Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Anklaget

Instrueret af Jacob Thuesen (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I rollen som den incest-anklagede Henrik viser Troels Lyby sig som en af dansk films bedste skuespillere i dette velfungerende psykologiske drama om en af de mest omdiskuterede retspolitiske problemstillinger i de senere år.

Lyby spiller den progressive og sympatiske middelklasse-familiefar, hvis datter gennemgår en voldsom krise og sprænger hverdagens vante gænge i stumper og stykker, da hun anklager ham for seksuelle overgreb.

Filmen fremstiller effektivt og præcist de konsekvenser, som anklagen i sig selv betyder for Henrik - omgivelsernes mistillid, naboers chikane, retssystemets mangler osv. Han er stemplet i det sekund, mistanken er opstået.

Over for Lybys præstation bliver alle andre end Sofie Gråbøl, der spiller hustruen, nødvendigvis til sekundære skygger - men anderledes kan det naturligvis ikke være i så nærgående et psykologisk portræt af en mand i sit livs krise. Derudover er filmens force den uvished, vi som beskuere deler med den anklagedes omgivelser: Gjorde han det, eller gjorde han det ikke?

Datteren har tidligere løjet groft, men skyldes dét traumerne efter faderens seksuelle overgreb, eller er anklagen endnu en bizar løgn i rækken?

Netop fordi vi svæver i denne usikkerhed, bevarer filmen ikke blot sin psykologiske nerve, men fastholder også sin retspolitiske problemstilling knivskarpt. Dømmer vi ham, eller dømmer vi ham ikke - er han helten (i den forstand at han er et uforskyldt offer for omgivelsernes forudindfattede antipati i en sag af så følelsesladet karakter), eller er han skurken (i den forstand at datteren er offer for et dobbeltmenneskes skæbnesvangre overgreb)?

Kim Fupz Aakesons manuskript er på dette punkt bedre end Thomas Vinterbergs ellers helt igennem fremragende Dogme-film Festen (1998), hvor den afsluttende finale-afsløring af den fejrede patriarks (Henning Moritzen) incestuøse forhold til to af sine børn munder ud i faderens bemærkning om, at børnene »ikke var bedre værd«. Derved bliver faderen blot et monster, og hvor monstruøst seksuelle overgreb på børn end er, er det psykologisk utroværdigt og kunstnerisk uinteressant.

Ganske anderledes i Fritz Langs klassiker M (1931) med Peter Lorre. Her lyder den pædofiles tragiske kommentar til sine overgreb ikke, at han ønsker at skade børn, men derimod at den seksuelle trang er uafryddeligt rodfæstet i hans driftsliv: »Ich will nicht - ich muss.« Viljen kan være forvist til en birolle eller henvist til tilskuerpladserne i sindets drama.

Her bliver hans dobbeltrolle som børnemishandler og offer for sin egen trang åbenbar - han er et farligt, men tragisk menneske, ikke et monster. Derved bliver forbrydelsen ikke mindre monstrøs, men som beskuer får vi et nærmere indblik i en destruktiv lidenskab, hvilket ikke bare rummer en kontroversiel psykologisk menneskeforståelse, men også gør filmen til et mere uafrysteligt værk.

Hvad enten vi i Anklaget vælger at se Henriks adfærd som resultatet af en sandfærdig eller løgnagtig anklage, er vi med Kim Fupz Aakesons manuskript ligeledes tvunget til at komme ind på livet af ham og forstå begge roller, så længe vi ikke tilbydes den lette etikette som enten skyldig eller uskyldig. Tvivlen åbner en nødvendig afgrund.

Desværre afslører filmen til sidst, om det er datteren eller faderen, som har sandheden på sin side. Jeg skal naturligvis ikke afsløre afsløringen her, men det er i mine øjne et minus, at vi får en afsløring.

Skønt jeg kun sjældent bryder mig om film med såkaldt åbne slutninger, er dette én af de få historier, der virkelig inviterer til (måske ligefrem nødvendiggør) en sådan - det havde været mere givtigt at forlade biografen i samme uvished, som filmen i lang tid hensætter os i. Det er kun i denne uvished, at vi til fulde tvinges til at begribe såvel den retspolitiske dimension som den medmenneskelige dimension (i både faderens og datterens tilfælde) og altså må overveje alle aspekter.

Men det er en film (og et manuskript), som mestrer den vanskelige kunst at skabe et vedkommende psykologisk portræt i et retspolitisk og psykologisk minefelt.

I modsætning til Vinterbergs Festen, for hvilken incest-problematikken først og fremmest er et virkemiddel i et større tidsbillede, der i mange henseender er en samfunds- og kulturkritisk fabel om tidsånden i det moderne Danmark, har Anklaget ingen ambitioner om at pege ud over sine egne rammer. Men inden for disse rammer den også præcist ned i forhold af afgørende relevans for tilbagevendende problematikker og dilemmaer, som er rykket højt op på politikeres og mediers dagsordener i disse år - og som derfor både tegner et sindbillede af den medieprofilerede tidsånd såvel som de reelle problemer, der er kommet længere op til overfladen i uhyggelige danske sager om overgreb mod børn.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk