Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Apocalypto

Instrueret af Mel Gibson (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I Apocalypto er Mel Gibson atter på kristent korstog, om end ikke i så udpræget grad som i The Passion of the Christ, der dramatiserer Jesu lidelseshistorie og fremstiller den kristne frelser som en ren glansbilledefigur uden den skarphed og iltre brod, der kendetegner de fleste af hans handlinger og udtalelser i Det Ny Testamente.

Hvor The Passion of the Christ eksponerer et forvrænget og dæmoniserende billede af primært jøderne og sekundært romerne på Jesu tid, er det i Apocalypto mayaerne, der fremstilles som de ondskabsfulde sadister, der med et smørret grin på læberne slagter og ofrer sagesløse indianer-slaver i tiden lige inden spaniernes ankomst.

Gibson roder rundt i historien - nok var der også mayaer i begyndelsen af 1500-tallet, hvor Apocalypto udspiller sig, men maya-kulturens altdominerende epoke, hvis forfald filmen tilsyneladende dramatiserer, var allerede et overstået kapitel adskillige århundreder før spaniernes ankomst.

Grundideen bag filmen kommer til udtryk i et indledende citat af den amerikanske filosof og historiker, Will Durant fra hans hovedværk, der på dansk er udgivet i 32 bind under titlen Verdens kulturhistorie: »En stor kultur kan ikke besejres udefra, før den har ødelagt sig selv indefra.« (Bind 9).

Citatets fortsættelse er ikke med i filmen, men røber, at Durant trods alt ikke taler mere generelt, end at han her hentyder specifikt til Rom: »De væsentligste årsager til Roms fald må søges i folket, moralen, klassekampen, den svigtende handel, den bureukratiske despotisme, de kvælende skatter, og de altfortærende krige.«

Gibson har åbenbart ikke læst samme Durants vurdering af de sydamerikanske kulturers undergang efter europæernes ankomst - en vurdering, der ikke uden videre lader sig bruge på samme måde som den konklusion, Gibson har flyttet fra Romerrigets til mayaernes undergang: »Betragt f.eks. den maya-kultur, der blev fundet i Yucatan af Hernandez de Córdoba (1517) og montezumaernes aztekerrige, som Hernando Cortes erobrede (1521), og inkaernes socialistiske civilisation, der blev ødelagt under Francisco Pizarros erobring af Peru (1526-32). Vi ved ikke, hvortil disse civilisationer ville være nået, i god eller ond retning, hvis de havde haft våben til at forsvare sig med.« (Bind 19).

I Gibsons optik er hensigten at belyse en stor kulturs forfald i sadistisk blodtørst og forloren dekadence; en kultur, der samtidig er blevet stadig mere svækket og sårbar over for udefrakommende sygdomme og erobrere, der altså her er europæere (de skimtes betegnende nok kun afslutningsvist, hvor de nærmer sig kysten med milde ansigter og korset i hånden). Med Durant-citatet (om Romerrigets fald) in mente er pointen angiveligt, at det var mayaernes egen 'skyld', at deres kultur blev jævnet med jorden, for var de ikke blevet lige så dekadente som romerne, ville spanierne heller ikke kunne have erobret riget.

De 'gode' indianere er der til gengæld også - en slags ædle vilde à la Rousseaus ungdomsskrifter, her endog i en nydeligt og næsten velfriseret kernefamilie-udgave, som godt nok æder vildsvin uden kniv og gaffel, men til gengæld kun har ét ønske: At forblive sympatiske naturbørn til forskel fra de grumme 'storby-beboere', der gladeligt afhugger hoveder og skærer bankende hjerter ud af livet på deres fortvivlede slaver.

Pointen er, at civilisationen i al sin fordærvethed er dømt til (retfærdig) undergang, hvormed Gibsons særegne evangelium utvivlsomt også sigter til den 'ukristelige' dekadence i det moderne Vesten.

Der er med andre brug for en ny begyndelse, tilbage til skovene, hvor de »ædle« havde været lykkeligt uvidende om eksistensen af de amoralske metropoler og deres blodtilsølede pyramider - i filmen, altså. I virkelighedens verden var mayaerne uden for metropolerne agerbrugere i en vidt forgrenet og sammenhængende kultur, og der var så mange templer spredt ud over riget, at ingen levede længere væk end højst 10-20 kilometer fra en pyramide.

At Gibsons jægere i det idylliske skovsamfund skulle kunne leve isoleret fra den omgivende kultur, er altså en ahistorisk skrøne.

Mayakulturen reduceres således til et spektakulært, men formålsløst slagtehus. Ren Anders And bliver det, da en solformørkelse gøres til et overraskende og dramatisk vendepunkt i filmens plot, skønt en solformørkelse var det absolut sidste, der kunne komme bag på mayaerne, der besad en imponerende viden på området.

Det er ubetvivleligt, at mayaerne ofrede mennesker, og nyere forskening tyder også på, at menneskeofringer i de mesoamerikanske kulturer generelt skete i et betydeligt omfang, der gør spaniernes udpenslede vidnesbyrd herom fra 1500-tallet mere troværdige, end man hidtil har været tilbøjelig til at antage. Også mayaerne har vist sig at være mindre tilbageholdende på dette felt, end tidligere sammenligninger med aztekerne har givet udtryk for, men billedet fortegnes naturligvis, når Gibson overfører specifikke azteker-traditioner til mayaerne.

Nu er det godt nok ikke Gibsons intention at producere en dokumentarfilm, men derimod at iscenesætte en dramatisk fortælling, og i princippet kan han derfor i kunstnerisk øjemed forholde sig nøjagtigt lige så frit, manipulerende og forvanskende til de historiske kendsgerninger, som han vil - dramaet og historien er det centrale.

Sagen er bare den, at Gibson ikke blot vil fortælle en spændende eller vedkommende historie og tilfældigvis har valgt maya-kulturen som kulisse, men at han tydeligvis vil iscenesætte og dramatisere en historiefilosofisk pointe med al den tyngde, historien faktuelt kan levere. Ellers havde han naturligvis blot skabt en fiktiv kultur, eventuelt i en science fiction-film.

Men i Apocalypto er det en historisk lære vi skal præsenteres for, og en sådan hviler naturligvis implicit, hvis ikke eksplicit på historiske kendsgerninger - som også filmens Durant-reference antyder.

Derfor kan man ikke bare forholde sig ukritisk eller indifferent over for den specifikke brug, Gibson gør af historien i almindelighed eller af mayaerne i særdeleshed.

Men ikke kun i dét lys er filmen problematisk ensidig. Det gør den også betydeligt mere ideologisk firkantet og upoetisk, at fortællingen er blottet for de nuancer og komplekser, en mere dybsindig filminstruktør havde haft øje for.

Det skal altsammen ikke skjule, at der selvfølgelig er sympatiske aspekter af Gibsons advarsel mod civilisationens dekadente forfald, men ideologisk er filmen hele tiden på grænsen til det platte, fordi den er lige så stereotyp som The Passion of the Christ. Ud over den blodrøde farve, som kameraet konstant dvæler ved, når som helst et åbent sår, en sprøjtende blodåre eller et afhugget hoved muliggør det, er filmens verdensbillede ekstremt sort-hvid. Det er fuldkommen utænkeligt, at konflikter og konfrontationer kan basere sig på andet end forskellene mellem de ædle og de ondskabsfulde.

Filmens styrke består til gengæld i dens billedside såvel som den elementært spændende skæbnefortælling om den sympatiske kriger, Jaguarklo, der bliver fanget som kommende offer-potentiale. Han kommer imidlertid til at personificere den apokalyptiske profeti om kulturens totale undergang, mens han under en dramatisk flugt gennem junglen forsøger at finde sin efterladte familie.

En billedligt smuk, spændende og i visse henseender kærlighedsbekræftende film, der derfor er ganske seværdig, men desværre pakket ind i en ahistorisk, småpropagandistisk iscenesættelse af det enerverende og ensidige film-evangelium, som Gibson har sværget til de senere år.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk