Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Shutter Island

Instrueret af Martin Scorsese (2010)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Shutter Island er Scorseses bedste film siden Gangs of New York (2002). Den er betydeligt bedre end The Aviator (2004) og er i mine øjne det hidtidige højdepunkt i instruktørens produktion siden Goodfellas (1990) og mesterværket The Last Temptation of Christ (1988).

I begyndelsen tror man, at Shutter Island er en krimi eller en thriller, senere får den præg af en okkult gyser, men som den skrider frem udfoldes primært et storslået og uventet psykologisk drama.

Filmen foregår på den stormombruste klippeø Shutter Island, der danner ramme om en institution for sindssyge kriminelle. En kvindelig indsat er tilsyneladende forsvundet i den blå luft, selv om flugtmulighederne er lig nul, og de hemmelighedsfulde ansatte synes snarere at besværliggøre end befordre marshal Teddy Daniels' efterforskning.

I orkanens øje står psykiaterne Dr. John Cawley (Ben Kingsley) og Dr. Jeremiah Naehring (Max von Sydow) som den styrende tandem, og det er en af filmens mange gåder, hvorvidt fængselsinstitutionen er i hænderne på en omsorgsfuld humanist eller en nazistoid bøddel.

Teddy Daniels spilles af Leonardo DiCaprio - Scorseses nye 'Robert de Niro' - med al den sammenbidte fandenivoldskhed, der klæder mange af Scorseses hovedroller, men også kan have tendens til at fryse lidt fast i DiCaprios fjæs. Billederne er storslåede og medrivende - selv for en Scorsese-film - og underlægningsmusikken dyster med et lejlighedsvist tilbagevendende tema, der (tilsigtet eller ej) minder påfaldende om ledemotivet i Jaws.

Det virker efter hensigten - begge film er til syvende og sidst psykologiske dramaer, der konfronterer os med mørke afkroge i sindets dyb. Stemningen er sine steder beslægtet med David Lynch's surrealisme, men med større armbevægelser og en overlegen æstetisk sans for den allermindste farvenuances placering på det store lærred.

Slutningen er overraskende og fremragende komponeret - ikke som de flade thriller- og horrorfilm, der sprøjtes ud som metervare med løfter om sindsoprivende plot-twists og suprise endings, der i reglen glimrer ved deres fravær eller kun indfries ved at sprænge enhver konsistens i stumper og stykker.

Ikke hos Scorsese. Her er ingen chok kun for chokkets skyld, og der er ingen overraskelser, der ikke i det mindste bestræber sig på at følge en overbevisende rød tråd, også hvor præmisserne er spændt til bristepunktet (og til tider lidt over). Men Shutter Island trænger i sine bedste sekvenser langt ud i nervetrådene - og er først og fremmest hele vejen igennem æstetisk filmkunst af høj karat.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk