Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Louise Frevert-sagen | Forord

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Når man profilerer sig på indvandrerspørgsmålet, kan man godt tiltrække nogle typer, der har nogle ekstreme holdninger. Det har skullet stå klart, at hvis man kom med udtalelser, der er uacceptable, så blev man ekskluderet. Men det ser vi ikke i dag, at det popper op.« (Pia Kjærsgaard, Ritzau, 15.9.2005).

Artikler, som ingen tør trykke

Torsdag den 29. september 2005 er aftenens tophistorie blandt Politikens online-nyheder en række opsigtsvækkende udsagn fra Louise Freverts hjemmeside af meget yderligtgående, indvandrerkritisk karakter.

Louise Frevert, der både er medlem af Folketinget og Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti og endog er partiets kandidat til overborgmesterposten i København, har tilsyneladende præsenteret et forslag om at sælge småkriminelle muslimer til fængsler i Rusland, hvorfra der skulle foreligge et "tilbud" om en billig internering for 25 kr. pr. næse om dagen. Et tilbud, der omtales som en oplagt mulighed, al den stund at man - som det tilføjes med beklagelse - jo ikke kan "dræbe" dem "officielt".

I begyndelsen forsvarer hun ufortrødent disse og en lang række øvrige, voldsomme udsagn fra hjemmesiden, som her er offentliggjort under fællesbetegnelsen: "Artikler, som ingen tør trykke". Hun karakteriserer dog visse formuleringer som "symbolik" og "billedsprog", og om formiddagen fredag den 30. september har hun helt ændret opfattelse og beklager nu artiklerne. Med ét kan hun "godt forstå", at de har "vakt forargelse" og vil derfor sørge for, at de bliver fjernet fra hjemmesiden.

Lørdag den 1. oktober vendes hele historien så atter en omgang, og partiets næstformand, Peter Skaarup kan pludselig konstatere "med tilfredshed", at "Louise Frevert hverken har kendt til indholdet af læserbrevene - eller at hun ikke på nogen måde kan genkende sine egne holdninger".

Forklaringen på denne kovending er tilsyneladende, at indlæggene i virkeligheden er skrevet af hendes webmaster, Ebbe Talleruphuus. Denne forklaring bakkes også op af Talleruphuus selv - om end (som vi siden skal se) ikke i den version, som Dansk Folkeparti hævder.

"Herefter betragter jeg sagen som afsluttet," fastslår Skaarup lettet.

Da er den imidlertid kun lige begyndt.

Alt dette er blot optakten til en mediestorm, hvor partiledelsen åbenbart giver Louise Frevert frie tøjler til selv at håndtere den prekære krisestyring, til trods for at hun i løbet af de første døgn allerede har viklet sig ud i flere usammenhængende og modstridende forklaringer.

Skandalerne bliver med andre ord ikke blot hængende - de griber om sig. Søndag den 2. oktober inddrages også den lille bog, Kort og godt, et politisk budskab (2004), der rummer flere voldsomme udfald og konspirationsteorier vendt mod muslimerne.

På forsiden, der prydes af et farvefoto af Louise Frevert, står skrevet med store typer, at hun er skriftets forfatter, og af titelbladet fremgår det, at hun selv er den eneste copyrightsindehaver. Da hun konfronteres med bogen af Kurt Strand i DR2s Deadline søndag aften, bekræfter hun da også, at bogen er hendes eget værk, og morgenen efter udtaler hun i overensstemmelse hermed i et telefoninterview til TV2: "Selvfølgelig har jeg selv skrevet den, det har jeg da." (TV2 Nyhederne, kl. 10).

Blot seks timer senere foretager hun imidlertid endnu en kovending og forklarer ifølge TV2s online-nyheder: "Det er altså ikke noget, jeg selv har skrevet."

Hun tillægger nu Talleruphuus forfatterskabet af bogen, som er blevet uddelt i 10.000 eksemplarer i hendes eget navn under folketingsvalgkampen otte måneder tidligere.

Men denne gang nægter Talleruphuus ansvaret - og sagen (som Peter Skaarup et døgns tid tidligere anså for afsluttet) ruller videre.

Med logisk konsekvens udvides pressens fokus til også at omfatte udtalelser af andre, fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti, idet medierne formelig kappes om at afdække forskellige eksempler på ringeagtsytringer og generaliserende mistænkeliggørelse af etniske minoriteter, som kommer til udtryk på en række af Dansk Folkepartis hjemmesider og i partimedlemmers taler, debatindlæg og artikler.

Mindre end en uge efter at Louise Freverts hjemmeside er blevet screenet og udstillet i pressens nyhedsflade, kommer det f.eks. frem, at Mogens Camre tilsyneladende beskylder muslimerne for at være skyld i danskernes vigende fødselshyppighed, og snart bliver også Pia Kjærsgaard trukket direkte ind i skandalen, da partilederens nedsættende udtalelser om somaliere møder kritik i FN-systemet.

I tiden op til og umiddelbart efter Dansk Folkepartis tiårs fødselsdag den 6. oktober bliver partiets retorik således endevendt fra A til Z, og ti års bestræbelser på at opnå status som et sagligt, etableret parti i centrum af det politiske spektrum lider et knæk. I stedet oprulles billedet af et parti med ekstremistiske tendenser, der til stadighed ringeagter etniske minoriteter over én kam og udbreder en generaliserende mistænkeliggørelse af muslimer.

Et billede, der står i kontrast til det ukontroversielle indtryk, som Pia Kjærsgaard selv bestræber sig på at give af Dansk Folkeparti umiddelbart før det tiende årsmøde i midten af september 2005, hvor hun erkender risikoen for at tiltrække rabiate kræfter, men forsikrer, at "ekstreme holdninger" hører fortiden til: "Når man profilerer sig på indvandrerspørgsmålet, kan man godt tiltrække nogle typer, der har nogle ekstreme holdninger. Det har skullet stå klart, at hvis man kom med udtalelser, der er uacceptable, så blev man ekskluderet. Men det ser vi ikke i dag, at det popper op." (Ritzau, 15.9.2005).

Blot to uger senere krakelerer facaden, og en række "uacceptable udtalelser" og "ekstreme holdninger" begynder igen at "poppe op" i medierne og demonstrerer, hvor vanskeligt Dansk Folkeparti har ved at distancere sig utvetydigt herfra.

Det er disse tilbøjeligheder, som denne lille bog forsøger at afdække med udgangspunkt i de begivenheder, som udspiller sig i slutningen af september og begyndelsen af oktober 2005, hvor Louise Frevert trak Dansk Folkeparti ud i en af partiets alvorligste kriser.

Det er således også historien om, hvordan en politisk skandale kan opstå, og hvordan ambivalente bestræbelser på at inddæmme den kan forværre den. Det er imidlertid ikke et forsøg på at afdække generelle mekanismer i den henseende - det må erfarne pressefolk, sociologer, politiske iagttagere og andre eksperter eventuelt tage sig af.

Mit ærinde er alene at fokusere på og fastholde dette specifikke begivenhedsforløb omkring Dansk Folkeparti, for derigennem at belyse nogle karakteristiske og meget essentielle træk ved partiets politiske anliggende og iscenesættelse.

Det er (især i Indledningen) også en personlig beretning, fordi emnet i så ekstraordinær grad fordrer, at fortælleren bekender kulør - men det er samtidig en meget kildetæt fremstilling.

En fremstilling, der undervejs bl.a. skal tydeliggøre, at politiets efterforskning i sagen (eller mangel på samme) må betegnes som kritisabel, hvis ikke ligefrem skandaløs.

Men vigtigst af alt forsøger bogen først og fremmest at indkredse et svar på spørgsmålet: Hvori består egentlig forskellen på den retorik, som Dansk Folkeparti ikke accepterer i udlændingedebatten, og den, som partiet gerne lægger navn til?

Dette og meget andet skal vi se nærmere på og eksemplificere i det følgende, når vi tager hul på det forløb, der udfoldede sig omkring Louise Frevert og endte med at markere Dansk Folkepartis tiårs fødselsdag den 6. oktober på noget mere problematisk vis, end nogen kunne have forestillet sig under partiets festlige tiende årsmøde - mindre end tre uger tidligere.

Rune Engelbreth Larsen
'Louise Frevert-sagen. Dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil', 2005