Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Babel

Instrueret af Alejandro González Iñárritu (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ifølge de bibelske myter fortryder Gud, at han har skabt menneskene, der tilsyneladende opfører sig så ondt, at han beslutter at udrydde dem med en vældig vandflod. Skønt Noa og hans familie finder nåde, er den imidlertid gal igen senere - denne gang er det dog ikke menneskets ondskab, men derimod dets succes, der vækker Guds vrede:

Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren [egl. Jahve]: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. (1. Mos. 11,4-9).

Skal man tro en umiddelbar læsning af den bibelske babel-myte, var der altså i tidernes morgen en tilstand, hvor intet var umuligt for mennesket, men hvorefter vi er blevet spredt ud over hele Jorden og slået med Herrens kilde til misforståelser og forvirring, så vi »ikke forstår hinanden« længere.

Iñárritu (21 Gram) berører ikke myten direkte, men fortolkningsrammen er lagt med titlen. De forskellige locations strækker sig over tre kontinenter og flere sprog, og via tre separate, men forbundne fortællinger skildrer filmen en verden, hvor de mindste misforståelser kan føre til de største katastrofer - her symbolsk sammenvævet af én væsentlig genstand, som bliver udslagsgivende for tragedien: Geværet.

I kraft af titlen synes filmen nærmest at implicere et oprør mod Gud, idet våbenmagt nu er blevet det universelle sprog, som alle taler på tværs af tungemål - våben er den babelske forbandelse, der er trådt i stedet for menneskets fælles bestræbelser. Vi bygger ikke i fællesskab et tårn, der rækker ind i himlen, men er i stedet blevet ofre for mistillid og misforståelser, hvis negative konsekvenser her mangedobles ved geværets mellemkomst.

Medmenneskeligheden kommer tilsyneladende til kort i mødet med det arrogante amerikanske grænsepoliti mellem Mexico og USA, i de vestlige turisters egoisme såvel som i det marokkanske politis brutale fremfærd, og der prætenderes hverken nogen glorificeret »løsning« eller udfoldes nogen romantisk pacifisme.

Adskillelsen og mistilliden går endvidere ikke alene på tværs af kulturer, men også på tværs af mennesker, som det afspejles i det forliste forhold mellem Richard (Brad Pitt) og Susan (Cate Blanchett).

Filmen igennem løber både på det personlige og det tværkulturelle plan en knugende understrøm af melankoli, der er beslægtet med stemningen i Paul Haggis' fremragende og endnu mere konfrontatoriske Crash (2004).

Et livstruende geværskud og mange forviklinger senere er Babel dog (heller) ikke blottet for håb.

Der ligger således en uudtalt, men stærk appel til forståelse og tillid, som det andet universelle sprog, der trods alt taler våbenmagten og mistilliden imod på et helt elementært plan, og hvis medmenneskelighed betegnende nok især kommer til udtryk i den marokkanske landsby og i filmens japanske spor.

Ligesom Crash diagnosticerer Babel tidsåndens tab af menneskeligt nærvær til fordel for overfladisk og netop dybest set melankolsk distance, der næres af latent mistillid og kun behøver en gnist for at antændes i had og konfrontation. Begge film peger imidlertid med så voldsom emotionel effekt herpå, at det i sig selv afdækker det kuede, men dog betydningsfulde håb, der ikke blot svæver uforløst i vinden, men medvirker til at optrevle mistilliden og fjendebillederne i basal medmenneskelig medfølelse.

Ud over at skildre menneskelige dramaer på et psykologisk og eksistentielt plan, præsenterer begge film derved ligeledes et diskret, men ikke mindre offensivt humanistisk modspil til den herskende tidsånd.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk