagtig det samme, føler nøjagtig det samme eller har nøjagtig de samme synspunkter.

Jo mere vi insisterer på den nationale ensretnings forpligtende etik eller værdier, desto mere må det enkelte menneske – ikke »blot« den enkelte indvandrer – klippe egen tå og hugge egen hæl for at blive tilpasset. Hverken med eller uden de seneste årtiers indvandring er danskerne den homogene, protestantiske »stamme«, som især Camre og Krarup så gerne vil gøre os til, men derimod mennesker med et generelt stadig mere frit og symbolsk forhold til kirken og et temmelig formelt forhold til »stammefællesskabet«.

Luthersk intolerance og grundtvigsk nationalisme ville i Danmark være forblevet en saga blot, var det ikke fordi de nationalkonservative så vedholdende har formået at iscenesætte en fiktiv trussel fra »de fremmede« mod en frit i luften svævende dansk »homogenitet«, og dernæst – i kraft af en for efterkrigstiden uhørt propagandistisk retorik – skabe og kanalisere stadig større dele af modstanden mod indvandringen ad netop disse baner. Man må lade dem, at de har været dygtige.

Resultatet er blevet, at vi med de nationalkonservative, Socialdemokratiet og Venstre nu alle skal hænges op på »danske værdier« i et samfundssystem, hvor registrering, tvang og kontrol er blevet intensiveret uden lige de seneste år – især for indvandrere, men også for indfødte.

Det er det socialdemokratiske paradis på jord, hvor gennemsnitsdanskeren er reduceret til en forbruger, hvis glorværdige mål er at blive en bevidst forbruger, og hvor »friheden« i stigende grad fremstilles som noget, der nærmest er proportionalt med vareudbuddet. Et samfund, hvor gennemsnitsdanskeren har det godt, så godt, at han bliver pakket ind i vat, så han intet mærker og fremfor alt tilsyneladende intet ser og hører, når alle de skæve eksistenser, de ustødte, forkerte og uarbejdsdygtige mister rettighed på rettighed, og når alle de »fremmede« stemples, marginaliseres og diskrimineres.

Gennemsnitsdanskeren forkæles i søvn – han savner hverken frihed eller pengestærke interesseorganisationer. Det er imidlertid først og fremmest i samfundsperiferien, at frihedsrettigheder og medmenneskelig respekt skal stå deres prøve – det er jo først og fremmest her, der virkelig er brug for dem. Og der bliver flere og flere mennesker i denne periferi, der får mere og mere brug for den frihed og respekt, som så mange i det lune gennemsnit tager for givet og måske bilder sig ind er udstrakt på lige fod til alle i »foregangslandet Danmark«, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen gladelig karakteriserer nationen som internationalt.

Men det er en illusion. En illusion, som ikke mindst etniske minoriteter betaler en stadig større pris for.

Det er og bliver den overvældende majoritet af indfødte, der bærer hovedansvaret for, om indvandrere føler sig hjemme i det, der nu også er deres hjem, eller ej. Men presset fra det nye højre er voldsomt, både retorisk og politisk – om det fortsætter og tilmed intensiveres ret meget længere, vil konflikter og kriser næsten uundgåeligt tiltage.

Var det monstro ikke på tide at vende om? Reelt at insistere på menneskets forskellighed, at respektere menneskets forskellighed, at opbygge et kulturelt fællesskab baseret på menneskelig forskellighed. At fremhæve en menneskelig forskellighed, som det enogtyvende århundredes virkelighed (bl.a. takket være indvandringen) bliver stadig mere rig på, i stedet for at dvæle ved den kulturelle ensretning, der så krampagtigt vil forpligte os på en selektiv fortid.

Vi bør se indvandringen, ikke som en katastrofe, men som en gave, der uafviseligt synliggør menneskelig mangfoldighed og dermed gavner den naturgivne menneskelige forskel blandt indvandrere såvel som blandt indfødte, hvorved den kan udgøre en afgørende modvægt til alle bestræbelser, der trækker samfundet i retning af konformitet og ensretning.

Og hvorfor skulle dét ikke være i Danmarks, i samfundets interesse – og ikke alene »samfundsøkonomisk« betragtet – men først og fremmest i det enkelte menneskes interesse? Skulle Danmark ikke kunne gå ind i det næste kapitel af historien med multikulturel tolerance, mangfoldighed og gensidig respekt i stedet for monokulturel intolerance, ensretning og strid som en slags fællesnævner?

Måske vi på den baggrund, med et århundredes forsinkelse kan sige med Brandes, da han i 1902 stod ved begyndelsen til det forrige århundrede: »Det ny Aarhundrede er kommet. I det vil vi bygge det ny Danmark.« (Udvalgte skrifter, bd. 9, s. 22).

Betyder det, at vi kaster vrag på historien, blot fordi vi erkender, at vi med indvandringen og de generelle kulturelle opbrud i øvrigt er på vej ind i en ny, historisk epoke? Selvfølgelig ikke.

Hvad enten kommende danskere er født i landet eller ej, hvad enten de kan føre deres aner to, fem eller tyve generationer tilbage, og hvad enten deres tro er den ene eller anden, vil jættestuer og kirker fortsat være en del af Danmark – der kommer naturligvis bare også moskeer og templer til. Saxo vil aldrig forsvinde som den store danske historiegiver, han var, og Holberg, Thorvaldsen og Carl Nielsen vil sikkert også glæde utallige generationer af danskere fremover, uanset etnisk herkomst, ligesom nye kunstnere sætter deres nye præg på Danmark – uanset etnisk herkomst. Måske den næste pæredanske »Karen Blixen« vil have tyrkisk blod i årene, hvem ved.

Men derfor ophører vi dog næppe med at sætte pris på tidligere tiders danske fortællinger – mon ikke f.eks. Elverhøj, Den grimme ælling eller Aladdin også vil tale til det 21. århundredes danskere?

Der er rige kilder til inspiration for den enkelte i Danmarks kulturhistorie, det er bare ikke sikkert, at vi alle bliver lige inspireret af nøjagtig det samme. Og vi behøver frem for alt ikke pinedød trækkes med de samme nationalkonservative »værdier« alle sammen – et samfund kan godt være rummeligt uden af den grund at være nihilistisk.

Flere kulturtræk vil blande sig på paletten, og danmarksbilledet vil ikke forblive det samme. Samfund og kulturer forandrer sig nu engang. Tør man i dagens Danmark vove et: Gudskelov ...?!

Indvandringen er ikke en trussel mod dansk kultur – dansk kulturhistorie vil berige indvandrere, og indvandrere vil berige dansk kulturhistorie.

Og måske er det trods alt en lovende omstændighed, at Johannes Ewalds krigeriske konge- og nationalsang, »Kong Christian stod ved højen mast«, med al sin »røg og damp«, strid og kamp samt alle sine danske krigshelte er forholdsvis ukendt blandt mange danskere i dag, mens Oehlenschlägers romantiske nationalsang, »Der er et yndigt land«, med »gamle Danmark« som »Frejas sal« og alle sine bølger og bøgetræer er kendt af enhver ...

   Det land endnu er skønt,
   thi blå sig søen bælter,
   og løvet står så grønt;
   og ædle kvinder, skønne mø’r
   og mænd og raske svende
   bebo de danskes øer.

   Hil drot og fædreland!
   Hil hver en danneborger,
   som virker, hvad han kan!
   Vort gamle Danmark skal bestå,
   så længe bøgen spejler
   sin top i bølgen blå.

De nationalkonservative har visselig ikke patent på kærlighed til Danmark og dansk historie, men de har patent på at ville gøre deres egen, selektive version heraf forpligtende for alle.

Der er imidlertid andet og mere at hente i Danmark og dansk kulturhistorie for os andre.

I nationalsangen hedder det: Enhver, »som virker, hvad han kan«, ikke »hvad han skal« – alle mennesker er forskellige. Gamle Danmark består ikke i kraft af etniske tilhørsforhold, men i kraft af enhver »danneborger«.

Og mon ikke »ædle kvinder, skønne mø’r og mænd og raske svende« også i det enogtyvende århundrede vil værdsætte »Frejas sal«, hvad enten »danneborgerne« er kristne eller ej, og hvad enten deres lød er bleg eller mørk?

Rune Engelbreth Larsen
Efterskrift. 'Det nye højre i Danmark', 2001