Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

München

Instrueret af Steven Spielberg (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Steven Spielbergs kontroversielle film München afsluttes med filmens morale, som man godt kan røbe uden at fratage nogen spændingen eller filmens dramatiske forløb i øvrigt - men hvis du helst vil være fri, så er du hermed advaret.

Avner (Eric Bana) har været leder af en hemmelig israelsk gruppe, der skulle myrde de formodet skyldige palæstinenserne bag kidnapningen af israelske sportsfolk til OL i München 1972, og Ephraim (Geoffrey Rush) er hans tidligere overordnede. I slutningen af filmen mødes de i New York, og Avner er kommet i tvivl om sit virke - og om de myrdedes skyld.

En bid af samtalen:

Avner: If they commited crimes we should have arrested them, like Eichmann.

Ephraim: If these guys lived, Israelis die. Whatever doubts you have Avner, you know this is true. We are telling them: if you kill us you will never be safe. We'll find you. (...)

Avner: Did we kill them to destroy the terrorist leadership or the Palestinian leadership? Tell me what we've done.

Ephraim: You killed them for the sake of a country you now choose to abandon. The country your mother and father built. That you were born into. You killed them for Munich, for the future. For peace. (...)

Avner: There's no peace at the end of this. Whatever you believe, you know that's true.


Filmens omdrejningspunkt - og israelsernes såvel som palæstinensernes dilemma i en nøddeskal - kommer her stringent til udtryk i dialogen fra Ephraims you know this is true, der begrunder hans opfattelse af drabenes nødvendighed, til Avners you know that's true, der konstaterer fredens umuligheden ud fra netop samme logik.

Spielberg fanger 1970'er-klimaet glimrende og skaber en film, der udstiller dilemmaerne - om end uden stillingtagen til de bagvedliggende historiske konflikter. Skuespillet er afmålt og udmærket, især Eric Bana som Avner og Daniel Craig som Steve, mens Geoffrey Rush af og til overspiller fælt i mine (men altså åbenbart ikke i Spielbergs) øjne.

Heldigvis er instruktøren ikke faldet for Mission Impossible- eller Bond-gimmicks, så de dramatiske actionscener er skarpt, men minimalistisk iscenesat - og virker derfor så meget desto stærkere. Det er de menneskelige dimensioner og hovedpersonernes vidt forskellige karakterer, der spejler de tiltagende dilemmaer og intensiveres fra mord til mord.

Som citeret indledningsvist konstaterer Avner, at der ingen fred er for enden af den konfrontationspolitik, han selv har været et redskab for.

Heller ikke det afsluttende replikskifte tegner lysere, som filmen klinger ud, og Avner resigneret søger tilbage til en fælles tradition og baggrund:

Avner: Come on, you're a Jew in a foreign land. It's written somewhere I should invite you to break bread with me. Break bread with me, Ephraim.

Ephraim: No.


Herefter går Ephraim og Avner symbolsk hver til sit, mens kameraet panorerer ud over havnefronten og en del af New Yorks 1970'er-skyline.

I horisontens centrum ser vi Twin Towers trone som instruktørens egen diskrete, men tankevækkende afslutningskommentar. Den konflikt - og de konfliktmidler - som er en levende del af filmens belysning af et hjørne af 1970'ernes konfrontation mellem palæstinensere og israelere, er en altafgørende del af det problemkompleks, som også terrorangrebet på USA den 11.9.2001 i sidste ende var et udtryk for.

Uanset hvor mange terrorister, der bliver fanget, uanset hvor mange tropper, USA sender til Afghanistan eller Irak, forbliver den uløste konflikt i Israel/Palæstina et åbent sår, der river globale konfliktscenarier med sig.

München fremlægger ingen løsningsmodeller, men blotlægger såret og peger på, at den eksisterende recept er forfejlet - og heri ligger naturligvis også en politisk kritik af den konfrontationskurs, som ikke mindst men ikke alene den regionale supermagt Israel lægger for dagen.

Det kan end ikke Spielbergs på-den-ene-og-så-på-den-anden-side-introduktion til filmen ændre - selv om han her understreger, at han skam selv er jøde, og forsikrer, at han ingenlunde anfægter Israels eksistens og ret til at forsvare sig osv.

Men temaet rammer ned i et kulturelt og politisk minefelt, så trods alle forsigtighedsregler (og til en vis grad også på grund af dem) bliver det en vedkommende og velgennemtænkt film.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk