KHAJJAM:
Den, i hvis hjerterum kærligheden gror,
kristen eller muslim, ligemeget hvad man tror,
blot i kærlighedens bog dit navn står skrevet,
da forsvinder himmel og helvede uden et spor.

No Country for Old Men er en gusten film - få ord betegner den lige så træffende. Coen-brødrene nærmer sig atter stemningen fra Blood Simple, og skønt plottet ikke er slet så udspekuleret og filmen mindre virtuos, er den dog uhyre nervepirrende fra først til sidst og både velkomponeret og velspillet. Læs mere: No Country for Old Men ...

Ofte havner pornoindustrien i silikone-overflader og mekanisk glamour, der kan være omtrent så indskrænkende, fastlåst og stereotyp i sit kvinde- og seksualitetssyn som den puritanisme, hvis fortrængning den er en følge af. Men det ændrer ikke ved, at pornografiens mangesidede facetter til tider taler noget så essentielt som lidenskabens sag, og tilmed i udpræget grad gør det på mangfoldighedens præmisser. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Eastern Promises

Instrueret af David Cronenberg (2007)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

David Cronenberg er måske mere end nogen anden filminstruktør karakteriseret ved sin intellektuelle fascination af kød - ikke slagterkød, men menneskekød. Eller mere præcist: Menneskets kødelighed i al sin voldelige, seksuelle og syndige natur. Denne fascination er allermest udtalt i hans tidligere film fra 1970'erne, og skønt den med enkelte 'tilbagefald' er grafisk aftagende i 1980'erne og 1990'erne, så er det stadig væk et tematisk omdrejningspunkt i hans seneste film, A History of Violence (2005) og Eastern Promises.

I sidstnævnte gangsterdrama om den russiske mafia i London spiller Viggo Mortensen atter Cronenbergs hovedrolle med en dedikeret indlevelse og afmålt brutalitet, hvormed han dennegang menneskeliggør den hemmelighedsfulde gangster-chauffør, Nikolai.

En ung gravid kvinde dør, mens hun føder sit barn, og sygeplejersken Anna, der spilles af Naomi Watts (King Kong, Mulholland Drive), bliver uforvarende ledt på sporet af et familiært gangstermiljø via den afdødes dagbog. Cronenberg viser herigennem nye, men beslægtede vinkler af den kriminelle underverden, som vi kender fra Scorceses mange film om især den italienske mafia i USA.

I Cronenbergs iscenesættelse er det dog altsammen først og fremmest kulisser, skønt nok så omhyggeligt opmalede kulisser, der kæler omhyggeligt for detaljen uden samme trang til overkill, som præger nogle af Scorceses senere storproduktioner. Men rammefortællingen er og bliver mest en undskyldning for at kravle ind under huden og vrænge kødets blodige irgange ud på den store skærm, fordi mennesket fremstår så meget mere fascinerende nøgent i eksistensens yderpoler. Det bliver mindre blodigt, men alligevel momentvist med næsten samme intensitet som i Cronenbergs tidligste film.

Filmen er dog først og fremmest medrivende i kraft af dens persongalleri, selvfølgelig først og fremmest for Nikolais vedkommende, mellem hvis rå næver og stoiske overflade Anne fremstår som en sårbar, men stædig viol, der strejfer og måske slår rod i hans modtagelige læderhjerte.

Ligesom A History of Violence er heller ikke Eastern Promises hverken så rasende interessant eller ophidsende og udfordrende som de bedste af Cronenbergs uafrystelige klassikere, men ligesom A History of Violence er den i alle tilfælde både et særdeles velproduceret og velspillet stykke filmkirurgi i et altid vedkommende hjørne af menneskenaturen.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, januar 2009