Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det nye højre i Danmark | Anmeldelse

Gaveregn (uddrag)

Af Arne Hardis Udprint

Husker De de voldsomme optøjer på Nørrebro sommeren 1997, som førte til slagsmål mellem Nørrebros Nærpoliti og unge nydanskere? Rune Engelbreth Larsen gør. Ifølge ham blev balladen nemlig startskuddet til daværende socialminister Karen Jespersens "oprustning mod etniske minoriteter, som de følgende år nærmer sig og matcher den nationale yderfløj."

Så er synsvinklen på plads. I Rune Engelbreth Larsens bog om det ny højre bæres al ondskaben af fremmedfjendske politikere, mens det ikke er til at få øje på fejl hos stenkastende og butiksplyndrende nye danskere, eksempelvis. Larsen, der er redaktør af det kontroversielle tidsskrift "Faklen", har samlet og redigeret en række af sine artikler i samme fakkel for at få svæv i sin store tese, som kan sammenfattes i tre sætninger. 1) Søren Krarup er vokset til den mægtigste mand i dansk politik. 2) Det er katastrofalt for humanismen hertillands. Og 3) Nu må vi se at få taget medicinen - indvandring - og jo mere, des bedre. Indvandring er nemlig, som Larsen forklarer i et konkluderende kapitel, en gave, fordi den synliggør den menneskelige mangfoldighed og dermed kan danne en afgørende modvægt til alle bestræbelser, der trækker samfundet i retning af konformitet og ensretning.

Når virkeligheden skal mases ned i så fast en matrice, bliver stenkastene på Nørrebro måske ikke ligefrem til en gaveregn til det danske samfund, men kan dog affærdiges som "almindelige, kulturelle misforståelser" kombineret med det danske samfunds fordomme og forskelsbehandling. "Nå! Må man ikke kaste sten mod politiet? Sorry, men hvordan skulle jeg vide det, når I altid er på nakken af mig?" (...)

DENNE ensidighed gør ikke "Det nye højre i Danmark" til en uinteressant bog - nogle gange hjælper det som bekendt på sigtet at knibe det ene øje i. Engelbreth Larsen beretter med viden, fascination og en pudsig respekt for Søren Krarup om dennes resultatrige kamp mod flygtningeloven, der for alvor tog fart i efteråret 1986, da Krarup iscenesatte en boykot af Dansk Flytningehjælps landsindsamling.

Han forfølger Krarups øgede indflydelse gennem organisationer som Den Danske Forening, Dansk Forum og Dansk Folkeparti, som Krarup jo også siden er blevet folketingskandidat for. Krarups sejrsgang dokumenteres fortrinsvis ved hjælp af aviscitater, og denne metode virker fint, når det eksempelvis gælder påvisning af, hvor organisk sammenvævet Dansk Folkeparti egentlig var med det Dansk Forum, som partiet under stor mediebevågenhed rensede sig for i sommeren 1999 - under foregivende af en pludselig og forfærdet erkendelse af Dansk Forums flirt med skikkelser som Le Pen og Pinochet.

Derimod knækker filmen, når Rune Engelbreth vil godtgøre den tese, at Søren Krarup og de nationalkonservative også er ved at bemægtige sig Socialdemokratiet. Det gøres - højst indirekte - ved at gribe tilbage til formandsopgøret for at dokumentere, at de ledende socialdemokrater vil gøre næsten alt for magtens skyld. Læg hertil en beskrivelse af Karen Jespersen som en politiker med "udtalt trang til stramninger, udvidet overvågning, kontrol og tvang." Citater, der dokumenterer krarupsk indflydelse i Socialdemokratiets tænkning, kniber det straks mere med. (...)

Arne Hardis
Weekendavisen, 11.4.2001


FORFATTERENS KOMMENTAR TIL ANMELDELSEN

(En forkortet og redigeret version heraf er offentliggjort i Weekendavisen den 20.4.01: Enøjet


Arne Hardis' anmeldelse indeholder, udover den sædvanlige højrenationale forargelse over ethvert forsvar for det multikulturelle samfund, en så fordrejet gengivelse af bogens pointer, at det er utænkeligt, at anmelderen har ønsket at sætte sig blot perifert ind i argumentationen og dokumentationen.

F.eks. gør Hardis bogens konklusion til: »Søren Krarup er vokset til den mægtigste mand i dansk politik.« Betegnende henviser han selvfølgelig ikke til et citat, som han kan hænge dette op på, og det er da heller ikke tilnærmelsesvis en korrekt gengivelse. I forordet hedder det, at agitationen imod indvandringen er gennemført med stor dygtighed af »især Søren Krarup, som har tilkæmpet sig langt større både direkte og indirekte politisk indflydelse, end sædvanligvis tilskrives ham« (s. 11). Der er selvsagt ikke dermed udtrykt nogen tale om »den mægtigste mand i dansk politik«, blot fordi det konstateres, at Krarups indflydelse er større end den, han sædvanligvis tilskrives - og det inden for bogens emne, dvs. den politik, der berører de etniske minoriteter.

Og dette dokumenteres da også uimodsigeligt i bogens påvisning af Krarups massive direkte indflydelse på Tidehverv, Den Danske Forening og Dansk Folkeparti. En direkte indflydelse, som Krarup da næppe heller selv ville benægte, f.eks. når han om Dansk Folkeparti udtaler: »… jeg opfatter Dansk Folkeparti som en slags barn af mig« (Jyllands-Posten, 29.10.00) - uden at nogle af Dansk Folkepartis toppolitikere på noget tidspunkt har modsagt ham.

Krarup har ad denne vej en indirekte indflydelse på indvandrerpolitikken i f.eks. Socialdemokratiet, som netop følger i Dansk Folkepartis fodspor (med en vis, desværre mindre og mindre, afstand), for at undgå for stort stemmetab til Kjærsgaard - hvilket vist ingen vil anklage for at være en kontroversiel pointe, og hvilket bogen også dokumenterer.

Konstateringen af en sådan udvikling står jeg da heller ikke alene med - Berlingske Tidendes kulturredaktør og forhenværende informationschef i Dansk Flygtningehjælp, Klaus Rothstein, er inde på et lignende træk: »Det er bedrøveligt at konstatere, at de ting, som man for ti år siden kun hørte i Den Danske Forening, nu også kommer fra de store etablerede partier som Venstre og Socialdemokratiet.« (Politiken, 28.6.97).

Men ved at overeksponere bogens pointe om Krarups ubetvivlelige indflydelse på udviklingen af retorikken og politikken i indvandrerpolitikken det forløbne tiår, så det antager absurde dimensioner såsom, at jeg skulle gøre Krarup til »den mægtigste mand i dansk politik«, kan bogen affejes i en håndevending til højrefløjens glæde.

Tilsvarende gør Hardis sig uden videre til talerør for den nationalkonservative propaganda, når han latterliggør den kendsgerning, at årsagen til de fleste (men, som bogen tydeligt gør opmærksom på, ikke samtlige) integrationsproblemer, skal findes i diskriminationen og den generelle sociale og politiske marginalisering, som etniske minoriteter udsættes for. Hardis' bizarre udlægning heraf lyder: »Nå! Må man ikke kaste sten mod politiet? Sorry, men hvordan skulle jeg vide det, når I altid er på nakken af mig?« Camre og Kjærsgaard kunne næppe have gjort det mere enøjet end proselytten Hardis.

Han hævder konkluderende: »I det hele taget er bogen kemisk renset for beskrivelser af indvandringens skyggesider.« For det første er det ikke bogens emne at beskrive indvandringens »skyggesider«, men at beskrive »Det nye højre i Danmark«, for det andet er det heller ikke sandt, at skyggesiderne ikke beskrives - min konklusion er blot en anden end Hardis' og de højrenationales. Bl.a. at langt de fleste integrationsproblemer intet med de etniske minoriteters kulturelle og religiøse baggrund har at skaffe, men som nævnt derimod med social og politisk marginalisering.

Bogen konkluderer således: »Det korte af det lange er, at hovedparten af det, der i indvandrerdebatten fremstilles som kulturelt eller religiøst betingede problemer, for det første som hovedregel er problemer, som reelt ingen eller kun forholdsvis ubetydelige rødder har i den kulturelle eller religiøse baggrund; for det andet er de oftest blæst op i urealistiske dimensioner med særlige politiske motiver for øje; og for det tredje - som i tilfældet med kriminaliteten - er de ikke mindst et resultat af den marginalisering og mistænkeliggørelse, som etniske minoriteter udsættes for socialt, politisk og retorisk. De reelle, kulturelt eller religiøst betingede problemer hører som f.eks. omskæringen af piger til de absolutte sjældenheder, som næppe nogen med skyggen af indflydelse nogen sinde kunne finde på at søge lovliggjort, hvorfor de selvfølgelig heller ikke karakteriserer hverken indvandringen eller den multikulturelle samfundsudvikling som sådan.« (s. 222).

Hardis og Krarup er selvsagt i deres gode ret til at være uenig heri, men at hævde, at skyggesiderne ikke behandles, blot fordi de analyseres anderledes end på højrefløjen, er både uhæderligt og ukorrekt.

Naturligvis er nogle problemer betinget af mødet mellem forskellige kulturbaggrunde, og heller ikke det er bogen »kemisk renset for«. Jeg hævder blot, at det er umuligt at nå ind til kernen heri, før vi har fejet al den nationalkonservative propaganda af bordet: »Først når vi har fejet propagandaen og alle de ubegrundede fordomme til side, kan vi begynde at danne os et overblik over, hvilke problemer der primært er en konsekvens af den politiske modstand imod det multikulturelle samfund og den deraf følgende marginalisering af indvandrerne, og hvilke problemer der er en egentlig konsekvens af indvandringens kulturelle og religiøse karakter. Først da kan vi overveje, i hvilket omfang det reelt giver mening at tale om helt eller delvist kulturelt betingede problemer, når det multikulturelle samfund foretager sin grænsedragning mellem det acceptable og det uacceptable. Eksempler på helt eller delvist kulturelt betingede problemer, der således også vil påkalde sig opmærksomhed i et humanistisk, multikulturelt samfund er tvangsægteskaber og omskæring af piger.« (s. 219).

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, april 2001