ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

Borat

Instrueret af Larry Charles (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Sacha Baron Cohens store gennembrudsfilm med den lange titel Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan er godt nok instrueret af Larry Charles, men det er og bliver Baron Cohens film fra først til sidst.

Han er ikke et ubeskrevet blad, men har for længst cementeret sin helt egen stil.

Allerede i tv-showet Ali G er pæne politikere, radikale våbenfanatikere, selvoptagne mode-designere og et bredt udsnit af velpolerede spidsborgere i almindelighed blevet spiddet af de figurer, som Baron Cohen overbevisende fremstiller og forvrænger, og hvis »ofre« sjældent når at opdage, hvad der rammer dem - før det er for sent.

Herfra stammer også figuren Borat, der nu i sin »egen« film platter sig gennem USA og virtuost blander slapstick og satire for at tage røven på så mange som muligt - så tykt som muligt.

Men der er mere på spil end først ved første øjekast.

Når f.eks. Borat og hans korpulente tv-producer, Azamat Bagatov (Ken Davitian) ruller nøgne rundt i et ikke synderligt appetitligt slagsmål på et fashionabelt hotel, for efterfølgende at storme efter hinanden og skandaløst afbryde en kongres samme sted, er effekten ikke en blot og bar humoristisk vulgaritet, men led i iscenesættelsen af et gennemført absurdistisk prisme, der filmen igennem afspejler mindst lige så absurdistiske træk bag samfundets pæne facader.

Central (og modig) er f.eks. scenen, hvor Borat taler og synger under et stort rodeo-show og først giver den som over-amerikaniseret tilhænger af Bushs war of terror - uden at nogen tilsyneladende erkender, endsige opdager implikationerne af hans »fejlagtige« erstatning af on med of - før han driver satiren helt ud i det ekstreme, og det langsomtopfattende publikum gradvis erfarer, at deres applaus og begejstring er blevet vendt mod dem selv.

Borat parodierer desuden træffende visse aspekter af en udbredt muslimsk antisemitisme kombineret med en globalt kitschet bondementalitet af den type, der falder velvilligt på halen for vestlig konsumerisme på bekostning af enhver egen-kulturel autenticitet. Men filmen spiller derved så veloplagt på Vestens indgroede fordomme, at denne fiktive kasakhstaner netop samtidig »bekræfter« visse kredses kærkomne billede af den servile, men debile røvslikker fra den tredje verden, som »elsker« Vesten højt og ukritisk.

Så sammensat er Borats karakter - og filmens anliggende.

Satiren forstærkes i yderste potens, men de groteske samfundstræk, der dybest set afdækkes gennem flere af disse manøvrer, fremstår ikke desto mindre i al deres bizarre humor for enhver beskuer, længe før de implicerede overhovedet opdager fælden - faktisk formår de allerfærreste nogen sinde at call his bluff.

Deri består som tidligere antydet Baron Cohens dobbelt-talent, som Ali G på forhånd har løftet sløret for rækkevidden af, og som vi muligvis kan vente endnu mere af - hvis altså ikke det globale gennembruds berømmelse formår at udvande de skarpe undertoner.

Figuren Borat virker på sin vis som det deforme spejlbillede i Tivolis spejlkabinet, som moralens vogtere og trofaste samfundsstøtter frejdigt kigger ind ad og godmodigt ler af og med - før de opdager (hvis de opdager), at det er deres egne træk, der gemmer sig bag de surrealistiske forvrængninger og er målet for latterens bid.

Det er ikke alt, men meget der lykkes i denne film - og så er slutningen tilmed nærmest kærligt amoralsk, uden at det vælter den gennemgående linje: Det er blandt samfundets udstødte, at Borat finder det eneste ægte hjerterum, filmen igennem.

Ikke så stort, filosofisk og genialt som det bedste af Monty Pythons bedste, men morsomt, flabet og lovende.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, april 2007