VICTOR HUGO: »Opfindelsen af bogtrykkerkunsten er historiens største begivenhed. Det er moderrevolution. Det er menneskehedens udtryksmåde, der fornyes totalt, det er den menneskelige tanke, der aflægger en form og iklæder sig en anden, det er det fuldstændige og definitive hamskifte for den symbolske slange, der siden Adams tid repræsenterer intelligensen.«

Selvforglemmende kærlighed og altfortærende jalousi er de elementære hovedingredienser i et absolut breathtaking drama om stærke lidenskaber og udspekulerede dobbeltspil og dobbelt-dobbelt-spil, der krydser klinger og følelser under kampen mellem kinesiske regeringssoldater og undergrundshæren House of Flying Daggers i slutningen af det niende århundrede. Instrueret af Yimou Zhang, der også stod bag mesterværket Hero. Læs mere: House of Flying Daggers ...

Hvis flere samfundskritiske kræfter begyndte at kombinere deres humanistiske blogskriverier og hjemmeside-kommentarer med en aktiv deltagelse også i den trykte debat, ville det såmænd ikke være uoverskueligt at give den ensrettende tidsånd et modspil og rykke noget ved den alt for udtalte ensidighed, hvormed højrepopulister og nationalpropagandister har domineret debatklimaet siden midten af 1990erne. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Anklaget

Instrueret af Jacob Thuesen (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

I rollen som den incest-anklagede Henrik viser Troels Lyby sig som en af dansk films bedste skuespillere i dette velfungerende psykologiske drama om en af de mest omdiskuterede retspolitiske problemstillinger i de senere år.

Lyby spiller den progressive og sympatiske middelklasse-familiefar, hvis datter gennemgår en voldsom krise og sprænger hverdagens vante gænge i stumper og stykker, da hun anklager ham for seksuelle overgreb.

Filmen fremstiller effektivt og præcist de konsekvenser, som anklagen i sig selv betyder for Henrik - omgivelsernes mistillid, naboers chikane, retssystemets mangler osv. Han er stemplet i det sekund, mistanken er opstået.

Over for Lybys præstation bliver alle andre end Sofie Gråbøl, der spiller hustruen, nødvendigvis til sekundære skygger - men anderledes kan det naturligvis ikke være i så nærgående et psykologisk portræt af en mand i sit livs krise. Derudover er filmens force den uvished, vi som beskuere deler med den anklagedes omgivelser: Gjorde han det, eller gjorde han det ikke?

Datteren har tidligere løjet groft, men skyldes dét traumerne efter faderens seksuelle overgreb, eller er anklagen endnu en bizar løgn i rækken?

Netop fordi vi svæver i denne usikkerhed, bevarer filmen ikke blot sin psykologiske nerve, men fastholder også sin retspolitiske problemstilling knivskarpt. Dømmer vi ham, eller dømmer vi ham ikke - er han helten (i den forstand at han er et uforskyldt offer for omgivelsernes forudindfattede antipati i en sag af så følelsesladet karakter), eller er han skurken (i den forstand at datteren er offer for et dobbeltmenneskes skæbnesvangre overgreb)?

Kim Fupz Aakesons manuskript er på dette punkt bedre end Thomas Vinterbergs ellers helt igennem fremragende Dogme-film Festen (1998), hvor den afsluttende finale-afsløring af den fejrede patriarks (Henning Moritzen) incestuøse forhold til to af sine børn munder ud i faderens bemærkning om, at børnene »ikke var bedre værd«. Derved bliver faderen blot et monster, og hvor monstruøst seksuelle overgreb på børn end er, er det psykologisk utroværdigt og kunstnerisk uinteressant.

Ganske anderledes i Fritz Langs klassiker M (1931) med Peter Lorre. Her lyder den pædofiles tragiske kommentar til sine overgreb ikke, at han ønsker at skade børn, men derimod at den seksuelle trang er uafryddeligt rodfæstet i hans driftsliv: »Ich will nicht - ich muss.« Viljen kan være forvist til en birolle eller henvist til tilskuerpladserne i sindets drama.

Her bliver hans dobbeltrolle som børnemishandler og offer for sin egen trang åbenbar - han er et farligt, men tragisk menneske, ikke et monster. Derved bliver forbrydelsen ikke mindre monstrøs, men som beskuer får vi et nærmere indblik i en destruktiv lidenskab, hvilket ikke bare rummer en kontroversiel psykologisk menneskeforståelse, men også gør filmen til et mere uafrysteligt værk.

Hvad enten vi i Anklaget vælger at se Henriks adfærd som resultatet af en sandfærdig eller løgnagtig anklage, er vi med Kim Fupz Aakesons manuskript ligeledes tvunget til at komme ind på livet af ham og forstå begge roller, så længe vi ikke tilbydes den lette etikette som enten skyldig eller uskyldig. Åbenheden åbner en nødvendig afgrund.

Desværre afslører filmen til sidst, om det er datteren eller faderen, som har sandheden på sin side. Jeg skal naturligvis ikke afsløre afsløringen her, men det er i mine øjne et minus, at vi får en afsløring.

Skønt jeg kun sjældent bryder mig om film med såkaldt åbne slutninger, er dette én af de få historier, der virkelig inviterer til (måske ligefrem nødvendiggør) en sådan - det havde været mere givtigt at forlade biografen i samme uvished, som filmen i lang tid hensætter os i. Det er kun i denne uvished, at vi til fulde tvinges til at begribe såvel den retspolitiske dimension som den medmenneskelige dimension (i både faderens og datterens tilfælde) og altså må overveje alle aspekter.

Men det er en film (og et manuskript), som mestrer den vanskelige kunst at skabe et vedkommende psykologisk portræt i et retspolitisk og psykologisk minefelt.

I modsætning til Vinterbergs Festen, for hvilken incest-problematikken først og fremmest er et virkemiddel i et større tidsbillede, der i mange henseender er en samfunds- og kulturkritisk fabel om tidsånden i det moderne Danmark, har Anklaget ingen ambitioner om at pege ud over sine egne rammer. Men inden for disse er den også glimrende.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, november 2006