Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Det gyldne kompas

Instrueret af Chris Weitz (2007)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det gyldne kompas er endnu et skud på stammen af det seneste par årtiers fantasy-gennembrud i ungdomslitteratur, -film og -computerspil, som på overfladen også er beslægtet med Tolkiens Lord of the Rings, Lewis Carrols Alice's Adventures in Wonderland, C.S. Lewis' The Cronicles of Narnia - der alle rummer selektive pluk fra sagn og myter.

Lord of the Rings, Harry Potter, Narnia og mange andre er allerede filmatiseret helt eller delvist, men Philip Pullmans romantrilogi His Dark Materials om den opvakte pige Lyra Belacqua (Dakota Blue Richards) har haft en vanskeligere fødsel på grund af dens eksplicitte autoritetskritik, der først og fremmest retter sig nådesløst mod kirken som institution (under navnet The Magisterium).

Trilogien er i og for sig er et opgør med enhver form for dogmatik og totalitarisme, men den britiske forfatter Philip Pullman er især en velkendt kirke- og religionskritiker, og filmatiseringen af trilogiens første del, Northern Light, har mødt skarp fordømmelse fra Vatikanet og andre kirkelige kredse, skønt filminstruktøren har anstrengt sig for at skrælle alt for eksplicitte henvisninger til kirken bort.

En del moderne religionskritik har en tendens til at reinstallere den samme problematiske og unuancerede dualisme mellem Det Gode og Det Onde, som kendetegner klassisk dogmatisk teologi, blot med omvendt fortegn, så det bliver de kirkelige repræsentanter og religiøse autoriteter, der fremstår som en art Darth Vader-slægtninge - og filmen går ikke fri af denne sort/hvide-agenda, selv om "de onde" ikke er entydigt relateret til The Magisterium. Pullman selv har dog taget afstand fra den almene tendens til at applicere "god" og "ond" som definitoriske etiketter på mennesker (i modæstning til handlinger) og er bevidst om det i sit romanværk - og nuanceringen lurer trods alt også som vigtige antydninger i filmatiseringen af trilogiens første del, Det gyldne kompas.

Filmen er naturligvis i lighed med romanerne på nysgerrighedens og ikke mindst åndsfrihedens autoritetssprængende side og forlener ikke blot det spektakulære eventyrs religionshistoriske rødder med en overvældende fantasifuld sammenblanding af epoker og tendenser, men også med individualistisk og humanistisk snit - hvis dybde dog er så meget desto mere gennemført i romanerne.

Pullmans ambitionsniveau er usædvanlig højt, og romantrilogien kan læses som en slags modspil til John Miltons Paradise Lost og dermed et oprør mod Gud, hvor rebellerne imidlertid er the good guys - for nu at sige det med filmmediets vanlige enkelhed. Fra Miltons store værk stammer også filmens titel såvel som bogseriens oprindelige titel, eftersom John Milton beskriver selve skabelsen af verden som en frembringelse af His dark materials, hvortil den himmelske arkitekt anvender the golden compasses.

I Pullmans romanunivers er alle mennesker udstyret med en mystisk 'ledsager' eller 'sjæl' i form af en daimon, som vilkårligt kan skifte form hos børn som Lyras Pantalaimon (ofte blot kaldet Pan), men som i puberteten antager en fikseret form, der udtrykker den enkeltes blivende karakter. Ved døden opløses den imidlertid i et gyldent Støv, der ligeledes spiller en meget central rolle i fortællingen.

Lyra stævner ud på en usædvanlig rejse for at finde nogle forsvundne børn, men er snart på et togt, der udforsker universets mysterier og søger parallelverdenerne og hemmelighederne bag det mystiske Støv, mens The Magisterium gør alt for at forpurre hendes forehavende. I et hemmeligt projekt arbejder de endog på at udslette forbindelsen mellem barnet og dets daimon ved et indgreb kaldet intercision, der har til hensigt at befri barnet fra 'synd', men efterlader det i en zombieagtig tilstand.

Selv om disse væsner er mere beslægtet med den positive funktion og værdi, de tillægges i antikkens Grækenland (tænk f.eks. på Sokrats' daimon) frem for den negative, vi kender fra kirkehistorien, skal man ikke forvente nogen omhyggelig religionshistorisk parallel, men et inspireret fantasy-påfund - der dog unægtelig spiller på en omvurdering af traditionelle kirkedogmer.

Daniel Craig, som man vanskeligt kan forbinde med andet end den hårdkogte James Bond fra den potente, men uinteressante Casino Royale (2006), og (den så godt som altid) suveræne Nicole Kidman spiller de to centrale voksenroller. Valget af begge er glimrende - Craig som den hemmelighedsfulde, men kontante forsker og politiske aktør Lord Asriel, og Kidman som den ikke mindre hemmelighedsfulde og besnærende Marisa Coulter, der er dybt involveret i kirkens lyssky operationer.

I betydeligt højere grad end f.eks. filmatiseringen af Harry Potter er Det gyldne kompas potentielt intellektuelt stimulerende for både unge og voksne - potentielt, fordi manuskriptet som allerede nævnt er blevet mere og mere amputeret for sit kontroversielle (læs: kirkekritiske) indhold, hvilket også er gået ud over teologiske og filosofiske detaljer.

Forlægget - og temaet - havde med andre ord fortjent betydeligt mere, end filmen indfrier. Af de mange solide filminstruktører, der har haft erfaring med genren, er det da også besynderligt, at opgaven lige præcis er faldet i hænderne på Chris Weitz (American Pie, 1999; About a Boy, 2002), som ikke rigtigt formår at spille på eventyrets dragende sus - og som altså stykke for stykke har underkastet sig filmselskabets pres for at gøre manuskriptet mindre kontroversielt.

Alt er dog ikke forpurret, og Det gyldne kompas er trods alt en god filmoplevelse, hvor plottet og især Lyras djærve karakter i sig selv er stærkt nok til at bære en forholdsvis helstøbt film igennem.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk