SØREN KIERKEGAARD: »En Christen i det nye Testamentes Forstand er bogstavelig en Fremmed og Udlænding: han føler sig fremmed, og Enhver føler uvilkaarligt, at han er ham fremmed.« (Øieblikket nr. 7, august 1855).

En overlegent velspillet og veldrejet thriller, der med køligt omhu udfolder sine intriger omkring den filosofiske tanke, at vi godt kan glemme slagsmålet om arv eller miljø - det eneste i livet, der betyder noget for den enkeltes karakterudvikling og tilværelse, er held. Filmen åbner med billederne af en tennisbold, der rammer netkanten - om den falder ned på den ene eller anden side af nettet kan afgøre alt - ligesom marginale detaljer kan være udslagsgivende for den retning livet. Læs mere: Match Point ...

Sam Harris hører sammen med Richard Dawkins til de senere års skarpeste religionskritikere, der på den ene side påpeger og udstiller flere trosretningers ildevarslende tendenser og paradoksale forklaringsproblemer, men hvis ateistiske udgangspunkt imidlertid på den anden side lider under en række ensidige fordomme og proportionsforvrængende kortslutninger, der i værste fald grænser til små-paranoid religionsfjendtlighed. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Children of Men

Instrueret af Alfonso Cuarón (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Den mexicanske instruktør, Alfonso Cuarón (Harry Potter and the Prisoner of Azkaban; Paris, je t'aime) har skabt et temmelig helstøbt science fiction-drama med både politiske og mytiske motiver.

Filmen refererer til syndflodsmyten, ifølge hvilken Gud bestræbte sig på at udslette menneskeheden, efter at gudssønner og menneskedøtre på den ene side havde avlet en slægt af navnkundige helte, som imidlertid (med den inkonsistens, der kendetegner mange bibelske fortællinger, bl.a. fordi de allerede i udgangspunktet er kanoniseret i redigerede og ufuldstændige versioner) på den anden side ledsages af en bemærkning om, at »deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang«.

I Children of Men står menneskeheden atter foran udryddelse, ikke som følge af en vandflod, men fordi ingen pludselig kan få børn længere, og menneskeslægtens uddøen derfor er lige om hjørnet.

Handlingen er hensat til år 2027, hvor Storbritannien er omdannet til en totalitært fæstning, der med hård hånd holder flygtninge ude, men samtidig udfordres af en væbnet modstandsbevægelse.

Midt i det politiske kaos og den menneskelige håbløshed krydser Theodores skæbne den unge, sorte kvinde, Kee (udtales Key, som i »nøgle«), der mirakuløst nok er gravid. Sammen forsøger de desperat at slippe væk fra de borgerkrigslignende tilstande og nå frem til et skib med det forjættende navn Tomorrow, der som en moderne Noas ark skal bringe dem i sikkerhed hos det ikke mindre mystiske The Human Project.

Hovedrollerne spilles af Clive Owen (King Arthur, Sin City) og den ukendte Claire-Hope Ashitey, mens Julianne Moore og Michael Caine figurerer i vigtige biroller.

Som det kan forstås, er Children of Men ladet med bibelsk dommedags-symbolik, der imidlertid vendes en omgang eller to. Men Cuarón skaber først og fremmest et gribende, menneskeligt drama, hvor endog fødslen og betydningen af det noget nær messianske pigebarn skildres med så jordnær ømhed og menneskelig sårbarhed, at filmen aldrig bliver pompøs eller patetisk.

Der er ingen entydigt heroiske fløje, og ingen entydigt skurkagtige - det er slet og ret menneskeheden, som er ved at forlise.

Storbritannien er en heksekeddel af tiltagende strid mellem brutaliserede flygtninge, væbnede muslimer, politiske terrorister og et totalitært militær - men dette er primært kulissen for den antydning af håb, filmen skildrer i nogle få mennesker, der er hjemløse i det kaotiske opgør.

Og det er netop deres uselviske overlevelseskamp, der peger ud af Europas samtid til et ukendt Tomorrow.

At »frelsen« så at sige kommer fra system-afhopperen Theo, og at fremtidens »Maria« ikke er en bly jomfru, men en ildeset flygtning med afrikanske aner, gør samtidig filmen til et skarpt opgør med Fort Europas lukkethed og den magtarrogance, der har kendetegnet kontinentets historie i lange træk.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, maj 2007