HENRIK PONTOPPIDAN: »Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene selv skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have.«

Shakespeares The Merchant of Venice er ikke mindst berømt og berygtet for sit portræt af den jødiske ågerkarl, Shylock, men man skal ikke overse, at dér, hvor dobbeltmoralen og lavsindet for alvor florerer i stykket, er blandt Venedigs overklasse. Og selv om det nok til dels er tidsbestemt, at vi ikke kan undgå at fatte medlidenhed med Shylock i dag (og hjælpes på vej af Al Pacinos dybfølte skuespil), er dramaet mere et tidsbillede, der rejser racistiske temaer, end det er udtryk herfor. Læs mere: Købmanden fra Venedig ...

Selvmordsbomber er et nyt fænomen, der stammer fra begyndelsen af 1980'erne og fortrinsvist er udbredt blandt sekulære (marxistiske) og islamiske militante grupper, men også er forekommet blandt enkelte med kristen baggrund i Libanon. Den praksis at dræbe helt vilkårlige civile med det formål at miste sig eget liv, går imidlertid længere tilbage - faktisk var det et stort problem i 1600-1700-tallet i protestantiske lande, især i Nordeuropa. Læs mere ...

Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda

>> BO BJØRNVIG

Én af de knap 100 personer, der figurerer i en dokumentarisk citatsamling med over 600 eksempler på forskellige typer indvandrerfjendtlig polemik eller decideret propaganda, der i stigende grad karakteriserer den offentlige integrations- og indvandrerdebat. Spændvidden er altså stor, ikke mindst af hensyn til den dokumentariske værdi: Fra stærkt negative generaliseringer og stigmatiserende fordomsfuldhed i den ene ende af skalaen til anti-islamisk, antisemitisk og racistisk retorik i den anden - samt relevante udsagn i relation hertil. Et samlet dokument med alle citater findes her.

BO BJØRNVIG

Skribent på Weekendavisen

»... jeg prøver nogle gange om morgenen, når familien stadig ligger i coma og tankerne kan få frit løb uden at snuble over krævende børnestemmer og legetøj og tegnefilmskingre stemmer at tænke igennem hvad det er, der gør, at jeg skal se på muslimer og islam med milde og forstående øjne. Når morgener er gode til den slags, er det fordi man er mere uhildet efter søvnen. Drømmene har mindet én om hvor irrationelt et menneske man er, hvor meget ukontrollerbart og uheldsvangert man har i sig - sammen med gode ting også, selvfølgelig - og det skulle gerne gøre én mere forstående. Så jeg prøver at se det fra deres side, de muslimske landes og deres indbyggere og dem, som vi huser herhjemme. Prøver at indleve mig i, hvordan de har det og hvad de er oppe imod. Men selv under sådanne tænksomme morgenøvelser kan jeg højst nå frem til, at mange muslimer ikke vil deres eget bedste. At de spiller højt spil og ikke engang rigtigt bekymrer sig om det går galt. For hellere det end ingenting. Jeg kan selv i de tidlige morgentimer ikke se, at der kommer andet end ulykker ud af det muslimske projekt. Det virker, som om det er ved at udvikle sig til én stor selvmordskultur.« (Weekendavisen, 21.4.2006).