Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Det nye højre i Danmark | Anmeldelse

Forvirring på fløjene (uddrag)

Af Johs. H. Christensen Udprint

Er man opmærksom tilskuer til det politiske liv og ikke aktiv deltager, kan al den snak om fløjene forekomme sært forvirret, uden hold i virkeligheden. (...)

Rune Engelbreth Larsen har hidtil ført sig frem med flammeskrift i det hidsigt knitrende tidsskrift ''Faklen'' og som - nu frafalden - profet for den eneste sande gud, nemlig den okkultiske forfatter Erwin Neutzsky Wulf, hvis bøger er så tykke og mange, at ingen andre end Rune har orket læse dem. Nu har han selv begået en bog - om 'det nye højre', hvor han klart er opmærksom på, at fløjene har så mange lighedspunkter, at forskellen er (næsten) ens. Derfor ulejliger han sig meget prisværdigt med en definition.

Om den så holder, er en anden sag. Men den lyder på »toneangivende enkeltpersoner og bevægelser, der eksplicit bekæmper den multikulturelle samfundsudvikling til fordel for 'dansk kultur' og 'danske værdier'«.

Denne definition gør han til kaffeklub for Søren Krarup, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet (egentlig kun den - rigtigt nok væsentlige del af det - som hedder Karen Jespersen), samt et par organisationer, der ikke spiller nogen politisk rolle, men er anvendelige som madding for »autonomerne«.

I det væsentlig er bogen både afbalanceret, veldokumenteret og interessant. Det sidste især fordi Larsen synes at lide af ulykkelig kærlighed til Søren Krarup, med hvem han har det nærmest som alkoholikeren, der forbander den flaske, han tyller af.

Det medfører en bemærkelsesværdig nuancering i den lange kritiske skildring af Krarup, som frikendes for de hyppige, vulgære beskyldninger for »racisme« og »nazisme«. Til gengæld tildeles han positionen som Dansk Folkepartis sværvægter, chefideolog og intellektuelle dynamo, der sammen med fætter Langballe danner intet mindre end et drabeligt, frygtindgydende par. »Kombinationen Krarup & Langballe er unik i dansk politik«, ja, den er »i særklasse«, for »hvad strategen Krarup savner i folkelig fremtoning og tale (men ikke på skrift), har Langballe så til overflod af gnistrende talegaver«. Således lades man ikke i tvivl om, at fru Kjærsgaard har gjort et kup, der må ryste de andre partier langt ned i deres trøskede fundamenter.

Bogen giver en over lange stræk, men ikke hele vejen, velorienteret og indsigtsfuld fremstilling af Krarups holdninger, bl. a. under hyppige henvisninger til eller citater fra tidsskriftet Tidehverv, som man kunne forledes til at tage for et politisk agitationsblad, hvad det ikke er.

Samme blanding af modvilje og fascination som af Krarup nærer Larsen ikke over for Karen Jespersen, der er bogens egentlige skurk - med Birthe Weiss og Thorkild Simonsen som håndlangere. Det er naturligvis indenrigsministerens håndtering af flygtninge- og indvandrespørgsmål, der ophidser folk som Larsen, der ikke vil indse, at socialdemokratiet står med et problem, man ikke har kunnet løse uden at støde sine egne traditionelle vælgere fra sig. Derfor valgte man længe at lade som ingen ting, hvad der kun har fået problemet til at vokse. (...)

Om man kan lide det eller ej: Karen Jespersen er en af de få, som - måske på grund af sin egen baggrund - ikke blot ser problemet, men ser det i øjnene, hvad regeringens overklasse af cand. polit.'er og cand. alt-muligt-andet ikke gør, for de har kun sjældent levet eller færdedes blandt de mennesker, der er partiets trofaste, men anfægtede vælgere. Det bliver højst til et par besøg og lidt 1. maj-retorik i skrantende vælgerforeninger.

Larsen har derfor - i nogen grad - ret i sin analyse og kritik af partiets famlende og ubeslutsomme holdning i de sager, som ligger ham på sinde: Flygtningen, indvandrere, minoriteter. Men specielt at gøre den tænksomme, klarsynede Karen Jespersen til syndebuk er uretfærdigt og udtryk for politisk naivitet eller fanatisme. Især når man ikke selv har noget konkret program at byde på, men henfalder til rørstrømske betragtninger om plads til alle, plads til alle, der vil.

Larsens problem - som jeg ser det - er nemlig, at hans eget ståsted, trods hans ubetvivlelige intelligens og analytiske evne, er en sump. Han gør sig til talsmand for »humanisme«, men hvad er det? Andet end udtryk for alt det, han så godt kan lide, nemlig en til det sentimentale grænsende hygge- og discountudgave af den store europæiske tradition: At vi er rare ved hinanden og giver plads for mangfoldigheden og lader tusind blomster blomstre og hjorte brøle imod aftenrøden og minareter »knejse« side om side med kirketårne og har det det åh, åh så dejligt i gamle Dannevang, »der er et yndigt land« med kæmper, som er aldeles ufarlige, for de sidder og hviler sig. (...)

Indvendingerne her bør dog ikke skygge for det forhold, at bogen er underholdende - undtagen i midterafsnittene.

Enig eller uenig: Den har også et seriøst anliggende, som føres frem af en ubetvivlelig vilje til at være fair. At den så ikke altid magter det, er en anden sag. Men blot at læse en tekst om disse forhold og problemer, hvor skældsordene er i klart mindretal og nuanceringen fremherskende, om end ikke sejrende, er en befrielse.

Johs. H. Christensen
Jyllands-Posten, 9.4.2001


FORFATTERENS KOMMENTAR TIL ANMELDELSEN

Johs. H. Christensen stejler over min kritik af indenrigsminister Karen Jespersens hårde kurs i indvandrerpolitikken, idet han mener, at hun »ser problemet i øjnene«, ja, han kalder hende sågar for »den tænksomme, klarsynede Karen Jespersen«.

Personligt er jeg af en anden opfattelse, og argumenterer hvorfor i min bog.

Jeg synes ikke, at det er særlig tænksomt og klarsynet, at Karen Jespersen går ensidigt efter at fordømme de etniske minoriteter. Efter nogle optøjer på Nørrebro, udtalte hun som socialminister om de unge, såkaldte andengenerationsindvandrere, at de havde fået »for megen frihed«, og: »De gør sig ikke klart, at for at leve i Danmark, må man være dansker.« (Berlingske Tidende den 14.7.97). Jeg synes ikke, det er klarsynet, men derimod ganske firkantet, af samme grund, som jeg skriver i min bog: »At mange unge, der givet kan føre deres aner utallige generationer tilbage i Danmark, har haft store sammenstød med politiet, og at fodboldhooliganisme i stigende grad fører til voldsomme optøjer, har dog ikke på noget tidspunkt fået socialministeren til at udtale, at f.eks. Brøndby-fans ikke gør sig klart, 'at for at leve i Danmark må man være dansker', eller at voldelige fodboldfanatikere 'har fået for megen frihed'. Hvorfor mon?« (s. 178).

Jeg synes ikke, det er særlig tænksomt og klarsynet, når Karen Jespersen i et interview i B.T. om indvandrerproblematikker giver sin støtte til den socialdemokratiske borgmester, Per Madsen, og siger, at vi »skulle have lyttet til Per Madsen«, og tilføjer: »Han gjorde meget tidligt opmærksom på disse problemer - og blev ugleset. Men han fik mere ret, end man dengang var villig til at give ham.« Det var den samme Per Madsen, som ti år tidligere af alle steder i den Danske Forenings medlemsblad bl.a. udtrykte, at »muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og kvindekulturen, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var det kvæg, og kvinder prygles og mishandles.« (Danskeren nr. 1, 1989). Det var endvidere Per Madsens praksis med at frakende indvandrere og flygtninge retten til almennyttigt boligbyggeri i Ishøj, hvor det skønnedes, at koncentrationen af »fremmede« var for høj, der i en betænkning til EU kaldtes »et skræmmende eksempel på administrativ racisme«. Men vi »skulle have lyttet til Per Madsen«, siger den tænksomme indenrigsminister Karen Jespersen.

Jeg synes heller ikke, at Karen Jespersen har tacklet sit forslag om fangelejre på øde øer til kriminelle asylansøgere særlig godt, og udtrykker derfor i min bog tilslutning til Lasse Ellegaards kommentar hertil, idet han i nærværende avis beskrev, hvorledes indenrigsministeren efterlever det princip, at »vælgernes stemninger nu til dags dirigerer politikerne, ikke omvendt«, og tilføjer: »Det nye er, at et medlem af en ansvarlig socialdemokratisk-radikal regering utilsløret kopierer Mogens Glistrup, Pia Kjærsgaard, og hvad de alle sammen hedder. Resultatet er måleligt. Næppe har ministeren foreslået kriminelle asylsøgere udsat på øde øer, før fem bøvede bodegatyper i Holeby på Lolland kaster brandbomber mod et lokalt asylcenter, borgmestre i Marielyst og Børkop driver asylsøgere ud over kommunegrænserne, skolelærere i Vollssmose i Odense nedlægger arbejdet i protest mod ustyrlige andengenerations-indvandrere, i Høje Tåstrup hyres private vagtværn til beskyttelse mod den samme gruppe, en hel landsby i Nordjylland går kollektivt amok på et borgermøde, og en ungdomshjems-forstander går frem og efterlyser en national handlingsplan i et tonefald, som om der var tale om et nyt 9. april.« (Jyllands-Posten, 10.9.00).

Endelig finder jeg det ikke særlig tænksomt og klartsynet at benægte fakta, sådan som Karen Jespersen gør det i sin kategoriske afvisning af den multikulturelle samfundsudvikling: »Jeg vil i hvert fald ikke leve med et multikulturelt samfund.« (Berlingske Tidende, 6.9.00).

Det er en simpel hån over for de hundredtusinder, som faktuelt er en del af den eksisterende multikulturelle samfundsudvikling.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, april 2001