Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Kunsten at græde i kor

Instrueret af Peter Schønau Fog (2007)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Peter Schønau Fog leverer en overbevisende instruktør-debut med sin filmatsering af Erling Jepsens ætsende sarkastiske og samtidig indfølte og nuancerede roman-portræt af normal-'danskheden' i form af sønderjysk snusfornuft, småborgerlighed og frygten for hvad-de-andre-tænker - som den tog sig ud engang i begyndelsen af 1970'erne.

Jesper Asholt (Ledsaget udgang, 2007) spiller den tåkrummende ynkelige familiefar, som holder sin hustru og sine børn i en emotionel skruestik med sine stortudende trusler om at begå selvmord, hver gang tilværelsen går ham imod. Og det gør den tit.

Datteren spilles af Julie Kolbeck, der er lige så respektindgydende i sit portræt, som Jannik Lorenzen i rollen som hendes lillebror, Allan, der gør det til sit store projekt at opmuntre sin far for enhver pris. For "når far er glad glemmer han at tage livet af sig", som han selv udtrykker det - en logik, der tilsiger ham at gå til morbide yderligheder for at servere succes-oplevelser for sin far.

Disse bliver vi så vidne til i de sort-humoristiske skildringer af det lille lokalsamfunds sociale samhørighed under begravelsernes fælles-gråd, hvor faderen kan få lov til at sole sig under udfoldelsen af sit eneste talent - den sentimentalt og teatralsk forløsende begravelsestale.

Uden at forstå hvorfor, konstaterer Allan imidlertid, at udover begravelsestalerne hjælper det også altid at presse sin storesøster til at gå ned til faderen om natten, når han stortuder på sofaen i stuen (og når sovepillen har fået deres mor til at gå ud som et lys).

Filmens dramatiske vendepunkt indtræffer, da det går op for ham, hvorfor søsteren nægter og til sidst prøver at slippe bort - og hvad det rent faktisk er, hans far gør ved hende.

Kunsten at græde i kor ironiserer så uanstrengt over den letbenede folkelighed, hvormed tidligere generationers danske film kunne portrættere familie-idyllen på landet, at man knap nok bemærker overgangen til den isnende alvor, før man pludselig har det snigende stemningsskift inde på livet, da faderen finder 'trøst' for sin grænseløse selvmedlidenhed ved at forgribe sig incestuøst på sin 14-årige datter.

Det er overlegent underspillet og chokerende uhyggeligt på samme måde, som når f.eks. Niels Hausgaard formår at gribe publikum i sin hule hånd ved tilsyneladende at synge distanceret og morsomt om 'det lette' mobbe-offer, indtil grinet stivner under den gradvise realisation af, hvilken tragedie sangen bevæger sig i retning af.

Men endnu vanskeligere er det naturligvis at behandle incest kunstnerisk dybsindigt.

Få familiedramaer er så gruopvækkende som seksuelle overgreb på børn, men derfor er det også til tider en lidt for let og uopfindsom måde at skabe en fortællings monstrøse skurk på. I Vinterbergs ellers fremragende moderne danske 'klassiker', Festen (1998), er det faktisk et antiklimaks, at familiens store sorte hemmelighed er patriarkens fortrængte incestuøse forhold til sine børn.

Dét, der ellers er et nærgående billede af Familien Danmarks skeletter i skabet, og som sætter en syl ind i sin ganske samtid, kan beskuerne dermed lettere distancere sig personligt fra, når nu "hemmeligheden" alligevel viser sig at være noget, som kun de aller- allerfærreste (heldigvis) har haft inde på livet - næsten ingen behøver alligevel føle sig "truffet", og samtidsskildringen mister derved en del af sin brod.

Til forskel herfra stiller Jacob Thuesens Anklaget (2005) skarpt på problemstillingen ud fra en vifte af mere præcise perspektiver - et socialt-sociologisk, et familie-psykologisk og sågar et politisk retssikkerhedsmæssigt - men her er så til gengæld heller ikke tale om et bredere tilstræbt danmarksbillede som Vinterbergs film.

I Jepsens og Shønau Fogs fremstilling, for hvilken incesten måske i lighed med Festen til en vis grad kan ses som en metafor for fortrængte og forlorne skabsskeletter i almindelighed, bliver monsteret imidlertid både menneskeligt, kynisk, tragisk og ynkeligt på én gang. Det graduerer hverken den alvor eller uhygge, der hviler over skildringen af et familiedrama med generationers forkrampede indelukkethed, men det giver fortællingens sarkasme yderligere dimensioner.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk