Legenden om Jordhavet
Instrueret af Goro Miyazaki (2006)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
At mennesket er dødeligt, er godt, for det er døden, der giver livet værdi og mening.
Så enkelt kan pointen i Legenden om Jordhavet sammenfattes, om end det naturligvis ikke yder tegnefilmens universelle poesi og filosofi om eksistensens og verdens ligevægt retfærdighed. Men budskabets enkelhed til trods er det faktisk en kontroversiel pointe, i det mindste under vore egne kulturhistoriske himmelstrøg, fordi den spiller op imod evighedshåbet og udødeligheden, som helt og delvist er en integreret del af henholdsvis den kristne og den islamiske kulturhistorie og de verdensforsagende tendenser, som de (også) er udsprunget af.
Legenden om Jordhavet, der bygger på en roman af Ursula K. Le Guin, er den japanske instruktør Goro Miyazakis filmdebut - og hvis efternavnet forekommer bekendt, skyldes det, at Goro er søn af den aldrende mesterinstruktør Hayao Miyazaki, der bl.a. har skabt så uforglemmelig animationspoesi som Det levende slot (2004), Chihiro og heksene (2001), Min nabo Totoro (1988) og mesterværket Mononoke-hime (1997).
Hvor den japanske anime-tradition af og til er lidt stiv og kejtet i forhold til de bedste standarder inden for vestlig animation, kompenserer til gengæld Miyazaki-filmenes æstetiske helhedsindtryk og filosofiske dybsindighed til overflod herfor, og sønnens debut-film lover absolut godt for Miyazaki-dynastiets fortsættelse.
Det forholdsvis stramme plot i Legenden om Jordhavet betyder heller ikke, at historien ikke er kompleks. Prins Arren myrder sin far, der regerer over den mytiske verden Jordhavet, stjæler hans magiske sværd og flygter. Ingen ved hvorfor, men hans skyggeside eller Daimon er tydeligvis involveret, og spiller i det hele taget en mystisk og flertydig rolle i denne og andre sammenhænge (for nu at fremhæve en parallel til en anden fortælling, der er en smule filosofisk beslægtet hermed, Philip Pullmans romantrilogi His Dark Materials, hvoraf første bind er filmatiseret under titlen Det Gyldne kompas).
Arren møder troldmanden Spurvehøg og den hemmelighedsfulde pige, Theru, og sammen opdager de efterhånden, at de er brikker i et kosmisk spil og en regulær dragekamp for genoprettelsen af den ligevægt, som troldmanden Kumo har brudt i sin søgen efter det evige liv.
Enkelte bipersoner falder desværre helt ved siden af den gennemgående poetiske stemning, der hviler over filmen, idet de optræder som banalt hæslige og brovtende skurke, der er skåret over den mest firkantede stereotypi, som Hayao Miyazakis film ellers er befriende fri for. Det er skønhedsfejl, som er tilbagevendende, men som trods alt ikke skæmmer mere, end at filmen er og bliver en stor og smuk hyldest til livet og kærligheden med et meget mørkt, voldsomt og spændende drama som omdrejningspunkt.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk
