Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det nye højre i Danmark | Anmeldelse

En ubehagelig glideturs historie (uddrag)

Af Jens Ravn-Olesen Udprint

Det hele kan rummes i seks linier på side 186. Først et citat af Poul Nyrup Rasmussen (S) og derefter kommentaren: »'Danskerne er ikke racister, men de er rasende over problemer, som ikke bliver løst.' En pointe og en finte, som Nyrup har lært af Karen Jespersen, der har lært den af Pia Kjærsgaard, der har lært den af den Danske Forening, der har lært den af Søren Krarup - som ikke har lært den af nogen.«

Dette citat rummer hele forløbet i Rune Engelbreth Larsens »Det nye højre i Danmark«, der udkommer i dag. En grundig og veldokumenteret gennemgang af det, som forfatteren sammenfatter i begrebet nationalkonservatismen. Redaktøren af tidsskriftet Faklen er forbavsende mere nøgtern og behersket, end man ofte har mødt i det samme tidsskrift. Hvilket kun styrker argumentationen.

Meget i denne bog må derfor tages seriøst. Og der er absolut en linje i hans gennemgang af i tur og rækkefølge Søren Krarup, Den Danske Forening, Dansk Forum, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. (...)

Så langt er det ikke svært at følge Rune Engelbreth Larsen. Men argumentationen kammer over, hvor forfatteren uudtalt, men i argumentationen tydeligt nok bygger på en humanisme, der nok formelt og historisk anerkender den kristne baggrund for dansk kultur, men frakender den sin plads derved, at kristendommen uden videre i fremstillingen erstattes med Tidehverv.

Denne eksklusive teologiske bevægelse, hvis blad under Søren Krarups redaktion stort set er spændt for fremmedforskrækkelsens og den 'rene' danskheds princip, tegner alene kristendommen i bogen og dens argumentation. Som om Tidehverv nogen sinde har tegnet eller vundet sig nogen folkelig position i den danske folkekirke. (...)

»Det nye højre i Danmark« bringer megen nyttig dokumentation og tegner et stærkt billede af en ubehagelig glidning i de sidste 20 års danske debat om »de fremmede«. Men den er for ensidig til virkelig at sætte en debat i gang.

Jens Ravn-Olesen
Kristeligt Dagblad, 9.4.2001


FORFATTERENS KOMMENTAR TIL ANMELDELSEN

(En forkortet og redigeret version blev offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 24.4.01: Kritikken af Krarups kristendom i Det nye højre i Danmark)


Ravn-Olesen mener, at jeg uden videre erstatter kristendommen med Tidehvervs kristendomsopfattelse, som ellers ikke fylder meget i det folkekirkelige billede. Det er rigtigt, at Tidehvervs kristendomsopfattelse klart fylder mest i bogen, eftersom det jo er en af bogens ærinder at afdække de ideologiske og teologiske bevæggrunde i de nationalkonservative bevægelser - og netop Tidehvervs kristendomsopfattelse er altafgørende for Tidehverv, Den Danske Forening og Dansk Folkeparti.

Dog er det forbigået Ravn-Olesens opmærksomhed, at sognepræst Leif Bork Hansen eksplicit sættes op som modstykke til Krarup(s kristendom):

»En modstandsbevægelse har vi skam også allerede; den sidder imidlertid ikke lunt bag skrivebordet på præstegårde og fantaserer om fædrelandskærlig dåd, og varsler ej heller 'voldsomme og dramatiske begivenheder' [i modsætning til Den Danske Forening], lige så lidt som den opfordrer til hverken våbenbrug eller sabotage [i modsætning til Søren Krarup], men kun til medmenneskelighed i det yderst konkrete og risikable arbejde med organiseringen af illegale opholdssteder til disse forfulgte mennesker. Et modstykke til Krarup er her sognepræst Leif Bork Hansen, der om nogen har personificeret denne illegale kamp uden krudt og kugler, og i hvis følgeskab ikke blot flere præster, men også det, Krarup kalder 'menige danskere', har trodset både Danmarks lovgivning og Krarups kristendom.« (s. 49f).

Men der trækkes i bogen også linjer til det Nye Testamente og Grundtvig m.fl., som er relevante for langt bredere kristne kredse end Tidehverv, ja, for kirken i det hele taget.

Derudover fremgår det også eksplicit, at Krarup forstår at bruge såvel som misbruge kristendommen, ligesom der tales om »Krarups nationalprotestantiske kristendom«, hvorfor det ikke er korrekt, at kristendom og Tidehverv uden videre identificeres.

I bogen hedder det f.eks.:

»Kristendommens ufejlbarlighed som udtrykt i det berømte skriftsted hos Johannes: 'Jeg er vejen, sandheden og livet' (Joh. 14, 6), har ellers båret kimen til en kulturhistorisk intolerance uden sidestykke - og Krarup bekræfter stolt samme religions ufejlbarlighed: 'Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.' (Dansk kultur, s. 77). Af samme grund er forholdet mellem kristendom og islam ifølge Krarup kendetegnet af en 'afgrundsdyb forskel' - 'forskellen på sandhed og løgn' (Ekstra Bladet, 2.10.99). Krarups kristendom er det Ubetingede. Her står intet til diskussion. 'Den kan kun adlydes.' Men hvilken autoritetstro og farlig, ubetinget lydighed kan ikke baseres herpå? (…) Krarup forstår at bruge og misbruge kristendommen og lade den sammensmelte med danskheden i takter, der ikke ligger langt fra Grundtvigs tale om danskerne som selve det udvalgte folk i 1855: '… den Danske Sag er hele vort Høinordens, hele Menneske-Slægtens, Christendommens og Vorherres Sag (…) hvis forsyn umuelig kan feile eller forfeile sit Øiemed. Saa haabløs som derfor den Danske Sag ogsaa maatte staae for mig, naar den kun var Danskernes egen Sag, saa haabefuld maa den nødvendig vise sig for mine Øine, naar jeg tillige betragter den som Guds og Menneskets Sag.' (Haandbog i N.F.S. Grundtvigs skrifter, bd. II, s. 298). Krarup, der i Dansk Folkepartis medlemsblad har kåret Grundtvig som årtusindets dansker, ser også danskerne som et særligt folk, hos hvem der forefindes en særegen, kristen åndstradition - som er alt andet end tilfældig: 'Jeg siger: Det er ikke nogen tilfældighed, at Søren Kierkegaard er dansk. Det er ikke nogen tilfældighed, at Grundtvigs opgør med rationalismen slog igennem i Danmark. Det er ikke nogen tilfældighed, at der er et tidehverv i dansk kirke- og åndsliv. Det er ikke tilfældigt, at en luthersk kristendom har slået rod i Danmark - og næsten ikke i andre lande.' (Ekstra Bladet, 6.3.00). Kierkegaards glødende kamp imod al officiel kristendom såvel som modsætningerne mellem Grundtvig og Kierkegaard springes over - og med forvisningen om at have Gud, Grundtvig og det udvalgte folk i ryggen er Krarups nationalprotestantiske kristendom rykket længere og længere frem på den politiske scene.« (S. 209f).

At f.eks. Venstre og Det Konservative Folkeparti ikke er med i bogen - udover lejlighedsvise eksempler - skyldes ikke, som Ravn-Olesen skriver, at jeg i min »humanistisk-socialistiske begrebsverden ikke forventer andet«, end at de opfører sig ligesom de nationalkonservative bevægelser. Dels er min begrebsverden ikke socialistisk, dels er grunden til, at disse partier ikke har særskilte kapitler ganske enkelt blot at finde i selve afgrænsningen af emnet. Derfor hedder det også i efterskriftet:

»Få partier er gået den nationale bevægelses indflydelse ram forbi, og selv om de konservatives og Venstres politik derfor også rummer mange af de samme elementer, er det især Socialdemokratiet, der som noget nyt har flyttet sig markant i højre retning i løbet af 1990erne - med regeringspartneren, det Radikale Venstres (ikke altid lige begejstrede) samtykke.« (s. 199).

Altså: »som noget nyt«.

Det Konservative Folkeparti og Venstre er derfor af ordinære grunde ikke omfattet af bogens afgrænsning, der netop behandler »det nye højre«. Det er noget nyt, at Socialdemokratiet kan betragtes som så klar en del af højrefløjen, Den Danske Forening er ny på den politiske højrefløj (stiftet i 1987), Dansk Forum er ny på den politiske højrefløj (stiftet i 1996), og Dansk Folkeparti er ny på den politiske højrefløj (stiftet i 1995).

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, april 2001