Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

No Country for Old Men

Instrueret af Ethan Coen & Joel Coen (2007)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Coen-brødrenes største film er også blandt deres allerførste, Blood Simple (1984), Raising Arizona (1987) og især gangsterdramaet Miller's Crossing (1990), hvorimod de fleste af deres senere film har været mere stil end indhold, mere snak end dybde og mere sjov end humor - om end ofte pakket ind i et grundlæggende upåklageligt filmhåndværk med et surrealistisk strejf.

No Country for Old Men er en gusten film efter en roman af Cormac McCarthy - få ord betegner den lige så træffende. Brødrene nærmer sig atter stemningen fra Blood Simple, og skønt plottet ikke er slet så udspekuleret og filmen mindre virtuos, er den dog både velkomponeret og velspillet - og uhyre nervepirrende fra først til sidst.

Llewelyn Moss (Josh Brolin) finder tilfældigvis en håndfuld blodige lig i ørkenen efter et brutalt gangsteropgør, og da alle implicerede tilsyneladende har formået at dræbe hinanden, tror han, at han uden videre kan forlade gerningsstedet med en kuffert fuld af efterladte kontanter. Én viser sig imidlertid at være knap så død som de øvrige, og om natten begår Moss den fejl at vende tilbage med vand til den sårede. Det viser sig at være en skæbnesvanger barmhjertighedsgerning, for han bliver set af gangstere, der siden er ankommet, og herefter sætter den vilde jagt ind, der både involverer ordensmagten og de stridende parter i opgøret.

Opmærksomheden samler sig hurtigt om den hårdkogte og følelsesløse hitman, Anton Chigurh, der spilles med isnende uhygge af Javier Bardem (Mit indre hav, 2004), som i 2008 vandt en Oscar for sin birolle i netop denne film. Chigurh er konstant i hælene på Moss og rydder skånselsløst sine forhindringer af vejen på en måde og med en mine, som vist sjældent er overgået eller blot matchet i populærkulturens talløse portrætter af de mest iskolde psykopater.

Chigurhs mimik er som skåret ud af stoisk granit, og Moss' er ikke meget mere afvekslende - dertil kommer den desillusionerede sherif, Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones), som heller ikke tilfører filmen mange emotionelle udslag. Udover de let sammenbidte fortrækninger under diverse skudvekslinger er der i det hele taget nærmest ingen følelser i filmen, når man ser bort fra Moss' fortvivlede hustru.

Tom Bell kan dog slet ikke kapere den stålsatte brutalitet, som Chigurh legemliggør, og gennem sheriffens melankolske øjne tegner filmen et forstemmende billede af kløften mellem underverdenens omsiggribende forråelse og en uddøende og afmægtig generation af lovhåndhævere, der ser kriminel forråelse og samfundsforandring som to sider af samme onde. You know I never thought I’d see the day I’d see children walking the streets of our Texas towns with green hair and bones in their noses, siger en kollega til Tom Bell.

Filmen engagerer sig hverken i retspolitiske eller samfundsfilosofiske problemstillinger, men tegner for så vidt et 'neutralt', men sort billede af gangsterkriminaliteten i det amerikanske samfund, der tilsyneladende er underlagt en permanent voldsspiral, hvor kun tilfældigheder fører til en pause i brutaliteten. Dræbermaskinen Chigurh er en (u)menneskelig Terminator, men netop fordi filmen hæver ham til et mytisk ikon og indirekte gør ham til selve legemliggørelsen af den håbløse forråelse, snarere end en socialrealistisk gangster, bliver det andet og mere end stereotypernes vagtparade.

Det ændrer ikke ved, at No Country for Old Men først og fremmest fungerer som nervepirrende actionfilm, men det gør, at filmen kaster en særlig skygge af apatisk melankoli, der er lige så tankevækkende, som den forbliver uforløst.

Ganske som det omsiggribende hjørne af virkeligheden, den skildrer så nådesløst.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk