Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Walk the Line

Instrueret af James Mangold (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Dramatiseringer af berømte musikeres eller andre af samtidens og den nære fortids populærkulturelle personligheders liv og levnet er nærmest en genre for sig. Man kan undertiden få det indtryk, at disse roller er gefundenes Fressen for enhver skuespiller og skuespillerinde, der gerne vil demonstrere sit talent på en letbegribelig måde - her kan vi jo alle »se«, om de er i stand til at »ligne« tilstrækkeligt eller ej, og i bekræftende fald er det vel en »god« præstation?

Er det lykkedes at ramme den »rette« accent og de »korrekte« bevægelser? Har kunstneren kunnet indleve sig i rollen takket være sit (i-DVD-ekstramaterialet-så-hyppigt-udpenslede-fysisk-og-psykisk-krævende) forarbejde, hvorunder tyve kilo er taget på (eller smidt), og vat er proppet i kinderne? Måske har man endog måttet træne lidt karate eller lære at spille lidt guitar på 2 måneder? Meget hårdt.

Mange af disse personligheder, hvis liv bliver oprullet over det store lærred, ligner hinanden til kedsommelig forveksling. De fattige kår, den hårde opvækst, den indre drift mod stardom and fame - ak ja, de vel nok gå grueligt meget igennem, før de får deres velfortjente adresse i Beverly Hills (og en snes andre steder) og endelig kan tørre tårerne bort efter barndommens genvordigheder i en lind strøm af dollarsedler.

Og når gennembruddet så er en realitet - anden eller tredje akt - er lykken åbenbart kortvarig. Den store succes kommer nemlig bag på den nye, men hidtil så jordbundne stjerne, vi kunne identificere os med, men som nu begynder at skride ud i et forfærdeligt misbrug. Sex, druk og hårde stoffer i en eskalerende rus, trækker stadig større menneskelige omkostninger og tragedier efter sig i sit kølvand.

Måske er det her, det hele slutter med et dramatisk dødsfald, eller måske skal vi igennem endnu en skuespillerkrævende indlevelse i afvænningens opslidende cold turkey med tilbagefald osv.

Nej, i sidste ende er det de færreste skuespillere og rockmusikere, hvis liv kan bære en episk fortælling, og derfor ligner strukturen i disse filmatiseringer grundlæggende hinanden. Men hvis de pågældende stjerner er eller var store kunstnere, bliver deres værk i alle tilfælde stående og klarer sig fint - med eller uden Hollywoods efterrationaliseringer.

Walk the line lever godt op (ned) til skabelonen, men løfter sig af to grunde over forventningerne og de mange middelmådige fortilfælde inden for genren.

For det første fordi Joaquin Phoenix (The Village, Gladiator) og Reese Witherspoon (Pleasantville) som Johnny Cash og June Carter ikke blot lever op til de obligatoriske - men ret ordinære - forventninger om at kunne synge og opføre sig nogenlunde som the real thing, men unægtelig spiller med en glødende naturlig intensitet, der fanger tidens musik og stemning i 1950erne og 1960erne, hvor hovedparten af filmen udspiller sig. Vi får et indblik i den tidlige fase af både Johnny Cashs, Elvis Presleys og Jerry Lewis' voksende popularitet, og vi får indlysende nok et pænt udpluk af en række af klassikerne fra Cashs repertoire.

For det andet - og vigtigst - fordi fortællingen netop er interessant, uafhængigt af at den »tilfældigvis« handler om to store populærmusikalske profiler og forviklingerne i deres kærlighedsliv.

Filmen slutter, hvor forløsningen tegner sig - over tre årtier før begge hovedpersoner afgår ved døden.

Instruktøren James Mangold, der har gode film som Cop Land (1997) og Identity (2003) bag sig, har koncentreret sig om at skabe en smuk film med den poetiske pointe Amor vincit omnia (kærligheden besejrer alt). Det kan ingen humanist vel stå for, fordi kærligheden er det mest menneskelige af alt - på samme tid det mest universelle fællesmenneskelige træk, og dog samtidig i så vid udstrækning netop dét, der gør os til de individer, vi er, til forskel fra alle andre.

En individualitet og identitet, som i så høj grad også defineres af den eller dem, vi hver især elsker. Og hvis vi er heldige - ikke i mindre grad af den eller dem, vi elskes af.

Da Johnny Cash og June Carter finder ud af det og finder sammen - så romantisk, som film kan vise det - begynder livet og det vigtigste afsnit af deres tilværelse. Og filmen slutter.

Men vi har fået, hvad vi skulle: En velfungerende dramatisering af Johnny Cashs liv og musikalske identitet såvel som retningen af den vej, der for alvor tegner sig med hans legendariske live-album At Folsom Prison.

Og en god og vedkommende kærlighedshistorie.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk