JOHN STUART MILL: »Den ene generation tror og tænker ting, som den næste finder både forkerte og meningsløse, og det er sikkert, at meget af det, vi i dag er almindeligt enige om, bliver forkastet af kommende generationer, ligesom vi ikke mere tror på meget af det, vores forfædre anså for evigt sandt.«

Der er ingen tvivl om, at filmen er på nysgerrighedens og ikke mindst åndsfrihedens autoritetssprængende side og som sådan ikke blot forlener det spektakulære eventyrs religionshistoriske rødder med en fantasifuld sammenblanding af epoker og tendenser, men også med en markant individualistisk kant. Læs mere: Det gyldne kompas ...

Så gik verden altså alligevel under. Uigenkaldeligt forbi. Skønt indvarslet siden tidernes begyndelse var det ubegribeligt for de fleste, at der også kom en tidernes afslutning. Det havde ikke optaget sindene i de sidste tider, bortset fra på film og i dele af det skønlitterære univers, hvor verdens ende til gengæld var en regelmæssig kulisse. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Hotel Rwanda

Instrueret af Terry George (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Don Cheadle spiller den heroiske hoteldirektør Paul Rusesabagina, som skjuler og redder tusind tutsier under hutuernes monstrøse massakrer i Rwanda, der i 1994 kostede over 800.000 mennesker livet i tre blodige sommermåneder.

Historien minder om en anden autentisk baseret fortælling, som Steven Spielbergs så gribende filmatiserede i Schindler's List (1993) - et såkaldt almindeligt menneske, der pludselig finder sig i en altafgørende nøgleposition og trodser alle odds, al fornuft og sætter sit eget liv på spil for at redde livet for sine medmennesker.

I Hotel Rwanda følger vi det internationale samfunds passivitet, mens en af historiens værste folkemassakrer udspiller sig på rekordtid. Rusesabagina hvirvles ind i begivenhederne uden større overvejelse, men vakler aldrig i sit stadig mere risikofyldte forehavende, der ene og alene er drevet af ubøjelig samvittighed og medmenneskelighed. Snart omdannes hans luksushotel til et trængt refugium for tusind truede tutsier, og kun takket være et formidabelt mod og stålsat snarrådighed lykkes det ham at redde flygtningene fra de vilde massakrer, der hærger landet.

Rødderne til det dybest set helt arbitrære skel mellem Rwandas overklasse, tutsierne, og underklassen, hutuerne, stammer fra den belgiske kolonitid, men en propagandistisk gnist kombineret med et historisk had og et påtvunget modsætningsforhold udvikler sig her til en eksplosiv blodrus.

Udover Don Cheadles nøje afmålte karakterportræt er det filmens store styrke, at den så skånselsløst viser, hvilken meddelagtighed mediernes systematisk dehumaniserende dæmonisering får, hvor tutsierne reduceres til »kakerlakker«, der er skyld i alverdens ulykker, og som i lighed med pest og udyr naturligvis skal udryddes - og næsten bliver det.

Det er vanskeligt at bygge en fortælling om håb og mod på baggrund af knap en million nedslagtede mennesker - og det er vanskeligt at gå fra en sådan filmoplevelse med en opbyggelig morale, når man er bekendt med historien. Men det er hyldesten til den forskel, som individet kan gøre som individ, og det stærke portræt af Rusesabagina, der gør, at det lykkes med Hotel Rwanda.

Det er ikke skelsættende filmkunst, men det er en skelsættende fortælling, som af både kunstneriske og politiske grunde fortjener den dramatisering af et afgørende kapitel og et afgørende menneske i historien, som en god film kan levere.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, oktober 2006