Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Pans labyrint

Instrueret af Guillermo del Toro (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Myter og eventyr har som bekendt magien til fælles og trodser således virkelighedens rationelle love - men det betyder ikke, at der ikke er regler. Konsulterer vi mytologien, er disse blot af en noget særegen karakter, som især har betydning i underverdenen.

I denne form for litteratur er underverdenen - eller dødsriget - da også en tilbagevendende lokalitet, som man i sagens natur ikke uden videre kan besøge, og hvor eventuelle besøgende endog risikerer at blive indkvarteret permanent.

Da det f.eks. lykkes Orpheus at bevæge dødsriget til at give ham sin Eurydice tilbage til livet, sker det på den betingelse, at han ikke må kigge sig tilbage, før de begge helt har forladt underverdenen. Men ak, da han på tilbagevejen ikke kan vente med at vende sig om for at få et glimt af sin elskede, har han dermed forbrudt sig uopretteligt - hun må forblive i dødsriget.

Da gudinden Proserpina, datter af Ceres og Jupiter, er blevet bortført til dødsriget af Zeus' bror, Pluto, er der ligeledes én betingelse for, at hun atter kan blive skilt og vende tilbage til verden - eller som Ovid lader Jupiter forklare Ceres:

                                        ... Men er du så opsat
på, de skal skilles, så
kan da Proserpina vende tilbage,
dog på betingelse af, at hun ingen føde har fået
der, hvor hun er. Thi sådan har parcernes vilje bestemt det!


Parcerne er skæbnegudinderne, der spinder livets tråde, og skæbnen ville, at Proserpina kom til at spise syv korn fra et granatæble i dødsriget - og altså dermed er afskåret fra at vende tilbage. Ved Jupiters mellemkomst bliver kompromisset dog her, at hun må tilbringe halvdelen af året i underverdenen som Plutos dronning, og den anden halvdel i vores egen verden.

I græsk mytologi er det Demeters datter Kore, der som Persefone må forblive hos Hades en del af året - og i dette myte-kompleks, der med variationer er udbredt i flere kulturer og også kendes fra eventyr, ligger selvfølgelig også en del af tankegangen bag naturens cyklus.

I Pans labyrint er kortene yderligere blandet, men har sine rødder i samme tematik.

Filmen, der egentlig hedder El Laberinto del Fauno og altså betyder faunens labyrint er instrueret af Guillermo del Toro, som fik sit første gennembrud med den udmærkede Mimic (1997), men er mest kendt for Hell Boy (2004) og Blade II (2002). Med Pans labyrint bevæger han sig dog betydeligt dybere og med større alvor ned i myternes og eventyrernes underverden.

En faun er et mytisk væsen, der er associeret til naturen, og som i kraft af sine horn og gedebukkeben også forbindes med den guden Faunus, den romerske pendant til grækernes Pan. Det er naturens guddom på godt og ondt, men mest på godt, skønt Pan tillige er den, der kan slå vandreren med panik.

Der spilles elegant på dobbeltheden i del Toros film, og faunen præsenterer sig selv som et væsen med mange navne, hvorfor filmens internationale titel, hvor faun er erstattet af Pan, således ikke er ganske ved siden af.

Vi skriver 1944, og mens de allierede er ved at rulle den nazistiske krigsmaskine tilbage, kæmper den spanske modstandsbevægelse med sværere odds mod Francos fascister, der har vundet borgerkrigen i Spanien. Ofelias mor er blevet gift med en strengt disciplineret tyran af en kaptajn, men datteren nægter at betragte ham som sin »far«. Hun er nemlig fra et tidligere ægteskab - hvis hun da ikke er en prinsesse fra underverdenen - og i alle tilfælde ikke nogen helt almindelig pige.

I en fascinerende blanding af eventyrets mytiske logik og modstandskampens krudt og kugler, præsenterer faunen Ofelia for tre opgaver, der ikke bare har betydning for hendes egen skæbne i underverdenen, men griber ind i kaptajnens tilværelse og opgøret mellem fascisterne og rebellerne.

Blandt Ofelias prøver er, at hun skal hente en nøgle i underverdenen, men ikke må spise den mindste smule af det veldækkede bord, der møder hende. Som indirekte røbet af ovenstående indledning - og som det sig hør og bør i eventyr - kan hun dog ikke nære sig for at spise lidt, men vækker dermed et skrækindjagende væsen med en ubehagelig appetit efter barnekød.

Hvad enten man godtager præmisserne fra det mytiske univers eller ej - lidt sammenrodet, som de er i filmens univers - er Pans labyrint et visuelt overflødighedshorn af dystre visioner fra underverdenen iblandet den antifascistiske modstandskamps blodige realiteter.

Ofelia er modig og dog let skrøbelig, sådan som »rigtige« eventyrprinssesser har det med at være - og så uskyldsren som en Snehvide (med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt).

Pans labyrint udspiller sig som nævnt i 1944, men dens temaer er tidløse og repræsenterer kærligheden, drømmen og eventyret som grundlæggende elementer i ethvert dybere opgør med den tvungne normalisering, ensretning og disciplinering, der vil medmenneskelighed og forskellighed til livs.

Det er således en barsk, men vedkommende fortælling om et udsædvanligt barns eventyrunivers og en hård modstandskamp mod tyranniets svøbe - om myte og mytteri, der her i forening undergraver den fascistiske Ordnung.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk