Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det nye højre i Danmark | Replik

Enøjet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Arne Hardis' anmeldelse af undertegnedes bog, »Det nye højre i Danmark« (Weekendavisen, 11.4.01), indeholder, udover den sædvanlige højrenationale forargelse over ethvert forsvar for det multikulturelle samfund, en så fordrejet gengivelse af bogens pointer, at det er utænkeligt, at anmelderen har ønsket at sætte sig blot perifert ind i argumentationen og dokumentationen.

F.eks. antager Hardis' opfattelse af bogens konklusion absurde dimensioner: »Søren Krarup er vokset til den mægtigste mand i dansk politik.« Betegnende henviser han selvfølgelig ikke til et citat fra bogen, som han kan hænge dette op på, og det er da heller ikke tilnærmelsesvis en korrekt gengivelse. I forordet hedder det, at agitationen imod indvandringen er gennemført med stor dygtighed af »især Søren Krarup, som har tilkæmpet sig langt større både direkte og indirekte politisk indflydelse, end sædvanligvis tilskrives ham« (s. 11). Der er selvsagt ikke dermed udtrykt nogen tale om »den mægtigste mand i dansk politik«, blot fordi det konstateres, at Krarups indflydelse er større end den, han sædvanligvis tilskrives - og det inden for bogens emne, dvs. den politik, der berører de etniske minoriteter.

Dette dokumenteres da også uimodsigeligt i bogens påvisning af Krarups massive direkte indflydelse på Tidehverv, Den Danske Forening og Dansk Folkeparti. En direkte indflydelse, som hverken Krarup eller f.eks. Dansk Folkeparti næppe heller selv vil benægte, når Krarup om Dansk Folkeparti udtaler: »… jeg opfatter Dansk Folkeparti som en slags barn af mig« (Jyllands-Posten, 29.10.00) - uden at nogle af Dansk Folkepartis toppolitikere på noget tidspunkt har modsagt ham.

Krarup har ad denne vej en indirekte indflydelse på indvandrerpolitikken i f.eks. Socialdemokratiet, som bogen viser netop følger i Dansk Folkepartis fodspor for at minimere vælgertabet til Kjærsgaard.

Endvidere gør Hardis sig uden videre til talerør for den nationalkonservative propaganda, når han latterliggør den kendsgerning, at årsagen til de fleste (men, som bogen tydeligt gør opmærksom på, ikke samtlige) integrationsproblemer, skal findes i diskriminationen og den generelle sociale og politiske marginalisering, som etniske minoriteter udsættes for. Hardis' bizarre udlægning heraf lyder: »Nå! Må man ikke kaste sten mod politiet? Sorry, men hvordan skulle jeg vide det, når I altid er på nakken af mig?« Camre og Kjærsgaard kunne næppe have gengivet det mere enøjet end deres proselyt, Arne Hardis.

Rune Engelbreth Larsen
Weekendavisen, 20.4.2001