Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Hancock

Instrueret af Peter Berg (2008)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Superheltetegneserien er blevet storleverandør af materiale til Hollywood-blockbusters, men få har så meget andet end spektakulære effekter at byde på. Sam Raimis Spiderman 2 (2004) hører til blandt de mere sympatiske og i glimt poetiske, ligesom Superman (2006) og begge film-versioner af Hulk i mine øjne har deres momenter (2003 og 2008), men ikke efterlader nogen udtalt trang til gensyn.

Trods enkelte gode tilløb er Dark Knight (2008) imidlertid omtrent lige så overvurderet som afdøde Heath Ledgers forudsigelige skildring af Jokeren - intet er så let for en skuespiller som at spille en vanvittig og motivløs psykopat, og Ledger gør det desværre med al den forventelige og uinteressante stereotypi, som filmens skurkeportræt lægger op til.

Til tider kan dog selv superhelte-fortællinger indeholde elementer af en retspolitisk problemstilling eller sågar en mere kompleks forståelse af godt og ondt, som den f.eks. dukker op til overfladen i Batman Begins (2005), men ofte formidler en række af disse film den samme stupide endimensionalitet fra Die Hard & Co., hvad angår skurkenes firkantede ondskabsfuldhed - en endimensionalitet, som blot skal få "nødvendigheden" af heltenes hårdkogte retssikkerhedsbrud til at tage sig lige så effektiv og "selvfølgelig" ud som virkelighedens zero tolerance-politik.

Superhelte, der som Batman er 'almindelige mennesker', risikerer desuden at blive for meget James Bond + kostume og for lidt eventyr, hvorimod genren har et anderledes vidtrækkende potentiale, når rammen er et mix mellem science fiction og mytologi, og hvor realismens rammer på forhånd er sat delvist ud af spillet. Det gør ikke nødvendigvis fortællingen spor bedre, men det giver mulighederne og dermed såvel metaforikken som poesien et særligt vingesus. I bedste fald.

Det sidste gælder i nogen grad Peter Bergs Hancock, hvor hovedpersonen erfarer, at han i og for sig er en af de sidste guder, men i filmens første halvdel optræder som en fordrukken melankoliker, der kun modstræbende tager sin 'superhelte-gerning' på sig. Hancock smadrer mere, end godt er, og han er næsten lige så befriende 'usympatisk', som han i al sin skæve menneskelighed er upopulær. Han er på én gang ensom og fatalt 'nede på jorden' som det tragiske og ulykkelige menneske, og dog er han ikke af denne verden - en himmelfalden, vrangvillig helt.

Det er til tider ganske morsomt, uden at være plat, fordi flere scener er amoralske på en såre menneskelig måde - og det virker filmisk overraskende godt, fordi Will Smith skildrer Hancock udmærket som en tragisk og småkynisk melankoliker.

Filmens vendepunkt indtræffer, da den sympatiske Ray Embrey (Jason Bateman) og hans mystiske hustru, Mary (Charlize Theron), tager affære og får Hancock nogenlunde på ret køl som en mere 'normal' superhelt. Her kunne man frygte et antiklimaks, men filmens styrke viser sig atter i vendepunktet, da den morsomme tragedie udvikler sig til en uventet seriøs kærlighedshistorie.

Hancock kan også ses som personifikationen af USA's udenrigspolitiske gøren og laden - det er ikke tilfældigt, at Hancocks 'tegn' er USA's en ørn, der giver mindelser om USA's nationalfugl, den hvidhovedede havørn, og at denne gentagne gange dukker op i baggrunden under filmens højdepunkter.

I begyndelsen går det som nævnt rigtig skidt, og Hancock (USA) ødelægger langt mere, end han udbedrer - der er med andre ord hårdt brug for change, som Ray på sin varme måde forklarer Hancock. Og forandring kommer der symptomatisk nok for de globale håb til den 'Obama-æra', som indledtes med Barack Obamas annoncering af sin valgkamp for at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2007, og som fik yderligere fart efter at han vandt præsidentvalget i november 2008. Hancock er netop en sort superhelt, gud eller engel, der forandrer sig radikalt og begynder at agere ansvarligt - sådan som mange amerikanere utvivlsomt gerne vil se USA udvikle sig efter otte år under George W. Bush.

Nu har filmens manuskript næppe det mindste med Obamas politiske entré på den globale politiske scene at gøre, men billedet på USA giver såmænd ganske god mening alligevel.

Jeg foretrækker dog at se filmen som en selvstændig lille fabel i overensstemmelse med dens egne præmisser, og i alle tilfælde kommer der i bund og grund en underholdende - og i smukke øjeblikke - romantisk fortælling ud af at give superhelte-myten et Hancock-twist eller to. Og skønt Ray Embreys planer om at forandre verden repræsenterer den knap så skarpe og let overfladiske Hollywood-trang til at klare alle verdensproblemerne via humanitære donationer, formår filmen at fremstille intentionen dybfølt, vidtrækkende og gribende i al sin godmodige enkelhed.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk