|
BLOG
|
OM
|
REGISTER
|
FORFATTERSKAB
|
FILM-ANBEFALINGER
|
BOGANMELDELSER
|
FOTOS
|
LINKS
|
SØGNING
|
![]() |
![]() |
|
|
50 millioner døde i verdens hidtil største krig, hvis systematiske folkemord på jøder og romaer er gået over i historien som racismens og kynismens ultimative rædselshistorie, hidtil kun overgået af Stalin. Hvordan i alverden kunne det ske? Hirschbiegels mesterværk, Der Untergang rejser ikke dette spørgsmål, men begynder i de dage i 1945, hvor det hele slutter - og måske den alligevel også her finder en del af svaret. Læs mere: Der Untergang ... |
|
I en tid, hvor Danmark oplever ansatserne til en ny kulturkamp inden for både politik og teologi - og alt, hvad der heraf gennemstrømmes - synes Henrik Pontoppidan atter at være højaktuel, for i hans forfatterskab finder vi så at sige nogle af urfronterne i slaget. Henrik Pontoppidan modtog Nobelprisen i litteratur i 1917 (til deling med Karl Gjellerup) og er vel ubestrideligt én af dansk litteraturhistories allerstørste forfattere - hvad enten han er aktuel eller ej. Læs mere ... |
Robert De Niro debutterede som filminstruktør med den fremragende A Bronx Tale (1993), og han er ikke mindre overbevisende bag kameraet på The Good Shepherd. Hvor den førstnævnte portrætterer det brutale gangstermiljø i Bronx med et menneskeligt ansigt - nærmest som en slags socialstat en miniature - er det i The Good Shepherd opbygningen af CIA's position som både amerikansk og global magtfaktor, der udfoldes gennem et menneskeligt nærportræt af den tavse og indesluttede, men ligevægtige og effektive agent, Edward Wilson.
Fra slutningen af 1930'erne over Anden Verdenskrig og kulminerende under Cuba-krisen scanner De Niro amerikansk agentvirksomhed i et åndedræts afstand fra Wilson, der spilles af Matt Damon i én af sine bedste og vanskeligste roller, mens Angelina Jolie, William Hurt og De Niro spiller de vigtigste biroller.
Til trods for at filmen beskæftiger sig med nogle af de mest højspændte perioder i det 20. århundredes amerikanske historie, er historien forbløffende roligt og afdæmpet fortalt, men til gengæld vibrerende intens.
Der er ingen hvinende biljagter, hårdkogte skudopgør eller fikse one liners til at bære The Shepherd igennem, men derimod en nøje afbalanceret dialog, der er skåret ind til marven, og en fin beherskelse af antydningens subtile kunst af afmålte blikke og diskrete hentydninger.
Filmens billedsprog spiller på de yderste, men udtryksfulde marginaler og røber så meget desto tydeligere instruktørens og skuespillerens hårfine præcision - og dét er en stor filmfornøjelse i sig selv.
Udover at være et sjældent roligt, men velfortalt og særdeles spændende drama er The Good Shepherd en fascinerende fortolkning af kontra-spionagens fødsel og CIA's verden.
Sine steder giver filmens fortællestil ligefrem mindelser om Francis Ford Coppolas mesterværk, The Conversation (1974), hvor omdrejningspunktet er den minutiøse afkodning af en ukomplet båndoptagelse fra en samtale, der skal vise sig skæbnesvanger. I The Good Shepherd er det dechiffreringen af et utydeligt foto og en kort lydoptagelse, der i tilbagevendende passager bringer os stadig tættere en central 'lækage' i systemet, som Wilson forsøger at opklare.
Bortset fra en lille urealistisk detalje, hvor Wilson finder et afgørende værelse i Leopoldville i Congo ved blot at slendre tilfældigt omkring i byen, er The Good Shepherd et helstøbt filmisk kunstværk, som de sjældent laves længere.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, juli 2007