Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Alarm | Efterskrift

Fascistiske tendenser

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Vi har hverken en Mussolini, en Stalin eller en Hitler i Danmark. Men vi lider ikke desto mindre den dag i dag under dem alle tre. Vi lider under dem, fordi de har flyttet grænserne for, hvor megen grusomhed totalitær tankegang er i stand til at præstere, til noget så ekstremt, at intet menneske fra noget tidligere århundrede kunne have forestillet sig det muligt. Intet mareridt og ingen dystopi kunne nogen sinde have foregrebet omfanget og karakteren af Hitlers og Stalins propaganda, undertrykkelse og folkedrab.

De sidste generationer er således nærmest blevet vænnet til, at folkedrab på millioner er den uacceptable umenneskeligheds ansigt – hvorfor »accepten« af det »blot« inhumane for så vidt tilsvarende er blevet udvidet. Derfor bliver f.eks. internering af juridisk uskyldige asylansøgere, isolationsfængsling af mistænkte på ubestemt tid, politisk registrering, meningsløst tvangsarbejde, retsstatens opløsning, udhuling af strejkeretten og statslig diskrimination over for flygtninge let til »det mindst ringe«. Takket være Hitler og hans ligesindede er den eskalerende centralistiske magtkoncentration, retssikkerhedens stadige svækkelse og almindelig politisk uredelighed næsten blevet acceptable dyder, der glider i ét med systemet, når blot etiketterne og titlerne afviger tilstrækkelig fra de kendte nazistiske og stalinistiske skræmmebilleder. Så længe indgrebene og overgrebene ikke går ud over én selv, men »blot« de stadig mere marginaliserede grupper såsom indvandrere, hjemløse, narkomaner og arbejdsløse, gøres der kun sporadisk vrøvl – historien synes jo at vise, at de ikke har noget at beklage sig over.

Problemet er, at vi derfor aldrig for alvor har fået gjort op med hverken Stalin eller Hitler. Vi har fjernet kræftknuderne, men ikke metastaserne, de er uanseelige, men stadig væk afgørende og faretruende immanente dele af samtidens politiske legeme. Derfor kan vi da heller aldrig nogen sinde sige fra for tidligt.

Nok har vi naturligvis ikke i dag politiske partier med tilknyttede paramilitære korps som de italienske fascisters Squadre d’Azione eller nazisternes Sturmabteilungen, der forfulgte, terroriserede og henrettede politiske modstandere. Vi har ikke den stålsatte politistat, der med rigsdagsbranden som påskud indførtes i Tyskland i 1933, og som suspenderede ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden og gav politiet ret til at fængsle uden domstolskendelse, alene på mistanken. Den danske »statsideologi« indeholder ikke nogen racelære, og vi har ikke som i Tyskland 1935 indført de såkaldte Nürnberger Gesetze, der bl.a. fratog jøderne statsborgerlige rettigheder, forbød blandede ægteskaber og kriminaliserede seksuelle forhold jøder og tyskere imellem, og som dannede det retlige grundlag for jødeforfølgelserne. Danmark giver sig derfor heller ikke af med at internere jøder og kommunister i koncentrationslejre, vi har heller ikke noget antisemitisk organ som Julius Streichers berygtede Der Stürmer, og magthaverne har hverken formuleret noget eutanasiprogram eller nogen holocaustisk Endlösung. Og endelig abonnerer danske politikere næppe heller på Hitlers strategi (efter det mislykkede München-kup i 1923), ifølge hvilken planen var at erobre magten med helt legale midler, kun for siden hen at indføre diktaturstaten.

Hvis det nemlig alt sammen var tilfældet, var det selvfølgelig også alt, alt for sent at stille noget op. Men som vi har set, skal vi alligevel ikke grave så forfærdelig mange spadestik i den danske demokratiske muld, før det bliver åbenlyst, at tendenser i den totalitære tankegang ikke er fremmede i Danmarksbilledet, som det ser ud ved indgangen til det tredje årtusind.

Retsstat eller politistat

Det danske politikorps’ metoder og beføjelser er selvsagt ikke umiddelbart sammenlignelige med totalitære politistaters øvrighed eller fascismens og nazismens paramilitære korps, hvor fysisk tortur og skudsalver mod politiske aktivister er fuldtud accepteret – i hvert fald hører den 18. maj 1993, hvor dansk politi åbnede ild mod demonstranter på Nørrebro, fortsat til undtagelserne.

Egentlig fysisk tortur er vi også foruden, men eksempler på regulære tærsk af politiet, også i håndjern, og både under og efter anholdelser, er ifølge tidligere forsvarsadvokat Erling Andresen trods alt ikke ukendt: »Det er svært at vurdere politiet generelt, men der sker jo overgreb fra politiets side, og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at folk får tærsk af politiet både under og efter anholdelser« (Faklen nr. 5, s. 45).

Endvidere anvendes psykisk tortur ligefrem som fast praksis, derved at man isolationsfængsler ikke »bare« dømte kriminelle, men også asylansøgere uden identifikation såvel som almindelige mistænkte. Isolationsfængslingen sker på ubestemt tid, og at sidde isoleret i månedsvis hører langtfra til sjældenhederne – der er rent faktisk fuldstændig uskyldige mennesker, der sidder i isolationsfængsel i årevis. Mistænkte. Til tider fordi de søger asyl, til tider fordi politiet har fået et anonymt tip.

Det foregår imidlertid – mere eller mindre – inden for rammerne af almindelig dansk lovgivning og retspraksis; en nødforordning, som Tyskland indførte i 1933 som politistatens formelle grundlag – »Verordnung des Reichspräsidenten zum Schutze von Volk und Staat« – er slet ikke nødvendig, og det gør i virkeligheden glidebanen fra retsstaten til politistaten endnu farligere i dag, fordi den tilsyneladende ikke har nogen spektakulære forfatningsindgreb nødig og derfor potentielt kan foregå så meget desto mere upåagtet.

Overvågningen er allerede udbygget bl.a. i kraft af et generelt registreringsniveau, der er uden sidestykke i historien – i gennemsnit står hver dansker registreret i 60 registre. Advokatrådets formand, Steffen Juul udtaler i den forbindelse: »Der har næppe været nogen totalitær stat, der har haft et så højt registreringsniveau, som vi har i Danmark.« (Politiken, 20.8.98).

Intet tyder på, at det er en tendens, der vil standse her. En oppisket frygt for »volden« har således gjort befolkningen parat til at godtage ikke så lidt. Peter Kemp fra Center for Etik og Ret ved Københavns Universitet udtaler: »Vi befinder os i en kollektiv psykose, og det er der ikke nogen egentlig grund til, da der ikke bliver mere kriminalitet. Men i dag er der ikke tid til at bearbejde vores frygt for hinanden, og det resulterer i øget overvågning og høje mure. Det er absurd massehysteri. Vi udvikler ubevidst samfundet hen imod et Big Brother samfund.« (Jyllands-Posten, 11.8.99).

Oven i hatten har vi så en særlig afart af fænomenet særlove, f.eks. »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, der officielt »blot« var vendt mod Hells Angels og Bandidos under den såkaldte rockerkrig – men som daværende justitsminister Bjørn Westh understregede over for Folketingets retsudvalg, var betegnelsen »rocker« ikke nævnt i lovteksten, fordi »den foreslåede lov ikke er begrænset til rockergrupper og personer med tilknytning hertil«.

Næste skridt, et decideret forbud, var under planlæggelse siden vinteren 1996, og i januar 1997 proklamerede justitsminister Frank Jensen, at han undersøgte muligheden for at forbyde både rockere og nazister. Pia Kjærsgaard var hurtigt på banen med forslag om at føje de autonome til forbudslisten. Berlingske Tidende tog næste skridt og skrev i en leder den 21.6.97: »Og for resten: Hvis rockerne skal forbydes, så må ministeren også se kritisk på de autonome, nazisterne, voldelige trotskister og andre, hvis virke også er forbundet med vold og hærværk.« Man skal ikke grave så dybt, før forbudstanken atter kigger frem.

Ligesom Tysklands nødforordning fra 1933 er også særloven fra 1996 formelt vedtaget »zum Schutze von Volk und Staat«. Ligesom i Tysklands nødforordning fra 1933 afspores retssikkerheden, derved at politiet kan gå uden om domstolene og bl.a. eliminere forsamlingsfriheden for en særlig gruppe mennesker. Ligesom Tysklands nødforordning fra 1933 kan politiet med hjemmel i særloven fra 1996 tage fundamentale retsgarantier fra personer, der endog blot efter politiets skøn har eller mistænkes for at have tilhørsforhold til grupper, som er uønskede af myndighederne – i 1933 præsenteres nødforordningen til kabinettets glæde som rettet mod kommunisterne, i 1996 præsenteres særloven til Folketingets glæde som rettet mod »rockere« eller »rockerrelaterede« personer.

Og da forsvarsadvokat Thorkild Høyer forhandlede en fred på plads mellem Bandidos og Hells Angels, blev særloven ikke ophævet, men tværtimod gjort permanent.

Imidlertid er danske særlove, hvad enten de rettes mod medlemmer af uønskede motorcykelklubber eller mod politisk kontroversielle Tvind-lærere, selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis så omfattende som Tysklands nødforordning fra 1933 – men den brede accept af disse »undtagelser« fra den almindelige retssikkerhed i 1990ernes Danmark er ikke desto mindre udtryk for en betænkelig glidebane bort fra retsstaten – også selv om Højesteret »kun« fandt den ene lov grundlovsstridig, og »rockerloven« ikke siden betragtes som en »særlov«.

At de danske efterretningstjenester opererer ud fra mindst lige så betænkelige »undtagelser« fra ikke bare almindelige menneskers retssikkerhedsgarantier, men også fra tjenesternes egne juridiske grundlag, bliver jævnligt afsløret, men får sjældent reelle politiske konsekvenser. Overvågning og infiltration af lovlige politiske bevægelser hører tilsyneladende til retsordenen.

Forsvarets Efterretningstjenestes »Trusselsvurdering« fra 1996 var sågar udtryk for en mistænkeliggørelse af indvandrere, der savnede ethvert sagligt belæg, men havde stor politisk signalværdi for de politikere, der dengang som nu advarer mod det multietniske samfund: »Udviklingen i Danmark i retning af et multietnisk samfund, hvor repræsentanter (2. eller 3. generation) fra indvandrende eller asylsøgende folkeslag skal aftjene værnepligt eller søger frivillig tjeneste i forsvaret, kan indebære en vis risiko for tilstedeværelsen af personer, der af loyalitetsmæssige årsager eller begrundet i afhængighedsforhold vil kunne agere for eller sympatisere med respektive oprindelseslandes terrororganisationer og i den forbindelse udføre efterretningsvirksomhed.« (Citeret efter Jyllands-Posten, 18.3.97).

Rigspolitichefens »Situationsrapport om organiseret kriminalitet i Danmark i 1997« glimrede tilsvarende ved mangelfuld dokumentation i den eksplicitte mistænkeliggørelse af bl.a. kinesere, vietnamesere, pakistanere, somaliere, tyrkere, iranere, eks-jugoslaver og albanere som særlig involverede i »organiseret kriminalitet« i Danmark. Den Danske Forening fandt rapporten så anvendelig, at udvalgte passager blev bragt som dobbeltsidet »plakat« i Danskeren nr. 5, 1998.

Indvandrerhetz og internering

I foråret 1933 oprettede NSDAP de første kz-lejre. Politiet og SA, der fungerede som »hjælpepoliti«, forestod denne private, men legitime internering, foretaget på grundlag af mistanke. Den 15. september 1935 vedtoges på Reichsparteitag der Freiheit i Nürnberg det retlige grundlag for jødeforfølgelserne, Die Nürnberger Gesetze, som definerede jøderne ud fra afstamning, ikke tro eller overbevisning. Hensigten var at »tilskynde« jøderne til at emigrere ved at fratage dem deres borgerlige rettigheder – den endelige udryddelse var endnu ikke myndighedernes officielle politik.

I dagens Danmark er der ikke nogen love funderet på en antisemitisk racelære. Det er ikke forbudt danskere at gifte sig med jøder, og jøderne har ikke fået frataget deres borgerlige rettigheder. I dagens Danmark er det fortrinsvis muslimerne, der lider under voksende hetz, men snart sagt alle indvandrere og flygtninge, ikke mindst fra Mellemøsten, Asien og Afrika, mistænkeliggøres og kri­minaliseres af myndighederne og dele af pressen.

Asylansøgere, der ankommer til landet, modtages f.eks. af Lufthavnspolitiet i Kastrup, hvor mørklødede kontrolleres med en omhu, der ikke er andre til del – mest om torsdagen, som politiet har døbt »Store Negerdag« (ifølge Nils Meilvang, B.T., citeret i Årets pressefoto 1995/96, s. 36). Når en asylansøger har sat foden på dansk jord, behandles han ofte øjeblikkeligt som en kriminel. Kønsbehåring checkes for at konstatere, om vedkommendes reelle alder svarer til den oplyste. De, der ikke kan bevise deres identitet, fængsles direkte på ubestemt tid. Fra 1991 til 1996 drejer det sig ifølge Amnesty (april 1997) om ikke færre end 16.000 udlændinge, der har stiftet bekendtskab med det danske retssystem på denne facon, ca. 90% var asylansøgere.

Selv om fængsling på ubestemt tid af juridisk uskyldige mennesker må siges at være et temmelig drastisk skridt, afficerer det tilsyneladende ikke toneangivende politikere. Den daværende formand for Folketingets retsudvalg, Bjørn Elmquist beklager godt nok forholdet, men »tør ikke sige«, om 18 måneder er for lang tids fængsling på denne baggrund. Helge Adam Møller fra det Konservative Folkeparti mener nok, at der bør være en øvre grænse for fængslingen: »Man skal op omkring et tocifret åremål, før det må være nok. Men 40 år er nok for meget.« (Jyllands-Posten, 25.6.97).

40 år er »nok for meget« for en juridisk uskyldig asylansøger.

Gifter en dansker sig med en udlænding, risikerer begge at blive en sag for politiet. Omvendt bevisbyrde indtræder derved, at de skal bevise deres uskyld, dvs. at ægteskabet ikke er pro forma, og at danskerens indtægt er stor nok til også at kunne forsørge ægtefællen. Udlændingestyrelsen har på foranledning af tidligere indenrigsminister Birte Weiss endvidere varslet omfattende »samlivskontrol«, og imens den ofte meget lange sagsbehandling står på, er udlændingene formelt »ikke-eksisterende« personer i Danmark.

Den danske lovgivning ligestiller i det hele taget ingenlunde flygtninge og indvandrere med danske statsborgere. Danskere risikerer således ikke samme sanktioner fra myndighedernes side, hvis de bryder loven; flygtninge kan tvært­imod i stigende grad deporteres og risikerer derved i sidste ende at havne i det land, som de er flygtet fra, hvor fængsel, tortur og død kan vente dem. Danmarks »humane« lovgivning slipper således langt strengere straffe ind ad bagdøren uden selv at behøve at eksekvere dem.

Men kriminelle forhold behøver heller ikke være til stede, før asylansøgere efter en årelang sagsbehandling – i mange tilfælde i helt op til otte år – sendes »hjem« til det land, de er flygtet fra, eller til andre »sikre« lande; der er ofte eksempler på, at asylansøgere fængsles på stedet, efter at Danmark har udvist dem. De allerflestes skæbner fortoner sig naturligvis i det uvisse, og Danmarks ansvar fortoner sig lige så behændigt.

Psykolog Jørn Nielsen har i en kronik i Politiken den 23.8.96 beskrevet, hvorledes asylansøgere behandles i de interneringslejre, hvor de ofte må tilbringe en lang årrække under sagsbehandlingen i Danmark – hvis de altså ikke havner i ordinære fængsler. På baggrund af flere hundrede psykologiske samtaler på forskellige asylcentre i Danmark beretter Nielsen om psykisk nedbrudte eksistenser, familier, der er splittet efter i årevis at have levet i komplet uvished om deres fremtid, uden mulighed for at søge arbejde eller påbegynde en uddannelse og uden almindelig skolegang for børnene – eneste afveksling er fritidstilbud, som han uden videre må karakterisere som »pseudoaktiviteter«. Kan vi overhovedet forestille os, hvilken »usikkerhed, resignation, mistro, depression og afmagt« en årelang, passiv ventetid medfører, spørger Nielsen.

»De bor oftest tre til fem personer på 14-16 kvm eller på størrelse med et almindeligt dansk soveværelse. Ikke usædvanligt bor forældre med selv store børn i et rum, der ikke overstiger en almindelig dansk stue. I tre til fire eller fem år.«

I indenrigsminister Thorkild Simonsens integrationslov diskrimineres flygtninge i forhold til indfødte danskere, når det drejer sig om offentlige ydelser. Lektorer på den Sociale Højskole i København, Morten Ejrnæs og Simon Thorbek dokumenterer i Politiken den 8.12.98, at flygtninge risikerer at få helt ned til under 50% af det beløb, som indfødte danskere er berettiget til. Integrationslovens diskrimination fik kun et års levetid, før presset fra bl.a. UNHCR fik indenrigsministeren til at trække den tilbage i slutningen af 1999 – men de borgerlige partier, der ifølge alle meningsmålinger står til at komme til magten ved det første valg i det nye årtusinde, ønskede den bevaret.

Og som om alt dette ikke var nok, lancerer store borgerlige aviser, der hævder at stå vagt om retssikkerheden, forslag om særlige interneringslejre til kriminelle og oprørske såkaldte 2. og 3. generationsindvandrere, hvis oprørskhed i sidste ende måske er det eneste befriende tegn på, at de ikke er fuldstændig knækket endnu, trods et helt liv, hvor decideret diskrimination for ikke at sige hetz er deres mest tilbagevendende erfaring med det danske samfund. »Deportation« og »lejre« er »løsningsmodeller«, som lederskribenter, borgerlige politikere fra Socialdemokratiet, Venstre og den endnu mere ekstreme højrefløj flittigt slår til lyd for, mens Ekstra Bladet, der som regel er et hestehoved foran, i en leder den 5.5.97 direkte overtager den Danske Forenings kongstanke og sammenligner indvandringen med nazisternes besættelse af Danmark …

De danske interneringslejre tåler indlysende nok ikke sammenligning med de første kz-lejre i Tyskland i 1933, men mindre kan også gøre det, og at disse såvel som den generelle behandling af indvandrere og flygtninge ikke desto mindre er udtryk for en såre inhuman tankegang, skal man være temmelig kynisk for at overse.

Selv om vi heller ikke har en lovgivning, der er slet så ekstrem som nazisternes Nürnberger Gesetze, har vores indvandrerpolitik akkurat samme hensigt: At forhindre mennesker af uønsket etnisk herkomst i at bosætte sig i landet og at tilskynde andre, der allerede er kommet indenfor, til at rejse. Politikernes officielle undskyldning er ikke frygten for raceblanding, men dels for dårlig økonomi, endskønt det aldrig er blevet påvist, at flygtninge eller indvandrere forringer dansk økonomi, dels for indvandrernes manglende vilje eller evne til at opføre sig »dansk«.

Skridt for skridt intensiverer Dansk Folkepartis chefideolog, Søren Krarup og Fremskridtspartiets genopstandne Mogens Glistrup deres indvandrerhetz og flytter dermed hegnspælene for, hvad de »respektable« politikere kan tillade sig; disse vægrer sig med en nydelig afstandstagen til »ekstremisterne« i Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, men følger snart logrende efter – få så velvilligt som Socialdemokratiet med indenrigsminister Thorkild Simonsen og socialminister Karen Jespersen i front.

Allerede i 1994 udtalte Thorkild Simonsen, dengang borgmester i Århus: »Glistrup er ved at få ret, når det gælder statens forfejlede flygtningepolitik.« (Politiken, 9.12.94).

Fem år senere er det Karen Jespersen, der hiver den tidligere så kritiserede socialdemokratiske borgmester fra Ishøj, Per Madsen ind i varmen: »Han gjorde meget tidligt opmærksom på disse problemer – og blev ugleset. Men han fik mere ret, end man dengang var villig til at give ham.« (B.T., 22.10.99).

Det var den borgmester, der i den Danske Forenings medlemsblad bl.a. gav udtryk for: »Muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og kvindekulturen, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var det kvæg, og kvinder prygles og mishandles.« (Danskeren nr. 1, 1989, s. 3).

Skridt for skridt tilvænnes befolkningen en groft nedladende, stereotyp indstilling til indvandrerne, der så småt nærmer sig tyskernes indstilling til jøderne i 1920erne. Skridt for skridt følger de »respektable« politikere i hælene på de mest uforsonlige røster, der tilsvarende fastholder »forspringet« og skridt for skridt iscenesætter en propaganda af stadig mere grotesk form.

Mogens Camre mener, at »mange af indvandrerkvinderne er tykke og fejlernærede,« fordi det er udtryk for indvandrernes laverestående kultur, og han karakteriserer en »fremmed« som »en mand af umiskendelige mellemøstligt tilsnit. Han er så elegant klædt som Onassis’ søn. Og han har køretøjer, som hverken jeg eller statsministeren ville have råd til at købe. Jeg ved, at den slags skyldes den voldsomme kriminalitet, der kommer i kølvandet på indvandringen.« (DR1, 10.9.98).

Mogens Glistrup er parat til noget nær øjeblikkelig masseudvisning af muslimer i Danmark: »Har du aldrig hørt, hvordan man argumenterer vedrørende Barsebäck eller pesticider i landbrugsvarer og så videre? Enhver tvivl skal komme de onde til skade, og derfor gør det ikke så meget, om man kommer til at udvise 100.000 for mange. Vi er i forvejen for mange på den danske jord, så om vi kommer til at sende 3-4-500.000 for mange ud, det gør ikke noget. Det ville være værre, hvis vi kom til at sende for få ud.« (Ekstra Bladet, 13.10.99).

Mogens Camre bliver medlem af Dansk Folkeparti og vælges ind i Europaparlamentet med 77.000 personlige stemmer. Mogens Glistrups udtalelser mere end fordobler Fremskridtspartiets opinionstal på få dage og viser, at Glistrup med stor sandsynlighed kan redde partiet fra at ryge ud af Folketinget.

Socialdemokratiet følger efter på behørig afstand, mens de ikke undlader at udtrykke stor forargelse over højrefløjen. Sandheden er imidlertid, at ingen dansk regering i efterkrigstiden har ført en mere indvandrerfjendsk politik end den nuværende socialdemokratisk ledede – det er åbenbart dér, stemmerne skal hentes. Den Danske Forening overvejede ligefrem at nedlægge sig selv i bar sejrsrus ifølge formanden, Ole Hasselbalch: »Vi har sejret ad helvede til. De mål, vi satte os for ti år siden, er nået. Nu mener et flertal i den danske befolkning det samme om indvandrerpolitikken, som vi gør.« (Det Fri Aktuelt, 20.6.97).

Danmark ligger helt i top i EU, når det gælder en positiv holdning til »racisme«: Hele 43% af danskerne karakteriserer sig selv som »temmelig eller meget racistiske«, og hertil kommer 40%, der karakteriserer sig selv som »lidt racistiske« (kilde: Aktuelt, 22.12.97).

Ifølge en undersøgelse udfærdiget af Lise Togeby fra Aarhus Universitet har 82% af danskerne imidlertid aldrig nogen sinde talt med en indvandrer, hverken privat eller på arbejdspladsen. Det er altså ikke danskernes personlige erfaringer, der gør det så politisk opportunt at mistænkeliggøre og kriminalisere indvandreres og flygtninges tilstedeværelse i Danmark, men derimod de skræmmebilleder, som visse politikere og medier har held til at tegne debatten i.

Parlamentarisme og kryptofascisme

Det turde efterhånden være indlysende, at visse politiske tendenser i Danmark bevæger sig faretruende nær karakteristika, vi f.eks. skal til 1920ernes og 1930ernes Tyskland for at genfinde. Det såkaldte repræsentative demokrati, der naturligvis strengt taget hverken er repræsentativt eller demokratisk, er i sig selv ingen hindring herfor – det viser fortiden, og det viser nutiden. Mussolini definerede i 1938 fascismens mål som »organiseret, centraliseret, autoritært demokrati«.

Han havde selvsagt ikke den danske parlamentarisme i tankerne, men den danske parlamentarisme modsiger ham ikke nødvendigvis.

Fascismen er kendetegnet bl.a. ved totalitarisme, nationalisme, centralisme, censur og – om ikke altid – racisme. Som vi har set, scorer det danske samfund inden for visse, men ikke alle disse kategorier en del pænere, end betryggende er. Selv når vi går til konkreterne som myndighedernes behandling af mistænkte, immigranter og politiske aktivister, lukketheden omkring lovgivningsarbejdet, politiets og efterretningstjenesternes metoder og beføjelser, retssikkerhedens svækkelse, krænkelserne af menneskerettighederne osv., tåler samtidens Danmark sammenligning med begyndende totalitære tiltag.

Der er med andre ord grund til en vis alarm.

Og det nytter ikke noget at berolige sig med, at hvis fascismen virkelig manifesterede sig i landet, skulle flertallet nok vide af at bekæmpe den med alle midler. Historien viser i det mindste, at det sidste gang forholdt sig stik modsat.

Under besættelsen var modstandsbevægelsen i lang tid overordentlig forhadt.

Et karakteristisk eksempel på indstillingen til frihedskæmperne leverede daværende folketingsmedlem Frede Nielsen fra Socialdemokratiet, der så sent som i 1943 i et socialdemokratisk blad tog skarpt afstand fra sabotørerne: »Det er landsforræderiske handlinger, der øves af disse overophedede unge mennesker i denne tid mod danske virksomheder og danske arbejdere. De ved, at de begår forbrydelser, som under almindelige forhold ville blive straffet hårdt, og de lader sig af uansvarlige opviglere hidse op til at overse risikoen for dem selv og de danske arbejdere, som er beskæftiget i de til sabotage udsete virksomheder. Faren for deres medborgere og for deres land har de i deres stupide og lømmelagtige fejghed ingen tanke for eller begreb om. Deres fejghed viser sig i deres lumske natlige færd, iført formummende dragter og med masker for ansigtet. Var de helte, der turde tale og stride for en tanke eller en idé, som de troede på, ville de ’fægte med åben pande, for hvad de for alvor tror’. Men det er fejglinge og skadedyr, som falder deres land i ryggen, medens landet befinder sig i en farefuld situation. Disse usselrygge bør i det mindste indespærres på livstid. De er farligere end sindssyge. Disse gør dog i reglen ikke forsætlig fortræd. Sabotørerne er forsætligt samfundsfarlige individer, som samfundets lovlydige borgere må værne sig imod med alle til rådighed stående midler.« (Sønderjyden, 2.4.43).

Danske politikere, dansk politi og dansk presse reagerede som bekendt ikke just mod den nazistiske besættelsesmagt ved omgående og konsekvent at opfordre til folkeoprør og modstand. Og kun nogle ganske få tog aktivt del i kampen – de første år hovedsageligt kommunister.

Den berømte og berygtede kommunistiske forsvarsadvokat Carl Madsen erindrer her, hvor villige myndigheder og presse var til at assimileres af besættelsesmagten – han nærede heller ingen illusioner om, at mentaliteten for så vidt havde forandret sig: »Den, der med vågne sanser har oplevet sommeren og efteråret 1941, har også måttet sande den onde lære, at dette borgerskab, dette politi, pressen, administrationen, lovgivningsmagten og alt, hvad dertil hører, var og er latent fascistisk. Beredskabet til at reagere fascistisk ligger tæt under den demokratiske overflade.« (Proces mod politiet, s. 14).

Det skal han vel mene som kommunist, kunne nogle måske fristes til at indvende, men vi er i hvert fald afskåret fra at tilbagevise ham med henvisning til besættelsestiden.

Dengang og nu

En af de farligste skrøner er den, at den almindelige nazist i 1920ernes, 30ernes og 40ernes Tyskland var en sindssyg psykopat, hvis eneste følelser var had og aggressivitet. Farlig, fordi det er den myte, der så ubesværet frikender de fascistiske tendenser i dag, eftersom offentligheden kun præsenteres for den lillebitte håndfuld erklærede fascister, der udgør i omegnen af 0,001% af befolkningen.

Disse har ikke – og kommer næppe nogen sinde til at få – skyggen af afgørende politisk indflydelse i Danmark, det siger sig selv. Kun den imbecile går i strækmarch med hagekors i dag. Sandsynligheden for, at den totalitære politiker in spe endog ser sig selv i et modsætningsforhold til nazismen, er betragtelig, netop fordi også han abonnerer på skrønen om, at Tysklands nazister socialt og psykologisk var ekstremister – selv er han nemlig både almindelig, moralsk og som regel ligevægtig og har almindelige, moralske og ligevægtige, totalitære og nationalistiske sympatier. Ganske som hundredtusindvis af andre almindelige, moralske og som regel ligevægtige mennesker har det, når magthaverne, systemet og pressen har tilvejebragt de rette vækstbetingelser for disse.

Men det var selvfølgelig også almindelige, moralske og som regel ligevægtige mennesker, der stemte på Hitler, og ti år senere var det almindelige, moralske og som regel ligevægtige mennesker, der gennemførte holocaust. Det hed som bekendt heller ikke: »Chaos muß sein«, men »Ordnung muß sein«. Havde alle nazisterne dog bare kunnet diagnosticeres som sindssyge psykopater, havde de for det første været uendelig meget lettere at bekæmpe, og for det andet havde Hitler ikke fået over 0,33% af stemmerne i 1933. Men han fik 33%.

Sociologen Zygmunt Bauman skriver om forskningen i nazismens tilslutning: »Det stod pludselig klart, at den mest forfærdende ondskab, menneskeheden kunne frembringe, ikke skyldtes ordenens sammenbrud, men netop dens upåklagelige og uantastelige opretholdelse. Denne ondskab skyldtes ikke en højrøstet og uregerlig menneskemængde, men derimod lydige og disciplinerede mænd i uniformer, som fulgte reglernes ånd og bogstav til punkt og prikke. Det stod snart klart, at disse mænd – så snart de tog deres uniformer af – på ingen måde var onde. De opførte sig nogenlunde som alle vi andre. De holdt af deres koner, forkælede deres børn og hjalp og trøstede deres venner, når de havde problemer. Det virkede helt utroligt, at de samme mennesker, når de tog uniformen på, skød, gassede eller førte tilsyn med nedskydning og gasning af tusindvis af andre mennesker, herunder kvinder, som var andre mænds elskede hustruer, og småbørn, som var andre menneskers forkælede unger.« (Modernitet og holocaust, s. 191).

Den ekstreme grusomhed hører kun i de allersjældneste tilfælde til et menneskes karakteristika, men i høj grad til forholdet mellem myndighed og underordning, dvs. »til vores normale, daglige magt- og lydighedsstruktur«, konkluderer Bauman. En struktur, som endvidere i kraft af massiv propaganda kan forvandle opfattelsen af et medmenneske, der tilfældigvis er jøde, til et depraveret dyr, det er i verdens interesse at udrydde.

Den amerikanske forfatter Dwight Macdonald advarede i 1945 om, at vi fremover måtte frygte den lovlydige mere end lovbryderen. Der turde være grunde til at forstå hvorfor.

Historikeren Daniel Goldhagen fastslår i Hitler’s Willing Executioners, at de implicerede i jødeudryddelserne demografisk og socialt mere eller mindre udgjorde et repræsentativt udsnit af den tyske befolkning i modsætning til implikationerne af den almindelige tyske sprogbrug, hvor man foretrækker at tale om holocaust udført »im deutschen Namen«, altså som et fremmedelement også for den daværende generelle tyske mentalitet. Goldhagen sandsynliggør endog, at de måske milliontallige tyskere alt andet end uvilligt deltog i udryddelserne, der bl.a. blev foretaget i arbejdslejre, under dødsmarcher og af politibataljoner, eftersom meget tyder på, at det rent faktisk ikke var forbundet med personlige risici at nægte at parere ordrer, hvor det drejede sig om massehenrettelser.

Selvfølgelig er personen Hitlers diktatoriske indflydelse vanskelig at overdrive for nazisternes succes og masseudryddelsernes endelige gennemførelse, men det var ikke Hitler, der skabte den ekstreme nationalisme og lige så ekstreme antisemitisme – den var allerede en integreret del af tidsånden i begyndelsen af århundredet. I sin store biografi om Hitler skriver Joachim C. Fest: »Han var i langt mindre grad tidens modsigelse, end han var dens spejlbillede; uophørligt støder man på sporene af denne identitet.« (Hitler, bd. 1, s. 17).

Den virkelige fare i Tyskland i 1920erne og begyndelsen af 30erne kom ikke primært fra stormtroppernes hærgen, men fra tidsåndens generelle nationalisme og antisemitisme, som den nazistiske propaganda kunne tage under vingerne og systematisere i en konform massebevægelse, samt fra opbygningen af et bureaukratisk system af organisatoriske enheder, indbyrdes konkurrerende om kompetenceområder, men skræddersyet til, at de (der måtte føle behov derfor) kunne vaske deres hænder rene i paragraffer og reglementer og »bare« modtage ordrer og videregive ordrer – velvilligt eller ej. Og netop frem for alt fra den gradvist øgede accept af, at visse befolkningsgrupper i bedste fald var uciviliserede undermennesker, i værste fald djævle, ukrudt eller lus.

Derfor kan stykket opføres igen. Og derfor bliver ouverturen opført igen. Slet ikke i samme omfang, bevares, og heller ikke på nøjagtig samme vis, men på afgørende punkter i samme stil. Selvfølgelig er der ingen »historisk logik«, der siger, at Danmark af den grund behøver at udvikle sig som Tyskland i 1920erne og 30erne. Men derfor kan sporene godt være relevante, og derfor kan sporene godt skræmme.

Bauman går så vidt som til at understrege, at end ikke risikoen for holocaust er forsvundet: »For det første er det påvist, at de tankeprocesser, der efter deres egen indre logik kan føre til folkedrabslignende projekter, og de tekniske ressourcer, der tillader gennemførelsen af sådanne projekter, ikke blot er fuldt forenelige med den moderne civilisation, men ligefrem er betinget, skabt og frembragt af den. Holocaust undgik ikke bare på mystisk vis et sammenstød med modernite­tens sociale normer og institutioner. Det var faktisk præcis disse normer og institutioner, som gjorde Holocaust mulig. Uden den moderne civilisation og dens centrale og grundlæggende frembringelser ville der ikke kunne tænkes noget Holocaust.« (Modernitet og holocaust, s. 117).

Men er det først, når vore medmennesker bliver læsset ind i krematorieov­nene, at det er for galt? Skal vi vente på Der Führers reinkarnation og reformuleringen af Endlösung, før vi protesterer? Hvor megen magt skal centraliseres, hvor megen propaganda skal promoveres, hvor mange uskyldige skal isolationsfængsles, hvor mange asylsøgere interneres eller udvises til en uvis skæbne, og hvor mange registreres og overvåges af efterretningstjenesterne pga. politiske tilhørsforhold – hvis disse tendenser ikke er nok i sig selv, er det næppe betvivleligt, at systemet allerede i dag er gearet til en potentiel magtkoncentration og diskrimination, der langt overgår den nuværende. Det er kun et spørgsmål om politisk vilje at udnytte det – en politisk vilje, som trods alt ligger langt fra den herskende, men som i hvert fald ikke er aftagende.

Det er tendenser, der ubesværet skriver sig ind i en globaliseret verdensorden, hvor korridorpolitik i verdens magtcentre styrer den internationale politik fra handel til krig, og hvor konventioner og menneskerettighedserklæringer for længst har mistet deres ordrette værdi til fordel for en propaganda, ifølge hvilken toppolitikere let kan slippe om ved at hævde, at krig ikke engang er »krig«, selv om de selvsamme toppolitikere lader i titusindvis af granater og missiler regne ned over Balkan.

Magten, der altid bør have de værst tænkelige vilkår, hvis selv den begrænsede brug af magt ikke skal muliggøre den ubegrænsede misbrug, koncentreres i dag i uigennemskuelige statslige og overstatslige institutioner, der i vid udstrækning er underlagt nationale og multinationale kapitalinteresser. Det kan synes trivielt at konstatere, men det er i uigennemskuelige og bureaukratiske magtstrukturer som disse, at det enkelte menneske forsvinder ud af synsfeltet, og ensrettende strategier såre ubesværet realiseres. Som så ofte er det ikke umiddelbart flertallet, der lider herunder – i hvert fald ikke på dansk eller vesteuropæisk plan – for udviklingen er hverken særlig iøjnefaldende dramatisk eller iøjnefaldende chokerende og således skræddersyet til forholdsvist veltilpassede og købekraftige forbrugere, for hvem skepsissen over for udviklingen er et spørgsmål om det stigende antal tilsætningsstoffer i maden, og for hvem »protesten« mod tingenes gang let begrænser sig til den daglige liter økologisk mælk, i stedet for solidariteten med udstødte medmennesker.

Hvad betyder tvangsarbejde, registrering og internering eller stress-strategier, isolationsfængsel og statslig diskrimination i sidste ende for den almindelige »forbruger«, så længe disse forhold er henvist til skyggerne i et mediebillede, der domineres af pop, sport og quizdrømme, og hvor pressens største tiltrækningskraft ligger i kongehuset, vejret og TVs føljetonstjerner?

På overgangen til det tredje årtusind har vi endnu ikke formået at tage afsked med nogle af verdens- og kulturhistoriens allermest inhumane træk, som de inkarnerede i bl.a. Hitler og Stalin og satte helt nye standarder for grusomhed. Det tyvende århundrede har vænnet os til grusomheder i en skala, ingen tidligere troede mulig, hvilket måske har medvirket til, at »tolerancen« over for myndigheders overgreb i stigende grad risikerer at overstige tolerancen over for medmennesket og de rettigheder, som skal beskytte den enkelte og den enkeltes forskellighed mod ensretning, magtmisbrug og undertrykkelse.

Derfor Alarm.

Om så nærværende antologis skitsering af den nye verdensorden og den nye Danmarksorden berettiger til en sådan titel, må den enkelte læser afgøre med sig selv. Og de kommende års politiske udvikling må så tilsvarende vise, om det var for tidligt at hviske »Ulven kommer« eller ej.

Rune Engelbreth Larsen
Efterskrift. 'Alarm - fra den nye danmarksorden til den nye verdensorden', 1999
(bearbejdet udgave af artiklen 'Fortsættelse følger', Faklen 5, 1997)