Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Alarm | Essay

Iscenesættelse af krig og fred i Kosovo

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Historiske og politiske baggrunde for krisen, konflikten og krigen på Balkan: Fra Solsortesletten og Skanderbeg til osmannerne og kommunisterne, fra Milosevic og Rugova til UCK og OSCE, fra Racak og Rambouillet til USA og NATO. Et indblik i omstændighederne fra iscenesættelsen af krigen til iscenesættelsen af freden, der analyserer Balkans heksekedel af fattigdom, terror og etnisk udrensning stillet over for Vestens trusler, ultimata og klyngebomber ...

Indledning
Storserbien, Solsortesletten, Skanderbeg og Tito
Slobodan Milosevic og Ibrahim Rugova
Ushtria Clirimtare e Kosoves, UCK
Racak
Rambouillet
NATOs luftbombardement
"Wir führen keinen Krieg"
Fred?
Den Nye Verdensorden

1. Indledning

Vejen til krisen og krigen i den serbiske provins Kosovo består af en endeløs række af konflikter mellem stridende økonomiske, nationale og etniske interesser på Balkan, hvor få parter kan sige sig fri for at have gjort brug af flere af krigens og terrorens mest brutale midler.

Flygtningestrømme har været et tilbagevendende syn i denne del af Europa det seneste tiår. Igennem 90erne har konflikter og krige revet det gamle Jugoslavien fra hinanden og med jævne mellemrum afstedkommet enorme flygtningeskarer. F.eks. anslår den tidligere øverstkommanderende general for FNs tropper i Bosnien i 1993, Satish Nambiar, at omkring 850.000 serbere er blevet fordrevet bl.a. fra Kroatien.

I dag er Balkan atter skueplads for etnisk udrensning og krig. I mere end to måneder viste medierne billeder af tragiske skæbner fra den serbiske provins Kosovo, hvorfra i hundredtusindvis af kosovoalbanere flygtede til de overfyldte flygtningelejre i bl.a. Albanien og Makedonien.

Baggrunden for 90ernes hyppige kriser i området er særdeles kompleks og rækker langt tilbage i historien, men den umiddelbare anledning til den voldsomme eskalering af konflikten i Kosovo er sammenbruddet af forhandlingerne om den såkaldte Rambouillet-aftale, som serberne nægter at underskrive i Paris, den 15.-18. marts 1999.

USAs præsident, Bill Clinton siger i en presseerklæring den 24. marts, da NATO indleder luftbombardementet af Jugoslavien: "Over the last few months we have done everything we possibly could to solve this problem peacefully." Premierminister Tony Blair udtaler samstemmende: "Nobody in the light of this history can say (...) that we have not tried to find a peaceful resolution to this conflict ..."

Men er det sandt, at alt er gjort for at finde en fredelig løsning på krisen i Kosovo?

Forhandlingssammenbruddet i Paris er nok anledningen til luftbombardementet af Jugoslavien, men det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at det er årsagen.

Vi skal i det følgende se, at et tilbageblik på historien før, under og efter forhandlingerne om Rambouillet-aftalen vanskeligt kan undgå at føre til den konklusion, at Clinton, Blair og NATO næppe har haft det på dagsordenen at undgå det aktuelle luftbombardement af Jugoslavien, og at krisen i regionen rækker langt dybere i historiske og etniske konflikter såvel som i regionens generelle nød og fattigdom, end Vestens politikere og medier har ønsket at se i øjnene.

2. Storserbien, Solsortesletten, Skanderbeg og Tito

De etniske albanerne nedstammer fra oldtidens illyrer, der siden 1.000 f.v.t. dominerede den vestlige del af Balkanhalvøen. Romerne erobrer Illyria 168 f.v.t., hvorefter området bliver til den romerske provins Illyricum. I 395 e.v.t. bliver provinsen administrativt underlagt Byzans, der i løbet af det følgende årtusind får en afgørende kulturel indflydelse på Balkan.

I det 14. århundrede begynder en tyrkisk stamme, osmannerne en bølge af erobringer, der formår at amputere det Byzantinske Rige til Konstantinopel og omegn. Siden bliver også bulgarerne og serberne undertvunget, og islam får et fast fodfæste på Balkan.

Et albansk oprør formår dog at byde osmannerne trods. Den albanske nationalhelt, Gjergj Kastrioti, som er opdraget under tyrkerne, hvor han konverterede til islam og blev kaldt Skanderbeg, vender tilbage til kristendommen i 1443, rejser en national opstand som øverstkommanderende over de albanske fyrster og holder osmannerne og islam stangen under hele 13 invasionsforsøg. Efter Skanderbegs død i 1468 konsoliderer osmannerne imidlertid snart herredømmet også over albanerne, og det Osmanniske Rige viger ikke igen i flere århundreder.

Serbernes forfædre var slaviske indvandrere fra øst, der bosatte sig i Sydserbien i det 6.-7. århundrede e.v.t. Under den politiske og militære ledelse af en såkaldt zupan erobrer beslægtede klaner større områder, der efterhånden kommer under indflydelse af det Byzantinske Rige. Mutimir er den første zupan, der konverterer til kristendommen omkring 879.

Storzupanen Stefan Nemanja (1151-96) forener stammerne og grundlægger det serbiske rige under Nemanjic-dynastiet. I det 13.-14. århundrede ekspanderer Serbien voldsomt og kulminerer under erobreren Stefan Dusan, der i 1346 krones som "serbernes og grækernes kejser". På det tidspunkt strækker det Storserbiske Rige sig til Donau i nord og omfatter bl.a. hele Makedonien og dele af Grækenland.

Stefan Dusan dør under march mod Konstatinopel i 1355, og efter hans død opløses Nemanjic-dynastiet, og riget falder fra hinanden. Under fyrst Lazar lider serberne et knusende nederlag til osmannerne på Solsortesletten i Kosovo i 1389, og Serbien bliver tyrkisk vasal.

Ikke desto mindre er der tale om et lige så heroisk som et historisk nederlag, som mange serbere føler har formet og styrket den serbiske folkekarakter, mere end det har svækket den. I begyndelsen af slaget synes krigslykken da også med serberne, og Milosh Kobilic har held til at trænge ind i osmannernes lejr under påskud af at være desertør. Kobilic dræber sultan Murad I med en forgiftet daggert, men Murads søn retter efterfølgende et tilintetgørende slag mod den serbiske hær, og den serbiske fyrste Lazar bliver henrettet.

I 1459 er Serbien fuldstændig erobret af tyrkerne og indlemmes i det Osmanniske Rige, hvor det forbliver i mere end fire århundreder. Etniske albanere, nu hovedsageligt muslimer, bosætter sig i samme periode i Kosovo.

I 1878 opnår Serbien og Montenegro uafhængighed, mens Kosovo, Makedonien og Albanien fortsat er under osmannernes overherredømme. Efter Balkankrigene 1912-13 drives osmannerne endelig helt ud af Balkan, og Kosovo og det nordlige og centrale Makedonien indlemmes atter i Serbien, mens Albanien oprettes på Østrigs foranledning for at forhindre den voksende serbiske stormagts adgang til Adriaterhavet.

Da Gavrilo Princip fra den serbiske nationalistbevægelse "Sorte Hånd" dræber den østrigske tronfølger, ærkehertug Frans Ferdinand i Sarajevo i juli 1914, erklærer Østrig-Ungarn Serbien den krig, der snart inddrager de europæiske stormagter, og som går over i historien som 1. Verdenskrig.

Under Peter I af Serbien dannes efter krigen Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, der i 1929 ændrer navn til Jugoslavien ("Landet af sydslavere). Under 2. Verdenskrig bliver Serbien sønderdelt og besat af Tyskland, Ungarn, Bulgarien og Italien, men den kommunistiske modstandsbevægelse under kroaten Josip Broz Tito får overtaget over såvel den royalistiske modstandsbevægelse som besættelsesstyrkerne, og det bliver kommunisterne, der i 1944 endelig befrier hele Jugoslavien.

Da de sidste tyske styrker er drevet ud, begynder 40.000 jugoslaviske tropper endvidere nedkæmpelsen af 10.000 albanske oprørers forsøg på at få kontrollen over Kosovo. Oprøret er først helt bekæmpet i 1952, og tusinder af albanske muslimer deporteres til Tyrkiet.

Kommunisterne beholder magten i et Jugoslavien, der er ruineret og ødelagt efter de hårde krigshandlinger. I 1945 afskaffes kongedømmet til fordel for dannelsen af den Føderative Folkerepublik Jugoslavien, der består af de seks republikker Serbien, Montenegro, Bosnien & Herzegovina, Kroatien, Makedonien og Slovenien - Kosovo og Vojvodina bliver provinser i den serbiske republik.

Da Tito dør i 1980, genopblusser gamle etniske stridigheder, der er kommet op til overfladen i 70erne, og ikke bare republikkerne begynder så småt at glide fra hinanden. Antallet af etniske-albanere i Kosovoprovinsen er især vokset siden 2. verdenskrig, og albanerne udgør nu et stort flertal i provinsen (i 1998 var der ca. 1,7 millioner i Kosovo, hvor de udgjorde 90 procent af befolkningen).

Nationalister blandt de kristne serbere og muslimske albanere har et anstrengt forhold til hinanden, der er præget af skepsis og latent fjendskab, hvor repræsentanter for begge parter skiftevis gør krav på et gensidigt udelukkende etnisk tilhørsforhold til Kosovo - af albanerne kaldet Kosova.

Der er dog næppe tvivl om, at fattigdommen og elendigheden er en altafgørende, udløsende faktor i konflikten. Hvor nøden er så udtalt, som tilfældet er i denne region af Europa, forværres sameksistensen i yderste potens under enhver yderligere krisesituation, og den simpleste og mest appellerende "løsning" bliver meget let den, der indsnævrer problemet til et sort/hvidt opgør med en historisk "arvefjende".

I det kommunistiske Jugoslavien bliver etniske og religiøse tilhørsforhold imidlertid holdt nede i en grad, der i hvert fald fjerner disse latente spændinger fra overfladen, og flere ledere i den kosovoalbanske partisanbevægelse, UCK, har da også en fortid som fængslede separatister under præsident Tito. I 1974 får Kosovo dog tildelt autonomi under Jugoslaviens forfatningsændring, hvorefter bl.a. albanske sprogskoler og helligholdelsen af islamiske helligdage atter tillades.

Albanerne overtager nu magten i Kosovo med et massivt pres på det serbiske mindretal til følge, og det anslås, at mindst 130.000 serbere forlader provinsen i perioden fra 1966 til 1989 pga. omfattende chikane og diskrimination fra det kosovoalbanske flertal (kilde: Foreign Affairs, maj/juni 1999).

Henning Mørk fra Slavisk Institut på Aarhus Universitet sætter tallet til 200.000, og konkluderer bl.a.: "Man kan sige, at der her er tale om de første eksempler på etnisk rensning, og at albanske separatister står som den første manifestation af overdreven, xenofobisk nationalisme. Jugoslaviens opløsning begyndte på Kosovo med albansk nationalisme, der avlede serbisk nationalisme, der avlede ..." (ØstMonitor nr. 2, 1998).

3. Slobodan Milosevic og Ibrahim Rugova

I 80erne træder serberen Slobodan Milosevic ind på den politiske scene i Jugoslavien. Han har i skolen mødt sit livs kærlighed og kommende hustru, kommunisten Mira Markovic, der spår ham en fremtid så stor som Titos.

Stille og roligt arbejder han sig frem inden for det serbiske kommunistparti; i 1987 bliver han partiets leder. Året efter demonstrerer 6.000 serbiske og montenegrinske indbyggere i Kosovo over chikane fra etniske albanere, og Milosevic lover at beskytte dem mod overgreb.

I 1989 bliver Milosevic Serbiens præsident, og samme år, 600-året for serbernes nederlag på Solsortesletten i Kosovo, ophæver han Kosovos autonomi, erklærer det albanske sprog uofficielt og gennemtvinger ændringer i skolernes pensum - alt sammen bakket op af indsættelsen af betragtelige serbiske politi- og militærstyrker.

I 80erne modsætter Milosevic sig endvidere Kroatiens og Sloveniens ønsker om en løsere union af suveræne republikker i Jugoslavien, men modstanden mod politiske og økonomiske reformer forstærker kun yderligere opløsningstendenserne i den Føderative Folkerepublik. Det jugoslaviske kommunistparti splittes, og flerpartivalg bringer ikke-kommunistiske regeringer til magten i Kroatien og Slovenien i 1990.

I Serbien omdanner Milosevic det serbiske kommunistparti til Serbiens Socialisparti og bliver samme år genvalgt som præsident med stor majoritet. Men uenighederne mellem republikkerne i Jugoslavien fører til, at både Slovenien, Kroatien og Makedonien erklærer deres uafhængighed i 1991. Året efter afgør en folkestemning, at også muslimerne og kroaterne i Bosnien & Herzegovina løsriver sig fra Jugoslavien.

Milosevic støtter imidlertid aktivt serbiske militser, der kæmper for at forene serbiskdominerede områder i Kroatien og Bosnien med Serbien. I 1992 danner de to republikker, Serbien og Montenegro en ny jugoslavisk føderation, men allerede samme år rammes føderationen af en række handelssanktioner fra FN pga. engagementet i borgerkrigen i Bosnien.

Borgerkrigen varer i tre år, uden at det lykkes serberne at besejre de muslimske styrker, og i 1995 fordriver den kroatiske hær tilmed fuldstændig den serbiske befolkning fra deres historiske område i Kroatien (Serbien huser ca. 650.000 flygtninge fra de tidligere jugoslaviske republikker i dag).

Jugoslaviens i forvejen elendige økonomi er voldsomt forværret af sanktionerne (i december 1993 er den månedlige hyperinflationen nået op over 300.000%), og politisk lægger Milosevic så småt afstand til krigshandlingerne. På vegne af de bosniske serbere underskriver han så i november 1995 en fredsaftale i Dayton, USA, der standser borgerkrigen i Bosnien, og de internationale sanktioner mod Serbien bliver delvist ophævet.

Kosovo er ikke på dagsordenen under fredsforhandlingerne i Dayton, selv om den serbiske provins erklærede sig for en selvstændig republik i 1990 - kun Albanien, men hverken Jugoslavien eller internationale organisationer har anerkendt republikken. I maj 1992 vælges den etniske albaner og tidligere litteraturprofessor Ibrahim Rugova som Kosovos præsident i et uofficielt valg.

Rugova organiserer en omfattende, men fredelig modstand mod serberne, og under ledelse af hans parti, Kosovos Demokratiske Liga trækker albanerne sig ud af Kosovos statsinstitutioner og skaber en skyggeadministration, der sågar modtager skat på 3 procent fra diasporaen blandt de efterhånden mange etniske albanere uden for Kosovo (der er ca. 600.000 etniske albanere i Europa og ca. 300.000 i Canada og USA).

En følge af Rugovas strategi er, at kosovoalbanerne endvidere boykotter alle valghandlinger i 90erne, og dette store mindretal i Serbien, der kunne have været udslagsgivende ved flere valg, er derved indirekte med til at bevare Milosevic ved magten.

Serbernes undertrykkelse af det albanske flertal i Kosovoprovinsen fortsætter til trods for den fredelige modstand. Mange andre problemer plager også Serbien i midten af 90erne: Forholdet til Jugoslaviens anden republik, Montenegro forværres af Serbiens magtfulde dominans, udrensninger af kritiske stemmer i de statskontrollerede massemedier og det serbiske socialistparti finder sted flere gange, og efterhånden er en tredjedel af befolkningen arbejdsløs og den generelle fattigdom voksende - ikke desto mindre er Milosevic ofte landets uden sammenligning mest populære politiker i meningsmålingerne.

I lokalvalgene i november 1996 taber socialistpartiet imidlertid overraskende sit flertal i 14 af landets 18 største byer, bl.a. i hovedstaden Beograd. Milosevics regering reagerer ved at annullere valgresultatet pga. valgmæssige "uregelmæssigheder". Dagligt protesterer op til 200.000 demonstranter i gaderne, og Milosevics popularitet i Serbien lider et voldsomt knæk; i 1997 beslutter han så alligevel at anerkende valgresultaterne.

Samme år avancerer Milosevic fra Serbiens til Jugoslaviens præsident - men den internationale kritik tager til igen. FN vedtager Resolution 52/139, der fordømmer undertrykkelsen af kosovoalbanerne, der skaber voksende flygtningestrømme. FN kræver, at Jugoslavien sikrer "the return in safety and dignity of Albanian refugees from Kosovo to their homes", og at alle nødvendige midler tages i brug "to bring to an immediate end all human rights violations against ethnic Albanians in Kosovo, including, in particular, discriminatory measures and practices, arbitrary searches and detention, the violation of the right to a fair trial and the practice of torture and other cruel, inhuman or degrading treatment, and to revoke all discriminatory legislation, in particular that which has entered into force since 1989".

Men serberne synes ikke at ville løsne grebet om Kosovo, og kosovoalbanernes tålmodighed med Ibrahim Rugovas fredelige protester begynder at slippe op.

Op igennem 90erne fremstår Rugova som kosovoalbanernes indiskutable leder, men som 90erne ebber ud, ebber imidlertid også udholdenheden ud - magtesløs og resultatløs, som den pacifistiske linje er over for en jernhård serbisk overmagt i det lange løb. Frustration, fattigdom og en arbejdsløshed på omkring 70 procent i Kosovo svækker Rugova og giver i stedet så småt den væbnede modstand vind i sejlene.

4. Ushtria Clirimtare e Kosoves, UCK

Den etnisk-albanske partisanbevægelse UCK (Ushtria Clirimtare e Kosoves, Kosovos Befrielseshær) er relativt ny på den jugoslaviske scene. Dens medlemmer udspringer i begyndelsen af 90erne af nogle få klaner i Kosovo og af nationalister blandt den etnisk-albanske diaspora.

Nogen fælles politik har UCK ikke, bortset fra det altoverskyggende mål at løsrive Kosovo fra Serbien og opnå selvstændighed - ikke uden håbet om siden at etablere et Storalbanien, der foruden Kosovo og Albanien også inkluderer områder i Makedonien.

Ideologisk består befrielseshæren oprindelig af to fraktioner, fastslår Chris Hedges, der er tidligere Balkanredaktør på New York Times og personligt har mødt flere nøglepersoner i UCK. "The former faction is led by the sons and grandsons of rightist Albanian fighters - either the heirs of those who fought in the World War II fascist militias and the Skanderbeg volunteer SS division raised by the Nazis, or the descendants of the rightist Albanian kacak rebels who rose up against the Serbs 80 years ago (...) The second KLA faction, comprising most of the KLA [Kosovo Liberation Army, UCK] leaders in exile, are old Stalinists who were once bankrolled by the xenophobic Enver Hoxha, the dictator of Albania who died in 1985. This group led a militant separatist movement that was really about integration with Hoxha's Albania." (Foreign Affairs, maj/juni 1999).

Første gang UCK markerer sig, er ved et angreb i maj 1993, hvor to serbiske politifolk dræbes og fem såres. Siden kommer flere angreb, bilbomber og drab af serbiske myndighedspersoner, serbiske postbude, albanske "kollaboratører" og civile serbere, bl.a. serbiske flygtninge, der bliver betragtet som kolonisatorer.

UCK er i begyndelsen organiseret som relativt autonome enheder, og indtil foråret 1998 udgøres befrielseshæren blot af nogle få hundrede mænd, hvis aktioner foregår relativt uafhængigt af hinanden.

Partisanerne anses for at være rene terrorister, ikke bare af de jugoslaviske ledere i Beograd, men også af den amerikanske Balkanudsending, Robert Gelbard, der i februar 1998 direkte udtaler, at UCK "is without any question a terrorist group".

Serberne, der bekæmper UCK med både militær og politi, ser givetvis udtalelsen som udtryk for en amerikansk billigelse af serbiske militæroperationer mod seperatisterne og optrapper kampene. I marts angriber militæret byen Prekaz, hvor 46 kosovoalbanere mister livet, heriblandt Adem Jashari, en af grundlæggerne af UCK. Flere og flere landsbyer beskydes, indtages og nedbrændes.

Donationer fra albanerne, der før gik til Rugovas skyggeadministration, tilflyder nu i stigende grad UCKs Homeland Calling-fond, og serbernes fortsatte jerngreb om provinsen kommer ikke i længden Rugovas fredelige modstand til gode. Vilkårlige arrestationer, politivold og tortur er serbernes svar på Kosovos løsrivelsesbestræbelser, og flere og flere kosovoalbanere føler det nødvendigt at gribe til våben.

Til Hedges udtaler en UCK-rebel: "We are through with these Albanian intellectuals in Pristina, with journalists, diplomats, and everyone else. No one saved our women and children from slaughter. Now it is up to us." (Foreign Affairs, maj/juni 1999).

Nye sanktioner søsættes mod Jugoslavien i april 1998, og USAs Balkanudsending Richard Holbrookes diplomatiske rundrejser resulterer i fredsmøder mellem serbere og kosovoalbanere i Pristina. Men det foregår uden UCK, og konfrontationerne standser ikke.

Robert Gelbard, der tidligere fordømte UCK som skinbarlige terrorister, mener nu, at serberne overreagerer i reaktionen på UCKs aktioner, og at fredsmulighederne er "seriously jeopardised by Belgrade's disproportionate and indiscriminate use of force in response to violence from Albanian extremists" (BBC, 5.6.98). Senere erklærer det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, James Rubin, at USA ikke (længere?) opfatter UCK som en terrororganisation, selv om der kan være grupper i organisationen, der har medvirket til terrorhandlinger.

Milosevic foreslår Kosovos Demokratiske Liga forhandlinger om autonomi for Kosovo inden for Jugoslaviens forbundsrepublik, men Rugova afviser blankt tilbuddet. "Only full independence will do." (BBC, 3.7.98).

I midten af juli mødes Kosovos "parlament" under Rugovas ledelse for første gang, siden Milosevic ophævede provinsens autonomi i 1989. "Parlamentet", der er sammensat efter et illegalt valg i marts 1997, har holdt sine tidligere møder i eksil i Tyskland og bliver i Kosovo afbrudt og forbudt af serbisk politi, der i en pressemeddelelse erklærer, at man har "prevented an attempt to constitute the so-called parliament of the Republic of Kosovo" (BBC, 16.7.98).

UCK anerkender fortsat ikke Rugovas ledelse og fortsætter sin væbnede kamp, som man mener er den eneste vej til at opnå selvstændighed. Hele afdelinger af Kosovos Demokratiske Liga går over til UCK, og på få måneder er de spredte oprørere vokset til en hær på ca. 25.000 mand.

Det anslås, at befrielseshæren kontrollerer ca. 30% af Kosovo, og noget modvilligt udbygges forbindelserne mellem Vesten og UCK, selv om der til stadighed indløber rapporter om, at befrielseshæren også angriber civile serbere. I Vesten er man tydligvis bekymret over UCKs voksende styrke, der sker på bekostning af Rugovas indflydelse, og den amerikanske Balkanudsending, Robert Gelbard understreger, at man kan afbryde UCKs forsyningslinjer, hvis ikke partisanerne udviser forhandlingsvillighed.

Eftersom man næppe ønsker at sende et signal til det øvrige Europa om, at Vesten bistår kosovoalbanernes løsrivelsesbestræbelser, mens man selv fastholder en politik, der umuliggør noget sådant for f.eks. kurdere i Tyrkiet, baskere i Spanien, etniske-albanere i Makedonien eller katolikker i Nordirland, finder hverken UCK eller Rugova nogen støtte i Vesten til ønsket om selvstændighed. Vesten kræver i den henseende blot en tilbagevenden til situationen før 1989, således at Kosovo får sin autonomi tilbage, men forbliver en del af Jugoslavien.

I midten af juli indleder serberne en månedlang militær offensiv og får atter overtaget i næsten alle de områder, der hidtil har været under UCKs kontrol. I titusindvis af kosovoalbanere flygter fra kampområderne sommeren igennem, og serberne jævner talrige landsbyer med jorden, især i nærheden af den albanske grænse (UCK får først og fremmest sine våben gennem Albanien, hvor der også er oprettet træningslejre).

I september vedtager FNs Sikkerhedsråd en resolution, der kræver våbenhvile i Kosovo, men den har ingen effekt, og kampene fortsætter. NATO kan dog ikke få FNs Sikkerhedsråd til at sanktionere brugen af magt, men forbereder sig alligevel på at bombe serberne, og stiller dem over for et ultimatum: Hvis ikke I trækker jeres styrker ud af Kosovo, erklærer våbenhvile og tillader internationale observatører i provinsen, vil NATO-fly gå på vingerne og bombe.

Med bombetruslen hængende over hovedet indvilliger Milosevic under sidste-øjebliks-forhandlinger med Holbrooke den 13. oktober i en aftale, der bl.a. tillader 2.000 ubevæbnede OSCE-observatører at komme ind i Kosovo, hvor de skal kontrollere overholdelsen af våbenhvilen.

UCK skriver dog ikke under på noget, og er heller ikke omfattet af NATOs bombetrusler.

UCK ser således utvivlsomt oktober-aftalen som en sejr, der placerer NATOs militærapparat på deres side. Da åget fra det serbiske militær efter nogle ugers tøven letter, kan partisanerne få tilført nye våben og overtager hurtigt kontrollen over de områder i Kosovo, som det serbiske militær modvilligt trækker sig ud af.

Kosovo-analytikeren James Lyon fra International Crisis Group siger bl.a.: "UCK kunne bagefter stille og roligt indtage de positioner, som de serbiske styrker måtte forlade - og med god ret: De var ikke forpligtet af nogen underskrift." (Information, 22.5.99).

USA beskylder i de følgende måneder både serbere og kosovoalbanere for at bringe våbenhvilen i fare under fortsatte kampe, bl.a. efter at UCK den 15. december skyder og sårer syv gæster på en serbisk café i byen Pec og i begyndelsen af januar bortfører otte serbiske soldater.

Situationen er generelt ustabil, og i midten af januar brister den sidste tiltro til våbenhvilen, da OSCE-observatører finder ca. 45 dræbte kosovoalbanere i byen Racak, omkring halvdelen i en grøft. OSCE-observatørernes chef, den tidligere amerikanske ambassadør fra El Salvador, William Walker konkluderer på stedet, at der har været tale om en regulær massakre udført af serbisk politi mod civilie landsbybeboere.

Af alle enkeltstående episoder er det utvivlsomt "massakren i Racak", der mere end nogen anden begivenhed politisk muliggør og moralsk retfærdiggør NATOs luftbombardement to måneder senere.

5. Racak

Det er et problem for de kræfter, der presser mest på for at indsætte vestligt militær mod serberne i Kosovo, at ingen af de involverede kosovoalbanere, hverken UCK eller Ibrahim Rugovas parti, Kosovos Demokratiske Liga, ønsker andet end fuldstændig uafhængighed for Kosovo - og at disse parter oven i købet har et særdeles problematisk forhold til hinanden.

Vesten er dermed i den specielle situation, at der i forhold til planerne om Kosovos fremtid for så vidt er mindre afstand til hovedmodstanderen, Serbien end til UCK og Rugova, idet både Serbien og Vesten umiddelbart afviser alle planer om Kosovos selvstændighed. Milosevic har oven i købet tidligere tilbudt forhandlinger om provinsens autonomi inden for Jugoslavien - det mål, som også Vesten tilstræber.

Politisk er det dermed stadig væk ikke helt uproblematisk at forklare og retfærdiggøre formålet med en eventuel bombning af serberne. Og det lettes ikke af, at en række af UCKs aktioner falder i samme kategori, som Vesten sædvanligvis fordømmer som "terrorisme", hvorfor serbernes brutale fremfærd i Kosovo trods alt er svær at fremstille som andet end del af et komplekst og relativt grumset billede, både politisk og moralsk.

Disse vanskeligheder fortoner sig imidlertid helt, da "massakren i Racak" i ekstrem grad forstærker emfasen på serberne i skurkerollen. 45 civile landsbybeboere koldblodigt henrettet af serbisk politi, hedder det med henvisning til OSCE-observatørernes chef, William Walker.

Walker ankommer til Racak ved middagstid den 16. januar, og på baggrund af kosovoalbanske vidneudsagn konkluderer han på stedet, at der er tale om "a crime against humanity", og at de skyldige i massakren "was the Serbian police" (BBC, 19.1.99).

De kosovoalbanske vidner beretter om maskerede serbiske politifolk, der ankommer omkr. kl. 12 dagen forinden og sparker dørene ind, tvinger mændene bort fra deres familier og koldblodigt henretter dem i udkanten af landsbyen. Flere af landsbybeboerne skulle endog være blevet tortureret og mishandlet før deres henrettelse; endvidere tilføjes det, at serberne sang, mens de udførte deres misgerninger.

"Massakren i Racak" er topnyhed i medier verden over, og USA søger at få sine vestlige allierede overbevist om nødvendigheden af at indsætte NATO-fly mod serberne.

I Beograd hævder man ikke desto mindre, at ofrene var "terrorister" fra UCK, dræbt i kamphandlinger med serbisk politi, og at ligene efterfølgende er blevet samlet sammen af UCK, afført deres uniformer og iført civile klæder for at få det til at ligne en massakre. Serberne afviser en international undersøgelse af episoden, og den amerikanske ambassadør, William Walker bliver med 48 timers varsel udvist af Jugoslavien.

Walker nægter imidlertid at rejse, og Beograd trækker efter internationalt pres sin udvisning tilbage.

Den 17. og 18. januar har serberne atter beskudt Racak med tungt artilleri, og efterfølgende bragt ligene af de dræbte kosovoalbanere fra moskeen i Racak til Pristina, hvor de er blevet obduceret af jugoslaviske og hviderussiske retsmedicenere. Her fastslås det, at der ikke er bevis for, at serbisk politi stod bag drabene, eller at de serbiske myndigheders fremstilling af sagen er ukorrekt.

I Wien fordømmer USAs OSCE-ambassadør, David Johnson serbernes fremstilling af episoden som "a scandalous attempt to present the cold-blooded slaughter and mutilation of civilians as a military operation against terrorists." (New York Times, 19.1.99).

Siden kommer nye oplysninger frem i Washington Post, der den 28.1. meddeler, at det af aflyttede telefonsamtaler mellem det serbiske indenrigsministerium og den lokale politimester bl.a. fremgår, at sikkerhedsstyrkerne fik besked på at "go in heavy" i Racak.

Den 29. januar offentliggør Human Rights Watch sin egen undersøgelse, der er baseret på interviews med kosovoalbanske vidner og journalister, der kom til byen dagen efter episoden: "Human Rights Watch today categorically rejected Yugoslav government claims that the victims of the January 15 attack on Racak were either Kosovo Liberation Army soldiers killed in combat, or civilians caught in crossfire."

Først en uge efter episoden har finske retsmedicinere under ledelse af Helena Ranta fået adgang til at undersøge de dræbte kosovoalbanere i en officiel EU-undersøgelse. På det tidspunkt er ligene alt andet end uberørte og har som nævnt også været udsat for en tidligere obduktion. Ifølge lægeholdets talsmand, Juha Ottman forventes obduktionsprocessen afsluttet den 27. eller 28. januar (Kilde: AFP, 25.1.99). Ifølge Washington Post den 28.1. afsluttes undersøgelserne samme dag, "and the Finnish pathologists say their final report will be ready by next week."

Imidlertid varer det næsten to måneder, før offentligheden igen hører noget til undersøgelsen den 17. marts.

Helena Ranta konkluderer ifølge den internationale presses gengivelser fra pressekonferencen den 16. marts bl.a. følgende:

1) at der var flere ældre mænd og en kvinde blandt ofrene, som alle bar civile klæder, 2) at alle var dræbt ved flere skud, en var skudt helt op til 30 gange, og at 22 sandsynligvis blev skudt og dræbt på det sted, hvor de blev fundet, dvs. i kløften ved Racak, 3) at der ikke har været tale om kamphandlinger, 4) at ofrene ikke selv havde affyret våben, 5) at skudhuller i ligene passede med hullerne i de dødes civile klæder, hvorfor der må være tale om civile og ikke dræbte UCK-soldater 6) at der ikke er tegn på nogen post-mortem-manipulation med ligene, 7) at en tidligere undersøgelse efter fundet af ligene er upålidelig, eftersom området med de dræbte ikke havde været forseglet, og andre derfor kunne have haft adgang til ligene.

Tilsyneladende er der kun et enkelt punkt, der taler imod OSCEs fremstilling af sagen: "... findings cast doubt on the assertion of some Western officials, including Walker, that the bodies had been deliberately mutilated by government troops." (Washnington Post, 17.3.).

"This is a crime against humanity," konstaterer Ranta på pressekonferencen - og gentager dermed ordret Walkers ord to måneder tidligere - men hun afviser at undersøgelsen i sig selv kan placere ansvaret for, hvem der har dræbt kosovoalbanerne.

Rantas fremstilling præsenteres i alle internationale medier som en klar ratificering af Walkers version to måneder tidligere, selv om ordet "massakre" ikke anvendes og intet ansvar placeres. New York Times skriver f.eks. den 18.3., at "the report sharply contradicts" den officielle serbiske version af episoden.

Dermed skulle der ikke være nogen tvivl længere - hvis der nogen sinde har været det fra andre end serbernes side.

Men det har der faktisk.

Den 20. og 21. januar udtrykker de franske aviser Le Figaro, Le Monde og Liberation alvorlig tvivl om William Walkers hurtige dom over episoden i Racak den 15. januar. En række detaljer synes at problematisere det entydige billede af, at serbisk politi virkelig skulle have udført en koldblodig massakre på 45 civile landsbyboere.

Ifølge de franske aviser forløber døgnet med den påståede massakre omtrent således:

Den 15. januar kl. 8.30 inviterer serbisk politi et serbisk TV-hold fra det amerikanske Associated Press Television til at filme en forestående politiaktion i Racak, hvor UCK-soldater holder til. Også OSCE bliver varskoet. Kl. 10.30 udsender politiet sin første pressemeddelelse, der fortæller, at man har omringet Racak med det formål at arrestere medlemmer af en terroristgruppe, som en uge forinden har dræbt en serbisk politibetjent. Kl. 15 udsender politiet atter en pressemeddelelse, der denne gang oplyser, at femten UCK-terrorister er blevet dræbt under kampe ved Racak, samt at en del våben er blevet erobret. Da sikkerhedsstyrkerne forlader Racak en halv time senere sammen med APTV, har de konfiskeret et tungt maskingevær, nogle rifler og 30 kinesisk fremstillede kalashnikovgeværer (dagen efter omtaler en ny pressemeddelelse fra serbisk politi aktionen som en "succes" og angiver, at der er dusinvis af faldne UCK-soldater).

Kl. 16.40 kører en fransk journalist gennem Racak og møder tre køretøjer fra OSCE, der leder efter eventuelle civile dræbte og taler afslappet med tre midaldrende kosovoalbanere. Kl. 18 vender journalisten tilbage til landsbyen og bemærker, at OSCE-observatørerne evakuerer to ældre mænd og to kvinder, der er lettere såret. Observatørerne fortæller, at de ikke er i stand til at vurdere tabstallet, men nævner ellers intet af betydning og giver ikke udtryk for nogen usædvanlig bekymring over situationen.

Da journalisterne og observatørerne forlader Racak, varer det over 12 timer, før de vender tilbage den følgende morgen. Landsbyen er imellemtiden atter blevet overtaget af bevæbnede UCK-soldater, der dirigerer dem direkte til en kløft, hvor der ligger ca. 20 lig. Rundt omkring finder de yderligere dræbte kosovoalbanere - og Walker konkluderer på baggrund af kosovoalbanske vidneudsagn, at der er tale om en massakre udført af serbiske sikkerhedsstyrker.

Vidneudsagnene problematiseres imidlertid af den franske journalists tilstedeværelse såvel som af udsagn fra journalister, der har set APTVs billeder af en tom landsby med serbiske sikkerhedsstyrker under beskydning. En udenlandsk observatør, som siger, at han har været i Racak omkring kl. 17 om fredagen, men ønsker at være anonym, har endvidere fortalt det franske nyhedsbureau AFP, at han ikke bemærkede noget særligt i byen.

Serberne har altså ifølge disse oplysninger tilsyneladende ikke separeret mænd fra deres familier, da næsten ingen var til stede i Racak, men er derimod straks blevet beskudt af UCK-soldater fra skoven over landsbyen. Kampene tilspidsedes i skoven, og AP-journalisterne forstod, at UCK-soldaterne var omringet, men at det lykkedes en snes af dem at kæmpe sig ud, hvilket også serbisk politi indrømmede.

Da den franske journalist var i Racak, efter serbisk politi havde forladt byen, var der ingen kvinder, der klagede over, at deres mænd brutalt var taget fra dem, og hverken OSCE-observatørerne eller de kosovoalbanere, som observatørerne talte afslappet med, har tilsyneladende sagt noget om nogen massakre eller opdaget følgerne af en sådan, til trods for de mange lig, der blev fundet dagen efter.

Franske medlemmer af OSCE-missionen kender imidlertid ikke noget til, at OSCE skulle have været inde i Racak om fredagen, kun at der var observatører i området - selv om to kilder uafhængigt af hinanden oplyser til de franske aviser, at OSCE tydeligvis var i byen.

Intet af det, der er blevet observeret om fredagen umiddelbart under og efter serbisk politis tilstedeværelse harmonerer altså med udtalelserne fra de vidner, som Walker taler med, lige så lidt som med de vidneudsagn Human Rights Watch dage senere indsamler.

Ifølge Liberation var det endvidere de samme 2-3 kosovoalbanere, der blev interviewet af næsten alle medier umiddelbart efter episoden, og mange forhold ved de kosovoalbanske vidneudsagn burde i hvert fald give anledning til undren.

Hvorfor skulle serberne være så interesseret i journalisternes og observatørernes tilstedeværelse, imens de udfører en grusomhed, som af indlysende grunde vil føre til voldsom international fordømmelse? Hvorfor blev der fundet så få patronhylstre og så lidt blod rundt om ligene i kløften? Hvorfor skjuler serberne ikke ofrene for deres massakre, men lader dem ligge, hvor UCK, OSCE og journalisterne ikke kan undgå at falde over dem?

Disse spørgsmål trænger ikke igennem i det internationale mediebillede - afgørelsen er faldet. Walkers stempling af episoden som en massakre begået af serbisk politi tages for givet og afkræftes ikke af Human Rights Watch og Helena Ranta.

Også Washington Posts historie om telefonaflytningerne, der afslører serbernes planlæging af massakren, er ukritisk gået verden rundt.

Men i avisens fremlægning af historien, er der så godt som ingen konkrete oplysninger, og heller ingen båndoptagelser præsenteres. Tilsyneladende har politiet fået besked på at "go in heavy", men det er jo ikke ensbetydende med en massakre på civile.

Oplysningerne tilskrives anonyme kilder, "Western sources familiar with the intercepts" og "one source familiar with the phone calls", men der er kun ét eneste konkret citat: politiet beordres at "go in heavy". På intet tidspunkt sammenlignes heller oplysningerne med kilderne i de franske aviser - de nævnes ikke med et ord.

Lyver Washington Posts kilder? Lyver de franske avisers kilder - kameraholdet fra APTV og de to franske journalister? Lyver kosovoalbanerne? Lyver OSCE eller serbisk politi? Har serbisk politi koldblodigt henrettet civile, ubevæbnede kosovoalbanere, eller har de dræbt UCK-soldater i regulære kamphandlinger, der har fanget civile i krydsilden, hvorefter UCK har manipuleret ligene, så de fremstår som henrettede civile?

Sammenholdes de forskellige oplysninger fra de franske aviser med de konklusioner, der fremlægges af Ranta, bliver billedet heller ikke klarere.

1) At der var ældre mænd og en enkelt kvinde blandt de dræbte umuliggør ikke, at de enten har deltaget i kampene eller er blevet fanget i krydsilden, ligesom det, at de ikke bar UCK-uniformer i sig selv betyder, at de ikke kan have gjort det, da de blev dræbt. 2) At der kun blev fundet få patronhylstre og lidt blod ved ligene i kløften, problematiserer Rantas konklusion om, at 22 af de dræbte, er skudt i kløften, eftersom de alle er dræbt ved flere skud, en enkelt op til 30 skud. 3) Rantas erklæring om, at der ikke har været tale om kamphandlinger, harmonerer heller ikke med APTVs billeder eller vidneudsagn refereret af Le Figaro og Le Monde. 4) At ofrene sandsynligvis ikke selv havde affyret våben, og 5) at skudhuller i ligene passede til hullerne i de civile klæder, som de døde bar, er til gengæld de stærkeste belæg for, at serberne vitterlig har henrettet civile. 6) At der ikke skulle være tegn på nogen post-mortem manipulation med ligene synes imidlertid som en påfaldende skråsikker konstatering, der står i kontrast til Rantas egen afvisning af den tidligere undersøgelse af ligene med den begrundelse 7), at området med de dræbte ikke havde været forseglet.

Reelt udgør punkt 4 og 5 de eneste virkelig klare tegn på, at serberne har dræbt civile, mens punkt 6 og 7 til gengæld synes at svække undersøgelsens generelle pålidelighed. Hvis en tidligere undersøgelse er mere end tvivlsom, fordi der ikke var garanti for, at ligene var uberørte, er Rantas egen undersøgelse mindst lige så tvivlsom, eftersom den først finder sted endnu senere, da ligene er flyttet mindst to gange (fra fundstedet til moskeen, og fra moskeen til lighuset i Pristina). Rantas oplysninger forklarer heller ikke, hvor de otte UCK-soldater, som ifølge albanerne blev dræbt, er blevet af? Hvis alle de dræbte var uden uniformer og er dræbt i det tøj, de blev fundet i, så har UCK-soldater været klædt i civilt tøj, eller også er i det mindste otte blevet iført civile klæder efter deres død.

Givet de oplysninger, der har været tilgængelige i pressen, er det ud fra enhver almindelig kritisk betragtning ganske enkelt umuligt at komme til nogen entydig konklusion. Ikke desto mindre har den internationale presse og de vestlige politikere uden det allermindste forbehold dømt serberne skyldige i "massakren i Racak".

Udover de modstridende vidneudsagn og de ikke lige konsistente konklusioner i Rantas fremstilling, er en væsentlig indvending mod skråsikkerheden i denne dom fortsat spørgsmålet om, hvorfor serberne i givet fald ikke skulle have gjort alt for at skjule ligene efter massakren, men i stedet har lagt resultaterne af deres egen grusomhed så ualmindelig åbenlyst til rette for UCK, OSCE og den internationale presse?

En nøgleperson er selvfølgelig OSCE-missionens leder, William Walker, der, fra han ankommer til Racak, ikke er et sekund i tvivl om sagens rette sammenhæng. Heller ikke da han gentager sin opfattelse i et BBC-program den 31.1.: "All the evidence that you looked at on the ground showed those people had died where they fell (...) I talked to some of the villagers who had so recently experienced this horror and everything just came together. There has been no contradictory evidence since the event."

Han henviser til, at han heller ikke er ene om sin vurdering: "A lot of people have been examining it - journalists, other people from my team, other people from outside - and to date there is absolutely nothing that contradicts what I said about it. I have absolutely no doubt that what I said is accurate. Absolutely accurate."

Serbernes tillid til Walker, OSCE eller det internationale samfunds generelle upartiskhed kan dog ligge på et meget lille sted.

Men er der grund til en sådan mistillid?

En samtidig skandale blandt våbeninspektørerne i det på overfladen neutrale og uafhængige UNSCOM giver i det mindste ikke anledning til voldsom tillid til "internationale observatører".

Da Walker eksponerer "massakren i Racak" i den internationale presse, er det således kun et par uger siden, at det kom frem bl.a. i Washington Post, at unavngivne kilder i FN bekræfter spionagebeskyldninger mod Richard Butlers våbeninspektionshold, UNSCOM (siden konstaterer Washington Post den 2.3.99, at amerikansk efterretningstjeneste "infiltrated agents" i UNSCOM tre år tilbage, og BBC den 23.3.99, at UNSCOM har været "infiltrated and fatally compromised" siden 1996 i klar modstrid med UNSCOMs mandat).

William Walker er ikke Richard Butler, men han har sin baggrund i lang og tro tjeneste som amerikansk diplomat i det amerikanske udenrigsministerium, hvor han bl.a. har været involveret i USAs engagement i El Salvador, Honduras og Nicaragua. Og om sin sammensætningen af det neutrale, internationale OSCE-observatørhold i Kosovo udtaler han på en pressekonference den 8.1., kort tid inden Racak: "Sizable numbers have military backgrounds; a lesser number, but also a sizable number, have police backgrounds." Direkte adspurgt, om hans Kosovo-team skal drive spionage ligesom UNSCOM i Irak, svarer han: "I hope everyone on my mission is trying to gather as much intelligence as they possibly can."

At Beograds tiltro til OSCEs upartiskhed er lige så kølig som begejstringen for Walker, kan ikke komme bag på nogen - og er i det mindste ikke ubegrundet.

Hvorom alting er; sandheden om, hvad der skete i Racak den 15.-16. januar 1999, er bestemt ikke entydig.

Tilbage står så blot, at episoden repræsenterer en klar fordel for USAs linje over for serberne og bliver et altafgørende vendepunkt for NATO, hvis militære indgriben nu rykker et stort skridt nærmere. "A reconstruction of decisionmaking in Washington and Brussels, where NATO is headquartered, suggests that Racak transformed the West's Balkan policy as singular events seldom do," skriver Washington Post den 18.4.99.

Samtidig bringer Racak selvfølgelig også i høj grad UCK i centrum af begivenhederne på den internationale scene.

UCK er den voksende magtfaktor blandt kosovoalbanerne, mens Ibrahim Rugova og hans parti klart er den vigende. NATO foretrækker stadig væk at bygge en længerevarende løsning på Rugovas parti fremfor en uforudsigelig partisanbevægelse, selv om den opnår en stadig fastere organisation.

Da fredsforhandlinger iværksættes i februar 1999, kommer man i modsætning til under forhandlingerne om oktober-aftalen ikke uden om også at inddrage UCK.

6. Rambouillet

Den 6. februar indledes forhandlinger på det franske slot Rambouillet om en politisk løsning på krisen i Kosovo mellem jugoslaviske og kosovoalbanske delegationer. Delegationerne møder aldrig hinanden, men forhandler gennem mæglere fra den såkaldte Kontaktgruppe, der består af landene USA, Rusland, Frankrig, Italien, England og Tyskland.

USA har tilsyneladende sin egen dagsorden.

Professor i international politik ved universitetet i Beograd, Predag Simic deltog i den jugoslaviske delegation og oplevede amerikanernes styring af fredskonferencen: "... USA [pressede] fra den første dag mere på for at forhandle, hvordan aftalen skulle implementeres, end for at opnå enighed om den egentlige politiske aftale. Vi fik det indtryk, at den eneste ting, USA var interesseret i, var at udstationere styrker i Kosovo." (Information, 22.5.).

Den tidligere USA-ambassadør, Morton Abramowitz, der var politisk rådgiver for den albanske delegation, siger, at der var tale om at stille serberne over for et ultimatum: "Vores hensigt var at få UCK-folkene til at acceptere vores plan og stille Milosevic over for et ultimatum." (Information, 10.4.) Han indrømmer, at der ikke var tale om at føre reelle forhandlinger: "Resultatet var, at vi aldrig rigtig forhandlede. Kontaktgruppen tryglede blot UCK om at skrive under, så vi kunne lægge pres på Milosevic."

Udtalelsen er nærmest sensationel i sin afslørende relevans for en forståelse af forhandlingsforløbet og krisens udvikling, men er fortsat ubemærket af politikere og kommentatorer.

Amerikanerne ønsker fremfor alt en svært bevæbnet NATO-styrke indsat i Kosovo, mens serberne ikke vil acceptere udenlandsk militær i Serbien.

Alligevel lykkes det efter små to ugers forhandlinger at spore fremskridt og tilnærmelser serberne og kosovoalbanerne imellem. Den 20. februar rapporterer det russiske nyhedsbureau ITAR-TASS og det franske Agencie Francais Presse, at der er tegn på, at den serbiske delegation er villig til at acceptere en international FN- eller OSCE-styrke.

USA er imidlertid ubøjelig på dette punkt. Den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright udtaler den 21. februar til CNN: "The United States position is that it has to be a NATO-led force. That is the basis of our participation in it."

Professor Predag Simic mener, at man nærmede sig en aftale fredag den 19. februar, men at Albright, der ankom til Rambouillet dagen efter, umuliggjorde en videre fredsproces: "Fredag var der opnået enighed om 70 procent af aftalens tekster, og vi fik at vide af Rusland og Frankrig, at fredag var dagen til at sige ja. For lørdag ankom Albright, og konferencen tog en helt anden drejning. Her begik den jugoslaviske delegation den fejl ikke at slå til - så ville meget have udviklet sig anderledes. Da Albright kom, havde den amerikanske mægler pludselig ændringsforslag til 65 ud af aftalens 82 sider. Vi afviste, og et vigtigt momentum gik tabt." (Information, 22.5.).

Få dage efter ender 17 dages fredskonference uden en underskreven aftale fra hverken serbernes eller kosovoalbanernes side.

Den 15.-18. marts genoptages forhandlingerne i Paris. Et par dage forinden afviser Albright atter enhver aftale, der ikke indebærer en militær NATO-styrke i Kosovo: "The Serbs have been acting as if there are two documents but they can't pick and choose. There is no way to have the political document without the implementation force that has to be NATO-led (...) If they are not willing to engage on the military and police chapters, there is no agreement." (AGP, 13.3.).

Midt under forhandlingerne kommer Helena Rantas erklæring om "massakren i Racak". Ikke et upassende tidspunkt for Vestens marginalisering af serbernes position - i hvert fald har rapporten ikke ligefrem virket som en katalysator for serbernes forhandlingsvillighed eller tillid. Det er da mildest talt næppe heller en sandsynlig vurdering, BBC refererer den 17.3.: "Jacky Rowland, a BBC correspondent in Pristina, said Dr Ranta's team were keen not to say anything inflammatory which might disrupt the peace talks."

Fremlæggelsesdagen bliver ikke mindre besynderlig af, at Rantas hold har færdiggjort deres obduktioner allerede i slutningen af januar ifølge deres talsmand Juha Ottman. Rapporten skulle imidlertid have "cirkuleret rundt længe, før man fandt ud af at offentliggøre den" (Politiken, 17.3.99).

Ikke meget kunne have forstærket serbernes modvilje mere end Rantas erklæring, der klart underkender serbernes fremstilling af hændelserne i Racak, men som vi har set, på baggrund af hvilken de talrige modstridende oplysninger ikke afklares, og en endegyldig konklusion fortsat må siges at være tvivlsom.

Serberne afviser at underskrive i Paris, men denne gang lykkes det imidlertid at overtale kosovoalbanerne til at skrive under på den aftale, der bliver kendt som Rambouillet-aftalen.

Rambouillet-aftalen (der er offentliggjort af det amerikanske udenrigsministerium: www.state.gov/www/regions/eur/ksvo_rambouillet_text.html) indebærer en indstilling af krigshandlingerne i provinsen, en tilbagetrækning af jugoslaviske forbundstropper, en fri tilbagevenden af fordrevne og flygtede kosovoalbanere til deres hjem, samt selvstyre i Kosovo inden for rammerne af den jugoslaviske forbundsrepublik.

Et internationalt møde skal efter tre år afgøre Kosovos endelige status "on the basis of the will of the people, opinions of relevant authorities, each Party's efforts regarding the implementation of this Agreement, and the Helsinki Final Act ..." (kapitel 8, artikel I). Kosovoalbanerne kan her se en mulighed, men ikke en garanti for, at provinsen i sidste ende kan blive en selvstændig stat. Men formuleringen er for vag til at kunne tolkes som et løfte om den folkeafstemning om provinsens fremtid, som UCK håber på, da en majoritet på 90% albanere med altovervejende sandsynlighed ville stemme for selvstændighed.

Aftalen sikrer endvidere, at der i Kosovo skal åbnes op for "free market principles" (kapitel 4, artikel I), selv om man skulle tro, at en sådan stadfæstelse griber noget ind i ellers irrelevante aspekter af Jugoslaviens økonomiske politik såvel som Kosovos selvstyre.

Men som altid er økonomiske interesser en vigtig del af krig. I Kosovo ligger f.eks. Jugoslaviens statsejede Trepca-minekompleks, som allerede for et år siden af New York Times blev kaldt "a war's glittering prize" (8.7.98), med en anslået værdi af mindst 5 millliarder dollars, takket være rige forekomster af guld, sølv, bly, zink og kadmium. Desuden anslås der at være ikke mindre end 17 milliarder tons kulreserver. Til sammenligning kan det nævnes, at Danmarks samlede forbrug af kul til el og varme ifølge dansk elforsyningsstatistik i 1998 var på 8,7 millioner tons, dvs. Kosovos kulreserver skulle kunne forsyne Danmark i ikke mindre end to tusind år ...

Få har imidlertid undret sig over, hvorfor en "fredsaftale" indeholder krav om "free market principles" i Kosovo (kapitel 4, artikel I), hvis det, der ligger Vesten på sinde, alene er at bringe undertrykkelsen af kosovoalbanerne til ophør.

Endnu mere iøjnefaldende bliver det, når aftalen i samme kapitels anden artikel understreger, at parterne "agree to reallocate ownership and ressources" (forf. fremhævelse) inden for bl.a. "government-owned assets (including educational institutions, hospitals, natural resources, and production facilities) ..." og - for at få det hele med - inden for "any other matters relating to economic relations between the Parties not covered by this Agreement".

Endvidere skal nedsættes en "Claim Settlement Commission" (CSC), som skal afgøre alle eventuelle problemer vedrørende denne genfordeling af ejerskaber og ressourcer. Herom hedder det: "The CSC shall consist of three experts designated by Kosovo, three experts designated jointly by the Federal Republic of Yugoslavia and the Republic of Serbia, and three independent experts designated by the CIM." (CIM er "Chief of the Implementation Mission", dvs. en NATO-kommandant).

Genfordelingen af Kosovos ressourcer skal altså afgøres af en kommission på ni medlemmer, hvoraf NATO udpeger de tre, der er tungen på vægtskålen mellem serberne og kosovoalbanerne - alle afgørelser skal foretages "by majority vote".

Dermed er åbnet, ja næsten garanteret en adgang for internationale firmaer til udnyttelsen af Kosovos ressourcer, og de statsejede miner er reelt taget ud af hænderne på Jugoslavien, hvis økonomi i forvejen er nærmest ikke-eksisterende. Hvad dette har at gøre med en militæroperation, der udadtil hævdes alene at skulle sikre kosovoalbanere mod serbisk undertrykkelse og fordrivelse, er NATO aldrig blevet bedt om at forklare.

Endvidere hedder det i Rambouillet-aftalen: "NATO will establish and deploy a force (hereinafter 'KFOR') which may be composed of ground, air, and maritime units from NATO and non-NATO nations, operating under the authority and subject to the direction and the political control of the North Atlantic Council (NAC) through the NATO chain of command." (kapitel 7, artikel I).

Styrkens øverstbefalende skal være hævet over enhver anden myndighed og udgøre "the final authority in theater regarding interpretation of this Chapter and his determinations are binding on all Parties and persons." (kapitel 7, artikel XV).

Kosovos umiddelbare skæbne er ifølge Rambouillet-aftalen altså hverken selvstændighed eller autonomi inden for Jugoslavien, men et protektorat underlagt NATO. At NATO-styrken reelt er en form for besættelsesmagt ikke kun i Kosovo-provinsen, men i hele Jugoslavien, bliver tilmed klart i aftalens appendiks B, hvor det bl.a. hedder: "NATO shall be immune from all legal process, whether civil, administrative, or criminal. NATO personnel, under all circumstances and at all times, shall be immune from the Parties' jurisdiction in respect of any civil, administrative, criminal, or disciplinary offenses which may be committed by them in the FRY [Den Jugoslaviske Forbundsrepublik]." (Appendiks B, afsnit 6).

Det fastslås desuden, at NATO skal kunne færdes frit over hele Jugoslavien: "NATO personnel shall enjoy, together with their vehicles, vessels, aircraft, and equipment, free and unrestricted passage and unimpeded access throughout the FRY including associated airspace and territorial waters." (Appendiks B, afsnit 8).

Rambouillet-aftalen indeholder ingen bemærkninger om UCK, og den indeholder ingen oplysninger om, hvornår NATO-styrken skal trækkes ud - den er alene vendt mod serberne.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger kritiserer forhandlingsforløbet såvel som aftalen i en artikel i Newsweek: "Conducting a negotiation based on an agreement drafted entirely in foreign chancelleries and seeking to impose it by the threat of air bombardment has only exacerbated the crisis in Kosovo. (...) The Serbs have rejected the Rambouillet agreement because they see in it a prelude to independence for Kosovo. They also see the presence of NATO troops as the sort of foreign occupation Serbia has historically resisted against the Ottoman and Austrian empires, Hitler and Stalin." (5.4.99).

Det er da også især indsættelsen af en NATO-styrke med uindskrænkede magtbeføjelser i hele Jugoslavien, som serberne ikke vil acceptere. De er ikke afvisende over for en international tilstedeværelse, så længe der ikke er tale om en militær besættelse, og så længe den ikke er under NATOs kommando, og efter forhandlingssammenbruddet protesterer de imod, at OSCE-observatørerne trækkes ud af Kosovo.

I en tale understreger Clinton, at serberne alene bærer ansvaret for forhandlingssammenbruddet i Paris: "... now only President Milosevic stands in the way of peace".

Det er en opfattelse, som ikke bare Clinton og de øvrige NATO-ledere, men også de vestlige medier gentager utallige gange før og under det følgende luftbombardement.

I Clintons tale mindes offentligheden atter om "massakren i Racak", hvis tvivlsomme hændelsesforløb nu elaboreres i minutiøs detalje: "We should remember what happened in the village of Racak back in January - innocent men, women, and children taken from their homes to a gully, forced to kneel in the dirt, sprayed with gunfire, not because of anything they had done, but because of who they were." (New York Times, 20.3.99).

Præsident Clinton afslutter sin tale med ordene: "I would give anything to be here talking about something else today. But a part of my responsibility is to try to leave to my successors and to our country in the 21st century an environment in Europe that is stable, humane and secure. It will be a big part of America's future."

A big part of America's future.

I mellemtiden står 400 NATO-fly parat til at bombe Jugoslavien, hvert øjeblik det skal være.

Alliancen nærmer sig sit 50 års jubilæum, og flere tidligere østlande står på spring for at komme med - på Balkan er Serbien det eneste land, der ikke har søgt om optagelse i alliancen. Så sent som den 12. marts er NATO blevet udvidet med tre nye medlemmer, Polen, Ungarn og Tjekkiet, og tæller nu nitten nationer.

Den 22. marts mødes den amerikanske Balkanudsending, Richard Holbrooke en sidste gang med Milosevic i Beograd, men mødet ender resultatløst.

Den 23. marts vedtager det serbiske parlament imidlertid en resolution, ifølge hvilken serberne fortsat afviser tilstedeværelsen af en militær besættelsesstyrke fra NATO, men er villige til at "examine the character and extent of an international presence in Kosovo" og er parate til at arbejde "toward the reaching of a political agreement on a wide-ranging autonomy for Kosovo and Metohija, with the securing of a full equality of all citizens and ethnic communities ...".

Resolutionen kommenteres ikke af NATO og nævnes stort set ikke en eneste gang i den vestlige presse.

Holbrooke konkluderer derimod samme dag ifølge BBC: "... we attempted without notable success to make clear that a NATO-led force is the best way to keep Albanians and Serbs from killing each other".

I det britiske parlament siger premierminister Tony Blair, også ifølge BBC, at en militær aktion kan "save thousands of innocent men, women and children from humanitarian catastrophe, from death and ethnic cleansing by a brutal dictatorship".

Ingen er i tvivl om, hvad det næste skridt er.

7. NATOs luftbombardement

Den 24. marts indleder NATO et massivt bombeangreb mod Jugoslavien. I en erklæring samme dag gør Tony Blair det til luftangrebets eneste fomål at forhindre Milosevics overgreb mod kosovoalbanerne: "We are taking this action for one very simple reason: to damage Serb forces sufficiently to prevent Milosevic from continuing to perpetrate his vile oppression against the Kosovo Albanian people."

Offentligheden kan ikke undgå at få det indtryk af politikerne fra NATO, at bombardementet skal forhindre og alene skal forhindre en etnisk udrensning af kosovoalbanerne.

NATOs øverstkommanderende, general Wesley Clark afviser imidlertid kategorisk denne udlægning. I en BBC-udsendelse understreger han om flyaktionen: "It was not designed as a means of blocking serb ethnic cleansing. It was not designed as a way of waging war against the serb and mob forces in Kosovo in any way. There was never any intention to do that. That was not the idea." (Vist i DR den 26.4.).

Ingen vestlige politikere bliver konfronteret med Clarks udtalelse - som han ikke fandt anledning til at bemærke før luftbombardementet. Serbernes etniske udrensning bliver i offentligheden stående som den primære baggrund for legitimeringen af luftangrebet, og ingen betvivler denne legitimering.

IALANA (International Association of Lawyers Against Nuclear Arms) dokumenterer imidlertid i flere tyske dagblade den 23.-24.4., at efterretninger fra Udenrigsministeriet i Tyskland og dokumenter fra tyske domstole afviser, at der er tale om en etnisk udrensning i Kosovo, så sent som en uge før NATO indleder luftbombardementet.

I efterretninger fra Udenrigsministeriet til retten i Trier fra den 12. januar hedder det bl.a.: "Eine explizit an die albanische Volkszugehörigkeit anknüpfende politische Verfolgung ist auch im Kosovo nicht festzustellen (...). [Das] Vorgehen der Sicherheitskräfte [war] nicht gegen Kosovo-Albaner als ethnisch definierte Gruppe gerichtet, sondern gegen den militärischen Gegner und dessen tatsächliche oder vermutete Unterstützer." ["En eksplicit politisk forfølgelse af etniske albanere lader sig heller ikke fastslå i Kosovo (...) Sikkerhedsstyrkernes fremstød var ikke rettet mod kosovoalbanere som etnisk defineret gruppe, men imod den militære modstander og dennes faktiske eller formodede støtter."]

Ifølge en pressemeddelelse fra IALANA den 29.4. udsendte et kontor under det tyske indenrigsministerium den 17. marts et direktiv, hvori det bl.a. hedder: "When returning to their homeland, Kosovo-Albanians still are not subjected to group persecution (...) However, there are occasional armed incidents. These overwhelmingly consist of raids by the KLA [UCK] and its supporters, using terrorist means, to which the Yugoslav state reacts within its area of operations in a targeted manner."

In a targeted manner.

Disse oplysninger, der i det mindste sår tvivl ved vestlige politikeres fremstilling af situationen i Kosovo umiddelbart før NATOs bombeangreb, bliver så godt som fuldstændig ignoreret i den toneangivende del af den vestlige presse.

Efter krigens udbrud eskalerer flygtningeproblemet, der i forvejen er uoverskueligt, voldsomt.

I sommeren 1998 er 200.000 kosovarer på flugt fra kampe mellem serbere og UCK. Antallet stiger, og UNHCR skønner, at der i slutningen af marts 1999 er 260.000 internt fordrevne i Kosovo og 190.000 flygtede kosovoalbanere uden for provinsen (kilde: Information, 26.3.99). På det tidspunkt er krigen mellem NATO og Jugoslavien to dage gammel. Den tidligere fredsmægler i Bosnien, Carl Bildt anslår imidlertid, at man risikerer op mod en million flygtninge.

Det bliver afvist fra flere sider, men allerede efter et par måneders bombardement nærmer tallet sig en million flygtninge. Efter halvanden måneds krig stiger antallet af flygtninge alene i Makedoniens flygtningelejre fra 16.000 til 250.000.

Freds- og konfliktforsker ved the Transnational Foundation for Peace and Future Research, Jan Øberg, der har besøgt Jugoslavien adskillige gange og talt med de involverede parter, konkluderer: "Be this as it may, the truth is that there was no war, no mass killings, no systematic ethnic cleansing, no genocide. Many Albanians left because of the repression but also because of the misery, the utter poverty and lack of future opportunities for themselves and their children. Serbs, too, left for such reasons and not - as they sometimes claim - because they were victims of an Albanian genocide plan." (TFF Press Info 61, 14.4.99).

Faktisk forventede NATO, at serberne ville gennemføre en etnisk udrensning, siger Wesley Clark: "The military authorities fully anticipated the vicious approach that Milosevic would adopt, as well as the terrible efficiency with which he would carry it out." (Newsweek, 12.4.99).

Igen understreges det, at NATO altså har indledt et luftbombardement velvidende, at det ville føre til den etniske udrensning, som bl.a. Blair hævdede, at det alene var luftbombardementets formål at forhindre.

Ethvert fredsudspil fra Jugoslavien er enten blevet ignoreret eller uden videre afvist, mens det præsenteres som et stort gennembrud for fredshåbet, når Rusland og NATO bliver enige om et udspil.

Første gang med den såkaldte G8-fredsplan fra den 6. maj. Udover en gentagelse af kravene om, at vold og undertrykkelse skal bringes til ophør og serbiske tropper trækkes ud af Kosovo, hedder det bl.a., at der skal tages "full account of the Rambouillet accords".

Der er imidlertid samtidig tale om en "deployment in Kosovo of effective international civil and security presences, endorsed and adopted by the United Nations". Der er med andre ord ikke ret meget nyt - til gengæld er forslaget meget tvetydigt. På den ene side kan det tolkes som en måde at reintroducere Rambouillet-aftalen med alt, hvad den indebærer af NATO-ledede styrker, og på den anden side kan den tolkes som en aftale, hvor NATO-styrker erstattes af FN-styrker.

USA udlægger det på den første måde, selv om NATO ikke direkte nævnes, Rusland på den anden, og fredsforslaget er dermed hverken reelt endsige udtryk for russisk og amerikansk enighed.

Til gengæld kan både russerne og amerikanerne rose sig af en "diplomatisk sejr", at de ikke er enige i, hvori den består, er så noget andet - under alle omstændigheder får det atter serberne til at fremstå som de ubøjelige og stejle. Og luftbombardementet fortsætter.

8. "Wir führen keinen Krieg"

Det er første gang, NATO går i krig, og det er første gang i et århundrede, at Danmark er i krig og tilmed som aggressor imod en suveræn stat, som hverken truer Danmark eller nogen anden suveræn stat i eller uden for NATO - eller noget andet sted i verden, for den sags skyld.

Den aftale, som danner baggrund for krigen, Rambouillet-aftalen, bliver imidlertid aldrig fremlagt officielt i Danmark, hverken for befolkningen, som kun har fremstillingen fra de kondenserede hovedtræk i pressen, eller for Folketinget, der beslutter at gå i krig.

Danmark er altså gået i krig for første gang i et århundrede uden at befolkningen officielt har kunnet læse så meget som et komma i den aftale, der udløste krigen. Ingen som helst har med andre ord kunnet tage stilling til dens indhold så lidt som rimeligheden af serbernes afvisning - bortset fra dem, der har fundet aftalen på Internet.

Men kritikken af Rambouillet-aftalen, som baserer sig på den tilgængelige version på Internet, bliver fejet af bordet af Jyllands-Posten den 25.5.99. I en leder kaldes kritikerne af aftalen for "dr. Goebbels børn", og der sås alvorligt tvivl ved Internet-versionernes autenticitet: "Om dokumentet overhovedet eksisterer, og om Internet-versionen er autentisk, bekymrer ikke dr. Goebbels børn."

Et par dage forinden har selveste udenrigsministeren uden at binke indrømmet, at end ikke Udenrigsministeriet nogen sinde har set aftalen, som man er gået i krig for: "Selv om vi aldrig har fået selve aftalen, er vi naturligvis blevet informeret om indholdet. Men sagen viser, at offentliggørelse af dokumenter - som andre lande har ejerskabet til - er yderst kompliceret." (Jyllands-Posten, 23.5.99).

At både Jyllands-Postens lederskribent og Danmarks udenrigsminister imidlertid som tidligere nævnt kan finde aftalen på det amerikanske udenrigsministeriums officielle hjemmeside, har, så vidt vides, ikke fået avisen til at vise det gran af anstændighed at dementere lederens urimelige mistænkeliggørelse.

Og hvad angår udenrigsministerens udtalelse, er det spørgsmålet, hvad der egentlig er mest foruroligende: Om han løj, da han hævdede, at Udenrigsministeriet ikke havde den, eller om han var gået i krig uden at kende den?

Men det må end ikke hedde sig, at der er tale om en "krig", for i så fald kommer både Danmark og NATO i alvorlige problemer i forhold til internationale konventioner. Krigen bliver således af politikere og militærfolk konsekvent omtalt som en "luftkampagne" eller en "humanitær aktion".

"Wir führen keinen Krieg," understreger ligefrem Tysklands kansler, Gerhard Schröder (TV-Avisen, 25.4.99).

Alene i løbet af de første to måneder er ikke desto mindre over 1.200 NATO-fly involveret i luftbombardementet, og ca. 25.000 bomber er kastet over Jugoslavien. Danmark bidrager efter sin beskedne størrelse med en betragtelig styrke, der består af ni F-16 fly, Eagle-køretøjer, panserede mandskabsvogne og ca. 200 soldater. Derudover er to flådefartøjer på vej til Balkan med besætninger på til sammen 120 mand, og den 7. juni planlægger regeringen, at Danmark skal bidrage til en international sikkerhedsstyrke med 10 leopardkampvogne og 850 sværtbevæbnede soldater.

Jugoslaviens infrastruktur er allerede lagt i ruiner, og der er ødelæggelser for over 700 milliarder kroner i et land, der hører til blandt Europas allerfattigste.

Imens har serberne fordrevet kosovoalbanere i hundredtusindvis fra Kosovo. Langt hovedparten flygter fra serbiske tropper til Montenegro eller til Jugoslaviens nabolande, Albanien og Makedonien, og rapporterne om systematisk udrensning, overgreb og terror fra serbiske tropper og paramilitære grupper er hyppige. Der er imidlertid også i tusindvis af kosovarer, der flygter fra UCK til Serbien - uden dog at vække videre opsigt i Vesten.

Men det er heller ikke altid, at journalisternes rapporter stemmer overens med det billede, som NATO ellers med overvældende succes har held til at fremstille i de vestlige medier.

Den canadiske journalist og Pulitzer-vinder Paul Watson, der har været i Kosovo, siden NATOs bombardement blev indledt den 24. marts, beretter fra byen Svetlje: "Something strange is going on in this Kosovo Albanian village in what was once a hard-line guerrilla stronghold, where NATO accuses Serbs of committing genocide. An estimated 15,000 displaced ethnic Albanians live in and around Svetlje, in northern Kosovo, and hundreds of young men are everywhere, strolling along the dirt roads or lying on the grass on a spring day. So many fighting-age men in a region where the Kosovo Liberation Army fought some of its fiercest battles against Serbian forces are a challenge to the black-and-white versions of what is happening here. By their own accounts, the men are not living in a concentration camp, nor being forced to labor for the police or army, nor serving as human shields for Serbs. Instead, they are waiting with their families for permission to follow thousands who have risked going back home to nearby villages because they do not want to give up and leave Kosovo ..." (Los Angeles Times, 17.5.99).

Billedet er et ganske andet end det, som NATOs generalsekretær, Javier Solana beskrev dagen forinden om Kosovo: "You don't see males in their 30s to 60s." (BBC, 16.5.99).

Kosovoalbanerne i Svetlje har ikke problemer med det serbiske politi, der kun lejlighedsvis dukker op for at sælge cigaretter.

I tusindvis af etniske albanere forlader deres skjulesteder i skovene og vender tilbage til deres hjem eller venter på polititilladelse hertil, skriver Paul Watson. Hvor flygtende kosovoalbanere får frataget deres identitetspapirer ved Kosovos grænser, udstedes imidlertid nye papirer i provinsens hovedstad, Pristina.

Fatmir Seholi er talsmand for det etnisk-albanske parti, Kosovos Demokratiske Initiativ, der distribuerer nødhjælp, tilbyder medlemskort og indsamler navne på serbere, som beskyldes for overgreb mod kosovoalbanere. Partiet er i opposition til UCK ved afvisningen af kravet om Kosovos selvstændighed.

Seholi udtaler: "As an Albanian, I am convinced that the Serbian government and security forces are not committing any kind of genocide. But in a war, even innocent people die. In every war, there are those who want to profit. Here there is a minority of people who wanted to steal, but that's not genocide. These are only crimes." (Los Angeles Times, 17.5.99).

Udover grækere er der stort set ingen andre udenlandske journalister i Kosovo under bombardementet end Paul Watson fra Los Angeles Times og Steven Erlanger fra New York Times.

Erlanger skriver, at både serbernes benægtelse af en etnisk udrensning og NATOs benægtelse af, at kosovoalbanere flygter fra luftbombardementet, er ude af trit med virkeligheden: "NATO denies that its bombs cause anyone to flee, but that is a dubious notion to anyone who has had one land nearby, when it feels as if one's head is coming off and one's stomach is so clenched it strains a muscle. The Serbs deny that there is any organized effort to expel Albanians from Kosovo. That is an even more ludicrous notion to anyone who has seen the hundreds of shelled and burned houses, the empty villages in the Kosovo countryside, the wandering farm animals, the starving horses and wild packs of dogs, the empty cities and echoing streets, the looted stores and ruined mosques, with Christian crosses spray-painted on them." (New York Times, 4.5.99).

På hospitalet i Pristina fortæller en læge, Rade Grbic et par dage senere til Erlanger, at 60 procent af de behandlede civile ofre for NATOs luftbombardement er albanere. På under halvanden måned har hospitalet behandlet 420 civile, heraf har 300 behøvet kirurgi. 15-20 procent af de sårede er børn.

Grbic siger: "There are a lot of burns and the effect of the blast, which produces a lot of open fractures, perforated eardrums and blood clotting from internal injuries. But it's the cluster bombs that are the worst problem. They cause extreme trauma in the survivors, many with severe wounds in the arms and legs, and in some cases, amputations." (New York Times, 6.5.99).

Til trods for at klyngebomber nærmest udgør modsætningen til den præcisionsbombning, som skulle sikre, at kun militære mål blev ramt, er de hyppigt anvendt også i Jugoslavien.

Klyngebomber er ofte designet til at dræbe eller lemlæste mennesker. De indeholder et stort antal små bomber, der spredes inden nedslaget, hver som regel på størrelse med en baseball, der eksploderer kort før, eller mens den rammer jorden, hvorfra talrige metalstykker spredes i alle retninger.

Det er desuden en bombetype, som hyppigt rammer uden at eksplodere, dvs. at klyngebomber reelt kan henligge på jorden som en slags landminer med stor fare for civile.

USAs tidligere præsident, Jimmy Carter, der har udtrykt sin bekymring over NATOs fremfærd i Jugoslavien, er ikke mindst alarmeret over brugen af klyngebomber: "As the American-led force has expanded targets to inhabited areas and resorted to the use of anti-personnel cluster bombs, the result has been damage to hospitals, offices and residences of a half-dozen ambassadors, and the killing of hundreds of innocent civilians and an untold number of conscripted troops. Instead of focusing on Serbian military forces, missiles and bombs are now concentrating on the destruction of bridges, railways, roads, electric power, and fuel and fresh water supplies. Serbian citizens report that they are living like cavemen, and their torment increases daily." (New York Times, 27.5.99).

Spørgsmålet om, hvorvidt NATO også anvender ammunition, der er belagt med depleteret uran, bliver tidligt rejst. DU ("depleted uranium") gør det muligt for missiler at gennemtrænge tykt panser, men frigiver samtidig en radioaktiv sky af brændende uranstøv, der spredes i 25-50 meters afstand.

DU blev bl.a. brugt i anti-tank-granater i Golfkrigen i 1991, og mange blandt de allierede tropper udviklede efterfølgende "the Gulf War Syndrome" (GWS), med bl.a. vægttab, kronisk træthed og medfødte skader på deres børn, som blev født efter krigen. Britiske og amerikanske veteraner hævder, at skaderne stammer fra den øgede radioaktivitet pga. brugen af depleteret uran, ligesom der er talrige rapporter fra det sydlige Irak om fødselsdefekter, leukæmi og andre kræftformer hos børn, der er født efter 1991.

En rapport fra det britiske forsvarsministerium konkluderede imidlertid, at der ikke fandtes beviser for en sammenhæng mellem cancer og DU, og at DU generelt ikke indebar større risiko for forgiftning end f.eks. bly.

Ikke desto mindre hedder det i undersøgelser, der blev foretaget for hæren af Science Applications International Corp i 1990, at DU er "linked to cancer when exposures are internal, [and] chemical toxicity causing kidney damage"; en rapport fra US army's Environmental Policy Institute i 1995 fastslår: "If DU enters the body, it has the potential to generate significant medical consequences." Endelig har Dr. Hari Sharma fra the University of Waterloo, Ontario, offentliggjort studier af brugen af DU i Golfkrigen, der konkluderer, at det som følge heraf er sandsynligt at forvente en stigning på mellem 20.000 og 100.000 dødelige kræfttilfælde blandt allierede veteraner og irakiske borgere. (Kilde: BBC, 7.5.99).

I hele april afviser NATOs talsmænd både at be- eller afkræfte brugen i Jugoslavien, men i maj indrømmer det amerikanske udenrigsministerium, at man anvender bomber med depleteret uran.

En officer fra US Defense Nuclear Agency sagde i 1991, at radioaktivitet fra fragmenter eller usprængt DU-ammunition udgør "a serious health threat", og at der er "a possible exposure rate of 200 millirems per hour on contact" (kilde: BBC, 11.5.99). The Nuclear Regulatory Commission sætter maksimumgrænsen for mennesker til 100 millirem - om året.

Klyngebomber, DU-ammunition og krydsermissiler er i færd med at bombe Jugoslavien tilbage til stenalderen.

Freds- og konfliktforskeren Jan Øberg har i slutningen af maj tilbragt ni dage i Serbien under luftbombardementet. Om sine oplevelser siger han bl.a.: "Det har været chokerende for mig, der talrige gange tidligere har været i krigsområder, at opleve en så total og systematisk ødelæggelse af et helt samfund. Og som dansker har det været uhyggeligt at være vidne til, at mit eget land deltager aktivt i et sådant barbari, hvor flere tusinde civile er dræbt." (Ekstra Bladet, 29.5.99).

Men det er USAs præsident, Bill Clinton, der udtaler: "Mr. Milosevic knows only one way to achieve his aim: through force." (Nyhederne, 23.4.99).

Et af de civile ofre for NATOs missiler, Cveta Djokic, udtaler: "Why are we guilty? We think nothing bad about anyone. But what should God do to these people? Let Clinton's daughter be under a broken roof like the children next door." (New York Times, 13.5.99).

9. Fred?

NATO har ikke reddet kosovoalbanerne fra en etnisk udrensning, ikke udslettet det serbiske militær og ikke styrket den interne serbiske opposition mod Milosevic - tværtimod har store dele af oppisitionen i Serbien opfordret til et øjeblikkeligt stop for bombardementet, eftersom NATOs bomber blot får serberne til at slutte så meget desto stærkere op om Milosevics nationalisme.

Krigen mellem serberne og UCK kostede 450.000 interne og eksterne flygtninge samt 2.000 menneskeliv på 13 måneder, fra februar 1998 til marts 1999. NATOs bombardement koster ifølge serberne over 2.000 civile serbere livet og sårer 5.000. Dertil kommer ifølge NATO 5.000 dræbte og 10.000 sårede jugoslaviske soldater. Der er endvidere kommet 800.000 kosovoalbanske flygtninge ekstra alene i den periode, som luftbombardementet har varet.

Talrige boligkvarterer, fabrikker, broer, busstationer, hospitaler, skoler, el- og vandværker er bombet, og Jugoslaviens infrastruktur ligger i ruiner. Det er umuligt at opgøre blot nogenlunde nøjagtigt, hvor mange jugoslavere der er blevet hjemløse og arbejdsløse pga. krigen.

Efter 10 ugers massivt bombardement af Jugoslavien bliver Rusland og USA enige om et fredsudspil, som det serbiske parlament accepterer den 3. juni. Luftbombardementet fortsætter en uges tid endnu, mens serbiske generaler forhandler med russiske og amerikanske generaler om tidsplanen for den serbiske tilbagetrækning. Det russisk/amerikanske udspil følges op af en resolution, som vedtages af FNs sikkerhedsråd den 10. juni, men det viser sig hurtigt, at heller ikke dennegang er magtfordelingen og kommandogangen endeligt afklaret mellem russerne og amerikanerne.

FN-resolutionen indeholder G8-fredsudspillet fra maj som "Annex 1" og det russisk/amerikanske udspil som "Annex 2". Der kræves bl.a. en indstilling af al undertrykkelse i Kosovo, en hurtig tilbagetrækning af de serbiske styrker, en sikker tilbagevenden for alle kosovoalbanske flygtninge og en demilitarisation af UCK.

Det springende punkt er imidlertid fortsat tilstedeværelsen af en international styrke i Kosovo. Rambouillet-aftalen krævede en NATO-ledet militærstyrke, mens G8-fredsplanen fra maj var så åben for fortolkning, at USA fortsat kunne hævde, at den var i overensstemmelse med Rambouillet-aftalen på dette punkt, samtidig med at russerne kunne hævde det modsatte.

Den nye plan er heller ikke ganske entydig. På den ene side hedder det i den del af FN-resolutionen, der udgøres af aftalen mellem russerne og amerikanerne, at "international civil and security presences" skal være "under United Nations auspices", og at sikkerhedsstyrken skal være under "unified command", (Annex 2, hhv. artikel 3 og 4).

I fodnoter til den russisk/amerikanske aftale, som tilsyneladende ikke er inkluderet i FN-resolutionen, hedder det imidlertid: "It is understood that NATO considers an international security force with 'substantial NATO participation' to mean unified command and control and having NATO at the core. This in turn means a unified NATO chain of command under the political direction of the North Atlantic Council in consultation with non-NATO force contributors."

Og et par linjer senere står der også: "It is understood that Russia's position is that the Russian contingent will not be under NATO command and its relationship to the international presence will be governed by relevant additional agreements."

Der synes altså at være tale om, at NATO betragter sikkerhedsstyrken som sådan som værende under NATOs kommando, mens det samtidig ekspliciteres, at der skal indsættes russiske styrker, som ikke er under NATOs kommando. Spørgsmålet står således fortsat åbent og skal efterfølgende alene afklares mellem russerne og amerikanerne.

Afgørende er også FN-resolutionens forhold til Rambouillet-aftalen. Der kræves bl.a.: "A political process towards the establishment of an interim political framework agreement providing for a substantial self-government for Kosovo, taking full account of the Rambouillet accords and the principles of sovereignty and territorial integrity of the Federal Republic of Yugoslavia and the other countries of the region, and the demilitarisation of the KLA." (Annex 2, artikel 8; forf. fremhævelse).

I hele resolutionen nævnes Rambouillet-aftalen fire gange.

Dermed har man tilsyneladende slået fire fluer med et smæk: 1) Man tilfredsstiller de lande, der som bl.a. Kina og Rusland lægger vægt på at flytte magten fra NATO til FN; 2) den russisk/amerikanske aftale tilfredsstiller russernes krav om ikke at være under NATO-kommando, 3) man fastholder amerikanernes krav om en enhedskommando under NATO, og 4) man bibeholder en åbning til Rambouillet-aftalen, der reelt skulle sikre NATO den absolutte magt over Kosovo. Til trods for at alt dette kan læses ud af de forskellige aftaler, er elementerne naturligvis i sidste ende fuldstændig uforenenlige i praksis - men ingen har tabt ansigt udadtil.

Reelt har NATO dog mistet Rambouillet-aftalens krav om en ubegrænset besættelse af Jugoslavien, men har til gengæld bevaret kravet om fuldstændig eller næsten fuldstændig NATO-kontrol over Kosovo (alt efter hvordan det endelig afklares med russerne), og selv om FNs rolle i hvert fald formelt er mere fremtrædende, er Rambouillet-aftalens vidtrækkende indrømmelser til NATO altså heller ikke ude af billedet.

NATO fik således ikke alt, man pegede på, men ud over at få brændt en masse bomber af til glæde for våbenfabrikanterne, blev det effektivt fastslået, at alliancen nu er verdens selvbestaltede politistyrke, der suverænt bestemmer, hvor og hvornår der skal bombes.

Fredsaftalen fejres entusiastisk i Vesten, og Clinton oplever den ære at blive skamrost i den amerikanske presse for gennemførelsen af den strategiske luftkrig.

Det er en naturlig forlængelse af den vestlige presses generelle indstilling i løbet af de foregående 11 uger. Er der nogen substantiel kritik af NATO, retter den sig ikke mod NATOs motiver og hensigter, men stort set alene mod at NATO ikke optrapper krigen.

Den vestlige skepsis over for NATO er forsvindende og viser sig stort set alene, hvor der er tale om de mest iøjnefaldende, konkrete fejltagelser fra NATOs side, der er så uomtvisteligt dokumenterede, at man alligevel aldrig har kunnet slippe om ved at benægte dem.

Graver man i forløbet, som vi har forsøgt det her, er NATOs absurditeter, selvmodsigelser og fortielser imidlertid legio:

-Albanien har fungeret og fungerer stadig væk som base for en separatistbevægelses militære angreb på en anden suveræn stat, hvilket aldrig ville være blevet accepteret af vestlige politikere eller internationale organisationer i nogen anden situation.

-NATOs ledende politikere hævder, at serberne både gennemførte folkemord og etnisk udrensning, før NATOs luftbombardement blev indledt den 24. marts, men ifølge rapporter fra det tyske udenrigsministerium foregik ingen af delene helt op til den 17. marts. Modsigelsen kommenteres, endsige opklares aldrig.

-Luftbombardentet blev ifølge vestlige politikere, bl.a. Tony Blair, eksplicit iværksat for at standse en etnisk udrensning, men ifølge NATOs øverstkommanderende, Wesley Clark har dette aldrig nogen sinde været flyaktionens formål. Tværtimod forventede Clark, at NATOs bombardement ville resultere i etnisk udrensning fra serbisk side.

-Den amerikanske rådgiver for UCK under Rambouillet-forhandlingerne, har indrømmet, at det var USAs hensigt at stille Milosevic over for et ultimatum, og at man derfor "aldrig rigtig forhandlede". Det får ingen politiske konsekvenser.

-Uden videre forklaring varer det halvanden måned, fra den officielle EU-undersøgelse af episoden i Racak er færdig, til den offentliggøres, og da det sker, er det med en stærk fordømmelse af serberne på lige præcis dét tidspunkt, hvor diplomater forsikrer, at alt bliver gjort for at undgå at forstyrre eller genere nogen af parterne under fredsforhandlingerne i Paris i marts.

-I offentligheden fremstilles Rambouillet-aftalen som det eneste fredsudspil, men den 23. marts er der to: Rambouillet-aftalen og en resolution vedtaget af det serbiske parlament, som afviser en NATO-besættelse af Kosovo, men indvilliger i vidtstrakt autonomi for Kosovo, lige rettigheder for alle etniske grupper og tilstedeværelsen af en international styrke under OSCE eller FN - den bliver aldrig nogen sinde kommenteret. Ingen af udspillene offentliggøres på daværende tidspunkt af NATO, og offentligheden er således fuldstændig ubekendt med det relle grundlag for krigen.

-Rambouillet-aftalen fremstilles over for offentligheden som en fredsaftale, der skal garantere kosovoalbanernes rettigheder i en provins med selvstyre; men det bliver ikke fortalt, at dokumentet også kræver en genfordeling af alle ejendomsforhold og ressourcer i Kosovo med NATO som udslagsgivende beslutningstager; det bliver ikke fortalt, at dokumentet også kræver indsættelsen af en NATO-kommandant som absolut øverste autoritet i Kosovo; det bliver ikke fortalt, at dokumentet også kræver, at alt NATO-personel skal være hævet over loven i hele Jugoslavien; det bliver ikke fortalt, at dokumentet også kræver, at NATO skal kunne indsætte sine styrker overalt i Jugoslavien, og dermed reelt bliver en besættelsesmagt både i Kosovoprovinsen og hele den jugoslaviske forbundsrepublik.

-Rambouillet-aftalen, som er den direkte anledning til, at Danmark går i krig for første gang i et århundrede, bliver aldrig officielt offentliggjort i Danmark - end ikke Folketinget, der beslutter at sende nationen i krig, får den at se.

-At fremstille Rambouillet-aftalens diktater som "forhandlingsudspil" og hævde, at de ikke bevidst er tilrettelagt på en måde, som på forhånd garanterer en afvisning fra serbisk side og dermed giver NATO lejlighed til at bombe, er ud fra alle tilgængelige oplysninger i bedste fald en lemfældig omgang med kendsgerninger.

-Det er NATOs officielle holdning, at samtlige flygtninge, der strømmer ud af Kosovo, alene flygter fra serbernes overgreb og etniske udrensning, men på baggrund af oplysninger fra journalister og andre, der har besøgt provinsen, kan det vanskeligt konkluderes andet, end at kosovarerne flygter af mindst fem grunde: 1) serbernes etniske udrensning, 2) NATOs bombardement, 3) UCKs fremfærd, 4) krigen mellem UCK og serberne, og 5) den nød og elendighed, der er et resultat af provinsens generelle opløsning som følge af konflikten og krigen.

-Ifølge NATOs generalsekretær, Javier Solana er der ingen mænd mellem 30 og 60 år tilbage i Kosovo i midten af maj, men samtidig beretter en canadisk journalist fra Nordkosovo, at kosovoalbanere, også mænd, her trives relativt godt efter omstændighederne. Der kommer intet dementi fra Solana.

-Milosevic anklages for krigsforbrydelser under stor mediebevågenhed, men da canadiske jurister fremlægger anklager for den Internationale Domstol i Haag af NATOs ledende politikere og militærfolk pga. "open violation" af bl.a. FNs charter og Geneve-konventionen, bemærkes det ikke, ligesom det også ignoreres, at tyve højesteretsdommere i Grækenland allerede har fundet NATO skyldig i krigsforbrydelser i henhold til Genevekonventionen.

-Trods internationale advarsler og protester anvender NATO både klyngebomber og depleteret uran, der indebærer særlige risici for civilbefolkningen, mens man hævder, at det alene er militære mål, der bombes.

-At NATO-landet Tyrkiet har begået storstilet etnisk udrensning af over 2 millioner kurdere og jævnet over 3.000 kurdiske landsbyer med jorden, giver ikke anledning til vestlig selvransagelse så lidt som generel kritik af NATOs dobbeltmoral, når Tyrkiets alliancepartnere fordømmer serbernes etniske udrensning i Kosovo.

Til ovenstående ufuldstændige liste kommer så NATOs indrømmede løgne og fejltagelser, f.eks. nedskydningen af en traktorkonvoj med 64 dræbte kosovoalbanere, bombningen af den kinesiske ambassade, forfalskningen af båndoptagelsen med udtalelser af en NATO-pilot - osv.

Og endelig kan man spørge, om NATO, der officielt er en forsvarsalliance, rent faktisk ikke har overtrådt sin egen traktat ved at engagere sig i en angrebskrig. I NATO-traktatens artikel 3 hedder det, at medlemslandene "will maintain and develop their individual and collective capacity to resist armed attack", og i artikel 5, at et angreb på et eller flere medlemslande "shall be considered an attack against them all", i hvilket tilfælde der kan blive tale om brugen af væbnet styrke "to restore and maintain the security of the North Atlantic area".

Alliancens formål udspecificeres altså som forsvar imod angribere af NATOs område, og området udspecificeres som "the North Atlantic area" (der nævnes seks gange i det relativt korte dokument på ca. 4 normalsider). Jugoslavien har imidlertid ikke angrebet et NATO-land eller nogen anden suveræn stat, og konflikten i Kosovo hører ikke til det nordatlantiske område.

NATOs talsmand, Jamie Shea afviser ikke desto mindre, at traktaten er overtrådt: "Article 5 of the NATO treaty says that the obligation to use force applies to self defence. It does not say that NATO cannot use force for other purposes." (BBC, 15.4.99).

Og dermed kan alt selvfølgelig legitimeres, eftersom alt det, som traktaten ikke afviser, tilsyneladende nu er omfattet af traktaten.

Sheas udtalelse er symptomatisk for NATOs talsmænds og politikeres retorik.

"We do know that we must do more to reach out to our children and teach them to express their anger and to resolve their conflicts with words, not weapons. And we do know we have to do more to recognize the early warning signs that are sent before children act violently," siger USAs præsident, Bill Clinton den 22.4. - ikke selvransagelsens ord efter en måneds sønderbombning af Jugoslavien, men efter skoleelevers mord på Columbine High School i USA.

"NATO bliver en politibetjent for menneskelighed, værdighed og humanisme," udtaler Danmarks statsminister, Poul Nyrup Rasmussen den 25.4.

Men er NATOs systematiske destruktion af et land med tusinder af civile dræbte på baggrund af rene skinforhandlinger et udtryk for "humanisme", hvad afholder da serbernes undertrykkelse og fordrivelse af kosovoalbanere med tusinder af civile dræbte fra at været et udtryk for samme "humanisme"?

"Wir führen keinen Krieg," siger Tysklands kansler, Gerhard Schröder samme dag.

Hvis en regn af krydsermissiler, klyngebomber og depleteret uran-ammunition ikke er krig, hvad er det så? Begrebsdevalueringen er total.

At fremstille den aktuelle konflikt på Balkan, som om NATOs militærengagement er "humanitært", og som om motivet bag det alene - eller blot hovedsageligt - skulle være bekymring over de omfattende menneskelige lidelser, kan ud fra enhver nøgtern betragtning af de tilgængelige fakta næppe karakteriseres som andet end lodret løgn. Men det er desværre tilsyneladende effektivt.

Hvis der er nogen som helst enkel og entydig lære af Kosovokrigen, så er det, at ordlyden ganske enkelt intet betyder for politiske udtalelser, traktater, fredsaftaler, internationale konventioner og menneskerettigheder - de tjener først og fremmest en række helt igennem taktiske formål over for presse, alliancepartnere og vælgere etc.

Det eneste afgørende er, hvordan ordlyden bliver realiseret i praksis - og den praksis ligger omtrent lige så langt fra humanisme, som totalitarisme gør.

Ordet er forlængst ophørt med at have nogen som helst bindende værdi som andet end magthaveres pæne og uigennemsigtige gavepapir omkring skinbarlige magtinteresser.

Hvis ikke George Orwells dystopiske pointer indhentede ham i 1984, har en række af dem i hvert fald gjort det i 1999. Der er næppe længere nogen registrerbar afstand fra Clintons, Schröders og Nyrups absurditeter til 1984s: "War is peace. Freedom is slavery. Ignorance is strength."

10. Den Nye Verdensorden

Få kan være i tvivl om, at Milosevics styre har været en af de udløsende faktorer i ti års kriser, konflikter og krige på Balkan, lige så lidt som der er tvivl om, at serbere har undertrykt kosovoalbanerne, kulminerende i en omfattende etnisk udrensning. Hvem kan andet end forfærdes over den tragiske og fortvivlede skæbne, der bydes en million flygtninge?

Der er tale om en serbisk overmagt, som har undertrykt kosovoalbanere igennem et tiår vha. rene politistatsmetoder i et forsøg på at cementere resterne af 80ernes og 90ernes nationalistiske drømme om genrejsningen af 1300-tallets Storserbien.

Men der er også tale om en overvældende albansk majoritet i en serbisk provins, som har en hel del overgreb mod det serbiske mindretal på samvittigheden, og hvis befrielseshær ikke har stået tilbage fra blodig terrorisme over for civile og myndighedspersoner af både albansk og serbisk herkomst. Rebeller, hvis kamp rækker langt videre end til ophøret af serbernes undertrykkelse i håbet om en forening af Balkans albanere i et Storalbanien, der inkluderer Albanien, Kosovo og dele af Makedonien.

At vi bestræber os på at forstå de komplekse historiske, økonomiske og etniske konflikter såvel som de intrikate og ofte modsatrettede menneskelige motiver, der driver de implicerede, er selvfølgelig ikke det samme som at acceptere hverken det ene eller andet overgreb - men det er trods alt en forudsætning for at vurdere den konkrete konflikt.

En forståelse, der i det mindste kan afværge de letteste fordomme og gennemskue den mest ensidige fremstilling. Hvad enten den kommer fra Milosevic eller Clinton, UCK eller NATO, hvad enten den kommer fra vestlige eller serbiske medier - og hvad enten den er pro eller contra NATO.

Hverken Milosevic eller serberne er ene om ansvaret for det kaos og de krige, der har hjemsøgt Balkan igennem 90erne og foreløbig er kulmineret i Kosovo. De fleste implicerede parter i området bærer deres del - ganske som Vesten og NATO bærer sin.

Vi kan selvfølgelig argumentere for, at kosovoalbanerne i et og alt har retten på deres side, eftersom det dog var dem, der blev undertrykt først - men hvad er egentlig først? 1989, da Serbien annullerer Kosovos autonomi? 1980erne, da serbere i Kosovo lider under etniske-albaneres chikane og diskrimination? 1945, da tusinder af albanere fra Kosovo deporteres til Tyrkiet? Besættelsen, da albanere kæmpede på nazisternes side i den frivillige Skanderbeg SS-division? Det Osmanniske Rige? 1389? 1346?

Vi kan selvfølgelig også argumentere for, at retten i et og alt er på de internationale konventioners og organisationers side og fæstne vor lid til folkeretten, menneskerettighederne, OSCE og FN, men hvor ofte har vi ikke oplevet menneskerettighedskrænkere tæppebombe civile og knuse nationer i menneskerettighedernes navn?

Måske vi snarere skulle erkende, at der er situationer, hvor kuren er værre end sygdommen, hvor en konflikt med håndvåben ikke løses under larvefødderne på en kampvogn, og hvor en borgerkrig mellem to parter ikke løses ved at bombe den ene side tilbage til stenalderen.

Det er på tide, at Vesten, der i et par årtusinder har undertrykt og udraderet hele folkeslag og udslettet og udbyttet hele kulturer i det Godes Tjeneste, hvad enten det var i kristendommens, civiliseringens eller menneskerettighedernes navn, holder en pause og lader lidt flere af verdens regionale og nationale konflikter både udvikle og afvikle sig - af sig selv.

At bidrage til en udligning af de voldsomme økonomiske skævheder i verden, at åbne vore døre for flygtninge, og at tilbyde diplomatisk og medicinsk hjælp over alt, hvor den måtte være ønsket, ville være en ægte humanitær strategi i stedet for skinforhandlinger og slet skjulte dagsordener, der blot udløser ruinerende sanktioner og tilintetgørende bomberegn over fattige civile, fordi de rigeste og mest magtfulde nationer ikke kan få gennemtrumfet deres vilje med andre pressionsmidler.

Har vi ikke lært af to tusind års vestlig dominans, at den øvrige verdens elendighed så godt som altid er eskaleret, hver gang vi kommer rendende med løftet pegefinger eller hævet bajonet og gennemtvinger korsets eller kapitalens magt?

Ser vi ikke dette kulturchauvinistiske træk ved den vestlige tradition i øjnene og erkender, at den historiske, politiske og religiøse kompleksitet, der er den mangefacetterede kerne i alle konflikter, hverken forstås eller løses, men derimod forværres under den endimensionale sandhed om vestlige værdiers absolutte værdi, forbliver vi i værste fald blinde og i bedste fald magtesløse over for dette selvudråbte patent på "retfærdighed", der gang på gang legitimerer alt fra korstog og kætterbål til napalm og klyngebomber.

Indtil vi indser hykleriet bag Vestens selviscenesatte verdensorden, hvor det, der gavner Vestens magt og udbytte, som en selvfølge identificeres med det, der gavner verden, vil vi opleve præcis samme propaganda fulgt op af præcis samme pressesvigt, næste gang en konflikt eller krig i endnu et land skal undskylde bombningen af et folk og sønderknusningen af en stat, til benefice primært for simple magtinteresser og sekundært for de firmaer, der fremstiller våbnene.

Nøjagtigt lige så længe vil den Nye Verdensorden være Vestens Verdensorden, og nøjagtigt lige så længe vil Vestens Verdensorden være NATOs Verdensorden.

Og nøjagtig lige så længe vil humanismen og bekymringen over menneskelig tragedie forblive lige så nedprioriteret og ignoreret på den reelle politiske dagsorden som opprioriteret og opreklameret på den formelle.

Rune Engelbreth Larsen
'Alarm - fra den nye danmarksorden til den nye verdensorden', 1999

NOTE: Artiklen findes i bearbejdet og opdateret form i kapitel 2 i bogen Terrormyten og det amerikanske imperium, hvor også visse af konklusionerne uddybes og nuanceres. REL.