Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det nye højre i Danmark | Anmeldelse

Nyttigt redskab mod fremmedhadet

Af Poul Møller Udprint

Ny bog leverer præcist og omfattende skyts i kampen mod det nye højres fremmarch

Når man kan tillade sig et budskab som det, plakaten fra Dansk Folkepartis Ungdom udbasunerede om situationen om ti år, så er meget rykket til højre, og udviklingen er ikke standset ved det. Dansk Folkepartis forslag om at fratage kriminelle med udenlandsk baggrund deres danske statsborgerskab er kun det seneste eksempel herpå.

Venstrefløjen har i mange år haft fokus på og mobiliseret mod den lille gruppe nazister i landet. Det er vigtigt at stille sig op foran 100 nazister, men måske har det også været en sovepude. Der er endnu større grund til at være opmærksom på dem, der har en langt større politisk indflydelse, og som er med til at skabe legitimation for de nazistiske grupper. Dem, man kan kalde det nye højre.

Redaktøren af tidsskriftet Faklen, Rune Engelbreth Larsen, har udgivet en bog om Det nye højre i Danmark. Dette er en værdifuld bog i den politiske kamp mod fremmedhadet.

Bogen er en bearbejdet og ajourført sammenskrivning af artikler, der er bragt i tidsskriftet Faklen.

Der ligger et stort arbejde bag bogen, som er en grundig gennemgang af det nye højres fremmedfjendske politik gennem de sidste cirka 20 år. Den giver mange informationer og afdækker deres hykleri. De prøver at fremstille sig selv som nationale patrioter, der ikke vil bruge uacceptable metoder, men alligevel tillægger "muslimerne" alle mulige forbryderiske karaktertræk og bidrager aktivt til en hetz mod folk med anden kulturel baggrund.

Bogen er et nyttigt redskab, f.eks. i den kommende valgkamp, når man skriver læserbreve og på andre måder er aktiv mod højrefløjens fremmedhad. Den handler ikke om andre traditionelle mærkesager fra højrefløjen - kun når f.eks. nationalismen og kristendommen bliver brugt som baggrundsforklaring.

I fem kapitler gennemgås Søren Krarup, Den Danske Forening, Dansk Forum, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. 40 sider er helliget Søren Krarup, Den Danske Forening får 35 sider. Dansk Forum 24. Mest plads får Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Venstre og Konservative er ikke omtalt, og forfatteren argumenterer for, hvorfor de ikke er med. Genialt er det, at han også tager Socialdemokratiet med, for den racistiske højrefløj har i høj grad påvirket Socialdemokratiet.

Det nye højre bliver hverken kaldt "racister" eller "nazister". Dansk Folkeparti har jo ikke principielt noget imod mennesker med sort hudfarve - bare de bliver i Afrika. I den praktiske politik betyder definitionerne mindre. Det væsentlige er de konsekvenser, det har for mennesker, der lever i Danmark. Hvis ikke vi standser fremmarchen for det nye højre nu, kan det eskalere yderligere. Vi legaliserer de handlinger, der følger af deres propaganda.

Bogen starter med Søren Krarup og hans tilhørsforhold til tidehvervsbevægelsen, en kristen bevægelse startet i 1926. Konklusionen hos tidehvervsfolkene under Søren Krarup er, at humanisme er antikristelig. Rune Engelbreths tese er, at det er inspirationen fra tidehvervskredsen omkring Søren Krarup, der har skabt oprøret mod den multikulturelle samfundsudvikling. Her kunne der nok være behov for en mere nuanceret forklaring, der tager højde for tilsvarende udviklinger i andre europæiske lande, ligesom beskrivelsen af tidehvervs-bevægelsen i det hele taget forekommer forenklet.

Men under alle omstændigheder fik Søren Krarups fremmedfjendske politik sit gennembrud i 1986 med kampagnen mod Dansk Flygtningehjælps landsindsamling "Flygtning 86". Derefter stiftede han Den Danske Forening, som især er interessant på grund af sin måde at udtrykke sig på i forhold til terror.

Både Den Danske Forening og Dansk Forum har offentliggjort navne og adresser på medlemmer af humanitære og socialistiske organisationer. I 1993 offentliggjorde DDF stolt en liste på 34 attentater mod indvandrerbutikker, overfald på indvandrere og skud mod flygtningelejre. De beskrev disse aktiviteter som en fortsættelse af modstandskampen under Anden Verdenskrig.

DDF har også pralet med sine forbindelser inden for politiet. Foreningen har haft sin største succes i Århus, hvor den i samarbejde med PET mistænkeliggjrode et par ægyptiske indvandrere for terrorvirksomhed. Senere måtte politiet erkende, at mistanken mod ægypterne savnede ethvert grundlag.

Medlemmer af DDF inden for politiet har også overgivet fortrolige papirer til foreningen, som - da det kom frem - hævdede, at de havde mange flere forbindelser. Rejseholdets undersøelse af disse forhold blev dog hurtigt afsluttet med en enkelt sag mod en grænsebetjent i Gedser.

Dansk Forum, hvis arbejdsområde er universiteterne, ligger længst til højre og har bl.a. forbindelse til Nationalfronten i Frankrig.

Den Danske Forening og Dansk Folkeparti er større og som sådan farligere. Men bogen dokumenterer også, hvordan de forskellige organisationer og partier gensidigt påvirker hinanden, bl.a. i kraft af personsammenfald. For nylig ekskluderede Dansk Folkeparti en række medlemmer fra Dansk Forum, fordi de blev for belastende. Og Søren Krarup er nu opstillet som folketingskandidat for Dansk Folkeparti - i øvrigt sammen med sin fætter, Jesper Langballe.

Om nogen er Mogens Camre symbolet på, hvordan Socialdemokratiet er en del af dette billede. Rune Engelbreth argumenterer skarpt for, at Socialdemokratiet ved at rykke sin udlændingepolitik til højre har opnået præcis det modsatte af at dæmme op for og tilbageerobre stemmer fra højrefløjen.

Allerede som medlem af Socialdemokratiet kunne Mogens Camre udtale sig på linje med Pia Kjærsgaard, uden at det fik konsekvenser.

Karen Jespersen bliver klædt af til skindet, bl.a. med mange udenlandske vurderinger. Nogle siger, at hun overgår Jörg Haider. Med citater og eksempler får vi et indblik i, hvordan Karen Jespersen viderefører tvangsaktiveringen over for de arbejdsløse på flygtningeområdet.

Samtidig bliver Søren Krarup og Pia Kjærsgaard menneskeliggjort på en måde, som ikke kommer sagen ved. Får du en jernstang i hovedet, så er det lige meget, hvor menneskelig gerningsmanden er.

Paradoksalt nok foretager Rune Engelbreth ikke en tilsvarende menneskeliggørelse af de antiracister, der jog Pia Kjærsgaard ud af Nørrebro. Han tager stærkt afstand fra overfaldet og beskriver, hvordan Dansk Folkeparti misbrugte hændelsen til at gøre Enhedslisten ansvarlig - trods det at partiet tog afstand fra den. Men han tager ikke følelserne hos aktivisterne med i betragtning.

Bogens force er de mange informationer. Det er ikke en bog, der anviser en strategi for den antiracistiske kamp.

I efterordet fremlægger forfatteren sit eget synspunkt. Indvandringen skal ikke bagatelliseres - den skal tilskyndes, skriver han, og fortsætter:

»Vi bør se indvandringen, ikke som en katastrofe, men som en gave, der uafviseligt synliggør menneskelig mangfoldighed og dermed gavner den naturgivne menneskelige forskel blandt indvandrere såvel som blandt indfødte, hvorved den kan udgøre en afgørende modvægt til alle bestræbelser, der trækker samfundet i retning af konformitet og ensretning.«

Poul Møller
Socialistisk Information, maj 2001